Pauls 83½ års fødselsdag

Det var en formidabel fest.

At Ulrich kan spille og Anna synge, og Paul ligeså, det vidste vi jo godt i forvejen, og det blev demonstreret på festligste vis. 
Den musikalske apéritif leverede disse 3, først Ulrich med Minutvalsen, derefter duetten fra  Don Giovanni: "La ci darem la mano" og Zerlina "Vorrei non vorrei". Fantastisk opførelse, Pauls stemme er stadig usædvanlig god, (og uden røgslør). Annas skuespillertalent er stort og stemmen fyldig, og hun kom op på det høje "E" tilhøreladende ubesværet. 

Trods 'taleforbuddet' var der et par taler, Mogens, nevø til Paul, holdt en smuk tale og spillede en optagelse med børnesange, som Paul havde indsunget til eget akkompagnement. Smukt!  Mogens synes Paul er en miskendt tenor. Men P har selv betroet mig og sikkert flere andre, at han aldrig har været god til at lære tekster. Så deee . . .Senere holdt Tove, ven og nabo, en usædvanlig smuk tale, hvor hun også takkede Ursula og Renato for deres store gæstfrihed. Tove overraskede mig. Jeg havde forestillet mig hende anderledes.
Ulrich leverede et musikalsk tilbageblik over Pauls liv, også med usandfærdige indslag, som alle medviderisk kunne le ad. Fx at Paul var vild med Paul McCartney og Elvis. Den påstand var der absolut ingen, der tog for gode varer, og jeg mener, at jeg hørte Paul spørge: "Hvem er de?"
I anden afdeling spillede Ulrich "O mia bella Italia", som Paul komponerede og brugte i det italiensk-kursus  for lastbilchauffører, som han og og Henny forfattede og indtalte på bånd (Jeg har søgt efter dette, men fandt ud af, at det var endt i arkivet, da man jo nu bruger cd'er Synd og skam at dette fine materiale ikke stadig kan bruges.)
Nå, men Ulrich spillede denne melodi, men missede en takt, så Paul gik resolut hen til klaveret og spillede den korrekte version.
I Mogens' ovenfornævnte tale var O mia bella også med. Ikke et øje var tørt! Kan li'
 

3 niecer havde overtrådt 'forbuddet mod sange', og de leverede en smaddergod sang med små hip til Paul, bl.a. om hans vidtberygtede manglende sans for hvidløg. Desværre glemte jeg sangen. 
Jeg var så heldig at have Ursula på min højre side.  (Paul havde for resten valgt mig som borddame (?)). Hun fortalte bl.a. om "Nuets kraft" af Eckart Tolle, som jeg engang lånte, men aldrig fik læst. Nu må jeg ha fat i den igen.
Over Ursula er der noget overjordisk, nærmest lidt fe-agtigt. Gabriel har lidt af det samme udseende. Han og Barbara kunne heldigvis lege sammen, når det hele blev for kedeligt for dem.
Det var nu synd, at Paul havde frarådet Ursula at holde tale, fordi "så ville ikke et øje ha været tørt", for skal jeg kritisere en lille smule, så kom Ulrich på den måde for meget i fokus. Han var en storartet konferencier, og han er jo scenevant, men alligevel . . .

Maden var dejlig og vinen god, bordet smukt pyntet.
Bordkortene havde Aase lavet, ligesom også de flotte invitationer. 
Beklageligvis havde Aase ikke skrevet navn på begge sider, så det gik aldrig op for mig, hvem der var hvem af de fremmede, udover nogle få stykker.
C + Z kørte mig til Fredericia, vi sprang over suppen.

Det har været en usædvanlig dejlig tur i det hele taget, og jeg fortryder ikke, at jeg overvandt mig selv og tog med.
I dag søndag er jeg først stået rigtigt op ved 14-tiden, så udmattet har jeg været. Om lidt vil jeg dovne videre foran tv og se den fantastiske film om Susan Boyle. 

 


Rejsen til Ryttergården

Billedet er taget med min mobil, så kvaliteten er derefter.

Efter den somsædvanligbesværligepakkenbagage, tog jeg af sted ved middagstid (torsdag den 23. august). Rejsen bød ikke på dramatiske episoder, men alligevel, så var jeg dog nærved at snuble, før jeg overhovedet var steget ind i toget. I Odense var jeg så forudseende, at jeg anbragte mig i en vogn, der stod "Struer" på. Så var jeg da sikker på at komme til Viborg! Først for sent blev jeg klar over, at det var en fejltagelse, Da jeg ville gå hen i en "rigtig" vogn, nåede toget at køre for næsen af (ad?) mig. Nu var gode dyr rådne, men en opvakt dsb-mand kunne forklare, hvordan jeg alligevel kunne nå mit mål, og det gjorde jeg via bus fra Herning, hvor jeg slap for at købe ny billet af en venlig chauffør. C var ikke  til at få fat i, så han havde nået at begive sig af sted til Herning, men Zenita fik ham til at vende om, og jeg blev hentet af ham som aftalt, kun 20 minutter efter aftalt tid.
På Ryttergården lavede Zenita lækker mad, og hendes forældre var inviterede, så vi fik en god snak, da jeg altid har befundet mig godt i deres selskab. Så det blev ikke bare om vind og vejr, men også om højskoler, Jeppe Aakjær, Fridas kamp for at få en uddannelse, børnebørns tilsyneladende ligegyldighed over for bedsteforældre, osv.
Christian havde taget fri næste dag, men han skulle selvfølgelig arbejde indimellem. 
Så jeg gik på opdagelse selv. I haven med guldfiskedammen, i drivhuset, på fårenes eng om formiddagen. Efter min daglige "meditation"  en tur hen til skoven med søen med øen. Alt sammen gjort med Z's og C's egne hænder with a little help . . . måske.
Der er så stille og så tyst . . .
Om aftenen igen lækker mad. Da Zenita kom hjem, gav hun sig først tid til at snakke med svigermor, gik derefter i haven og kom tilbage med gulerødder, sukkerærter, bønner, kartofler. I drivhuset hentede hun vindruer. Der var også blåbær et eller andet sted. Så jeg husker bedst den vidunderlige salat, der kom ud af det, finskåret og lækker. Jeg nød den, jeg, som ellers ikke bryder mig om rå grønsager mere!
Før aftensmaden  skulle Zenita liiige fodre dyrene i stalden.

Fårene på marken æder vist kun græs. Der er 130 får, hvis jeg husker rigtigt.

 Som aftenen før hørte vi dejlig musik med et glas rødvin til, før vi gik i seng.