KOLLEKTIVNOVELLE nr 5,

Påbegyndt juni 2020.

 

En plads i solen?

 

Solen varmer så dejligt på ryggen, ja- hele kroppen. Hun har lukkede øjne. Nyder varmen, der fortrænger alt andet – siver ind i hele hendes indre.
Kinden ligger mod det ru træ. Benene er bøjet op mod maven, hun kryber sammen inden for den velsignede solstråle. Hun har siddet sådan mange gange. Både i æbletræet i haven derhjemme – i den gode grenkløft, når hun skulle gemme sig eller bare tænke og være alene. Træets bark mod kinden og armene slået let om stammen, så kunne hun trygt falde i søvn.

På badebroen i sommerferien, helt ude på kanten, her var det træpælen, der kærtegnede hendes kind – ind imellem gled en fod ned og fik et chok, når den ramte vandet.

Eller i vindueskarmen på hendes værelse og døren var låst forsvarligt. Vinduesrammens ujævne maling var også god at læne hovedet mod.

 

Hun er let og fri, giver sig hen i den velkendte varme følelse.

Hun sover.. Men pludselig rives hun ud af søvnen og trygheden – foden, ja hele underbenet forsvinder under hende, bliver iskoldt, og der er et råb, men hun forstår det ikke, hun er stadig i halvsøvne. Nogen tager fat i hende..

 

Hun ville være havnet i vandet, hvis ikke en havde grebet fat i hende.

Denne én viser sig at være en ung pige.

Hun ser bestyrtet på denne pige.

- Hvordan kunne du dog finde på at ligge her så tæt på vandet. Var det virkelig din mening du ville drukne dig?

Hun ser fuldstændig forvirret på sin rednings'mand..

- Godt jeg lige var ved at fortøje båden, siger den unge pige

- Hvor bor du? Skal jeg følge dig hjem? Er du alene eller er du sammen med nogen?

Men jeg må da lige præsentere mig. Jeg hedder Marianne. Hvad hedder du? Jeg bor i huset deroppe. Pigen peger på det

Hun tager sig sammen til at hviske:

- Gunhild.

Hun er ikke vant til at snakke med fremmede mennesker. De skræmmer hende.

Hun undgår så vidt muligt at møde nogen overhovedet.

Hun registrerer dog at denne Marianne lader til at være flink og rar.

Og hun tilgiver Marianne, at hun helt misforstod situationen. Hun ved godt, at der ikke er nogen der forstår hende.

- Skal jeg følge dig nogen steder hen? Nej jeg må hellere ringe til 112. Marianne tager mobilen frem og taster nummeret.

- Nej! skriger Gunhild, jeg ville ikke tage livet af mig, Jeg var bare faldet i søvn.

 

Marianne ser spørgende og alvorligt på hende.

- Så var det bare meget letsindigt af dig at lægge dig for at tage sol netop her. Men du ser noget forkommen ud. Lad mig i det mindste følge dig hjem.

- Nej nej. Jeg kan godt selv, fremstammer Gunhild.

Hun føler tårerne er på vej

Da tager Marianne Gunhild i favnen og giver hende et kram, og nu kan Gunhild ikke holde tårerne tilbage. Så meget omsorg er bare mere end hendes 18 årige hjerte kan kapere.

Marianne spørger, om hun i stedet vil med hende hjem – Marianne er alene i huset, da hendes forældre er på ferie. Gunhild nikker og føler sig meget taknemmelig.

For bare lidt siden var hun det ensomste menneske på planeten, nu føles alt meget lettere og i farver. Inden de går op til huset, siger hun tak til Marianne, og lover hende aldrig mere at falde i søvn på badebroen.

 

Egentlig var det en rar fornemmelse, at forsvinde i dybet – hvis bare ikke Marianne var dukket op. Og hun tænker ved sig selv, om det mon er en rar død, at blive opslugt af havet.

Ved hendes mors begravelse blev der sagt: Af jord er du kommet - og af jord skal du genopstå.

Mon det samme kunne siges blot om havet. Af vand er du kommet - og af vand skal du genopstå. Hun havde jo hørt sin mor fortælle om, hvordan hun fødte hende i et stort badekar.

