Lubben var den yngste deltager i havfærden

Så oprandt dagen - med 12 års forsinkelse.
Der var endelig blevet enighed om en dato, hvor de fleste kunne være med. 
I alle årene siden bisættelsen havde der stået en pæn urne på kaminhylden* hos Thomas og Annette. 
Det, der skulle ske, var at asken skulle spredes ud i Lillebælt. (Jørgen havde været sømand i mange år, så selvfølgelig skulle havet være hans sidste hvilested.)
Annette ville benytte lejligheden til at holde sin fødselsdag (i oktober), da hun var klar over, at familien ikke ville komme 2 gange med kort mellemrum.  

Vi mødte talstærkt op ved kajen i Middelfart Gamle Havn og steg ombord i galeasen "Aventura". Den er pænt stor, (spørg mig ikke om fod!) og har en spændende fortid, som man kan læse om på nettet.
Begge pigerne (Cecilie og Stine) inviterede os på sejltur med den på deres konfirmationsdage). Så der var plads til alle (vist 19). Selv mit ældste oldebarns barnevogn var der plads til (Lucas, kaldet Lubben). Der troede jeg naivt, at han ville være det  meste af tiden, men nej, Lubben var alle steder, så han var absolut festens midtpunkt.
Skipper Henrik fortalte kort om skibet, og derefter Thomas om sikkerhed ombord. 
Jeg frøs bravt i mit alt for tynde tøj, jeg kunne jo ikke opholde mig i den dejligt varme kabys under hele sejladsen, men Anders lånte mig sit regnsæt, og med et tæppe om benene kunne oldemor så klare turen.
Kort efter afsejling fra Middelfart blev der serveret hotdogs, hjemmelavede og lune og meget lækre. 
Ved Fænø Kalv skulle selve højtideligheden foregå. Urnen blev hentet frem og asken strøet ud på dybt vand. Thomas sagde et par ord, Margrethe havde roser, som vi alle kastede ud samme sted, og derefter sang vi "Se nu stiger solen af havets skød", som også var blevet sunget for 12 år siden.
Nu blev stemningen igen passende munter, og Lubben sørgede igen for underholdningen. Ved en anløbsbro på Fænø var der så kaffepause (med et helt kvarters solskin!) Til kaffen 2 forskellige lækre og lune og også velsmagende kringler, som min søn havde bagt, (fortæller den stolte mor!)
Turens absolutte højdepunkt var, at det lykkedes at se en flok marsvin i bredningen ud for Middelfart. Derfor sagtnede skipper farten, så alle fik et glimt af disse havpattedyr, som der er 10.000 af i de danske farvande. Hvis jeg husker rigtigt.
Skipper Henrik havde forinden fortalt om marsvinets forunderlige liv. Især gjorde det indtryk på mig, at ungen ved fødslen "får" en særlig lyd, som vi andre ikke kan høre, men denne specielle lyt får moren til at genkende sin unge blandt de andre unger. Naturen er i sandhed forunderlig!
Færden varede næsten 4 timer, men det var ikke spor for længe.  
Christian var en flittig fotograf, og han har lagt billederne på facebook. 

Vel i havn gik turen så til Baaring, hvor vi var mange, der beundrede Annettes smukke gårdhave, som havde fortjent at blive foreviget. 
Her fik vi dagens sidste traktement, en lækker rijs tafel. Helene og Zenita hjalp Annette i køkkenet, så det gik tjept.

Og tænk, Lubben kunne gå, og han var slet ikke til at holde styr på. Han græd ikke, når han faldt, og hans mor var meget afslappet og uhysterisk over for ham. (Han fik lov til at putte ting i munden, selv om de havde været en tur på dørk eller gulv, så han skal nok blive en sej krabat). 
Hjemmefra havde jeg printet 3 af Jørgens yndlingssange, og dem sang vi under megen grinen, for melodierne er jo et par generationer gamle, og således ukendt for de unge. Det var især opmuntrende at høre, at C + Z's drenge + Emilie har så gode sangstemmer. 
Det var "Tipperary", "Waltzing Matilda" og "Auprès de ma blonde".
Også "Lili Marleen" sang vi + en masse sange fra højskolesangbøger fra akademiet, som Margrethe under protest havde stuvet op i den i forvejen overfyldte nye bil. Men hendes indsats var ikke forgæves. 
Marks kæreste var også med, en tiltalende pige, Anne hedder hun.

På vejen hjem var Margrethe og jeg nødt til at synge en del sange uden ord for at vi kunne holde os vågne hele vejen hjem.

Det var meget dejligt at se så mange af min egen familie. Efterhånden er det umuligt at samle alle på én gang. De, der ikke kunne være med, er gået glip af en enestående begivenhed. 
Det var en meget vellykket dag, ikke mindst takket være Annette og Thomas. 
Men alle gjorde deres bedste for at det skulle blive en dejlig dag.

 


*Sådan havde jeg fortalt vidt og bredt, uden at undre mig over, at jeg faktisk ikke havde set den der. (Og at de ikke har nogen kamin!) I virkeligheden stod urnen i gæsteværelset. Flere af husets gæster havde dog vægret sig ved at sove i samme rum som "svigerfar", fortalte Annette, så de havde været nødt til at indrette et nyt gæsteværelse og det gamle blev efterhånden slet og ret et pulterkammer!