Denne novelle omhandler en fiktiv tid nogle år efter at corona-pandemien er overstået.

 

 

EN NY VERDEN

Maria går nynnende hen ad den hullede asfaltvej.Hndes gamle gummistøvler har fået en revne så hendes sokker er blevet våde. Men det generer hende ikke. Hun tænker bare kort at hun må i genbrugsen snarest og se om hun kan finde et par der.Spanden med låg dingler lystigt fra hendes hånd.

Maria glæder sig. Hun skal over på naboejendommen, hvor hendes mormor flyttede ind i et par værelser da hun ikke længere hverken havde råd eller kræfter til at bo i sin store villa.Hun havde ellers klaret sig godt og været frisk længe.Og selvom hun boede alene havde hun organiseret sig godt og havde holdt sit hus og sin have i fin stand.

Så kom coronakrisen for 5 år siden og med den bredte sig smalhals over hele linien. Mormor fik ikke længere udbetalt det samme beløb som før og hendes kræfter var også begyndt at slippe op. Men råd til noget mindre havde hun heller ikke nu. Det ville koste nogenlunde det samme som at blive i hendes eget store hus. Og hun manglede mere og mere hjælp til daglige gøremål. Så havde Maria fået en ide. Mormor kunne flytte over og bo i nærheden af hende.

Tæt på Marias kollektiv boede der nogle unge mennesker på en stor gård. De havde omlagt landbruget til udelukkende at dyrke grøntsager, og så havde de dels for at få lidt bedre økonomi og dels fordi de var optagede af tanken om at hjælpe andre mennesker og skabe et menneskekærligt miljø ladet 3 ældre mennesker flytte ind i hovedhuset. Selv havde de indrettet sig i det der før var løsdriftstalden.

Og hendes mormor havde taget imod tilbuddet og hun stortrivedes. Hendes kræfter var på vej tilbage. I hvert fald hendes humør var tilbage.Maria glædede sig til at spise frokost med hende og de to andre gamle der også boede i hovedhuset. Hun glædede sig også til at fortælle om alle de gode nyheder.

 

Hun havde været til landsbymøde i går aftes og der havde de alle næsten enstemmigt aftalt at lave en liste, som folk skulle skrive sig på. For en temmelig lav timeløn ville de på skift gøre rent hos de gamle som boede rundt omkring i landsbyen.Pengene fik de fra Langelands kommune, som nu havde meget få udgifter til de tidligere plejehjem, hvor folk ikke længere ville hen. Selv glædede Maria sig over at hun nu ikke længere var alene om at gøre rent hos sin mormor.På vej ind i indkørslen, som næsten ligner en blomstereng, efter de ikke længere hverken bruger roundup eller overhovedet brugte tid på at holde ukrudtet nede standser hun med et.

Foran hoveddøren står 2 midaldrende mænd. Den ene med en guitar, den anden med en mundharmonika. De vender sig om da de hører Maria, tager hattene af og svinger med dem. Og så vender de sig om mod Marias mormor og hendes to bofæller og begynder at synge og spille.

 

De to mænd spiller gamle Kim Larsen-numre, John Mogensen-numre og nogle andre som Maria ikke lige kender. Mormor, Kaj og Hilda nyder musikken i fulde drag og synger med – Kaj og Hilda prøver endda at danse lidt rundt. Maria nyder det hyggelige syn.

 

Det er næsten lige som dengang for fem år siden, da hele landet blev opmærksomme på hvordan musikken kunne nå et fællesskab mellem høj og lav, kendis og ukendte, naboer og bare folk man så på gaden.

Dengang boede Maria med sine forældre i Næstved, men da forældrene kort efter blev skilt, måtte mor og Maria og hendes bror Peter flytte til en meget billigere bolig. Mor var blevet arbejdsløs, da den økonomiske krise satte ind og boghandlen hun var ansat i gik konkurs.

 

Så de flyttede til Tåsinge, af alle steder – tænkte Marie og Peter dengang. De var vant til det meget mere levende Næstved, og helt ærligt, så var Tåsinge altså temmelig ”død” for et par teenagere. Men mor fandt et arbejde i Svendborg, og Marie og Peter kom til at gå i 9. og 10 klasse der også. Bussen gik lige over broen til Svendborg, og Marie lærte at sætte pris på den smukke udsigt over det smalle bælt.

 

…………

Musikken er holdt op, Maria har sat sig på trappen og de voksne står og sludrer.

Musikerne fortæller at de havde levet af at spille før corona-tiden, men det er blevet småt med arrangementer nu.

Selv om Danmark havde åbnet for samvær under ansvar, og restauranter var åbne, kom der ikke mange gæster. De skulle have spillet til en havnefest i Lundeborg, der kom kun ganske få gæster, folk var bange og næsten alle familier kendte eller havde et familiemedlem der var død af den væmmelige gæst der kom til landet for fem år siden.

 

Musikerne pakker deres ting sammen. Kaj roder i sine lommer og finder en krøllet seddel frem til dem. De takker mange gange og går videre til næste sted. De tjener måske ikke det store ved at spille rundt på Sydfyn og øerne, men de var nødt til det, de var musikanter, og selvom de gerne ville have et almindeligt arbejde var der intet at få.

