LIVET FORSTÅS BAGLÆNS

 

2020

Nu lå hun så her, omgivet af venlige, men fortravlede mennesker – på en sygeseng i den store flygtningelejr - et sted, hvor der var mangel på mad og medicin, med dårligt drikkevand, usle rønner og hvor der herskede frygtelige sygdomme, som lægerne ikke kunne stille meget op imod. De grusomme detaljer prøvede Kirsten at slippe, men forgæves. Hun vidste hun havde været en arbejdsom sygeplejerske. Hun vidste hun havde løst sine opgaver efter allerbedste evne. Hverken undt sig selv tilstrækkelig mad eller søvn. Hun kendte udmærket risikoen, før hun tog herud. Nu var hun så blevet ramt af en dødelig sygdom. Det var mange frivillige hjælpearbejderes skæbne. Hun var ikke alene. Omgivet af ildsjæle arbejdede hun på dette ufatteligt forfærdelige sted, hvor flygtninge alligevel formåede at få et liv til at fungere, finde en form for håb midt i elendigheden. Jonas kiggede ind – Hvordan har du det, Kirsten? Hun svarede ikke, for både feberen og udslættet var bevis på at det gik tilbage for hende. Hun nøjedes med et træt smil, havde ikke kræfter til andet. Hun var den ældste her, 78 år. Hun havde nået at arbejde - på fuld kraft så at sige - døgnet rundt - i 5 år. Hun kunne ha gjort meget mere i mange år endnu, hvis hun havde fået lov til det . Hun havde god tid til at tænke på fortiden. Desværre ikke alle sammen opmuntrende tanker. Kunne hun nogensinde sone den synd hun havde begået for alle de år siden? Kunne hendes opofrelse og alt det hun havde præsteret af positive ting, før hun bukkede under for sygdommen, frikende hende? Nej hun måtte væk fra disse negative tanker. Andre havde begået langt værre ting, grusomheder af helt utænkelig art. De kunne ikke engang dømmes af deres egen samvittighed, for de havde ikke nogen. Det værste var at dømme sig selv og slæbe rundt med skyldfølelse resten af livet. . . . . . . .                                    Hun gav sig selv lov til at mindes de gode stunder, der trods alt havde været i hendes liv, den store glæde, som siden blev den dybe smerte.

Flere timer senere . . .

Hun følte at et lys opfyldte rummet omkring hende, hun følte sig reddet fra den sorte afgrund. Hun følte sig lykkelig . . . til sidst

Der viste sig et lille smil på hendes læber, før hun faldt i den søvn man aldrig vågner af.

. . . . Begravelsen var enkel og hurtig, som man var nødt til her. Hun var et godt menneske, var alle enige om. Bare der var flere som hende. Vi kommer til at savne hende. . . .

 

2015

Kirsten så sig om i det frygtelige virvar af mennesker, fattige, sultne, snavsede. Telte i stedet for huse, ja, nogle sov endda bare under noget pap eller en plade, de havde fundet. En flygtningelejr. Uden andet vand end det, der kom til dem i store dunke nogle få steder midt i lejren. ikke nok med medicin, utrolig ensidig og sparsom mad. Hvor levede de dog elendigt, de stakler!

Hvad havde hun egentlig tænkt sig? Hun, en allerede for længst pensioneret sygeplejerske, 73 år gammel, hvad ville hun dog hernede i varmen – hvad havde hun tænkt sig at hun kunne bidrage med på sådan et sted? Det havde de også spurgt om i Mellemfolkeligt Samvirke, da hun havde henvendt sig til dem for at blive udsendt som hjælper. Men hun havde jo været så opfyldt af et behov for at hjælpe mennesker i nød. Vidste at hun kunne bruge sin gamle uddannelse, selvom den var lidt rusten. Hernede kunne man jo netop have gavn af de temmelig forældede principper og teknikker som hun havde lært i sin tid. De unge nye sygeplejersker var jo vant til computere, maskiner, engangsremedier osv. Kirsten var af den gamle skole, der havde genbrugt bandager, når de var blevet kogt, havde kogt og dermed steriliseret tænger, sakse, sprøjter osv. Jo, der ville bestemt være noget, som Kirsten ville kunne bidrage med på et sted som her. Men hun havde ikke lige regnet med at her var SÅ usselt, SÅ overfyldt og SÅ håbløse øjne hos patienterne.

Kirsten tog et fast tag i sig selv. Hvad havde netop HUN at beklage sig over? Hun havde jo besluttet sig for at dette arbejde, selvom hun var nok så gammel og skrøbelig, måtte kunne være hendes måde at gøre op med fortiden, de alt for mange år, hun havde gået og skammet sig. Især havde hun skammet sig i sine gode pensionistår, efter at hun var stoppet som aktiv sygeplejerske for 9 år siden. Hun og Johannes havde nået at få nogle få gode pensionistår sammen, før han døde af sin lungesygdom. Deres børn og børnebørn var godt i vej. Og her i de sidste 3-4 år havde Kirsten følt en rastløshed, fortiden pressede sig på, hun blev nødt til at gøre noget aktivt….

