Maskebal

 Har du hørt det? Annes kollega, Susan, satte sig halvt op på hendes skrivebord og svingede med sine nydelige ben. – Vi skal til maskebal! Har du ikke tjekket din post i dag? fortsatte hun begejstret og viftede med et stykke papir. Det var en invitation til en fest i det firma, som de begge arbejdede for. Wesselberg Møbler havde filialer over hele landet, men marketingafdelingen, hvor både Anne og Susan var ansat, holdt til i Vejle. Invitationen var meget fornem og trykt med guldbogstaver i en snørklet, gammeldags skrift. – De har lejet hele Hvedholm Slot … samtlige ansatte er inviteret, og vi skal alle sammen være klædt ud, fortsatte Susan og gav Anne invitationen. - Vi bliver mindst 200 mennesker! Den hemmelige fest var altså værd at vente på. Men der er kun fjorten dage til, så vi får travlt med at finde kostumer, sluttede hun åndeløst Anne smilede af Susans iver, men trak på skulderen. – Jeg ved ikke, om jeg tager med, sagde hun. - Nej nu må du holde op, skændte Susan og rev sig fortvivlet i sit pjuskede, lyse hår. – Nu har du hængt med ørerne over ham Henrik længe nok… du trænger sådan til at more dig. Jeg kender en pige, der arbejder ved Århus Teater… ja, hun sælger altså billetter… men hun kan sikkert finde det helt rigtige udstyr til os. Bare vent! De mænd får simpelthen ikke en chance. Vi spiser dem rå! Anne lod sig smitte af Susans begejstring. Det var hun ikke ene om, for hele marketingafdelingen summede af forventning. Selv den stille Niels livede gevaldigt op. Han var såmænd flink nok, men Anne kunne ikke rigtigt greje ham. Han var blevet ansat for to måneder siden, men hun havde dårligt nok snakket med ham. Måske var det ikke hans skyld, for hun var jo ikke just kontaktsøgende. Hun var først for nylig kommet sig over en kærestesorg, der havde taget hårdt på hende, og lige nu holdt hun alle mænd ud i strakt arm. Desuden var Niels slet ikke hendes type. Han var alt for stille. Hvis han endelig smilede, skete det kun med en svag trækning ved mundvigene, og hun foretrak mænd med en mere udfarende charme.

På vejen hjem i toget åbnede hun sin taske og tog invitationen op. Hvedholm Slot. Det lød fornemt. Så vidt hun vidste lå det i nærheden af Fåborg. Altså et pænt stykke vej fra Vejle. Hun rynkede panden og kløede sig distræt i håret. Så skulle de vel overnatte der. Men der kunne da umuligt være plads til 200 overnattende gæster. Hvor mon de så skulle overnatte? Eller skulle de måske køre hjem om natten i busser. Jo mere hun tænkte over det jo mindre havde hun lyst til at tage med. Og udklædning. Hun havde aldrig brudt sig om at klæde sig ud, at skulle forestille at være en anden end sig selv bød hende imod. Toget kørte ind på perronen og hun rejste sig og gik hen mod udgangen. På vej hen til sin cykel hørte hun løbende skridt bag sig og vendte sig forskrækket om. ‘Jeg så du tabte det her’! Niels fra Marketingsafdelingen rakte forpustet invitationen frem mod hende. Åh, udbrød hun forfjamsket. Tak skal du ha’. Jeg vidste ikke at jeg havde tabt det. Bor du også i Bredsted? Jeg har da ikke set dig før med toget? Anne undrede sig og så undersøgende på Niels som smilede sit lille skæve smil. Nej forklarede han. Men han var på vej til en ven han skulle besøge. Det viste sig at vennen boede ikke så langt fra hvor Anne boede til leje så de fulgtes ad. Niels tilbød at trække cyklen for hende og snakkede om arbejdet og vejret og cykler og alt muligt - ja pludselig var de kommet til hendes bopæl. Niels overlod cyklen til hende og hilste og gik videre. Hun så efter ham og gik ind i huset og satte en kande vand over blusset. Mærkeligt, tænkte hun. Han er helt anderledes end jeg troede.

Måske var det alligevel ikke så tosset med den firmafest – men ligefrem maskebal…

Anne var jo ikke glad for at udgive sig for at være en anden end sig selv.

Og ville hun kunne kende sine kolleger igen – også Niels – når de også var klædt ud?

Puh, der var nok at tænke på. Susan havde talt om at låne kostumer fra Århus teater. Men kunne hun være sikker på at der overhovedet var et kostume hun brød sig om – i hendes lille størrelse? At det var en person hun ville bryde sig om at forestille? Også mærkeligt at tænke på om det var en skuespiller hun kunne lide – eller ikke lide, som sidst havde været i det kostume. Og tænk hvis man spildte på det – eller det blev beskadiget.

Nej, nu begyndte hun jo allerede at overveje at tage med – bare fordi Niels alligevel viste sig at være en interessant fyr.

Hun måtte vist lige sove på det.

Et par dage efter skulle hun og Susan hen på Aarhus Teater, hvor Susan kendte en billetsælger, der heldigvis kærestede lidt med teatrets regissør.

Anne gik rundt mellem alle de mange kostumer og syntes næsten, hun kunne høre dem tale til sig.

