Coronahistorie

 

HELGAS HEMMELIGE HISTORIE

Fra mit vindue i en førstesals lejlighed kan jeg se over på den anden side af gaden.

Bundet til kørestolen, som jeg har været de sidste mange år, har jeg næsten ikke andre fornøjelser end dem jeg selv finder på.

Lige nu er det så at finde ud af så meget om de mennesker derovre som muligt.

Jeg prøver at gætte og så digte videre på det Det får mig til at glemme den kedsommelige virkelighed.

 Min familie bor langt væk, og rigtige venner er der ikke så mange af.

Her hos mig består hverdagen i at diverse skiftende hjælpere sørger for mig. Nogle har jeg kendt i årevis. Nogle er rigtig søde, enkelte betragter jeg næsten som venner, andre kommer kun som vikarer i ferier.

Nu er jeg midt i livet. Sikke noget sludder, men alligevel. Jeg har for længst fået at vide, at jeg ikke kommer til at blive ret gammel. Nu er jeg 67, trods alt en anselig alder, som skyldes den gode pasning jeg får.

Under børnelammelses-epidemien i 1950 erne var jeg et af ofrene som 3-årig. Jeg blev lam fra livet og ned. I nogle år derefter var jeg på hospital og sanatorie og blev stærkere, men ikke helt god. Mine ben fik skinner på og jeg blev sendt hjem til familien. Vi boede uden for Holbæk, og jeg var det midterste af fem børn. Måtte bare følge med så godt jeg nu kunne. Det gjorde vi poliobørn dengang – vi har aldrig haft de sær-ordninger som nutidens handicappede børn heldigvis har mulighed for.

Det har slidt meget på min krop, og efterhånden blev det for hårdt at klare mig med benskinner og krykkerne. Gennem skoletiden var jeg så godt som muligt med i leg og jeg gik også til spejder. Vi hjalp hinanden dengang.

Siden blev jeg ansat på et kontor. Mine arme og hovedet fejlede jo ikke noget, og når jeg kunne sidde ned uden at skulle kæmpe mig rundt på skinnerne og med armhulekrykkerne kunne jeg faktisk udføre arbejde på på samme vilkår som mine kolleger.                                         Det var en dejlig tid! Jeg havde gode kolleger. Men da jeg var ca 42 måtte jeg give op og søge om førtidspension. Nu er min hverdag meget begrænset, og har været det længe.

Mine søskende bor i andre egne af landet, kollegerne er for længst pensionerede, og min bekendtskabskreds er stort set begrænset til mine mange skiftende hjælpere. (Nå ja, dem har jeg jo allerede nævnt, bær over med mig, jeg er ikke så vant til at skrive sådan om mig selv. Gad vist, hvem der egentlig kommer til at læse dette?)

Men selv om jeg sidder i kørestol og har brug for hjælp pga mine begrænsede kræfter i skuldre og arme efter mange års slid, så kan jeg jo stadig en masse: Jeg kan læse, skrive, spise selv osv.                                                                                                                                      Alt det jeg ikke kan, har jeg bestemt mig for ikke at tænke for meget på. Det er jo også blevet en vane.
Jeg har nogle få gode venner som sagt, men de skal ikke føle sig forpligtet til at besøge mig. De skal jo altid have noget traktement med. Blomster får jeg nu rigtig tit. Så jeg har i grunden et nemt og behageligt liv, meeen lidt ensformi.                                                                      Så jeg har i tidens løb fundet på forskellige strategier for at fordrive noget af tiden på en lidt sjovere måde.

Nu er mit sidste påfund så at nærstudere mine genboer i nr. 27 og nr. 25 på vores lille vej med både boligblokke og villaer.

Så altså, i gang:

Den røde murstens-boligblok til venstre har 4 opgange, men fra mit vindue kan jeg kun se den opgang yderst til højre, og kun de to yderste/nederste lejligheder, nemlig i stuen og på 1. sal.                                                                                                                                             Der er også en 2.sal på ejendommen, men jeg kan ikke se lejligheden deroppe. De andre er ikke i mit synsfelt, så jeg har ikke rigtig nogen fornemmelse af dem der bor i de andre lejligheder.                                                                                                                         Men de to lejligheder i opgang 27, som jeg kan se, prøver jeg at følge med i.