 

 

2. kapitel

 

 

2010

Kirsten og Johannes nød deres otium i hinandens selskab, det var sjældent at de skændtes, og de var begge rimeligt raske og rørige. De var medlem af Ældresagen og havde fået en god rabat på vandreture og busture. I den sidste tid havde de været hjemme. Det skyldtes dels Johannes’ dårlige helbred og dels stor ståhej og planlægning i anledning af deres guldbryllup.

De var blevet gift d. 21. maj 1960, Kirsten havde været gravid dengang, men hendes forældre var heldigvis blevet glade for deres svigersøn. Og nu havde de så haft guldbryllup. Kirsten og Johannes havde holdt en lille sammenkomst for den nærmeste familie, og de venner og bekendte, der stadig kunne deltage i festligheder. De havde fået blomster og flasker med vin i lange baner, og de havde foræret hinanden en mobiltelefon. Børn og børnebørn hjalp med den efterfølgende oprydning, og alligevel følte Kirsten sig mat som havde hun deltaget i kvindeløbet. I modsætning til Kirsten så havde Johannes fået ny energi af festlighederne, og han sprudlede af livsmod og glæde.

Der gik et par dage og Kirsten var stadig ikke kommet på toppen, så Johannes måtte endnu engang gå alene ned og trække frisk luft, samt købe et par småting.

Kirsten døsede hen, men blev vækket af sin mobil. Johannes’ stemme lød svagt i røret, han var blevet indlagt på Svendborg Sygehus. Mobilen blev afbrudt, men der gik ikke lang tid før Kirsten vågnede helt op og ringede til sygehuset. Ja, Johannes var ganske rigtigt indlagt, og hun måtte hellere skynde sig, hvis hun skulle nå at sige farvel. I en fart tog Kirsten en buket blomster fra guldbrylluppet og hyrede en taxa til sygehuset. Johannes var nærmest blå i hovedet, han hev efter vejret og vred sig i smerter. Der var gået hul på en kræftbyld i lungen. De kiggede hinanden i øjnene, Kirsten syntes, at hun kunne læse et smertefuldt og kærligt farvel i Johannes’ øjne, selvom Johannes ikke var klar over, at det var hans sidste time. Johannes døde som en lykkelig mand, Kirsten havde aldrig fortalt ham om sin udåd.

 

 

2005 – Kirsten er 63 år

Arbejdet som intensiv sygeplejerske på Svendborg Sygehus var hårdt. Hun glædede sig dog til sit otium om et år. Så skulle hun og Johannes rigtig hygge sig sammen. Desværre var Johannes ikke så rask mere, da han var begyndt at døje med KOL. . .I nyhederne kunne de se stormen Katrina hærge ind over USA og lægge 75 % af byen under vand. Noget af en katastrofe, da Louisiana består af fattige afroamerikanere uden nogen forsikring. . . En professor havde udtalt, at havvindmøller kunne kvæle orkaner der passerede forbi. Utroligt så meget vi mennesker teknisk kunne udregne, men alligevel var der mange mennesker, der havde kummerlige liv. En ting var sikkert, at hendes hjerte bankede for de mennesker, som ikke var lige så begunstigede som hende selv.

Egentlig burde hun være tilfreds med det arbejde hun gjorde på Svendborg Sygehus. Men hun havde denne længsel efter at sætte sit fodspor i den store verden. Det var ikke nok for hende at arbejde her i Svendborg, mens verden stod i flammer. Lige nu måtte hun slå sig til tåls med at planlægge guldbryllup om fem år, men efter guldbrylluppet så ville hun undersøge, om der kunne være brug for hende i et af verdens brændpunkter. Hun syntes at have hørt at Mellemfolkeligt Samvirke gjorde brug af pensionister, og det var jo også vigtigt at komme afsted, inden alderdommens sygdomme spændte ben for hende.

Det var onsdag og Kirsten skulle til hundetræning med sin 6 årige belgiske hyrdehund. De trænede i civilforsvarets brandskole i Svendborg på Poul Smeds Vej 20. Det var sjovt at lære hunden at kunne finde mennesker gemt i ruinerne. Hun drømte allerede om, hvorledes hun og Cilla skulle ud og redde verden sammen… Udadtil var Kirstens liv perfekt, men indeni bar hun på sin hemmelighed. Hun turde end ikke røbe den for Johannes, da hun ikke kunne overskue hvad konsekvenserne ville blive, hvis sandheden kom frem...