 

Maria, mormor, Hilda og Kaj går ind til frokosten, og Maria åbner sin spand, der indeholder to lækre nybagte brød hun havde fået med til frokosten.

 

Mormor får pludselig øje på Marias våde sokker, de havde plettet på gulvet.

Hun får omgående besked på at tage sokkerne af og hænge dem til tørre. - Og når du skal hjem får du 2 plasticposer at putte i støvlerne, så kan du komme tørskoet hjem, men pas på poserne.

De er svære at finde og koster temmelig meget!

Snakken går livligt mellem de fire, medens de nyder den gode mad og er oplivet af musikken.

Maria synes pludselig at Kaj er mere livlig end han plejede, hun synes også han smiler meget til mormor, og ikke mindst ser det ud som mormor blev rød i kinderne.

Hvad foregår der, tænker Maria, kan et par musikanter virkelig være skyld i at de gamle liver så meget op at de opfører sig som hendes kammerater? Svært at forstå… - men hov, nu kommer Maria i tanker om den gode nyhed hun har til dem om rengøring.

 

De lytter til hendes forklaring om det møde, og at Langelands kommune vil betale.

Mormor siger straks: ”Jamen jeg har jo dig til at hjælpe mig, og jeg bliver bedre dag for dag så jeg kan klare mere selv, og mit gode venskab med Hilda og Kaj gør mig glad og mere selvhjulpen, men jeg er glad for at have lært dig at gøre rent - altså at man starter et sted langs vægen og fortsætter hele vejen rundt, tager det i midten bagefter og derefter til sidst gulvet.

Det du lærer nu kommer dig til gavn senere i livet.”

Nå, Maria kan nu ikke se fornuften i det.

 

Hilda sidder og klukker. Rengøring har nu heller ikke hendes store interesse, hun havde arbejdet som lærer under coronaen, og det havde været en besværlig måde at undervise på, for det var sådan i skolerne at eleverne skulle sidde med afstand, holde frikvarter på skift, og på nogle skoler kom eleverne kun i skole hveranden dag og arbejdede ellers hjemmefra.

 

Kaj har siddet og set noget spekulativ ud efter Marias referat af mødet om rengøring, for som han siger: ”Hvorfor skulle Langeland betale rengøring til os der bor på Tåsinge og som kommune underbetale folk for at gøre rent? Vi handler da godt nok tit i Rudkøbing, men der er noget galt, vi hører til Svendborg Kommune, og Langeland er vel stadig en selvstændig kommune?”

 

Kaj er da et gammelt sludrehoved, tænker Maria på vejen hjem.

Han tror han stadig bor på Taasinge. Synd han har taget skade af det fald fra høstvognen sidste sommer. Nå han er normalt fredelig og rar, så hun kan nemt bære over med ham.

Der havde jo ikke været plads til ham på sygehuset, hvor de måske kunne ha gjort noget for ham. Og hvis mormor falder for ham, er det da også ok.

 

…………….

Maria har den største lyst til at gå ned til Dovns Klint med de kønne rullesten, men det er for langt i dag.

Så hun må hjem til kollektivet og til de andre. Der er arbejde nok på deres gård.

Her dyrker de især kartofler, men har da også både får og høns og en masse frugtræer.

Maria elsker arbejdet, især med fårene, som hun har lært at pelse.

 

Jo, der er skønt her på Sydlangeland, og det var bare lykken at bo i den lille landsby Egebølle –

i stedet for i større byer som Rudkøbing, hvor alting er så sørgeligt forfaldent.

Og her bliver alting vedligeholdt, så godt man formår - med mere eller mindre primitive midler.

Hernede er der stadig nogle få kunstnere tilbage, og Maria har planer om at lære at lave krukker på en drejeskive. Ingen har længere råd til keramik, kun brugsting.

Så i stedet sælger kunstnerne billige stribede sokker og sjaler af optrevlet garn.

Ingelise aftager Marias fåreuld, og så får hun til gengæld nogle strikkede ting til kollektivet.

Rigtig gammeldags byttehandel altså.

 

Marias drøm engang om at blive journalist, føles nu uendeligt fjern og ligegyldig.

Der mangler både uddannelsespladser og – penge.

 

På vejen møder hun én hun aldrig havde set før. Han ser meget anderledes ud end folk her fra egnen i deres lappede tøj og stoppede strømper. Efter nutidens standard er han elegant.

Hun snapper efter vejret og spørger befippet: - ”Hvem er du?”

 

”Halløjsa, Maria. Jeg forstår godt, at du ikke kender mig, med mit lange skæg og hår!

Kan du ikke huske mig: Vi gik med rumpen i vejret og plukkede jordbær hos "Gnieren" på Hovgård."

" Åh, er det virkelig dig Søren? Hvor godt at se dig."

 

De støder skonæser sammen, som man jo gør stadigvæk.

Man ved jo aldrig, hvornår den næste virus-mutation suser rundt i luften.

 

"Du kigger på mit pæne tøj, Maria. Jamen, det har jeg fra min oldefar, dengang lavede man KRAM, og man fik det ikke billigt fra Langtbortistan.