"Vælg mig, vælg mig," hviskede en lille fræk blondesag. "Næ, hør nu, du skal vælge mig!" tordnede en majestætisk robe i velour og fløjl. Men da hun så kostumet, var hun ikke i tvivl. Hun skulle selvfølgelig være Papageno. Det var ganske vist en manderolle, men hun kunne ikke stå for alle fjerene på kostumet, og desuden fik hun lov at låne panfløjten, selv om den egentlig hørte med til prins Taminos (?) dragt. Susan valgte "Nattens Dronning". På vej hjem i Teslaen, var de begge to lettere euforiske over deres tur til Aarhus, synet af de fantastiske kostumer, og nok også den flaske champagne, regissøren havde overtalt dem til at drikke sammen med ham.

Susan fortalte i bilen, at hun ville forføre den nye økonomidirektør. Susan virkede så selvsikker, og Anne var da heller ikke i tvivl om, at den nyansatte Martin Hansen, ville falde for Susan. "Men.," Anne tav.

"Men, hvad..?" Susan så gavtyveagtigt på hende.

"Er han ikke gift?"

"Og?"

Anne sagde ikke mere. Det var en side af Susan, hun ikke helt forstod. Susan var gift med Jørgen, en sød, lidt ældre keramiker, som passede parrets fire børn, fem ponyer, to schæfere, og 26 får, samtidig med sin drejeskive og sin lille 'gårdbutik'. Det var vist Susan, der havde bukserne på i det forhold.

"Hvad han ikke ved," sagde Susan og trådte på speederen.

Da dagen endelig oprandt, var Anne sikker på, at hun ikke ville tage med. En voldsom hovedpine havde frataget hende al lyst til at deltage i firmaets stort anlagte maskebal. "Du vover på at blive hjemme," sagde Susan. "Så sender jeg al landsens ulykker efter dig, pest for eksempel."

Anne følte lidt, at veninden slet ikke forstod hende, når hun Susan bare sådan insisterede på, at hun skulle med, når hun nu havde det skidt. Men nu dukkede Susan op, og hun havde en flaske dom Perignon under armen, og Anne måtte indrømme, at champagnen faktisk fik hovedpinen til at lette.

"Af sted, af sted til Hvedholm Slot," sang Susan med en lidt rusten sopran.

Så sad de der i deres udklædninger, mens Teslaen lydløst kørte mod Hvedholm Slot. På trods af champagnen følte Anne sig lidt beklemt i alle de nye fjer. Måske havde hun valgt det gale kostume. Susan derimod virkede meget tilfreds med sit og nynnede en melodi, Anne mente at kunne kende men ikke kunne huske titlen på. Pludselig blandede en anden lyd sig med Susans melodi. En insisterede sirene blev tydeligere og tydeligere. Anne kiggede sig over skulderen og så nogle blå blink bagved.

- Satans… For helvede da også. Susan bandede, mens hun kørte ind til siden, og en politibil holdt ind foran Teslaen. En bredskuldret betjent steg ud og gik hen til Anne og Susan, der havde rullet vinduet ned.

- Nå er I på vej til karneval? sagde han og nikkede mod deres kostumer. Endnu smilede han. Anne synes, det var lidt spændende. Måske lidt for spændende, da hun kom til at tænke på, at Susan jo også havde drukket af champagnen. Betjenten kiggede mod bagsædet, hvor den nu tomme flaske lå.

- Kørekort!

Susan rakte betjenten kortet.

- Har du drukket?

Susan fortalte, at hun bare havde drukket et enkelt lille glas.

- Jeg bliver vist nødt til at bede dig om at puste, sagde han og rakte et alkometer frem til Susan.

- Er det nu også nødvendigt. Susan smilede til ham. – Vi har lidt travlt forstår du.

Betjenten smilede ikke mere, og Susan pustede.

Han kiggede nu misbilligende fra Susan og tilbage på alkometeret. ‘0,6 promille! Hm! Det er jo over grænsen, ved du sikkert, så du undgår ikke en bøde. Er det første gang, du er blevet taget for spirituskørsel?’

Susans tidligere selvsikkerhed forsvandt som dug for solen. Hun kunne være krøbet i et musehul, så flov var hun og hviskede ‘ja, og det bli’r også sidste. Det lover jeg.’

Betjenten kunne se, at de to kvinder i bilen virkelig VAR kede af det, for de måtte jo se i øjnene, at der ikke blev nogen fest for dem.

‘Nu skal I høre. Jeg noterer dig, Susan, for en bøde, og du skal regne med, den bli’r på omkring 3.000 kr. Derudover sker der nok det, at du vil blive frakendt dit kørekort, ganske vist betinget, hvis det da ER rigtig, du er førstegangs-spritbilist, men du skal op til en ny køre- og teoriprøve inden for 6 måneder. Det vil du få nærmere besked om. Men nu vil jeg ikke være helt urimelig. Hvor afholdes den fest, I skal til?’

‘På Hvedholm Slot’, svarede Anne, inden Susan kunne nå at komme sig efter forskrækkelsen over, at hun nu var blevet stemplet som ‘spritbilist’. Hvad ville Jørgen dog ikke sige, når hun kom hjem med den besked? Hun havde pludselig slet ikke lyst til at gå til den forbandede fest. Hvorfor var de dog ikke bare taget med den bus, som firmaet havde stillet til rådighed? Havde hun inderst inde håbet på, at den nye økonomidirektør ville tage imod tilbudet om et lift med hende dagen efter? Det ville nok ikke have været svært at overtale Anne til at tage bussen sammen med de andre. Nu kunne det bare være ligemeget alt sammen. Hun var spritbilist, og det var ikke velset blandt vennerne, eller for den sags skyld nogen steder. Hun rasede over sig selv. Tænk, at hun kunne være så dum!