 

 

3. kapitel

 

 

1995

Kirsten er nu 53 år Kirsten lagde kransen ved graven på samme tid som de foregående år. Hun så sig om til alle sider. Ikke mange vovede sig ud snestorm, når det var mørkt. Men denne tradition var livsnødvendig for hende. Nu skulle hun skynde sig ekstra meget, for trafikken var nærmest gået helt i stå. Sneen lå i tykke lag alle vegne. Farvandene var ved at fryse til, noget, der ikke var sket i de sidste 8 år. Men det var vigtigt hun nåede frem på jobbet.

Hun kunne godt lide arbejdet på akutafdelingen. Der var store udfordringer i det job altid, og nu kom der også hjemløse med forfrysninger, noget der heldigvis ikke var set i mange år. Hun vidste godt, at man ikke kunne holde til så hårdt et job i flere år, men det var rart at have noget meningsfuldt i sit liv.

Selvfølgelig nød hun livet sammen med Johannes og børnene, men de var begge gift nu og havde givet hende og Johannes tilsammen 3 børnebørn. Johannes var heldigvis helt opslugt af sit vigtige arbejde som broingeniør, og det krævede deltagelse i mange konferencer rundt i hele verden, så det var ikke megen tid de havde sammen i det daglige. Ferierne med vandreture i bjergene i Schweiz og Østrig var deres ide om afslapning fra en stresset hverdag. En enkelt gang havde de prøvet at tage på krydstogt, men det havde ikke været nogen succes. Det var en gave til sølvbrylluppet, derfor var den ikke til at komme uden om. Ellers nød de at gå i teatret og ud at spise, en gang imellem i biografen, men det skete sjældent, for de havde næsten aldrig fri på samme tid.

Kirsten havde altid drømt om at blive sygeplejerske men det første barn var jo kommet så tidligt, og de var blevet gift i huj og hast, så hun havde måttet vente nogle år, før hun kunne starte uddannelsen. Heldigvis var Johannes utroligt hjælpsom, og uden hans hjælp var det bestemt ikke gået. Et lille barn var meget krævende. Ret hurtigt fik hun nr. 2, også en dreng, Jesper blev han døbt, som hendes mor havde tilbudt at tage sig af. Han lignede Johannes på en prik, så ham kastede moren især sin kærlighed på.

Men trods al denne familielykke var der stadig denne længsel i hende efter noget andet. Det var en lidt uklar fornemmelse af, at der måske kunne være brug for hende et andet sted, men hvor? Hun skubbede tanken til side og gik hen til bilen, som var dækket af sne. Det tog hende alt for lang tid at få den fri. Men turen til kirkegården på netop denne dato, 11. december, var en del af hendes liv, som ingen andre kendte noget til.

 

 

1983

Kirsten er nu 43 år 

Kirsten var fortvivlet. Hun havde længe vidst at hendes ungdomskæreste, Mikkel, led af en dødelig kræftsygdom. Han var far til hendes ældste søn Jacob. Havde aldrig giftet sig. Dette havde hun holdt hemmeligt i alle årene sammen med ægtefællen, Johannes, som hun var meget glad for. Han var klog, kærlig og munter, men elske ham gjorde hun ikke, ikke rigtigt. Så hun og Mikkel havde været sammen et par gange (alt for få) i årenes løb. Nu sad hun på sygehuset i hans sidste timer.

Hun syntes, at hun kunne læse Mikkel, ja hun kunne se, at han ligesom "tog afsked" med hende. Men nu kom en sygeplejerske og sagde: "Besøgstid er slut, patienten skal have hvile". Kirsten måtte forlade ham. Der skete en bedring i tilstanden, det var dejligt, nu kunne han komme hjem igen til, og han blev udskrevet. Men ak dog: bedringen holdt ikke længe, nu gik det igen den gale vej, og hun vidste, at der kom daglig hjælp af sygeplejersker, som hjalp med badning og andre ting.

Nu kunne hun se, at Mikkel led ganske forfærdeligt, og han bad hende om at give ham fred, han vidste, at hun havde det dødelige pulver, som ganske blidt sendte et menneske i døden. Kirsten vidste, at man ikke kunne spore dødsårsagen, så hun ville ikke blive anklaget for drabsforsøg, men alligevel, det var en stor beslutning - at tage et andet menneskes liv, selv om det var umenneskeligt ikke at gøre det. Det var ubærligt at se ens elskede lide så meget.

Hun tog beslutningen en nat, hvor Mikkel stønnede og krympede sig sammen. Hun lavede teen, den smagte udmærket, vidste hun. Hun satte koppen for hans mund. Han tog taknemmeligt imod og drak grådigt og hurtigt, idet han sendte hende et blik så fredfyldt og kærligt, som var han allerede i paradis.