 

Hun elsker sin far og føler savnet af ham, altså den han var engang.

Han er desværre begyndt at drikke efter moderens død for et halvt år siden.

Hun kan ikke holde ud at se ham sidde foran fjernsynet hver eneste dag – med alt for mange øller foran sig på bordet.

Gunhild følger med Marianne hjem, de får ringet til faderen, der har været bekymret.

Gunhild forklarer sin far, at hun er taget på ferie, og at det varer noget inden hun kommer hjem – hvor længe ved hun ikke endnu.

For Gunhild har taget en beslutning inde i sig selv, hun vil ikke hjem mere, hun er 18 år og er nødt til at gøre noget drastisk lige nu. Hun har truffet et valg, det er blevet tid for hende at brede sine sommerfuglevinger ud – og finde ud af om de kan bære hende. Hun har en taske med sig, med tandbørste, pas og lidt skiftetøj.

 

Hun falder hurtigt i søvn i Mariannes hus – men midt om natten vågner hun med et skrig. Marianne kommer styrtende. Hvad sker der?

Jeg er blevet stukket at en hveps, og jeg er allergisk over for bistik, jeg glemte at tage min modgift med, som jeg altid skal have med mig!

Marianne ved godt, at nu haster det, og straks sender hun bud efter en ambulance.

Gunhild ser allerede medtaget ud, men ret kort tid efter kommer en ambulancemed udrykning, der gives straks modgift.

Marianne tager med på hospitalet, og efter nogen tid kommer der liv i Gunhild.

Vi udskriver dig nu, godt du kom i tide, blev der sagt.

 

Hjemme hos Marianne fejrer de hjemkomsten med et dejligt måltid, og de får talt med hinanden, som om de havde kendt hinanden i årevis.

Marianne er nogle år ældre end Gunhild. Hun har oprettet sig som selvstændig psykoterapeut, og det passede fint at blive boende hos forældrene i den ene etage af den store villa.

Hun ejer selv båden, og det hjælper på økonomien, at hun hvert år får et arveforskud fra forældrene.

Båden er interessant, fordi hun bruger den i terapeutisk øjemed. Der er 5 piger tilmeldt til en langfart, hvor pigerne skal opbygge selvtillid og tro på egen kunnen ved aktivt at deltage i de forskellige discipliner og mærke, hvor vigtigt det er at samarbejde.

Marianne tænker at Gunhild ville have rigtigt godt af at tage med, og hvad med at tilbyde hendes far at tage det hårde arbejde på båden?

Jobbet ville være så krævende, at han simpelthen ikke fik lejlighed til at drikke, og der er jo ingen alkohol om bord.

Marianne synes selv, at det er en mægtig god ide, men tvivler på, om det mon kan lade sig gøre ?

 

…………….

Marianne er en pige hvor der ikke er langt fra tanke til handling, så hun foreslår, at de kontakter Gunhilds far.

Gunhild er dog lidt betænkelig.

Hun bor med sin far Aage i Dyreborg, hvor hendes far arbejdede på Jernvirke i Fåborg.

Mor havde besøgt ham på arbejdet, men så var der sket en ulykke, og mor kom sig aldrig af sin skade.

Far Aage stoppede med at arbejde, da hans kone krævede meget pleje;

Det var i flere måneder en opgave for både ham og Gunhild.

Efter mors død havde far fisket lidt fra sin jolle, han havde nemlig fået en ret stor erstatningssum både fra forsikring og fagforening, så penge var ikke det store problem lige nu, men det kunne det da blive senere, hvis han ikke slog proppen i og kom i gang igen.

 

………..

Mariannes båd viser sig at være en stor ca. ti meter gammel lystsejler.

Hun har kystskippereksamen, så hun kan sagtens sejle båden, der lige nu ligger på land i Fåborg.

Den skal bundsmøres og have forskellige vedligeholdelsestiltag, før den er klar til en lang sejltur.

Fem piger hun har haft i behandling skal møde op og hjælpe med klargøringen.

Gunhild overvejer sagen og går med til at de opsøger hendes far og forelægger ham Mariannes plan.

Men vil Gunhild selv med på turen? Det ved hun ikke.