‘Jamen Hvedholm Slot ligger jo kun få km. herfra.’ Betjenten vidste godt, han var ved at bevæge sig uden for det, der var hans job, men tanken om at sidde bag rattet i en Tesla fik hans tænder til at løbe i vand. ‘Jeg vil gerne hjælpe jer til at komme med til den fest, så overlad du bare rattet til mig, Susan, du må jo alligevel ikke køre videre herfra. Så kan min partner køre tjenestevognen, og så skal jeg sørge for, I ankommer standsmæssigt til Hvedholm Slot’, sagde betjenten med et smørret grin.

Anne var meget beklemt ved situationen, hvorfor i alverden befandt hun sig på dette fremmede sted? Hun var jo så udpræget enspænder og hjemmemenneske.

Bebrejdelser og skyldfølelser vældede ind over hende.

Men nu var de nået frem. Så måtte det gå som det bedst kunne.

Vil du måske ikke med ind? sagde Susan koket til betjenten. Alle vil tro, uniformen er din forklædning!

Hun var ved at vende tilbage til sit gamle jeg.

Den venlige betjent så irriteret på hende. Hvad bildte pigebarnet sig ind? Havde han alligevel været for blødsøden? Men det kunne ikke gøres om. Han negligerede Susan, men smilede ekstra venligt til Anne, gjorde honnør og steg ind i den ventende politibil.

De gik indenfor.

Susan bemærkede nu til Anne - Vi kan få nøgler til et værelse her, hvis vi kommer hen til receptionen nu. Det gjorde de så og fik nøgler til et værelse på 2 sal.

Det var virkeligt flot restaureret, Hvedholm Slot, de fik et skønt dobbeltværelse, som de skulle dele.

Susan så lidt muggen ud over det. Det var måske på grund af den planlagte romance med økonomidirektør Martin, tænkte Anne. Hun var lidt betænkelig ved Susans lidt flossede moral, men det var jo også nemt nok for hende, der var alene og ikke skulle stå til regnskab for nogen.

Hun tænkte på at hun havde hørt at Hvedholm Slot havde i hvert fald et spøgelse, måske flere. Den historie stammede måske fra den gang Evnesvages Vel havde lejet eller købt slottet. et var vist i tresserne, efter hvad hun havde hørt fra sin mor , da hun fortalte at hun skulle dertil på weekend.

Susan sagde nu - Tror du ikke cheferne har eneværelser, det er nok kun os menige medarbejdere der skal dele?

Det kunne Anne jo ikke vide, men hendes tanker om romancen var nok rigtig.

Nu kom de endelig ned i salen.

Hvor var det fantastisk. Lys og farver, latter og støj, høj musik . . .

Pigerne glemte alt andet.

Anne kiggede efter Niels, hvor var han mon? Åh der! Hun kunne kende ham på de klare blå øjne. Hvordan skulle hun nu gøre sig bemærket over for ham? Nå vinke kunne hun da.

Hun spejdede ud over forsamlingen. Der kom stadig folk ind i salen. den lave belysning og de mange udklædte mennesker fik det til at at gyse i Anne. hun kendte jo egentlig ikke ret mange i selskabet, udklædningerne var jo også med til at gøre det lidt svært at kende folk. Der stod et orkester på et podie i hjørnet. Musikerne var klædt ud i de eleganteste kostumer som sammen med de gamle instrumenter og den klassiske musik skabte en ophøjet men også spændt følelse. Der var mange fine kostumer og Anne begyndte at slappe lidt af og glæde sig over den udklædning hun havde valgt. Tjenere gik lydløst rundt med bakker med velkomstdrinks og i den anden ende af den fine balsal var dækket op til gallamiddag. hvide duge, store kandelabre og store blomsterarrangementer. Rundt om langs væggene var store spejle som reflekterede lyset fra de mange levende lys. Wouw, sikke en fest der var lagt op til. Hun begyndte at bevæge sig rundt mellem de øvrige gæster. Hun glemte helt at hun nu var alene, efter at Susan var smuttet ud for at finde sin udkårne, og det passede hende pludselig meget godt. Pludselig steg musikken i styrke, en fanfare og mand i sort kappe med rødt foer og høj hat kom til syne på den store trappe der førte ned til salen. Ved hans side stod en letpåklædt kvinde med et hav af fjer i håret, kraftig sort læbestift. De bar begge en funklende rød maske der dækkede det øverste af ansigtet. Man kunne mærke et sus gå gennem gæsterne og alle rettede deres blik mod parret. Den kappeklædte herre trådte et skridt frem....

Pludselig stod Susan ved hendes side igen og hev hende i armen. - Kom nu, vi må ikke gå glip af direktørens velkomsttale.

- Gud fri mig vel, sagde Anne. – Er det der Wesselberg?

- Yep, svarede Susan. – Og Draculine er Marion.

De fnisede begge højt, for direktørens sekretær blev blandt personalet kaldt ’Grå mus’.

Wesselberg var en barsk mand, der havde bygget firmaet op fra næsten ingenting, og til tider kunne han endog være frygtindgydende.