Kirsten følte, at hun havde gjort det rigtige, men det skulle vise sig, at hun de følgende år følte, at det var frygteligt, det hun havde gjort. Hun anklagede sig selv, åh, hun måtte sone sin brøde. Når hun en dag – formodentlig - blev enke, Johannes var 20 år ældre end hende, så ville hun melde sig som frivillig i en flygtningelejr. Her kunne hun være med til at redde liv. 

 

 

 

4. kapitel

.

 

1959

 

 . . . . .

 

Kirsten var ulykkelig. Så ulykkelig, som kun en 17-årig pige kan være, der lige har opdaget det utænkelige, at hun er gravid. Her i slutningen af 50’erne er det kun slemme piger, der er så løse på tråden, at de bliver gravide. Det ved Kirsten hjemmefra. Mor og far og menigheden har meget kraftige meninger om den slags. Men hun syntes jo ikke selv at hun havde været en slem pige? Hun og Mikkel elskede jo hinanden meget højt, og at det var blevet til et favntag mellem dem var kun naturligt, fordi hun skulle rejse fra sit sommerferieophold hos onkel og tante i Haderslev, og Mikkel skulle blive derovre pga sin læretid som mekaniker. Han var virkelig glad for sit arbejde, hvor han både kom til at lære biler og motorer at kende, og han skulle også hjælpe til ved båden, der sejlede på Haderslev Dam.

Onkel og tante i Haderslev havde ikke vidst noget om hendes forbindelse med Mikkel overhovedet. Han havde mødt hende tilfældigt en dag, hun var ude at gå en tur i Dyrehaven, og de havde fundet ud af at de var lige interesserede i naturen. Onkel og tante forstod ikke rigtig hvorfor hun så tit gik rundt derude, for dem var den kedelige dagligdag og menigheden mere vigtig. Men deres omgangskreds var jo meget ældre end hende, og hun kedede sig ærlig talt rigtig meget i sin ferie i sommer. Indtil hun opdagede den smukke natur i Dyrehaven bag de røde porte langs Haderslev fjord. Og så pludselig en dag mødte hun Mikkel, der havde samme interesse – ud over hans motorer og mekanikken, selvfølgelig.

Mikkel var 5 år ældre end Kirsten, og han var interesseret i at høre om hendes fremtidsplaner. Efter sommerferien skulle hun starte på sygeplejestudiet i Middelfart, og hun glædede sig til at flytte hjemmefra og ind på sygeplejeskolen. Hun og Mikkel havde jo aftalt at skrives ved, og det havde de gjort ganske få gange (hvilket havde været svært, for hun måtte jo modtage hans breve poste restante på posthuset) – og så stoppede strømmen af hans breve, netop som aviserne skrev om den forfærdelige ulykke med båden på Haderslev Dam. Aviserne havde jo skrevet, at Dambåden Turisten på Haderslev Dam ud for Damager Kirkegård fik motorstop. Bådens fører, restauratør Hans Riistofte fra Damende, lavede en nødløsning med overskårne gummislanger fra en reservedunk; men disse gik løs, og benzinen sprøjtede ned på den varme motor, hvorefter der lød en voldsom eksplosion. Ilden bredte sig med lynets hast, og med et var Turisten omspændt af flammer, og der opstod panik blandt passagerne. Bådføreren forsøgte at styre båden ind på lavt vand; men mange af passagerne hoppede overbord, hvad enten de kunne svømme eller ej. På trods af, at de fleste kunne bunde på det lave vand i dammen, druknede i alt 37 mennesker og 20 døde af forbrændinger. Mange mennesker gik helt i panik over pludselig at befinde sig i flammerne, og de trak nærmest hinanden ned under vandet, i forsøget på at komme så hurtigt væk fra båden som muligt. Af bådens 93 passagerer var de 54 omkommet ved ulykken.

Kirsten havde intet hørt fra Mikkel i de første 14 dage af august. Hun var efterhånden overbevist om at han måtte være en af de omkomne, han havde jo netop pralet af at han skulle til at arbejde på motoren på Turisten. Kirsten havde været fortvivlet, men håbet, og håbet. Men hun havde intet hørt. Han måtte være omkommet.

Og nu var det starten af september, og hun opdagede at hendes menstruation var udeblevet, og hun havde morgenkvalme. Kirsten havde ikke haft noget undervisning i kvindens og mandens kønsliv og hvordan man skulle beskytte sig, hun var jo opvokset indremissionsk, og i det samfund havde man først kønslig omgang når man var blevet gift. Det var jo forfærdeligt! Kirsten havde heldigvis et par gode sygeplejeveninder, som var anderledes fremmelige og hun havde taget mod til sig og spurgt dem til råds. Hun var blevet rædselsslagen ved tanken om at hun nu var en ”falden kvinde” og ville blive udstødt af sin strenge familie. Og da hun stadig ikke havde kontakt med Mikkel, måtte hun jo være overbevist om at han var død – eller ikke var interesseret i hende mere. Abort var helt udelukket i hendes bevidsthed. Det var for farligt, det var ulovligt, og der var alt for mange historier om piger, der døde af infektioner efter sådan et indgreb. Nej, hun måtte følge rådet fra sine sygeplejekolleger. .