Hun vil i gang med sit liv, men hvad skal hun gå i gang med?

Hun har en pæn afgangseksamen fra 10 klasse, og hun havde tænkt på at uddanne sig til sygeplejerske, nu hvor hun ved hvor vigtigt det var for en syg med god pleje, men det kræver mere skolegang.

Der er gymnasium i Fåborg, så det er muligt, men igen: Hvis hun skal bo hjemme og se sin fars forfald, det orker hun ikke.

Hun kan ikke hjælpe ham, for hendes sorg er jo også stor endnu.

 

………..

Marianne og Gunhild tager til Dyreborg for at snakke med Aage.

Gunhild er meget stille, så det blev Marianne der førte ordet.

Planen er at sejle til Holland i første omgang og så der planlægge videre, så det vil være en tur gennem Kielerkanalen med ophold i Rendsburg og fra Kielerkanalen ud i Elben til en lille kanal på bagbords side der hedder Hadelner. Gennem den kommer man til Bremerhaven, Oldenburg og den vej videre mod Holland. Marianne er meget ivrig og slår ud med armene og fortæller, hun brænder virkelig for sagen.

Aage lytter opmærksomt til hende, han bliver også ivrig og begynder at fortælle om nogle ture han har haft gennem Kielerkanalen med fiskekuttere fra Fåborg der skulle til Esbjerg og fange tunger. Han kender også nogle der var sejlet til Paris i en lystbåd.

 

Gunhild føler sig næsten udenfor igen og får den dumme følelse af ikke at høre til nogen steder. Marianne bliver pludselig klar over at det må være for meget for Gunhild, som pludselig så en levende far der fortalte og virkede glad, det er tydeligt, at det var længe siden Gunhild har set det.

 

…………

Gunhild søger som så ofte før hen til ”sin” solstråle og ”sit æbletræ” i haven. Hun har brug for at samle sig, få styr på alle sine tanker, alt det der er sket så pludseligt, bare på en enkelt dag.

 

Marianne er lige lovlig overrumplende for hende.

Af et godt hjerte, det er hun tydeligt klar over, men Gunhild har så mange sår i sit indre, at hun har brug for at mærke grænser, at styre selv.

 

Gunhild tænker stadig på sin beslutning ude fra badebroen om at hun vil flytte hjemmefra, starte et nyt liv nu, hvor hun er 18 år. De tanker hun har haft om at blive sygeplejerske og pleje andre, vil det blive for svært? Gymnasiet i Fåborg vil være første trin. Hvordan vil hun kunne klare sig økonomisk, hvis hun gør det?

Men hvis far kommer med ud at sejle med Marianne og pigerne, så kan Gunhild måske blive boende hjemme i de trygge rammer og med det elskede æbletræ og solstrålen og så bare tage bussen ind til gymnasiet, så har hun et sted at bo – men uden far?

 

Pludselig kommer hun tilbage til omgivelserne igen, for Marianne har fundet hende og rører forsigtigt ved hende denne gang for at ”vække” hende.

 

Marianne er blevet bekymret og forundret over at Gunhild har været væk så længe, mens Marianne talte med Aage. Hun er klar over at Gunhild er meget mere skrøbelig end hun først troede. Marianne er ærgerlig over at hendes egne planer og impulser har overskredet grænsen for hendes professionelle lydhørhed. Hun burde have ”læst” Gunhild bedre.

 

Om natten sover Gunhild uroligt.

Hun vågner hele tiden og kommer igen til at tænke på det forfærdelige, der skete, da hun var 15 år gammel, og som hun aldrig er kommet sig over.

Om dagen kan hun nogenlunde jage tankerne væk, men om natten står det hele alt for klart for hende.

 

Hun havde en lykkelig barndom og nød alle fordelene ved at være enebarn, men hun følte at forældrene nærmest overvågede hende, så hun ikke havde helt den samme frihed som sine jævnaldrende.

Når hun var til fest hos en af kammeraterne, blev hun hentet af sin far kl. 11 , selvom festen knap nok var begyndt. Det var ikke til diskussion.

 

En af de gode ting var, at hendes morbror kom på besøg næsten hver uge.

Han boede lige i nærheden. Han var ungkarl og nød at være sammen med en familie.