Den høje hat var for åbenlyst et par numre for lille og kom hele tiden til at sidde skævt. Susan skjulte et begyndende latteranfald med sin vifte, mens Wesselberg et øjeblik tog hatten af for at tørre sig i panden med et stort lommetørklæde. Så kiggede han sig rundt i salen og rømmede sig. – Kære medarbejdere, begyndte han. – Finanskrisen tog hårdt på os, men i de sidste år har vi høstet frugterne af vores fælles anstrengelser: Vi har igen kunnet ekspandere. Vi har kunnet hyre nye, friske kræfter. I aften skal vi markere, at kampen er vundet. Denne storslåede fest er en tak for jeres indsats.

Da hatten i det samme gled ned over Wesselbergs næse, skubbede han den skyndsomt på plads og hævede febrilsk sit glas: - Velkommen og velbekomme… spis, drik, dans… Skål!

Klapsalverne brød løs, og Wesselberg gav tegn til musikken.

Susan blev omgående budt op til dans, og Anne kæmpede sig hen til buffeten, men stod lidt tvivlrådig og kiggede på de bugnende fade.

– Tror du vi eller pingerne får en bonus med den næste lønseddel? sagde en stemme bag hende. Hun vendte sig og stod ansigt til ansigt med en pirat. Han havde en halvmaske for ansigtet og et tørklæde om håret, men havde hun ikke set de frække, øjne før?

Mens hun stod og vred sin hjerne, snuppede han en abrikos fra en frugtopsats, kastede den op i luften og greb den elegant. – Hvilken afdeling arbejder du i? spurgte han.

– I marketingafdelingen, svarede Anne.

Han fløjtede sagte. - Så du er en af de dyre reklamefolk? spurgte han og sendte hende et smil.

Flotte tænder, tænkte Anne. Han er vist farlig … pas hellere på at dit frosne hjerte ikke tør op, fortsatte hun formanende til sig.

- Hvad med dig? Er du sælger? spurgte hun for at skjule sin forvirring.

- Tampen brænder, sagde han og tog hendes hånd. Hun skulle lige til at trække den til sig, da han sagde: - Kom, skal vi ikke danse?

Musikken var netop gået i gang med en vals, og Anne lod sig føre ud på dansegulvet. Folk dansede alt andet end vals derude, og Anne kunne ikke lade være med at trække på smilebåndet, da hun så Susan danse noget, der mest af alt mindede om samba, til de fejende toner. Piraten smilede også, men lagde så armen om Annes liv. Han kan danse vals! tænkte hun.

- Er du gift? spurgte hun befippet.

Han lagde hovedet tilbage og lo. – Hvorfor tror du det? spurgte han drillende.

– Øh… fordi du kan danse vals, sagde hun og rødmede over sin egen tåbelige bemærkning.

– Jamen, jeg har skam ikke øvet mig til mit bryllup, smilede han. Så trak han hende ind til sig og hviskede i hendes øre: - Jeg var juniormester i standarddans. Og bare rolig. Jeg er fri og ledig… og lige til at gå ombord i, hvis du skulle have lyst.

Imens nærstuderede Susan lokalet for at få øje på Martin. Åh, der var han jo. Men, du godeste - i nøjagtigt det samme kostume som direktøren, sort kappe med rødt foer. Han havde et irriteret udtryk i ansigtet og forsvandt øjeblikkelig.
Susan ilede efter ham.

Ved piratens bemærkning rødmede Anne bag sin fjermaske. Det var nu også temmelig varmt i alle de fjer på Papageno-dragten. Mon ikke den vals snart var forbi. Hun syntes at den vel-dansende single-pirat med de frække øjne og de smarte bemærkninger var liiige ved at gå for tæt på, hun var ikke parat endnu. Hun så sig om efter Niels, men han var vist væk – nej, han dansede med en bi ovre ved vinduerne. Og Susan så hun intet til, hun havde sikkert fundet sin økonomidirektør, som hendes plan var. Nåeh- har du lyst? Spurgte piraten helt tæt på hendes øre. Vil du med ombord på mit ”skib”? Anne tog sig sammen, lagde hovedet koket på siden og sagde, at hun måske ikke var så ”søstærk”, og at fjerene ikke måtte blive våde, de var jo lånte…. Piraten grinede og svingede hende elegant rundt til de sidste toner af valsen, stoppede op og bukkede som en hel gentleman, mens han sagde noget, som Anne ikke hørte, for i det samme lød et skingrende skrig oven fra. Det lød ekstra højt fordi orkestret netop var færdige og de dansende stod stille. Der lød endnu et skrig, og nu syntes Anne at hun genkendte stemmen, der hulkede oppe fra førstesalen, og nu lænede Susan/Nattens dronning sig ud over gelænderet over trappen..

Alle på dansegulvet stivnede, Susans hulken steg til en hysterisk jamren og ville ingen ende tage. Hvad i alverden var der sket, siden hun tog sådan på vej? Den første, der tog sig sammen til at foretage sig noget fornuftigt, var Piraten. Han gav Annes arm et hurtigt klem, sprang op ad trappen og fik Susanne til at sætte sig på en stol, der stod på reposen.

‘Det det det det er Martin’, hikstede Susan og pegede opad. Piraten sprang op ad de sidste trappetrin - og standsede brat. På gulvet lå Martin Hansen i en blodpøl, som stammede fra et hul i brystet. Martin gispede efter vejret, Piraten råbte ‘ring 112’, bøjede sig ned og pressede sit pirattørklæde mod det åbne sår i brystkassen. ‘...grå..gråkl...’ fremstammede Martin utydeligt - og udåndede.