Hendes forældre pressede på for at hun skulle blive forlovet med en af hendes storebrors gode kolleger, Johannes. Han var ganske vist 20 år ældre end Kirsten, men ganske rar, og han var meget glad for hende, havde faktisk været interesseret i hende længe, siden hun var 16, men dengang var hun jo alt for ung til at blive gift, havde hendes forældre sagt. Men nu pressede de på, for hun blev 18 den 11. november 1959, og så ville en forlovelse være passende.

Kirsten sank. Johannes var da meget rar, hun kunne godt lide ham, og hans arbejde som broingeniør var da et godt arbejde. Hendes barn kunne få en dårligere far, og et liv med en enlig mor var ikke et liv, hun ville tilbyde sit barn.

. . . Kirsten og Johannes blev gift i Svendborg d. 11. november 1959, og mor, far, brødrene og menigheden var stolte af det smukke par. Lidet anede de, at Kirsten allerede havde givet sig hen til Johannes nogle gange straks efter forlovelsen i midten af september. Det havde sygeplejekollegerne rådet hende til.

. . . Jacob blev født ”for tidligt”, som Kirsten fortalte den glade Johannes i april. Af et for tidligt født barn var han nu en temmelig stor og livskraftig dreng, men Jacob var sin fars øjesten, og Johannes og Kirsten havde det godt. Kirsten var nødt til at udskyde sin sygeplejeuddannelse indtil Jacob var vænnet fra.

 

. . . . .

 

Og så, i sommeren 1960 modtog Kirsten et brev fra en af sine elevkammerater, Judith. Hun havde i sin praktiktid mødt nogle af de forbrændte fra ulykken på Haderslev Dam, og hun havde nyt om Mikkel. Han havde ganske rigtigt været med i ulykken, og havde været meget syg. Han var blevet skadet på sine hænder og kunne sikkert ikke arbejde videre med sine elskede motorer. Var røget ned i et sort hul og havde ikke turdet kontakte Kirsten, ikke mindst, da han så hendes bryllupsbillede i avisen. Kirsten blev forfærdet, lettet, og målbevidst. Hun kunne ikke lade sig skille, det vidste hun, men hun ville have kontakt med Mikkel og fortælle ham om grunden til at hun var blevet gift.

 Mikkel skulle også vide, at han havde et barn, Jacob!

 

 

 

 

5. kapitel

 

 

1958-42

 

Kirsten tøvede lidt, før hun gik ind i salen. Det var første gang hun var i danseskole, så hun var meget spændt.
Ved skolefesterne var hun bænkevarmer, for hun kunne ikke danse. Hendes forældre, som var ’missionske’ mente nemlig, at det var en stor risiko, for man ’vidste aldrig, hvad det kunne føre til.’ Men endelig gav de efter for hendes bønner. Hun var nu 16 år.
Der sad en flok piger langs den ene væg. De grinede og morede sig. De var alle i deres fineste kjoler, og de kastede stjålne blikke over på drengene som alle havde jakkesæt på og hvide skjorter.
Nu gav danselærerinden signal til at drengene skulle gå over og bukke for en af pigerne. Trods forvirring i starten, for mange havde udset sig den samme, havde alle til slut fundet en partner. Nogle af pigerne måtte dog danse med hinanden.Men - Kirsten sad alene tilbage. Hun følte sig tilovers og vraget. Nå nu kom der alligevel en og inklinerede, men du gode gud, det måtte være danselærerindens mand. Hun var nødt til at rejse sig, men hun følte det utroligt ydmygende at skulle danse med en gammel mand, han var da nok 30!
. . .I pausen flygtede hun. Hun fik aldrig lært at danse.

Hendes forældre var ’missionske’ og der var derfor en masse ting, der var syndige.
Hendes far var vokset op i en indremissionsk familie, så forældrene kom kun sammen med ’missionsfolk’. De mødtes hos hinanden hver 14. dag til bibelkreds, hvor der blev sunget salmer og læst op og gennemgået forskellige tekster fra biblen. Efter aftenkaffen med hjemmebagt brød kom der dog lidt mere liv i forsamlingen!
Børnene var selvfølgelig ikke med, men vidste alligevel hvad der foregik af - uspændende ting.