- Har du forresten hørt, at landet skal være mere selvforsynende?

Staten opretter stribevis af arbejdspladser. Vi lærer vist af tidligere kriser.

Hvad mener du om krisen i 30erne? Her fandt Stauning jo på at oprette arbejder af alle mulige slags, så de arbejdsløse fik penge på lommen, og det hele hen ad vejen blev til vores dejlige velfærdsstat."

 

"Ja, jeg har hørt om det, men hvor skal du hen nu, og hvad bestiller du"?’

 

"Jeg har fået uddannelse i plantekulturs-tagbeklædning og selvvandingsanlæg til taghaver og dyrkningsmetoder til terrasser. Det er et dejligt arbejde.

Nu er jeg på vej til Bagenkop, hvor turisthusene er blevet almindelige lejeboliger. Jeg skal mødes med min kæreste på Hansens cafe her i Egebølle.

Jeg gir kaffe og Hansens bølleboller, vil du med?"

 

"Ja tak, det vil jeg gerne" siger Maria glad.

De skynder sig af sted.

 

Sørens kæreste Maren sidder der allerede, og nu får vi Marens historie: hun læser jo til præst, men er i tvivl om hun vil fortsætte nu, hvor stat og kirke skal adskilles.

 

…………

Selvom kirke og stat nu er adskilt, er kirkerne meget vigtige for de små lokalsamfund på Langeland. Og den tid hvor kirkerne var halvtomme er forbi, det er i kirken man får tilbudt mad og et trøstende ord.

Så Maren har bestemt sig for, trods alle odds, at fortsætte sit studie til præst.

Maren og Søren er flyttet ind på en stor gård i Hejbølle på Sydøen.

Her har de startet øens største genbrugsmarked.

De inviterer Maria til at komme forbi, der vil hun helt sikkert kunne finde sig et par nye gummistøvler – nå, ja, i hvert fald bedre.

 

Næste dag besøger Maria derfor Hejbøllegård, hvor hun - efter at have været rundt på hele gården, bliver trakteret med Marens hjemmebagte Hejbøllegårdkage. En lækker gulerodskage med smørcreme.

Efter et par timer på gården går Maria glad og frejdig hjemad mod sit kollektiv.

Med sig har hun to store poser med genbrugstøj. Hun glæder sig vildt til at dele tøjet med de andre beboere i kollektivet. Hjemme i kollektivet vækker tøjet vildt lykke. Alle de gamle symaskiner bliver støvet af, og de smukkeste sommerkjoler bliver kreeret – lige i tid til øens årlige sommerfest.

 

……..

Maria glæder sig til festen. Men det er hun ikke ene om.

Sommerfesten i Egebølle har udviklet sig fra at være en markedsdag til en egentlig festdag.

Efter det skrækkelige coronaudbrud hvor folk havde været isolerede i lang tid, længtes alle efter at være sammen og feste og bare have det sjovt.

Så den første sommer efter coronaudbruddet hvor markedsdagen blev gennemført var folk blevet på pladsen efter den tid hvor markedsdagen normalt sluttede.

Folk samledes i mindre klynger og snakkede og drak øl.

Nogle fandt på at hente deres musikinstrumenter og snart summede pladsen af sang og latter akkompagneret af guitarspil og mundharmonikaer, ja der var også en der spillede violin .

Da det havde været så dejligt varmt var folk blevet der hele aftenen, og da de sidste gik hjem, en del bærende på deres sovende børn, var der taget en beslutning.

Næste sommer skulle markedsdagen igen være en kombineret markedsdag og sommerfest.

Og alle skulle medbringe mad og drikkelse til festen.

I kollektivet har de brygget øl som de vil tage med til festen og dele ud af. Det smager nogenlunde. De har haft prøvesmagning i weekenden og de var blevet temmelig berusede. Det var dejligt at flippe lidt ud engang imellem, tænker Maria.

 

………..

I dag er det forår med blå himmel og lysegrønne blade på træerne. Ramsløgene står tæt som små lysende lanterner i skovbunden. Og løgkarser i små grupper svajer i vinden.

Alt er smukt og godt, og så alligevel er der problemer.

Maria går og funderer over hvordan de skal finde en løsning på, hvordan de fordeler arbejdet på gården. Det er blevet sværere og sværere at blive enige om fordelingen af arbejdet i kollektivet. De får ikke ret meget ud af deres indsats og den stramme økonomi får dem til at mundhugges.

Det kan være svært at blive enige om indkøb, når der er så få penge.

 

Marias tanker går tilbage til dengang hun og hendes bror og mor var flyttet til Taasinge fra Næstved. Da havde de syntes at det var hårdt at de var havnet ude på bøhlandet.

Og hårdt at økonomien efter forældrenes skilsmisse og moderens midlertidige arbejdsløshed var i bund.

 

”I bund!” tænker Maria. Det er næsten mærkeligt at huske tilbage på hvordan hun havde opfattet deres situation dengang.

De havde boet i et lille, men moderne indrettet hus, havde haft råd til at købe mad og tøj og tage bussen ind til Svendborg.

Men de havde syntes at de var blevet fattige.

 

Maria smiler ved tanken. Tænk, hvis de havde vidst hvordan situationen ville ændre sig.