Politiet var hurtigt til stede. Og snart efter sad Anne i et af slottes mange sidekabinetter og blev forhørt af to civilklædte kriminalbetjente. Anne fortalte, at Susan havde jagtet Martin hele aftenen bortset fra, at Martin vist egentlig havde nydt at blive efterstræbt af en smuk kvinde.

”Susan, og hvem er hun så klædt ud som?” spurgte den kvindelige kriminalassistent, mens den mandlige sad og noterede i en notesblok.

”Nattens Dronning,” sagde Anne og uddybede, at veninden var klædt i en sort, stramtsiddende kjole overbroderet med perler og jetsten. Desuden havde hun en fjermaske for ansigtet.

Først da de to politifolk lod hende gå igen, gik det op for Anne, at hun jo sådan set havde udleveret sin veninde. Ville politiet nu tro, at Susan havde taget livet af Martin? Men hvor pokker skulle Susan have fået en pistol fra, og hvad kunne motivet til mordet overhovedet være?

Anne gik op på værelset og lukkede sig ind. Der virkede så underligt fremmed inde på værelset, som tidligere på aftenen havde forekommet hende så hyggeligt. Så gik det op for hende, at alle Susans ting var væk!

Hvorfor var Susans ting væk? Var det hende selv, der havde fjernet dem? Og hvor var de henne? Kendte hun alligevel slet ikke Susan? Og hvorfor var lige netop Martin død?
Spørgsmålene tordnede sig op i Anne, der satte sig udmattet ned på en antik lænestol. Hun nåede kun at trække vejret dybt et par gange, så bankede det pludseligt højt. Det gav et sæt i hende. Var det mon Susan? Hun gik hen til døren og åbnede den en lille smule. Men der var ingen udenfor. Gangen var helt tom. Så bankede det igen. Hørte hun syner? Var det spøgelset? Bankelydene blev ved. Højere og højere. Og så kunne hun høre, hvor bankene kom fra. Vinduet. Hun mærkede en knude i maven. Gardinet var trukket for. Turde hun se, hvad det var, der stod der udenfor? Bankene blev ved og Anne tænkte, at det ville ende med, at ruden blev knust, hvis ikke… Hvis ikke. Hun holdt vejret, da hun trak gardinet til side. Udenfor stod piraten. Hun åbnede vinduet.
- Endelig, sagde han og svang sig ind over vindueskarmen.
- Hvad laver du her? Anne så måbende på ham.
- Vi skulle jo blive på vores værelser, sagde politiet. Jeg tænkte, at det bedste værelse ville være dit. Piraten tog en flaske champagne frem fra indersiden af sit kostume.
- Men hvordan vidste du, at jeg var alene?

Annes hjerte stod stille et øjeblik og så gav det sig til at galoppere. Hun følte hun skulle besvime. Martin var myrdet, Susan var forsvundet med samt sine ejendele, og nu stod piraten og foreslog at de skulle hygge sig med champagne og mere end det! Og så var hun selv skyld i det. For anden gang i aften havde hun lagt op til noget intimt uden at ville det. Hvorfor i alverden havde hun spurgt ham om hvorfor han vidste hun var alene? Hun skulle snarere have spurgt ham om hvordan han vidste hvilket værelse hun boede på! Hvad var der galt med hende? Situationen var helt umulig. Hun måtte tage sig sammen. Men hun følte at hun var ved at blive kvalt. Ude af sig selv flåede hun i fjerdragten for at få luft. Piraten misforstod hendes anstrengelser og rakte ud efter hende. Hun kan ikke vente længere, tænkte piraten, hun tænder voldsomt på mig! Og han bøjede sig ind over hende og kyssede hende mens han samtidig forsøgte at få hende gelejdet hen til den store dobbeltseng. I det øjeblik bankede det på døren og politibetjenten som havde været så venlig at køre dem til Hvedholm Slot trådte ind ad døren.

- Undskyld jeg forstyrrer, sagde betjenten, jeg fik oplyst at Susan bor på dette værelse. Anne for forskrækket væk fra Piraten, blodrød i hovedet, men lettet, for nu kom hun ud af den pine, men måske ind i en værre.
- Jeg og andre af mine kollegaer er kaldt hertil på grund af et uheld der er sket her på stedet, mit navn er Kai Rasmussen og jeg kommer fra Assens politikreds, da Fåborg blev nedlagt for flere år siden.
Piraten stod lidt sammenfaldet, vidste vist ikke lige hvad han skulle sige eller gøre.
Kai Rasmussen henvendte sig til Anne og sagde han gerne ville snakke med Susan, nu han alligevel var her.
Anne var kommet lidt til sig selv og sagde så at hun ikke vidste hvor Susan var, hun var lige blevet fulgt op på værelset af Piraten.
Hun vendte sig mod ham og sagde med temmelig kold stemme. - Tak for hjælpen, men du må gerne gå nu, resten klarer jeg selv.
Han luskede ud ad døren, og Anne så nervøst på Kai.
- Som sagt ved jeg ikke hvor Susan er, jeg er da bekymret for hende, hun var helt ude af den da jeg så hende sidst, men hendes ting er her ikke.
Kai gik ud på badeværelset og kom tilbage med handsker på og noget meget udfordrende undertøj i hånden. - Er det her dit spurgte han så, men nej det havde Anne ikke set før, så det måtte være Susans.
- Men problemet er så hvor hun er, har du prøvet ringe til hende?
- Nej, men det gør jeg nu, hun fandt sin telefon og tastede, men ingen reaktion.
- Og her kom jeg faktisk bare for at fortælle hende at hendes promille lå lige på grænsen, så hun ikke skulle få ødelagt aftenen af at tænke på det.
Pyt tænkte Anne, det var vist ikke noget der ville ødelægge hendes aften og planen med den, men hvor i alverden var hun taget hen?