Til sin konfirmation havde hun dristet sig til at drikke ½ glas portvin for at skåle med gæsterne. Hendes mor havde kigget forundret og forarget på hende, men sagde dog ikke noget
En cigaret røg hun i smug sammen med brødrene bagefter. Nu følte hun sig næsten voksen.

Det bedste der var sket i hendes liv, var da hun blev grøn spejder. Der var ganske vist en masse kirkegang, men hun kunne godt lide at synge med på salmerne. Så måtte man tage præstens uforståelige prædiken med i købet. Men hun nød sommerlejrene, hvor patruljerne sov i telt, hvor de lavede mad over bål og om aftenen sad rundt om et stort lejrbål og sang glade spejdersange.

Hun tænkte også på de dejlige sommerferier, hvor hun besøgte morfar og mormor i Aabenraa. Her var hun nemlig enebarn, men der skulle hun også overholde reglerne + et par ekstra, ikke læse noveller og romaner i ugebladene, kun tegneserier. Hun måtte ikke se sig i spejle, for man måtte ikke være forfængelig.

Hvis du nogensinde besøger mig med cowboybukser og har læbestift på, så bliver du ikke lukket ind,’ sagde mormor engang.
Om aftenen sad de tit i verandaen og spillede ’Frem med elleveren’, et uskyldigt spil med kort forsynet med tal i forskellige farver.
Bare folk nu ikke tror vi spiller med rigtige kort’, sagde mormor hver gang, for kortspil var syndigt. Der var historier om gårdmænd, der havde tabt hus og hjem i kortspil hen over hovederne på kone og børn. Der var ikke gardiner for vinduerne, for så ville ’folk’ tro, der forgik noget fordækt. Mormor havde altid travlt med at forklare naboerne sagens rette sammenhæng dagen efter.

Nogle søndage var Kirsten nødt til at besøge farmor og farfar. Hver søndag læste farfar op for familien af forskellige gudelige skrifter med salvelsesfuld og skælvende røst. Hvor hun hadede disse pligtbesøg, skønt farmor var det sødeste og rareste menneske på denne jord. Disse oplæsninger gav Kirsten en afsky for religiøst præk, senere for religion i det hele taget.

Hjemme i Esbjerg havde hun hver søndag formiddag i mange år siddet i kirken til søndagsskole, for dengang var hun var ikke gammel nok til at gå rigtigt i kirke. Det var sjovt at høre alle de utrolige og spændende historier fra det gamle testamente, men også enormt kedeligt, for frøken Tuesen sluttede hver gang med at formane børnene. De skulle være artige og lydige og bede deres aftenbøn, så de kunne komme i himlen til den gode Gud og ikke risikere at blive kastet i flammerne i helvede, hvor Satan regerede.

Til trods for at forældrene var ret strenge over for deres børn, for de skulle opdrages til at blive ordentlige, kristne mennesker, så elskede Kirsten dem. 
Hver lørdag aften skete der nemlig det, at hendes travle mor satte sig ved klaveret, og så sang hele familien de gode gamle danske sange. Om sommeren tog de på udflugter, tog til stranden, cyklede ture. Hendes far læste højt næsten hver aften. Kipling var hans yndlingsforfatter, og børnene lyttede ivrigt især til ’Junglebogen’, mens deres mor strikkede eller stoppede strømper.
Kirsten var kommet til verden i 1941, hvor Danmark havde været besat af tyskerne siden 9. april 1940. Så der var mangel på alt muligt, der skulle rationeringsmærker til alt osv., men hendes opfindsomme mor tog udfordringerne op, så de led ingen nød på nogen måde.
Men opvæksten i dette strengt religiøse miljø kom til at præge hele hendes liv.

 

 

 

 

 

PROLOG

Prolog. 2020 – 11. december.

Jacob fandt med besvær frem til gravstedet. Mikkel Jokumsen, født 11-12-1937, død 7-8-1985.

Han forstod stadig ikke hvorfor det var hans mors ønske at han skulle komme her, netop på denne dato i december. Men det var det, som stod i brevet, han havde modtaget fra Kirstens advokat, da hans mor var død i flygtningelejren langt borte. Jacob savnede sin mor, Kirsten. Både han og søsteren Ellinor havde undret sig, da Kirsten som 73-årig valgte at rejse ud til et af verdens fattigste steder og slide sig op i varmen og slummen i en flygtningelejr. Men hun havde været ubøjelig. Havde sagt at hun skyldte verdens fattigste børn at hjælpe hvor hun kunne. Og da Jacob og Ellinor hver især var kommet godt i vej med børn – og nu børnebørn på vej, havde de jo haft rigeligt med arbejde og familie at gøre, så bortset fra at de savnede Kirstens besøg og ikke selv kunne besøge hende, så havde de accepteret at hun nu ville ud i verden.