Nu tænker hun, at de havde været forkælede teenagere dengang.

De havde bestemt ikke haft grund til at klage.

I hvert fald ikke sammenlignet med hvordan folk lever i dag, 5 år efter udbruddet.

Nu er der virkelig fattigdom. Kommunen har ikke meget at dele ud af til alle de familier der har arbejdsløsheden inde på livet.

Marias panderynker glatter sig ud. Hun smiler ved tanken om hvor mange problemer de har nu i forhold til dengang. Mange mennesker bruger deres energi på at få noget godt ud af det lidt de har.

Det er netop det man kan se til Egebølles sommerfest!

Folk kommer i fantasifuldt tøj. For købe det har ingen råd til. Og øllet brygger mange selv.

Det smager ikke så godt som i gamle dage, og dog, for nu har de selv lavet det, og derfor værdsætter de det mere.

 

En af beboerne i Egebølle har startet et bageri, og selvom mange stadig bager selv - som i coronatiden, så bliver bageriet flittigt besøgt. Især af dem der har lidt penge.

Og så er der alle de nye tiltag med at gøre rent hos de gamle.

Det hjælper på økonomien i nogle familier, og især på fællesskabet i byen.

 

………………

Maria er næsten hjemme igen efter sine besøg hos flere af byens ældre. Det har været en god dag. Godt nok er det faktisk hårdt arbejde at gøre rent hos de ældre men det er også rart at mærke at hun gør en forskel for netop dem.

Hun drejer ind på kollektivets gård med beslutsomme skridt.

Hun vil indkalde til et møde, hvor de skal diskutere hvordan de fordeler arbejdet på gården.

Det er på høje tid at de får lagt arbejdet i faste rammer.

Og de må fortsætte med at finde på nye måder at leve og arbejde på.

Det er fint at de dyrker og lever af deres egne grøntsager og dyrene.

Og dejligt at de er kommet i gang med ældrerengøringen.

Nu må de i gang med ny tiltag, der hjælper på økonomien- men også på glæden ved at bo i Egebølle.

 

………………

 

Men hvad er det for en rumlen på vejen hun lige er drejet væk fra?

En slidt og stor varevogn sender støv og grus til siderne, for den kører alt for hurtigt til den smalle, hullede vej. Den har kurs væk fra Rudkøbing, hen mod broen til Tåsinge.

Maria kniber øjnene sammen, hvad står der dog på siderne? Den er så møgbeskidt, men det forekommer hende, at der står noget på udenlandsk, måske polsk.

Og nu…

Nu flyver en af kollektivets høns forskræmt lige ud foran den og bliver kørt ned.

Maria råber op og løber efter bilen, men den sætter ikke farten ned, så den er hurtigt væk omkring svinget længere henne.

Hun ser ned på hønen. Heldigvis var den død straks, men det var ikke et rart syn, og så vidt hun kan se på fjerdragten, var det den rødbrogede som lagde så mange og gode æg.

Hun ser forbitret efter varevognen, samler den døde høne op og skynder sig hjem.

Måske kan de redde lidt kød til aftensmaden fra den i det mindste.

 

Inde på kollektivet har de andre også haft en ophidset snak.

Trine havde været i Rudkøbing og på vej hjem langs stranden havde hun set en flot sejlbåd, der var ankret op lige uden for havnen.

Det så ud til at nogle unge mennesker var om bord, som sprang i vandet med dykkertøj på.

Hvem har dog råd til at sejle sådan rundt nu om dage?

 

Kollektivet finder den gamle computer frem og prøver at skrive sammen med dem de kender i området, både Rudkøbing, Svendborg og Marstal. Nogen må da vide noget om sejlbåden.

Det er så sjældent et syn, at alle ikke kan undgå at lægge mærke til den.

Hvad mon de dykkede efter?

 

Maria glemmer helt sit forsæt om at holde møde vedrørende arbejdsfordelingen i kollektivet.

Hun har jo en død, smadret høne med sig, og de andre har spændende ting at søge efter på pc’en. Der er nok at være sammen om nu.

De andre bliver lige som Marie vrede over den hensynsløse kørsel, og det var ærgerligt at hun ikke havde fået fat i hvem det var, så de kunne få hønen erstattet.

Men et lille tilskud til aftenens grøntsagsret kunne den vel blive til. Og lidt fond.

 

Desværre er det ikke så tit at folk nu om stunder bruger computeren.

Det er dyrt med internet, så man sparer så meget som muligt. Og der er endnu ikke nogen der har skrevet noget om sejlbåden.

Men nu, hvor pc’en endelig er åbnet, skal de jo alle lige se, om der er kommet mails til dem.

 

Marie har fået mail fra sin bror Peter for fire dage siden – han var trods krisen ikke blevet hjemme i det sydfynske øhav. Han havde fået kontakt igen til deres far, som vist havde klaret sig meget godt ovre i Sverige.

Marie havde valgt at lade deres far passe sig selv, hun var stadig vred over at det var kommet til et brud mellem forældrene. Og mor ser hun ikke så meget til længere, nu hvor mor har fået job i Svendborg på biblioteket. Hun har fundet sig en lille lejlighed og en kæreste, og det har hun vist nok i.