Anne sank om på sengen og prøvede at tænke klart. Der var sket så meget på så kort tid.... Stakkels Martin som var sådan en rar fyr. Hvad kunne der mon være sket ham. Egentlig havde hun jo tænkt at hun skulle have haft talt med ham her i aften og måske danset lidt. De havde jo haft sådan en hyggelig snak forleden Hun blev pludselig helt grådkvalt..Men hov.. hvad i alverden lavede den færdselsbetjent egentlig her. Han var vel ikke pludselig sendt ud på en kriminalopgave så sent om aftenen, mens der i øvrigt var kriminalfolk igang med at forhøre folk, og hvorfor var han så ivrig efter at tale med Susan? Det var nu mystisk.. “Har du checket om hendes bil stadig står på P pladsen” spurgte Anne, nu tydeligt på vagt... “Ja, bilen står der stadig, men jeg må vist hellere komme videre .. her har du mit kort hvis nu hun dukker op her igen”. “Det ser nu nærmest ud som om hun ikke har tænkt sig at vende tilbage...Du kan jo se hendes ting er væk også”. Anne ønskede bare at ham betjenten skulle se at smutte.. Han rømmede sig, undskyldte og forsvandt ud ad døren. Anne gyste og begyndte at fryse. Hun sad jo også der i sit latterlige kostume som nu virkede helt forkert. Hun rodede i sin kuffert, fandt noget mere normalt varmt tøj, et par jeans og en sweater og gik ud på badeværelset. Hun havde knapt nok gjort sig i stand da hun pludselig hørte nogen udenfor sin dør. Nu skulle ham betjenten ikke komme ind igen.. Hun rev døren op og nåede lige at få et glimt af en person der løb ned mod hjørnet og forsvandt. En person med en sort kappe med rødt foer....... (Bibi)

Selvom hun brændte efter at udforske sagen nærmere, så var det jo ikke tilladt nu, så hun måtte styre sig.
I stedet åbnede hun den lille hjemmebar og tog den første den bedste flaske i hånden. Det var whisky, ok, det var simpelthen livsnødvendigt lige nu. Et ordentligt glas.
Hun havde nu fået alt for god tid til at spekulere på alt det skrækkelige, som ingen vidste ret meget om.
Stakkels Susanne! Hun havde betalt dyrt for sin letsindighed. Og hvem havde dog affyret pistolen?
Var det Martins kone, der måske havde lidt under hans utroskab i årevis?
Eller kunne det være Susans egen mand, der havde hævnet sig, den rare, men lidt kedsommelige fyr.
Begge dele var lige usandsynlige.
Eller var det en af deres kolleger, som hun havde kærestet med og som nu var blevet vraget.?
Eller var Martin bare en almindelig dum skid? Var en eller anden fra hans fortid dukket op, i forklædning som alle andre, og havde benyttet lejligheden til at gøre det af med ham. Det var helt sikkert nøje planlagt. Og Martins fortid gemte måske på en uhyrlig forbrydelse?
Whiskyen hjalp gevaldigt på hendes ellers lidt træge fantasi. Sådanne tanker ville hun normalt ikke ha tilladt sig.
Hun kom til at grine ad sig selv og skænkede sig en whisky mere, som hun dog ikke nåede at drikke ud, før hun faldt omkuld. . .
. . .I drømmen stod løsningen pludselig lysende klar for hende. Hun vågnede brat og greb telefonen.

Det var stadig nat, men hun måtte handle nu. Hun fandt Kai Rasmussens kort frem og tastede hans mobilnummer. Det tog et godt stykke tid, før han tog telefonen. - Hallo, lød det søvndrukkent i den anden ende.
- Ja, det er Anne. Undskyld jeg ringer så sent … eller tidligt. Men jeg har nye oplysninger.
- Jaså, sagde Kai, der nu lød lysvågen. – Sig frem!
- Jeg tror, Susan er flygtet, fordi hun og Martin ikke bare havde en affære. Og nu er hun i fare, fordi hun ved for meget.
- Det tror jeg roligt, du kan regne med, kom det tørt fra politimanden.
- Susans forældre har et sommerhus ved Hejnsvig … jeg har ikke den nøjagtige adresse, men jeg kender vejen. Altså så nogenlunde.
- Er du på vej derned?
- Øh nej … ikke endnu, sagde Anne. – Jeg har … ja altså, jeg kom til at drikke whiskyen i hjemmebaren, så jeg kan ikke køre selv, så …
- Jeg kommer med det samme, sagde Kaj og tilføjede uventet blidt: - Du skal under ingen omstændigheder tage derned alene. Jeg er nemlig også kommet lidt videre i efterforskningen.
- Nå? Er du ikke færdselsbetjent?
- Det kan vi tale om senere, sagde Kaj. – Vent på værelset og luk ingen ind.