Men nu var Kirsten død, begravet i al hast nede i varmen, og Jacob og Ellinor havde fået sat en vase og et navn på far Johannes’ gravsted, så hun i det mindste kunne blive besøgt der, selvom hun ikke lå der i virkeligheden.

Hvorfor var det så vigtigt for Kirsten at netop Jacob skulle besøge en grav for en mand der var død for meget længe siden – i 1985? En mand, han aldrig havde hørt om, endsige mødt?

Jacob sukkede. Han havde for sin mors skyld taget en pude med til graven. Det var jo snart jul. Og så fiskede han brevet op fra inderlommen. Kuverten, som han først måtte åbne, når han stod ved Mikkel Jokumsens grav. Det viste sig, at Kirsten havde skrevet brevet lige inden hun i 2015 var flyttet væk fra Danmark, ned til flygtningelejren.

”Min kære Jacob” skrev Kirsten. ”Når du nu læser dette brev, er det fordi jeg ikke er mere. Dette har jeg aldrig fortalt nogen, heller ikke din og Ellinors far Johannes, min kære mand. Vi har haft mange rigtig gode år sammen. Ikke desto mindre har du og jeg vores egen lille historie, som gør dig forskellig fra din søster Ellinor. Mikkel Jokumsen er din biologiske far. Han har aldrig mødt dig, men han vidste godt hvem du var og det var hans eget ønske, at du ikke skulle møde ham, mens han levede. Han holdt for meget af dig – og af mig – til at ødelægge vores gode familieliv sammen med Johannes. Jeg må hellere forklare mig: Som du ved, er både jeg og Johannes opvokset indremissionsk. Især min egen familie var meget streng. Du og Ellinor har ikke haft så meget med min familie at gøre, for jeg valgte tidligt i dit liv, at jeg ville trække mig fra alt det strenge religiøse, og Johannes havde rigeligt med sit bygningsarbejde og vores hjemmeliv, så han accepterede det uden de store sværdslag. Han syntes også, at deres strenghed gik for vidt. Selvom hans egen opvækst også var indremissionsk, så har Johannes nu også fundet det for stramt.

Men tilbage til Mikkel Jokumsen. Jeg var 17 år og lige færdig med skolen, da jeg kom på sommerferie i Haderslev hos min moster og onkel. De var lige så missionske som resten af min mors familie, og jeg kedede mig bravt mens jeg var der. De havde ingen børn, og deres omgangskreds var udelukkende voksne mennesker, meget ældre end mig. Selvom jeg havde et lille rengøringsjob nogle timer, så havde jeg brug for at slå rigtig mange timer ihjel. Med mosters og onkels undrende tilladelse fandt jeg ud at gå lange ture i naturen. Her kunne jeg bruge mine erfaringer fra min spejdertid, og jeg nød det. Men på disse ture mødte jeg Mikkel, som var fem år ældre end mig. Han var i sine sidste læreår som mekaniker, langt væk fra sin familie, og han nød også naturen langs Haderslev fjord og i Dyrehaven. Vi to fandt sammen i megen god snak og med fælles interesser. Endelig havde jeg fundet en person, som forstod min interesse i sygeplejen og at lave noget for dem der havde brug for hjælp, ikke kun missionsarbejde som alle mors og fars omgangskreds var så forhippede på. Men en dag måtte vi jo sige farvel, for jeg var nødt til at rejse – min sygeplejeuddannelse startede, og Mikkel havde stadig nogle måneder tiolbage af sin læretid, men han ville jo komme senere, når den var færdig. Vi aftalte, at vi skulle skrive poste restante, så jeg kunne være sikker på at få hans breve. Og jeg må indrømme, at følelserne overvældede os og vi gav efter for hinanden de sidste to dage, vi endnu havde sammen i Haderslev. Der blev du til, kære Jacob. Men det vidste vi jo ikke. Og hvis ikke der var sket en forfærdelig ulykke på en turistbåd på Haderslev Dam et par uger efter at jeg var rejst, så ville mit og dit liv have været ganske anderledes, for så havde Mikkel været en del af vores liv.

Men sådan kom det desværre ikke til at gå. Mikkel var nemlig med i båden, da ulykken skete, og han fik sine hænder og arme meget forbrændt. Men det vidste jeg jo ikke. Jeg var kun ulykkelig over at hans breve pludselig stoppede, og at mine breve kom tilbage uåbnet. Jeg måtte tro, at han var blandt de omkomne, eller at han ikke længere var interesseret i mig. Så opdagede jeg, at jeg var gravid, hvilket jo ville være lig med udstødelse i den omgangskreds mine forældre havde. De ville aldrig kunne acceptere at jeg havde fået barn uden for ægteskab. Men hvis Mikkel stadig havde haft kontakt med mig, så ved jeg, at vi ville være blevet gift.