 

…….

Maria nyder de øjeblikke hvor de som nu er sammen om computeren - og snakken om den flotte lystsejler og om kassevognen og den dræbte høne, og at hun har fået hilsen fra Peter.

Men den hilsen vil hun gemme til hun er alene.

 

Maria føler sig ofte alene eller på en måde ensom, selvom hun bor i kollektivet.

Hun er den yngste i kollektivet, og hun synes ikke de tager hende alvorligt, når hun påpeger en arbejdsfordeling. Det er som om de bare laver det, de nu synes var spændende, selv Mogens.

 

Maria har jo også sit arbejde med rengøring hos de ældre, som hun så får løn af kommunen for, men de fleste af pengene går til fællesskabet i kollektivet.

De andre, også tvillingerne Liv og Siv, har sæsonarbejde når der var noget de kan få, men de er nu mest hjemme.

 

……………

 

Så blev der ro omkring computeren.

Maria sætter sig tilrette for at læse mailen fra Peter.

Han skrev:

”Kære Maria, ja nu skal du høre fra mig. Jeg er spændt på at høre hvordan du har det, men jeg bor så nu hos far og det er godt for mig. Jeg ved godt at du er vred på ham over skilsmissen, men der er vel fejl på begge sider når det går sådan.

Vi taler ikke om det, men jeg ved at han savner dig meget. Måske kunne du overvinde dig til at sende ham en hilsen? Nu må du ikke blive vred på mig over at jeg beder dig om det.

Far har arbejde på et savværk hvor jeg også sommetider har et eftermiddagsjob, men far vil have at jeg passer min skole så det er det vigtigste.

Jeg er faldet godt til her. Sverige har nok ikke været ramt så hårdt på økonomien som Danmark, men der har været et stort mennesketab, og det kan jeg godt mærke på mine kammerater, som har mistet familiemedlemmer.

Far er også ked af, at du ikke får passet din skole. Han har sommetider kontakt til mormor og det bekymrer også hende.

Hvordan har mor det? Det er noget siden jeg har hørt fra hende, men kan forstå hun bor i Svendborg.

Hvorfor er du ikke taget med hende dertil? Ja en masse tanker farer igennem mit hoved.

 

Jeg ved jo du drømmer om at blive journalist og så er der ingen fremtid i det du har gang i nu.

Far vil blive glad hvis du vil overveje at flytte op til os, så vil han gerne hjælpe dig i gang med skole og uddannelse.

Det med sproget skal du ikke være bange for, jeg klarer det udmærket, selvom de griner af mig når jeg bliver for ivrig i min snak.

Kære Maria nu må du hilse mor, mormor og hvem du ellers synes.

Mange kærlige hilsner fra far og mig.”

 

Nu har Maria da fået noget at tænke over. Var det en løsning at flytte - og hvad med mormor , kollektivet og alle de kontakter hun har i hjemmeplejen - og mor?

Maria kan godt sommetider føle lidt et sug i maven over at mor på en måde har ladt hende i stikken, men rejse op til far føler Maria sig ikke tiltrukket af.

 

 

……………

Da Maria kommer tilbage til fællesstuen har de andre stadig gang i snakken. . .

Tvillingerne er helt oppe på mærkerne..

”Skal vi ikke gå ned og kigge på den flotte båd og de der surfere?”

De sendte et indforstået blik til hinanden.

 

Maria og Mogens tager med for et syns skyld, men går hurtigt hjem for at ’passe på gården’.

De er nemlig kærester i al hemmelighed. Det er lidt svært, for det betyder at de til daglig skal lade som ingenting og nærmest undgå at komme i nærheden af hinanden.

Mogens overdriver ærligt talt sin opførsel over for hende, er lidt ekstra neutral, nærmest lidt nedladende. Men ok!

De ved begge to alt for godt, hvor farligt det er med kæresteri mellem medlemmer i et bofællesskab. Det kan gå rivende galt. Det har de hørt masser af skrækhistorier om.

Jalousien vil sikkert blomstre lystigt, for tvillingerne har også et godt øje til gode og dygtige (og dejlige) Mogens.

Det værste er, hvis der kommer børn.

At folk overhovedet havde lyst til at sætte børn i verden i disse usikre tider, forstår Maria overhovedet ikke.

Det forekommer hende at være uansvarligt. Men på den anden side, hvis alle tænkte sådan, så var der jo ingen tilbage til ’at redde verden’.

Nå, hun og Mogens er nu heldigvis enige på det punkt. I hvert fald udsætte det indtil videre.

 

…………..

Da tvillingerne kommer tilbage fortæller de i munden på hinanden om hvor vellykket det har været. De siger ikke så meget om, at de fremmede, som lignede nogen fra en fjern planet, havde grinet lidt af dem og peget på deres tøj, selvom Liv og Siv havde taget deres fineste kjoler på i dagens anledning.

Ingen kom dog i land, så der var ikke mulighed for en lille flirt. Sejlerne sad netop og spiste aftensmad og skålede venligt til dem med deres røde vin i langstilkede glas. Uden at byde dem ombord.

Nå, der havde sikkert været et hav af andre nysgerrige fra øen.