Kajs sidste bemærkning gjorde Anne urolig, så hun skyndte sig at låse døren og lukke vinduet. Når Piraten var kommet ind den vej, kunne enhver jo, og det lød på Kaj, som om der var fare på færde. Ikke syv vilde heste skulle få hende til at blive på Hvedholm Slot længere end højst nødvendigt, så Anne fik hurtig samlet sine ting sammen, smed dem hulter til bulter i kufferten og satte sig på sengekanten for at vente på, Kaj skulle komme tilbage.
Whiskyen havde stadig sit tag i hende, og trods det, hun strittede imod, overmandede søvnen hende, og hun faldt om på sengen.
Det varede ikke længe, så vågnede hun med et spjæt, for der blev buldret hårdt på døren.
‘Hvad i alverden laver du?’, råbte en stemme, hun straks kunne genkende. ‘Åbn så den dør!’ Anne var lettet over, at det var Kaj, der stod udenfor og ikke Piraten. Ham var hun færdig med, både nu og fremover på arbejdet. Det var hun da blevet klar over. ‘Jeg har banket og hamret på din dør i flere minutter, så jeg blev nervøs for, om du alligevel havde vovet dig ud. Vi må afsted med det samme’, sagde Kaj, tog som den naturligste ting i verden Annes kuffert og gik med hurtige skridt mod udgangen.
Få minutter efter var Anne og Kaj på vej til Hejnsvig.

I bilen fik Anne lidt mere styr over sine tanker. Hvad var det egentlig, der var foregået – og hvordan var Susan forsvundet med sit tøj og kuffert, men uden sin bil (dog efterladende frækt undertøj)? Anne var sikker på at Susan var flygtet, og måske til Hejnsvig til forældrenes hus, men hvordan – når nu hendes bil stadig holdt på parkeringspladsen?
Hvorfor var piraten så ihærdig, at han havde kæmpet sig op ud foran hendes vindue? Og hvem var det nu han egentlig var – hun havde set ham, men kunne ikke placere ham i firmaet. De pokkers dragter som alle havde på.
Det var mærkeligt, at den øverste chef, Wesselberg, netop havde haft en sort kappe på med rødt foer – og den døde Martin havde haft samme slags kappe på - og den person hun havde set kortvarigt ude på trappen var klædt i samme kappe med foer. Hvordan hang det hele mon sammen? Var det chefen, der havde været ude efter Martin, eller var Martin blevet myrdet i stedet for Wesselberg?
Og nu politiet. Her sad hun ved siden af Kaj Rasmussen – som tidligere på aftenen var færdselsbetjent og havde fået Susan til at blæse i alkometeret – så var han pludselig kommet ind på slottet, midt under en kriminalefterforskning – for ”at fortælle Susan at hendes promille var lavere alligevel og så hun ikke skulle have en bøde” – men så fortalte han Anne, at han ikke var færdselsbetjent alligevel…… hvordan i alverden hang det hele sammen?

Hun vendte sig beslutsomt mod Kaj Rasmussen: Nå, nu bliver du nødt til at fortælle mig, hvad du egentlig er – færdselsbetjent eller kriminalbetjent?
Kaj smilede bredt til hende: Har du virkelig ikke regnet det ud endnu? Jeg er ingen af delene…
Nu forstod Anne ingenting – men inden hun fik sagt det til ham, summede hendes telefon i tasken. Hun havde fået en sms fra…. Ja, fra Susan!!
Hun udstødte en forskrækket lyd og Kaj Rasmussen handlede resolut – han stoppede bilen i vejsiden og flåede telefonen ud af hænderne på hende….

Det for igennem Anne: manden som hun så tillidsfuldt havde betroet sig til og nu sad ved siden af i bilen på vej til Susans mulige tilflugtssted, var Martins morder! Alt passede! Sammen med sin medsammensvorne havde de klædt sig ud som færdselsbetjente for at følge efter Susan, som skulle lede dem til Martin. Og så dukkede han op igen på Hvedholm med en helt umulig forklaring. Og ikke nok med det men han dukkede også op på hendes og Susans værelse! Disse tanker for gennem Annes hoved mens hun sad ved siden af ham, morderen. Adrenalinen brusede i hende! Uden betænkning greb hun i håndtaget og sprang ud af bilen og løb ind over fortovet og havde nær væltet en cyklist. Uden betænkning masede hun sig igennem en hæk ind i en fremmed have. Videre igennem haven forbi et lille hus, og ud på stien foran huset. Hendes hjerte hamrede og gråden sad hende i halsen. Det sved i de sår hækken havde tilføjet hende. Hvilken vej skulle hun løbe? Hun hørte lyde af grene der blev skubbet til side. Politibetjenten! nej morderen var lige bag hende. Hurtigt drejede hun ned ad stien og sprang ind igennem nabohaven. Hæsblæsende med tårerne sprøjtende ned ad kinderne for hun igennem haven, ud gennem hækken og hen mod bilen. Hurtigt, hurtigt. Det gjaldt hendes liv. Hun sprang ind på førersædet. Med rystende hænder drejede hun nøglen som stadig sad i tændingen. Hun kørte ud på vejen med speederen i bund. En bil bagfra tudede voldsomt ad hende. I bagspejlet så hun politibetjenten komme løbende! Hun var reddet!