Men da jeg ikke hørte fra Mikkel, valgte jeg at gifte mig ret hurtigt med Johannes, som hele tiden havde haft et godt øje til mig. Og du blev født i ægteskabet, Johannes havde ikke mistanke til at du egentlig var undfanget før han blev forlovet med mig. Mit ægteskab med Johannes viste sig at være en tryg havn for mig, og han har altid været glad for både dig og Ellinor.

Da du var et halvt år gammel eller deromkring, blev jeg endelig klar over hvad der var sket, siden jeg ikke havde hørt fra Mikkel. Den stakkel havde jo altid været interesseret i motorer, og han var tæt på motoren i turistbåden, da der gik ild i brændstof, der dryppede fra en af brændstofslangerne. Han havde været med til at prøve at slukke branden, men så gik alt galt, og der skete en eksplosion. Mikkel blev slynget ud af båden, hvilket gjorde at han ”kun” blev forbrændt på hænder og arme og slog hovedet slemt, men det var sandelig også meget slemt. Mikkel blev meget syg, lå bevidstløs i flere uger og måtte gennem et langt sygehusophold bagefter. Han mistede selvfølgelig sin læreplads, og dermed sin kommende livsbeskæftigelse, for hans hænder og arme kunne ikke bruges.

Kun ved et tilfælde hørte jeg fra en sygeplejekammerat om ofrene fra ulykken, og at hun havde mødt en der hed Mikkel under sin turnus på sanatoriet, hvor han lå. Da var du som sagt et halvt år gammel og jeg var gift for længst. Jeg skyndte mig at besøge Mikkel og blev forfærdet over hans skader. Jeg var parat til at lade mig skille fra Johannes og pleje Mikkel, men det ville han ikke høre tale om. Vi – dvs jeg og hans lille dreng – skulle ikke lide, fordi han var blevet krøbling. Han vidste jo ikke, hvordan hans liv kunne forme sig. Så selvom jeg gladeligt ville have levet mit liv ved hans side, fik jeg ikke lov. Jeg fik kun lov til at besøge ham hvert år på hans fødselsdag, d. 11. december. Mikkels liv blev ikke let, kan du nok tænke dig. Han måtte klare sig på en invaliderente i et lille værelse, og hans store interesse for motorer og mekanik kunne han jo ikke gøre noget ved.. Men hvert år så han frem til sin fødselsdag, hvor jeg besøgte ham og havde historier og et foto med af dig, hans søn. Hvor han var stolt af dig! Og så taknemmelig over at Johannes behandlede dig som sin søn – og det var du jo også af gavn. Men så blev Mikkel meget syg, han døjede i flere år med kræft i lungerne, måske stammede det fra skaderne på den brændende båd, jeg ved det ikke. I hvert fald, jeg valgte at tage en lille ferie i hans sidste 14 dage, og det er jeg glad for. Jeg var hos ham i de sidste timer. Jeg må desværre indrømme, at jeg hjalp ham lidt lettere igennem den sidste tid fordi han havde så mange smerter. Det var det rigtige at gøre på det tidspunkt, det står jeg ved, men det er nok min opdragelse, der siden har givet mig en stor skyldfølelse. Jeg gorde jo hans liv kortere end Gud ville det. Det har været forfærdelig tungt at jeg ikke har kunnet sige det til en eneste sjæl, heller ikke Johannes. Og da Johannes blev dement, vidste jeg, at jeg måtte passe ham. Men mit hjerte længtes efter at gøre bod et sted, hvor min hjælp virkelig ville betyde noget, og jeg blev mere og mere opsat på at finde et sted blandt verdens mest fattige.

Efter Mikkels død sørgede jeg for hans begravelse. Der var jo kun mig. Og gravstedet er betalt mange år frem. Siden da har jeg besøgt Mikkels grav hvert år på hans fødselsdag, lige som jeg i dag har fået dig sendt til ham med dette brev.

Min strenge indremissionske opdragelse har hele tiden gjort, at jeg har skammet mig over at have givet mig hen uden at være gift, men jeg har samtidig været lykkelig over at have dig, min søn, som det vigtige minde om min lykkelige sommer. Jeg håber, at du kan tilgive mig både måden du blev til, og også at jeg har fortiet det i alle disse år. Men du skal vide, at din far Mikkel elskede at vide at du var til. De kærligste tanker fra din mor Kirsten”

--- Jacob sænkede rystet brevet fra sin mor. Dette her måtte han tænke nærmere over. Skulle han sige noget til Ellinor, som jo nu kun var hans halvsøster? Nej. Men han ville besøge Mikkel Jokumsens grav hvert år på denne dato. Og han ville skaffe en lille sten med navnet ”mor”. Kun han ville vide hvad dette betød.