I dag var en ganske særlig dag.
I dag blev Louise, Gudruns yngste barnebarn, begravet.
Hun blev offer for en bilulykke, hvor en ung mand, der lige havde fået kørekort, overvurderede sine evner som chauffør og formodentlig kørte for hurtigt, med det resultat, at bilen blev totalt smadret, og de 2 piger, som sad på bagsædet blev dræbt på stedet.
I alt 250 var mødt op til begravelsen i dag, onsdag den 5. august 2009. Kun ca. 100 af dem kunne finde plads i kirken. 
Vi sad først og ventede ½ time, fordi alle var kommet i alt for god tid. Der blev sunget et par ret ukendte salmer, som jeg ikke nåede at lære, men det mest mindeværdige var præstens tale om Louise. Den var så god, at vi alle var dybt rørte. Han skildrede Louise som et rigtigt menneske med fortrin og fejl. At hun var en ener. At ulykken var meningsløs, og ikke en helt masse gudeligt præk. Og på en måde, som havde han kendt Louise personligt. Da kisten blev båret ud, stod alle de unge venner, som ikke kunne være inde i kirken som en slags spalier udenfor. En efter en kom de gående med en rose, som de lagde på kisten, før rustvognen kørte væk. Det musikalske indslag bestod af et Michael Jackson-nummer. 'Too soon' eller noget i den retning. Det var de unge vist meget berørt af.
Da orglet til sidst spillede 'Om lidt bli'r her stille', kunne selv jeg ikke lade være med at få våde øjne.
Hermann især var helt knust. 
Bagefter en komsammen i kirkehuset. 
Udenfor takkede jeg præsten for den personlige tale og bad om en kopi. Det blev han vist lidt overrasket over, men lovede at sende et redigeret eksemplar til Hermann, som så kunne sende det videre. 'Ja, men du skal have det hele med, du må ikke udelade noget!, sagde jeg, og det ville han godt gå med til.
Takket være den smukke kirkelige handling blev en tragisk hændelse vendt til en smuk begivenhed, som vil blive stående i ens erindring. - - -
Vi tog dog hurtigt videre, Kunne ikke klare mere, især børnene.
På vejen hjem jokede vi lidt i bilen, og det ville have været helt i Louises ånd. Efter et besøg hos Margrethes veninde, Mette, i Aarhus, kørte vi videre og var hjemme mindre end 12 timer, efter at vi var startet hjemmefra. 
En begravelse har betydning for de efterladte, det stod mig særlig klart i dag. Hermann gav mig 3 knus, så rørt var han over, at vi kom den lange vej for hans skyld (især).
Og familiebåndene bliver styrket efter en sådan oplevelse. Det er noget meget positivt, som jeg ikke tidligere har været opmærksom på. Også Aase var taget dertil med Ulla og Per hele vejen fra Ringkøbing. Vi nåede naturligvis ikke at tale meget med nogen overhovedet, men det vigtigste var også at vi havde været der.
Jeg gav Gudrun diverse cd'er med Ulrichs vidunderlige musik til trøst. Også Hans havde jeg nogle med til.
Ole får et helt cd-album, som jeg har kopieret til hans fødselsdagsfest på lørdag.