Hun accelererede Teslaen, men speedernålen flyttede sig ikke opad, tværtimod bevægede den sig nedad, nedad, fra fyrre til tredive til tyve til... For helvede, Susan havde glemt at sætte den til opladning på p-pladsen. Hvor var det typisk.
I det samme nåede betjenten, altså morderen, op på siden af bilen og hamrede på ruden. Han var rødsprængt i ansigtet af lige dele anstrengelse og raseri. Heldigvis isolerede glasset fuldstændig mod hans råb, og i stedet for at koncentrere sig om ham, fandt hun i stedet mobilen, som Kai heldigvis havde tabt.
’Der ligger en pistol i handskerummet’, havde Susan skrevet.
Anne famlede pistolen frem. Den var hverken så stor eller tung, som hun forventede. Den ville hun nemt kunne affyre. Hun slog sikringen fra. Pegede ud mod Kai, der fik et forskrækket udtryk i øjnene, og affyrede pistolen. Det pulveriserede glas lagde sig som et fint spindelvæv af diamanter over hendes hår, skuldre, krop. Kai lå derude, dræbt af et enkelt skud i brystet. Rekylen fra pistolen sad i hendes arm og hånd og gjorde det umuligt at holde pistolen et øjeblik længere, og den faldt lydløst til gulvet. I det fjerne så hun blå blink. Politiet. Men hun hørte ingenting. Skuddet havde midlertidigt gjort hende døv.
Derfor hørte hun heller ikke, hvad det var Kais ’kollega’ fra tidligere på dagen råbte til hende, da han rev døren op.
Han gentog, og så hørte hun ham omsider: ”Hvorfor har du skudt Kai?”
”Han slog Martin ihjel. Og I to er bare forlorne betjente, der har narret både Susan, Martin og mig.”
”Jaja, jeg indrømmer, at vi klædte os ud. Men vi er rigtige nok. PET-agenter.”
I det samme lød der en klagende lyd fra Kai. Han var heldigvis ikke helt død.

Tilbage på slottet var der stor opstandelse efter at det var gået op for alle at der var sket et mord, tilsyneladende uden nogen forklaring. Ikke mange havde sovet og nogle havde åbenbart holdt små sammenkomster på værelserne. Politiet havde afhørt næsten alle. Rundt ved morgenbordene sad folk stille og afventende. Kriminalbetjentene havde travlt med at tage billeder og fingeraftryk af alle gæster, og ingen havde tilladelse til at køre. Det forlød at der manglede nogle mennesker, heriblandt Susan, Anne, chefen og sekretæren. Politiet ledte stadig og havde nu også rekvireret hunde. Stemningen var trykket, og alle sad og skulede skeptisk til hinanden. I det ene hjørne havde en gruppe mænd bænket sig om et bord og sad og talte lavmålt med hinanden.
Tilsyneladende var de ikke en del af selskabet, men hvem kunne vide det?

”Hej Marie, har du hørt det?”
”Hvad?”
”Firmaet inviterer til kæmpe fest på Hvedholm Slot!”
Marie så på sin oprømte veninde og kollega, Terese, der viftede sig om næsen med et kort i bøttepapir og med guldkant.
De var begge to ansat i Wesselberg Møblers afdeling i København.
”Fik du det med posten?” Marie kunne selv høre, hun lød helt åndeløs. Men hvis firmaet virkelig havde spenderet porto på rigtige invitationer trykt på tykt, flødefarvet bøttepapir, så mente de det virkelig.
”Der ligger nok også et i din postkasse, når du kommer hjem,” Terese smilede fra øre til øre og lignede et flækket franskbrød.
”Wow”, mumlede Marie og kiggede med over venindens skulder.
”Men,” Marie rynkede panden. ”Var det ikke der, der skete en forfærdelig forbrydelse engang til et maskebal?”
”Ollerboller, det er jo halvtreds år siden, hvem tænker på det mere?”
”Alligevel..,” sagde Marie. ”Hvad var det egentlig, der skete?”
Terese rynkede panden, ”Det var cyklo kompliceret. Noget med, at en eller anden var i gang med noget industrispionage for et udenlandsk firma.”
”Industrispionage?” Marie så på Terese. ”Er det ikke møbler, vi laver?”
Terese trak på skuldrene. ”Det er sådan, jeg har hørt det. Og ved firmaets maskebal, var der to privatdetektiver, som ledelsen havde sat til at undersøge det hele. En af firmaets chefer var med i spionagen, og en fra marketingafdelingen. De havde også en affære de to. Desværre var chefens kone også med til festen. De var jo alle sammen klædt ud, så selv om det egentlig ikke var en fest med påhæng, så havde hun sneget sig med klædt ud som pirat og så sit snit til at skyde sin utro mand. Elskerinden tog af en eller grund det skydevåben, konen havde brugt, og lagde i sin bil. Og senere kom hendes veninde til at skyde en af privatdetektiverne.”
”Gud fri mig vel!” lo Marie, ”Det viser bare, at virkeligheden altid overgår fantasien. Jeg mener, sådan en historie ville man jo ikke tro på, hvis man så den som yallo.”
”Hvad vil du for resten klæde dig ud som,” Terese så ivrigt på hende og tilføjede så, at hun tænkte på at klæde sig ud som Scheherezade.
”Schere a’ hvaffor noget?” spurgte Marie.
”Det er en lang historie, den kan jeg fortælle dig, når vi flyver til Hvedholm Slot. Jeg har jo lige anskaffet mig en Polygotrino. Den har en marchhøjde på mach 4 og så kører den udelukkende på højfrekvent biomasse.”
”Wow,” sagde Marie og mærkede et stik af misundelse, hun var stadig nødt til at tage busfly frem og tilbage på arbejde, men hun glædede sig til, hun havde sparet nok sammen til sit eget, lille privatfly. Måske var festen på Hvedholm en god anledning til at indynde sig hos CEO’en og bede om lønforhøjelse? Måske skulle hun klæde sig ud som Noba’sr? En af verdens bedste sangere og dansere, der altid optrådt nøgen kun med et bastskørt med bananer rundt om livet.