I nr. 27, st th bor en familie jeg kan se. Det er en far, mor og to børn. De bruger flittigt den lille terrasse og den lille forhave. Moren er køn, men skrap. Jeg vil kalde hende Lise. Så bliver faren nødt til at hedde Hans, så jeg kan hitte rede i historien. Børnene kan hedde Jesper og Caroline. Jeg kan senere omdøbe hvis det bliver for indviklet at huske. Nej. Jeg må hellere med det samme kalde dem noget nemmere, Ole og Ida. Ja. Korte navne er vist bedst. Der er masser af blomster i krukkerne på terrassen. Der er en parasol, et bord og et par stole. Faren, Hans er rar, men læser meget i avisen. Jeg kan ikke tillade mig at bruge min kikkert om dagen, så jeg kan ikke se, hvilken avis. Det kunne ellers ha fortalt mig en hel masse om ham.          Mon de er socialdemokrater? Måske er de politisk uenige?                                                Børnene er søde og sjove, men skændes meget og højlydt. De ser ud til at være 5 og 10 år, måske er det netop den ret store aldersforskel der giver problemerne?

Ovenover, i nr. 27, 1 th med den store altan er der ved at flytte nogen ud. Gad vist om der snart kommer nye beboere, og hvordan mon de er?

 Og så er der jo den smukke hvidkalkede tofamilies-villa i nr.                                                Den nyder jeg altså at se på.                                                                                      Stueetagens beboere har en dejlig overdækket terrasse, lidt hævet over resten af have Der er fem trin ned til en stor gammel have, som børnene leger i.
Førstesalens beboere er et ældre par, men de sidder meget tit ude på deres fine store altan, der er bygget ovenpå stueetagens udestue. Jeg kan altid se når de er ude, for så er den store stribede markise rullet lidt ud til dække for solen.

Pyha nu er jeg træt, der skal ikke så meget til, før jeg bliver det.                                        Men i morgen vil jeg fortælle om beboerne på altanen på første sal i nr. 27. Som sagt ser det ud som om de er ved at flytte ud – eller måske skal de bare have gjort en masse i stand? De er helt anderledes, tror jeg.. Men det bestemmer jeg jo til syvende og sidst selv. Det er jo bare nogle skriblerier, det her.

Ingen ved noget om dem. Og udgives? Haha!

 NU vil jeg læse lidt i Politiken, derefter min bog, ’Vores egen Irene’ af Martha Christensen. Den er hjerteskærende sørgelig, selvom hun er rask, ung og ser godt ud. Senere er der tv-avis og vist en god film. I dag får jeg ikke besøg. Klokken er fem. Så kommer maden snart, og senere til køjs og alt det andet kedelige. Glem det. . .

. . . . .

 

2. kapitel

Der er gået en hel uge siden jeg sidst havde tid til at sidde og fundere over mine genboer og skrive ned om dem.

Der er sket en masse, som har gjort at jeg har været klistret til tv og radio. Hele verden er på den anden ende. Vi har jo hørt og set om Coronavirus i Kina, og jeg har da været bekymret på deres vegne, men det var jo trods alt langt væk….

Men nu vælter det hele jo! Coronatilfælde i Italien og Østrig, og nu kommer ski-turisterne hjem til Danmark og smitten spreder sig herhjemme også. Ja, det er jo ikke polio, men det smitter lige så mærkeligt som den gamle epidemi, og jeg kan jo se og høre fra Italien at der er folk der ligger i respirator og personalet er næsten ved at knække ned allerede. Selvom jeg ikke var mere end tre-fire år, da jeg selv lå på hospitalet i lange tider, så kommer gruen op i mig igen. Stakkels dem der er ramt, og stakkels familier! Min familie måtte jo heller ikke besøge mig dengang pga smitterisikoen, ikke før jeg var stærkere, og først da poliovaccinen var opfundet og alle havde fået den på et stykke sukker, var der børn der måtte lege med mig for deres forældre.