Hun elskede onkel Jesper.

Han var så hyggelig og rar. Hun fulgte ham overalt, når han var på besøg. Hun var lige ved at elske ham højere end sin egen far.

Hun tog tit ud at fiske med Jesper, det skulle hun bare kalde ham. Når vejret var godt, sejlede de i hans lille jolle et stykke ud i fjorden. De havde madpakke med og sodavand, så det var en rigtig udflugt.

De lo og sang ’Tag med ud og fisk’, når Gunhild fik en fisk på krogen.

Så roste Jesper hende i høje toner. I hvert fald så længe hun endnu ikke havde øvelsen.

 

Så var der det år, hvor hun lige var fyldt 15.

Hendes forældre var taget af sted på deres årlige ferie på Mallorca .

Det kunne de roligt gøre, fordi Jesper kom hver dag, når Gunhild vendte hjem fra skole, og om natten sov hun hos en veninde.

 

Vejret var så godt, at de tog ud med båden næsten hver dag.

En dag var vejret ekstra godt, så de bestemte sig for at gå i land på stranden.

Her solede de sig i deres badetøj, spiste de medbragte madder, svømmede en tur og lagde sig i sandet for at tage solbad.

Åh, hvor livet var herligt.

 

Den dag faldt Gunhild ligefrem i søvn. Hun havde siddet længe oppe aftenen før for at løse en vanskelig matematikopgave.

Men - så vågnede hun med et sæt.

Hun følte at et eller andet strøg hende over brysterne og videre ned ad hendes mave og endte mellem hendes ben. Hvad kunne det dog være? Hun så op, og der var hendes elskede Jesper, og han så på hende med et sært udtryk i øjnene.

 

Aldrig var hun kommet så hurtigt på benene. Hun for af sted uden at tage noget med sig. Hun løb og løb. Hun kendte ikke vejen hjem, vidste kun at den var meget lang. Hun styrtede af sted ad ukendte stier og veje, bare væk fra Det Sted.

Gruset sled næsten huden af fødderne, og engang faldt hun, men kom hurtigt op igen. Hun skulle væk, bare væk.

Hun havde løbet omkring længe, da hun hørte et råb. En gammel bonde stod med sit hakkejern i en roemark. Han løb hen imod hende. Han kiggede bekymret på denne fremmede unge pige, der kun var iført bikini og som havde sår og skrammer overalt, og spurgte hvad der var galt.

Gunhild sank udmattet sammen. -Vand sagde hun bare.

- Kom med hen til mor, sagde manden. Hun står lige derhenne ved huset.

Han tog hende under armen, og hun fulgte vaklende med..

 

Det ældre par, Johanne og Ewald fik placeret Gunhild i sofaen med en dyne omkring sig, og tårerne strømmede ned af kinderne på Gunhild mens hun drak sit glas vand.

”Jamen jøsses da, hvem har dog gjort dette mod dig” fremstammede Edward, mens Johanne lagde en arm omkring Gunhild og sagde ”Du kan være helt tryg hos os, vi passer på dig – og fortæl os nu alt hvad der er sket”.

Gunhild fortalte ikke noget om det, der var hændt på stranden, men sagde i stedet, at hun var blevet bange for nogle drenge der råbte grimme ting efter hende, så hun var løbet sin vej uden at vide hvorhen. Det føltes godt at være hos de to gamle, hun følte sig tryg og elsket.

 

Men hvad skulle hun nu gøre omkring at komme hjem, hun havde bestemt ikke lyst til at se onkel Jesper igen. Selvom han ikke havde forgrebet sig på hende, følte hun at hendes hjerte var blevet revet ud af hendes bryst. Hun havde jo stolet på ham.

 

Ewald foreslog,at hun kunne blive hos dem, indtil hendes forældre kom hjem fra Mallorca.

Det ville Gunhild gerne, og ikke lang tid efter sad hun i bilen på vej hjem til sine forældres hus. Da hun kom hjem sammen med Johanne og Ewald, sad onkel Jesper i stuen og så en fodboldkamp.

Hun gik alene derind. Jesper var glad og lettet da hun trådte ind i stuen, og hun fik en uforbeholden undskyldning fra ham.