 

………………

Om aftenen er der altid hyggeligt i fællesstuen. De spiller forskellige spil. En af dem læser måske op af en bog, de alle bryder sig om, men det er svært at finde én der er passende i deres lille reol. For tiden er det Ingemanns historiske romaner.

De er nu langt inde i ’Kong Erik og de Fredløse’.

Allerbedst er det, når Mogens tager sin guitar frem, og de synger alle de gode gamle sange.

Nogle har de oven i købet selv sat tekster til, for det er så fjernt at synge om tider, der var så anderledes. De gamle digtere er bedst, for deres verden ligner den de nu selv har.

’Jeg er havren’, ’Anna var i Anders kær’, osv.

 

På disse sangaftener fik de altid besøg, og særlig sjovt er det netop i dag, hvor Maren og Søren kommer forbi. Sørens dybe bas og Marens lyse sopran giver sangen ekstra kolorit.

Alle synger med af fuld hals - og danser en slags folkedans, for det passer bedst til stilen i deres nye liv.

Søren og Maren lytter forargede og forundrede til deres beretning om de hensynsløse bilister og den mærkelige båd. De vil undersøge tingene nærmere, lover de.

 

Det bliver sent, før gæsterne forlader dem, og de lod heldigvis resterne af Marens lækre Hejbøllegårdkage være tilbage.

Nu skal kollektivets beboere lige ordne deres sidste runder hos dyrene.

Og så til køjs.

 

………..

Men så sker der noget:

 

Da Søren og Maren når hjem ud på natten, mødes de af et frygteligt syn.

Huset stod i brand.

Brandfolk er i gang – de har gjort hvad de kunne, naboer hjalp tilmed at redde indbo.

Endelig døde ilden hen, og alt blev stille.

Søren og Mette står som forstenede.

Efterhånden får de så megen åndsnærværelse, at de begynder at tænke:

Hvad skal alt dette betyde?

Efter naboernes udsagn havde nogen hørt lyden af en gammel bil fjerne sig i mørket umiddelbart efter braget.

Var der en sammenhæng?

 

Måske er der nogen der vil os noget ondt” siger Søren, ”og disse nogen kørte forbi i en kassevogn – heldigt at vi har nogle naboer, der hører alt.”

Maren, som er født med navnet Mette, havde været til numerolog for nogle år siden. Der havde hun fået at vide, at hun ville få en bedre energi, hvis hun ændrede sit navn til Maren.

Men lige nu er Maren ikke sikker på, at det havde været en fordel for hende at ændre sit navn.

 

”Jeg vil ikke sove her” siger Maren til Søren. Søren svarer, at han synes de skal tage tilbage til kollektivet. Der var der altid nogen, der havde løsninger på alt.

Og lige nu har Søren og Maren brug for akut hjælp, de er begge i chok.

 

Da de kommer over i kollektivet, ear det ikke alle der er gået i seng trods det sene tidspunkt.

Søren og Maren forklarer deres ulykkelige situation, og der bliver hurtigt redt op i nogle behagelige sofaer til dem. Søren og Maren falder hurtigt i søvn, men en behagelig søvn bliver det ikke, da de hele tiden har mareridt om, at der var nogen der satte ild til deres hus, mens de lå og sov.

Heldigvis er de i sikkerhed, og intet ondt sker dem, mens de ligger og sover.

Kollektivets to gårdhunde passer på, så hvis nogen kommer, vil de i det mindste blive vækket.

 

…………….

Om morgenen rygtes det snart, hvad der var overgået Søren og Maren.

Alle aftaler at de vil holde et møde om eftermiddagen om, hvad man skal finde ud af for Søren og Maren – så har alle hele dagen til at vende og dreje, hvad de hver i sær syntes ville være bedst.

 

Maria har nogle ældre medborgere hun skal ud og gøre rent hos – hun elsker sit arbejde, og hun går snart trallende ud ad døren.

 

Om eftermiddagen kl. 16 samles alle i haven.

Nu er det tid at starte en brainstorm omkring: ”Søren og Marens nye liv”.

Efter en livlig debat på to timer er opgaven løst: Maren og Søren skal flytte ind i kollektivet.

Desværre må man konstatere, at det store genbrugsmarked er gået op i flammer.

Men Søren har været på et spændende kursus om, hvordan man etablerer selvvanding, så nu skal kollektivet ændre profil til en selvforsynende have med gårdbutik.

Måske kan pigerne også hygge sig med at koge sæber og lave velduftende cremer.

Det er blevet en stor trend, at man gerne vil bruge produkter uden tilsætningsstoffer. øæg

 

Hvor lidt de end har lyst til at tage tilbage til deres gård, vælger Søren og Mette at tage tilbage til den nedbrændte gård, men heldigvis har de i deres baghoved, at de nu bor i kollektivet og at Hejbøllegård ikke længere eksisterer i deres liv.

Da de runder det sidste sving inden man kommer til gården, stivner blodet i deres årer – Der høres stemmer fra gården…

 

Det viser sig heldigvis at være deres lokale naboer, som beredvilligt er begyndt at sikre sig at branden er helt slukket – og hvad der dog må kunne reddes af Søren og Mettes/Marens ejendele og genbrugslageret. Det er desværre ikke særlig meget, viser det sig.