Og i aftes lukkede vores dygtige statsminister Mette Frederiksen så hele landet!

Alle skal i isolation!

Nu bliver der ekstra mulighed for at følge med i livet hos genboerne, nu hvor de skal være hjemme hele tiden. Hvordan mon de klarer det? Får jeg ret i mine tanker om dem?

Især dem i lejligheden nederst i den hvide villa med den hævede terrasse og forhaven hvor børnene leger. De har ikke boet der så længe og de har ikke været ret meget hjemme indtil nu. Jeg ved faktisk ikke hvor mange der egentlig bor der…

Glæder mig til at få lidt mere indhold i min hverdag.

Jeg kan godt lytte til nyhederne i tv og radio og samtidig kigge over på nabohuset, har jeg fundet ud af.

Efter morgenmaden går jeg i gang med mit projekt.

Jeg sætter mig godt til rette i lænestolen hvorfra jeg har et godt overblik over opgangen nr. 27 og lejlighedernes vinduer og altaner. Jeg grunder lidt over mit projekt. Hvorfor gør jeg det her? Og er det mon etisk forsvarligt? Er jeg i gang med noget som min samvittighed ikke kan acceptere? Jeg mærker efter. Hvad siger min mavefornemmelse? Igen fortæller jeg mig selv at jeg er rimelig spærret inde og nødt til at finde på noget der kan give mit liv indhold. Min hjerne søger efter noget at beskæftige sig med. Og hvad var det min mor altid sagde? ´Du lever dit liv i historierne´. Det er rigtigt, synes jeg. Jeg kan ikke se et menneske uden min hjerne straks er i gang med at rulle en historie og en baggrund op. Så den side af sagen synes jeg er i orden.                                                                                                                     Den anden side, er det etisk forsvarligt? En rynke i panden fortæller at nu overvejer jeg alvorligt om jeg er på vej ud på dybt vand. Er mit projekt en slags ny version af ´Das Leben der Anderen´? (De andres liv). På en måde, tænker jeg. Jeg har jo sat mig for at udspionere familien i opgang 27. Dog er det bare lille mig der har fundet på den måske lidt underlige og grænseoverskridende ide. Der står ikke nogen organisation eller politisk parti bag, hihi!          Det lyder lidt skørt, så jeg kommer til at grine lidt ad mine tanker. Nå, det jeg har sat mig for er nok helt uskyldigt. Jeg benytter ikke kikkert (selvom jeg må indrømme at jeg har lyst til det!) Men gjorde jeg det så ville jeg virkelig gå over den grænse min samvittighed sætter. Jeg bruger heller ikke lytteudstyr! Langt ude! Det eneste jeg gør og som jeg nu skal finde ud af om er i orden, det er at sidde og kigge over på deres vinduer og deres altan og iagttage hvad der foregår der. Og selvfølgelig se hvad de foretager sig i haven og på vej ud af lejligheden og nede på vejen.                                                                                                                              En lille stemme siger at jeg udspionerer og det er ikke i orden. Men en anden stemme råber højere. Du generer dem ikke på nogen måde. Du bruger dem blot til at understøtte fantasien, for du vil fundere og skrive om menneskers liv. Jeg sukker dybt. Jeg er helt udmattet af endnu en gang at gennemgå projektet i tankerne, men for gud ved hvilken gang beslutter jeg mig til at fortsætte. Ikke flere overvejelser! Jeg bruger blot deres bevægelser og de lyde der når hen til mig i lejligheden til at skrive en historie om hvor mærkelig indviklet menneskers liv er.      Nå, nu kan jeg se at jeg allerede forventer at ikke alt er en dans på roser ovre hos den ellers så nydeligt udseende familie!                                                                                                    Jeg rækker ud efter kaffekoppen, som stadig står på bordet, selvom jeg jo har spist morgenmad. Det er sådan en hyggevane jeg har. En ekstra kop kaffe efter morgenmaden. En slags forkælelse af mig selv, føler jeg.                                                                                    Men lige idet jeg fører kaffekoppen op til munden er jeg ved at tabe den! For ud af døren til opgang 27 kommer Hans, som jeg har besluttet at kalde faderen, stormende. Han nærmest løber hen til sin cykel, der står i cykelstativet. Hold da op! Hvad mon der sker?