Han sagde, at han var faldet i søvn ved siden af hende.

Og at det var i sket i søvne, at han var kommet til at røre hende på en upassende måde.

Hun troede nu ikke på Jespers forklaring, for det blik han havde i øjnene da hun vågnede – det var rendyrket begær – og sådan kunne man ikke se ud, hvis man sov.

 

Gunhild skyndte sig at pakke en taske med tøj og sige et afmålt farvel til Jesper.

Heldigvis fulgte Ewald og Johanne lige i hælene på hende ud af huset.

Og lidt efter var de på vej tilbage til den lille hyggelige gård på landet.

 

Gunhild tilbragte sit livs bedste ferie hos de to gamle mennesker, som nød at kræse om hende med alt det bedste de vidste. Menuen stod ofte på pandekager, for det var Gunhilds livret. Og Gunhild lærte også at strikke, og efter en uge kunne hun fremvise sin egen helt hjemmestrikkede islænder.

Ja, på den lille gård fløj dagene afsted – åh de minder, de var en lise for sjælen at tænke på, især når hun blev maltrakteret af minderne om onkel Jesper og hende liggende på stranden.

 

…………………

Klokken er blevet næste 11, så mange tanker og minder er kørt igennem hendes hoved.

Hun slæber sig ud i køkkenet til Marianne, helt groggy af alle de tanker. Det første hun siger til Marianne er: ”Du må undskylde, jeg ved du mener det så godt, men jeg har brug for at være alene lidt endnu, men tag min far med på turen, så vil jeg tænke over tingene imens.

 

Endelig alene.

 

Gunhilds far er taget med Marianne på krydstogt, det er spændende, om han kan klare livet til søs med så mange unge piger og uden sin daglige dosis alkohol.

Men Gunhild overkommer ikke at bekymre sig, og desuden har Marianne en uddannelse og erfaring, der gør hende i stand til at tage sig af skæve eksistenser.

 

Gunhild tager ned og handle. Nu skal hun ikke tage hensyn til sin far.

Hun køber ind til nachos. Hun vil drikke det med tequila på mexicansk vis. Gunhild fik øje på et opslag på Brugsens opslagstavle; der er en lille villalejlighed til leje i Svendborg.

Det vil passe fint, hvis hun begynder på HF og sygeplejeuddannelsen.

Gunhild skrev nummeret ind på sin mobil, opslaget var fra i dag. Hun skynder sig hjem og ringe.

 

En kvinde tager telefonen. Det er en toværelseslejlighed med altan. Den har været til salg i mere end 1 år, men der har ikke været reelle købere til den, så kvinden har besluttet sig for at udleje.

 

Gunhild og kvinden aftaler, at hun skal komme og kikke på lejligheden på Violvej næste formiddag, hun sal ikke bekymre sig om depositum, blot betale 3 måneders husleje forud. Da Gunhild har lagt røret på, går hun ud i køkkenet og tilbereder nachos'en.

Mens den står i ovnen tænder hun for Rasmus Seebach og skænker et glas tequila.

For første gang i lang tid er Gunhild fri for bekymringer.

 

Senere på aftenen går Gunhild smånynnende rundt og støver de gamle familiefotos af.

Moderen smiler til hende fra væggen. Gunhild falder tidligt i søvn, men vågner først klokken 9 næste morgen.

Pludselig får hun travlt, hun skal være i Svendborg klokken 11.

Med sved på panden når Gunhild ind til Violvej klokken 10.50.

Hun ringer på døren. En nydelig kvinde på omkring 35 år åbner.

Hun præsenterer sig som Lajla, og byder Gunhild indenfor.

Lajla fortæller, at hun blev gift forrige år, at lejligheden har stået tom lige siden, og at hun allerede venter sit andet barn.

 

Gunhild bliver vist rundt, det er en drøm af en lejlighed, men vil faderen kunne klare sig selv, hvis hun bare flytter?

Gunhild bliver tilbudt kaffe og de sætter sig på de eneste to stole, der er i lejligheden. Lajla kikker undersøgende på Gunhild og spørger om hun er i familie med Jesper? Hendes mand hedder nemlig Jesper, og han har fortalt, at hans søster efterlod en datter, der hedder Gunhild.

