Med venlig hilsen

Olga Schmidt
Mandag den 18. oktober 2010
Kære mor, du fik jo ikke nogen tale til din fødselsdag, så lad mig "holde" en her - bare for dig!
80 år, jamen jeg fatter det ikke. Når jeg ser på dig, ser jeg ikke en gammel, værkbrudden dame - krumbøjet af gigt, halvsenil. Jeg ser en vital dame. Nysgerrig på mangt og meget her i livet. Du læser, meget mere end mig. Og langt bedre litteratur! Interesserer dig for filosofi og religion. Ser film og hører tonsvis af opera. Er skrap til computer. Du broderer, selv om du halvvejs foragter den slags kvindagtige sysler. Hvis du havde været en mand, var du garanteret blevet professor i et eller andet vanskeligt fag, men nu fik du børn i stedet. Og sikke nogle skønne unger! En arkæologitekspert, en soldatsejler, en bankfuldmægtigincassogut, og så undertegnede. 
Du har tonsvis af venner - flere end jeg - og du er beviset på, at man også kan få venner, rigtig gode venner, når man har passeret 50 - 60 - 70. Du har lige været i Ebeltoft og har fundet en ny veninde, så der er også et liv efter de 80. Og så er der jo grandfætter Paul, men han er et helt kapitel værd, og det skal ikke skrives her. Lad det bare være sagt, at det er som at høre bedstefar og bedstemor smågnaves, når I to er sammen.
Det er alt det ydre. Det der er til at måle og veje - apropos veje, tror du altid, du er for tyk. Det er du IKKE, hører du! Du ser skøn ud og er slank og smuk. En rigtig sej vikingedame.
Til det indre hører en levende intelligens. En stadig undren. Ind i mellem voldsom afstandtagen fra alt det "religiøse" sludder, samtidig med at du brændende ønsker at tro på et eller andet. Tror jeg da! 
Da jeg blev skilt, var du mit anker i et oprørt og klippefyldt hav. Jeg har ikke tal på alle de gange, hvor du trøstede mig, når jeg igen var i kulkælderen. Du tændte næsten dagligt op i bålet, så ungerne kunne riste pølser og varme bare ben. Og du fortalte mig dårlige vittigheder for at få mig til at grine. Du var skrap ved mig, da du syntes, jeg drak for meget - det gjorde jeg også. Så tak for sparket. Og du og jeg kan grine, jamen VIRKELIG GRINE sammen ind i mellem - selv om vi er så forskellige. For det er vi ved Gud. Af ydre og af sind, og så alligevel ikke. Hvis nogen forulemper mig, hader du dem solidarisk med mig! Og sådan har jeg det jo også. Krummer nogle et hår på en af mine unger, får de smæk, i hvert fald verbalt. Hvis nogen siger noget pænt om mig, refererer du det loyalt, men skynder dig så at trække mindst ti procent fra, så jeg ikke bliver for "indbildsk". Det har jeg så lært mig selv, at jeg IKKE skal gøre i forhold til mine unger ;-)
Du er sjov, også når du fortæller om en ny indbildt sygdom, som du straks affærdiger som "pjat". Du har sans for livets barokke sider. Og når du først ekstemporerer derudad, kan selv min gode fantasi næsten ikke følge med. Du kan få de bedste historier ud af næsten ingenting. Jeg glemmer aldrig, da du til min 40-års fødselsdag, beskrev et tænkt scenarium så levende, at vi alle måtte gyse, eller grine, alt efter temperament. Hvis børnene gik ovenpå, tog de stearinlys med (som sædvanlig boede jeg i et hus uden ret mange lyskiilder), disse lys ville vælte og falde ned i sengene, antænde dynerne og snart ville hele loftsetagen stå omspændt af flammer, og så 
ville børnene indebrænde. Det var fantastisk! Jeg har altid troet, jeg fik min gode fantasi fra min far, men din er næsten bedre og endnu mere kringlet. 
Du har ind i mellem nogle punchlines, så jeg kommer til at klukke, når jeg tænker på, hvad der nu er røget ud af munden på dig. Som da jeg pralede lidt af vores vikingeforfader, og du tørt bemærkede: Ja, og siden er det kun gået tilbage for slægten!
Eller da jeg sad og klynkede over min dårlige økonomi, og du udbrød: Jeg har egentlig altid tænkt på, at hvis jeg blev posedame, ville det være en spændende oplevelse - pause - men alligevel vil jeg nødig, for jeg er så kuldskær!
Det er svært at få det hele med. Jeg har jo kun kendt dig i snart 47 år. Du er skrupskør, sjov, lattermild, generøs, kritisk, kreativ. Du er så meget, og så endnu meget mere. Mine ord rækker ikke til. 
Jeg elsker dig. Til lykke!
kærlig hilsen
Margrethe
PS ind i mellem siger du, at jeg skal tage livet af dig, hvis du bliver oldtudsegammel og senil. Vi har endnu ikke lagt os helt fast på, hvordan jeg skal bære mig ad, og jeg synes jo også, det er noget af en opgave at blive pålagt. Så mon ikke bare vi skal livet og døden gå sin naturlige gang?!