Naboerne bliver glade ved at høre at Søren og Mette har fået mulighed for at indgå i kollektivet.

 

……

Der går et par dage. Efterhånden er de mindst skadede ting blevet flyttet til Søren og Mettes nye værelse i kollektivet. Men man må dog sande, at pladsen efterhånden er meget trang for de nu 7 medlemmer af kollektivet.

Maria føler sig mere og mere klemt og føler ikke rigtig at hun længere hører til, selvom hendes mormor jo bor ovre i seniorboligen sammen med Kaj og Gerda.

 

Søren og Maren – ja, især Søren – er meget iderig og sætter hele tiden nye ting i gang, inden der er styr på tingene og orden i arbejdsfordelingen, som Maria så gerne vil have det.

Det generer Maria, og hun begynder at føle sig rastløs.

Trænger til at komme væk. Hun ved jo at mormor har det fint med sine ældre naboer og med kollektivet. Og der er andre, der kunne indgå i rengøringskorpset, f.eks. Maren, nu hvor hun ikke skal passe genbrugsforretningen.

 

Nej, Maria beslutter sig til, at hun hen over sommeren vil tage en pause, komme væk.

Hun vil tage mod sin brors forslag om at tage kontakt med sin mor i Svendborg.

Måske kan hun blive mere klog på sig selv, hvad hun vil.

Og måske også besøge bror Peter i Sverige?

Det er lige som om at alt dette har rusket op i Marias stillestående liv.

 

…………

Nogle dage senere har Maria taget mod til sig for at sige til kollektivet at hun påtænker at flytte væk en tid.

Til hendes glæde tager både de og mormor det pænt.

Resten af kollektivet er også i en forandringstid kan hun mærke. Søren og Maren har virkelig allerede sat et kraftigt præg på gruppen.

Ja, Søren foreslår straks, at nu, med den bedre plads der kommer, når Maria midlertidigt flytter ud, kan hele kollektivet omorganisere sig i rummene.

Maria kan høre at de mener, at det nok skal kunne komme til at fungere, men hun føler sig endnu mere ”udenfor” fællesskabet nu.

 

Mens de sådan sidder og snakker og funderer, kommer en af naboerne til Søren og Marens gamle gård. Han havde dagen før igen set en kassevogn med udenlandsk skrift køre hurtigt afsted, mens han alligevel stod og skulle ind i sin bil.

Han havde været hurtig nok til at køre efter dem.

Kassebilen stoppede først ved en stor parkeringsplads ved broen over mod Svendborg.

Kurt, som naboen hedder, fortæller, at han havde undret sig over hvad de skulle der. Det så ud som om de ventede på noget. Heldigvis havde han fået sin mobil med, og hans kæreste Sophie havde allerede ringet til politet i Svendborg og varskoet dem om at han ville ringe på et tidspunkt.

Kurt havde ventet længe, men så opdagede han den sejlbåd de tidligere havde undret sig over uden for Rudkøbing havn. Båden kom sejlende og ligesom ”tilfældigt” ankrede den op lige for foden af broen.

Kurt havde undret sig, for det var ikke et normalt sted at ankre op, der er en kraftig strøm på det sted. Men han undrede sig endnu mere over at folkene fra kassevognen hurtigt løb ned mod vandet og fiskede en gummibåd frem med påhængsmotor.

Han skyndte sig at ringe til politiet i Svendborg, som faktisk allerede var på vej – der er ikke så meget kriminalitet længere, så politiet var faktisk meget opsatte på at få opklaret branden og dette her med fartbøllerne hurtigt.

Når nu der også var en båd indblandet, måtte politiet hidkalde postbåden, som lige var i området.

Ved fælles hjælp lykkedes det at få arresteret både de polske fra varevognen og de ”smarte” fyre fra sejlbåden. Det som de havde dykket efter var smuglergods, og det skulle så videre med de polske fyre i kassevognen.

Men nu havde Kurt, politiet og postbåden altså sat en stopper for det.

Hold da op, sikken en spændende nyhed! Kollektivet begynder helt at summe.

 

…………….

Men hvad var det? Pludselig får Søren og Maren meget hektisk røde kinder, og meget travlt?

De undskylder sig med at de lige skal se efter noget på gården – ja, den nedbrændte – og de skynder sig væk.

 

Kollektivet undrer sig såre, men naboen Kurt smiler bedrevidende og betror dem, at dengang de hjælpsomme naboer havde forsøgt at finde brugbare ting efter branden, havde Søren og Maren meget hurtigt – mistænkelig hurtigt – fået naboerne til at fjerne opmærksomheden fra genbrugsladen – ”Der var jo så meget der ikke var noget særligt værd, så det var ok at det var brændt”, havde Søren sagt.

 

Efter at Søren og Maren var flyttet ind i kollektivet, tog Kurt og et par andre nu alligevel et smut eller to rundt om genbrugsladen. For de havde opdaget, at om aftenen kom en varevogn med slukkede lygter og parkerede uset fra vejen.

Det viste sig senere at være den varevogn som kørte med alt for høj fart på de små veje.