Tøvende svarer Gunhild, ja, Jesper er hendes onkel, men de har mistet forbindelsen for længe siden. Lajla fortæller, at Jesper har betroet sig til hende, det varme vejr og den smukke letpåklædte pige, der lå op og ned ad ham, havde opildnet ham til den upassende berøring af sin niece. Og han har været lettet over, at niecen stak af, så det ikke var gået helt ud af kontrol. Men Lajla elsker Jesper, han er den bedste far og ægtemand man overhovedet kunne ønske sig. Gunhild smiler til Lajla, hun lader som om hun er glad på Jespers vegne.

 

Men indeni er hendes følelser i vildt oprør.

At møde fortiden igen og risikere snart at skulle stå over for det menneske, som hun engang elskede så højt, og som svigtede hendes tillid på den værst tænkelige måde, det vil ikke være til at bære.

Hun ved godt, at man skal tilgive sine fjender, men det er hun slet ikke parat til endnu.

 

Hun tager sig sammen og siger hjerteligt farvel til dette søde menneske, som selvfølgelig ikke ville forstå noget som helst.

Hun vil i hvert fald søge et andet sted at bo, måske i en anden del af landet, for Jesper vil sikkert umiddelbart tro hun har tilgivet ham.

 

Tankerne hvirvler rundt i hovedet på hende på busturen hjem. Hun har ellers følt, at hun har været ved at frigøre sig fra fortidens spøgelser. Nu dukker de op igen med fuld styrke.

 

- Skal du ikke af, vi er i Faaborg?

Hun farer forvildet op.

Hjemme igen kan hun stadig ikke frigøre sig fra de plagsomme tanker.

Det hele står igen alt for klart for hende.

 

Da hun begyndte i skolen igen efter sommerferien, kunne hun ikke deltage i kammeraternes muntre snak om deres ferieoplevelser. I timerne var hun tavs og i frikvartererne blev hun simpelthen inde. De andre undrede sig, smådrillede hende lidt og sagde fx

 

– Nå, der er nok en, der har fundet sig en kæreste! Så så hun forskræmt på dem og kiggede væk.

Efterhånden lod de hende være. Og det var hun både lettet over og ked af. Selv hendes bedste veninde faldt fra. Prøvede at udfritte hende, men fik aldrig noget at vide. Det var umuligt at indvi nogen i det frygtelige der var sket.

 

Heller ikke hendes forældre kunne undgå at mærke, at der var sket en alvorlig forandring med hende. Var hun mon ligesom de selv skuffet over, at Jesper rejste til Svendborg uden at sige farvel, og at han ikke havde vist sig siden. Til sidst lod de også være med at spørge.

De var ulykkelige, følte sig magtesløse, men slog sig måske til tåls med at det var en ulykkelig forelskelse, hun led under.

 

………………..

Så var det hun søgte ud til sit elskede træ.

Sad der i timevis og drømte, tågede drømme om en umulig og håbløs fremtid.

 

Hun tvinger sig til at vende tilbage til nutiden, men hendes gode humør om de lovende fremtidsudsigter, er forsvundet.

 

Hun føler hun skal starte forfra igen, men hvordan?

Skal hun flytte længere væk?

Men hvordan skal hun så klare sig økonomisk?

Skal hun bare blive boende og håbe på hun finder en løsning?

Skal hun virkelig vove at møde Jesper igen? Den lejlighed er virkelig noget hun har svært ved at give afkald på

Hun går igen ud til sit tilflugtssted, træet . . .

Men der sker noget mærkeligt, da Gunhild står med hånden på træets bark, tæt ved grenen, som hun plejer at bruge, når hun kravler op til kløften, som hun sidder på. Hun kigger op i bladhanget, men det føles ikke rigtigt.

 

Vejret er lidt underligt, der kommer vist ikke nogen solstråle som hun kan sidde i.

Faktisk kan det blive til både regn og blæst. Uroligt, lige som hun selv er indeni.

Hun kan ikke engang finde ro ved sit gamle æbletræ…

Og vejret er heller ikke til at give hende ro nede ved badebroen.

 

I stedet går hun ind i sit barndomshjem, rundt i alle rum, ser grundigt på alt det, der var trygt da hun var barn, og som har været mærkeligt utrygt siden den skrækkelige dag, da hun mistede tilliden til Jesper – og siden mors lange sygeleje, hvor hun og far Aage gik rundt om hinanden og ikke turde tale om deres frygt for at miste hende.

Hvad de jo alligevel gjorde.

 

Men hun og far fik jo bagefter ingen rigtig tæt kontakt.

Han var for ked af det, flasken var for tæt på alt for ofte.

Alle vennerne som hun ikke længere var sammen med, ingen er omkring hende.

Tankerne kører i ring.

Gunhild stopper op. Hun føler sig helt tom indeni.

 

En stemme inden i Gunhild siger pludselig, at hun ikke bare kan flygte ind i sig selv hver gang livet bliver for svært.

Hun bliver nødt til at opsøge hjælp.

Men det skal ikke være løsningen med Mariannes båd.

Det kan godt være, at det er den rigtige løsning for far Aage, det håber hun.

Men ikke for Gunhild.

Med den erkendelse går hun i seng og sover trygt, selvom det om natten bliver et kraftigt tordenvejr med regn og rusk.

 

…………….

Gunhild vågner udhvilet op til en morgen, der føles frisk og renvasket – lige som Gunhild selv.

Det er dejligt vejr, og hun tager sin cykel og kører ud i det blå.

Ser ligesom omgivelserne med nye friske øjne. Føler sig lettet og klar til at tage imod hvad der kommer.

Hun cykler på må og få, og opdager pludselig at hun er ud for det gamle ægtepars gård.

Hvor mærkeligt, at alt i fortiden pludselig kommer frem i disse dage?

Hvordan mon det går med de søde to gamle? Det er alligevel tre år siden og Gunhild har ikke haft kontakt med dem siden den sommer. Der har jo været så meget, især med mors sygdom.

 

Mens hun står og funderer uden for haven, dukker Johanne pludselig op.

Hun skal ud og plukke rabarber. ”Men står du der – søde Gunhild – ja, for det ER da dig, ikke?” siger Johanne.

Åh, hvor føles det trygt og dejligt, Gunhild bliver straks budt indenfor.

Johanne koger rabarbergrød og de får fortalt hinanden hvordan det er gået siden den sommer for tre år siden.

Gunhild får at vide, at Ewald har været faldet og har brækket hoften, og han er vist også begyndt at blive lidt dårligere til at huske, eller også er det noget, der følger med efter at han har været i narkose.

 

I hvert fald kommer der dagligt en SoSu-hjælper og hjælper Ewald med personlig hygiejne og påklædning, og han er begyndt i genoptræning.

 

Gunhild får sagt, at hun nu er færdig med 10.klasse, har brug for at kunne komme videre, men at hun ikke ved hvordan. Hun vil gerne på HF mhp at komme på sygeplejeuddannelsen, fordi hun og far har plejet mor under hendes sygdom. Men hvordan skal hun skaffe pengene til at leve under uddannelsen, SU er ikke så stor og hun skal jo også flytte hen et sted. Hun kender ikke nogen.

 

Så kommer Johanne med et forslag, der virkelig får Gunhild til at tænke:

Hvis du vælger at søge ind på SoSu-uddannelsen, kan du få studieløn og praktik med det samme, og senere kan du søge videre til Assistent og måske videre til sygeplejerskeuddannelsen med merit. Det har Johanne forstået på de elever som kommer som føl og hjælper Ewald.

 

Og her i sommer vil det være en dejlig hjælp og afveksling for Johanne, hvis Gunhild vil bo i deres loftsværelse. De kan ikke give hende løn, men nabogården har store jordbær- og ærtemarker, så hun vil sikkert kunne tjene penge hen over sommeren i marken, og få kontakt til andre unge mennesker, endda fra andre lande. Og om aftenen kan hun hygge sig med de to dejlige gamle mennesker, som hun lærte at holde af den sommer for tre år siden.

 

---- Da Gunhild cykler hjem for at hente tøj og computer føler hun sig helt høj.

Det ser ud til at hun endelig er ved at finde sig en plads i solen!