Da naboerne fik kigget godt efter, forstod de, at Søren og Maren måtte være i ledtog med udlændingene, for der var simpelthen et skjulested under gulvbrædderne i genbrugsladen.

 

Og politiet var varskoet her efter at folkene på båden og i varevognen var fanget.

Så når Søren og Maren nu kom hjem til den nedbrændte gård, ville de blive mødt af politiet, som jo nok ville spørge grundigt ind til hvad der dog havde været gemt under gulvbrædderne – og deres forbindelse med de østeuropæiske forbrydere…..

 

 

-------

--------

 

 

Maria sidder ved vinduet der vender ud mod den lille gade som fører ned til stationen i Svendborg. Hun tygger tankefuldt på kuglepennen. Hun er i færd med at skrive til sin bror i Sverige.

Hun kunne selvfølgelig bare sende en mail til ham, men hun kan godt lide at skrive sine tanker ned på papir først.

Hendes veninde Karen grinede ad hende og kaldte hende en ’romantisk tosse’ i går, da Maria fortalte at hun ville skrive brev – på papir.

Og det må Maria give veninden ret i!

Det er hun virkelig. Når hun finder en rigtig gammeldags avis elsker hun at bladre rundt i den.

Nu her 10 år efter År Nul, som folk var begyndt at kalde året 2020 for, hvor alt blev forandret, er aviser forsvundet sammen med små forretninger, fitnesscentre, mange cafeer og restauranter.

Ja, også teatre og biografer hører nu fortiden til.

Et forfærdende antal mennesker er blevet arbejdsløse og uden penge er der ikke grundlag for handel.

Regeringen havde dog satset på at bevare og udbygge internetforbindelsen.

Via tilskud er det blevet meget billigt at eje mobiltelefoner, ja, de der ikke havde råd til at købe en fik udleveret en gratis på kommunen.

Det havde været en nødvendighed da regeringen havde indført kontrol med alle for at stoppe fremtidige udbrud af epidemier.

 

Nu her 10 år senere virkede det nærmest komisk at man før i tiden accepterede at man ind imellem blev smittet af influenza. Da det viste sig umuligt at udvikle en tilstrækkeligt effektiv vaccine i sin tid, blev kontrollen indført.

Og folk havde vænnet sig til at tage prøver i svælget en gang om ugen og registrere sig via mobiltelefonen.

Det virker nu lige så normalt som at man selvfølgelig vasker hænder mange gange om dagen.

 

Maria afbryder sin tankestrøm, rejser sig og undgår lige at støde hovedet mod skråvæggen. Hendes lejlighed er lille. Hun flyttede ind i loftsrummet i sin mors lille hus i Skattergade for nu 5 år siden.

Efter branden på Hejbøllegård som viste sig at være påsat af nogle (stakkels?) østeuropæere ved en fejltagelse havde Maria i al postyret bagefter hurtigt besluttet sig til at tage til Svendborg og besøge sin mor.

Og moderen havde fået hende overtalt til at flytte ud fra kollektivet og flytte ind i loftsrummet.

 

Det er lykkedes Maria at komme i lære hos en snedker, og under sin praktiske uddannelse gik hun samtidig i gang med at renovere loftet så hun nu har en dejlig lille lejlighed.

Efter udstået læretid havde hun søgt arbejde i Sverige for at kunne være sammen igen med sin far og bror.

Det havde været en god tid men nu er hun tilbage i Svendborg igen og i gang med at starte sin egen kundekreds op.

I den lille have bag moderens hus har hun restaureret et skur, så hun her kan udføre reparationer på borde og stole.

 

Mens Maria laver kaffe tænker hun over sit liv.

Hun nærmer sig de 30 år og hun er stadig single. Børn har hun afskrevet.

 

Hendes veninder har alle fået børn, men hun har ikke lyst til at sætte børn i verden.

Hun har for længst besluttet sig for at hun vil bruge sit liv på at hjælpe til med at få samfundet til at blive så godt som muligt.

Om dagen arbejder hun som snedker og om aftenen skriver hun ofte artikler til Svendborgs digitale avis. Altså når hun ikke er nede i den lille cafe, som hun og en flok ligesindede har fået etableret i en forladt butik.

Lejen er meget lav, for det var umuligt at leje alle de ledige butikslokaler ud, så mange af dem var blevet omdannet til beboelse - og ja, så stod en del af dem tomme også her så mange år efter År Nul.

 

Maria går tilbage til skrivebordet ved vinduet og tager fat i kuglepennen igen.

Så smiler hun og lægger den.

”Romantisk tosse!” tænker hun og åbner for computeren.

Nu vil hun skrive det brev som hun var startet på. Hun vil forsøge at overtale sin bror til at komme til Svendborg og bruge sin viden her et stykke tid.

Hendes bror havde i årene efter år nul organiseret hjælpearbejdet i det område hvor han og faderen bor.

Og det var lykkedes så godt så der nu ikke længere var arbejdsløshed.

Nu må hun få ham til at komme over og hjælpe til i Svendborg.

De har brug for hjælp.

 

Der er stadig alt for mange der mangler job og steder at bo.

 

Og hendes bror har så mange gode ideer……