Men inden han når at sætte sig op på cyklen og køre, kommer moren, Lise, rendende ud og råber så højt, at ingen i miles omkreds kan være i tvivl om, hvor gal og såret, hun er.            ”Og du behøver ikke komme igen nogensinde. Aldrig mere."                                                  Hans svarer noget, som jeg næsten ikke kan høre, men jeg opfanger alligevel nogle ord. ”To år siden.” ”Det betød ingenting.”                                                                                              Åh nej, hjertet synker i livet på mig, for han har åbenbart været Lise utro.                            Og nu gjalder Lises gennem luften: ”To år siden? Og hvad så? Den slags er der ingen forældelsesfrist på!”

Men nu kommer Ole og Ida ud. Ole hiver hende i armen, nok for at få hende til at tie stille. Det er så hårdt for drenge, når deres mødre taber ansigt. Ida derimod går over til sin far. Hun trækker også ham i ærmet, men han river sig løs. Selv om der er mindst 20-30 meter derhen, ser jeg tydeligt, at han græder.

Puha, det er næsten mere drama, end jeg kan holde til så tidligt på morgenen. Og nu går hele den lille, amputerede familie indenfor igen, mens de klynger sig til hinanden og græder. Hans? Han er allerede nået langt væk på sin cykel.

Jeg har jo aldrig selv været gift, men jeg har haft en kæreste en gang, da jeg var ung. Han have også haft børnelammelse. Måske var det derfor, vi faldt for hinanden? Vi vidste hver især, at der nok ikke var andre, der ville have os.                                                                          Han var ligesom mig ansat på kontoret. Vi kunne ikke undgå at lægge mærke til hinanden.                                                                                                                                            Alligevel var det ægte nok. Særligt passioneret kunne det selvfølgelig ikke blive. Men vi holdt i hånd, kyssede hinanden. Han var fem år yngre end mig. Det faldt nogen for brystet, nok især hans mor, der var vred på mig over, at jeg havde taget hendes ’lille dreng’ fra hende. Men inden vi nogensinde flyttede sammen, fik han så også konstateret leukæmi. Prognosen lød på mellem to og tre år, men han turde pludselig ikke flytte ind hos mig. Han vidste, at han altid havde sin mor. Men jeg? Jeg ville jo kunne forlade ham, selv om jeg ved med mig selv, at det ville jeg aldrig have gjort.                                                                                                      Det var en kolossal sorg for mig. Værre end dengang, jeg opdagede, at jeg aldrig mere ville kunne løbe, danse, springe, hoppe. Jeg var jo så lille dengang, at jeg aldrig opfattede det, som noget jeg rigtig havde mistet.                                                                                                  Men ham mistede jeg. Han hed Flemming. Jeg ved ikke engang, om han er død. Selv om byen er lille, er den ikke så lille, og ingen i familien har nogensinde nævnt Flemming med et ord siden.

Og nu er Hans skredet? Eller blev han smidt ud? Hvordan vil familien klare sig? Nå ja, man klarer sig jo. Selvfølgelig gør man det. Men jeg kan ikke holde op med at tænke på Lises tårer og hendes råb. Hun lød, som et såret dyr. Og hvad med børnene? Lige nu kan de ikke engang slippe hjemmefra og komme i skole. Måske er de tvunget til at blive indenfor hele dagen sammen med deres mor, der er ved at gå i stykker af sorg og vrede over mandens utroskab? Det er jo ikke et liv for dem. Men hvad skal jeg gøre? Hvad kan jeg gøre?

Heldigvis bliver jeg i det samme afbrudt, da døren igen går op. Men nu er det ikke Lise eller børnene, der dukker op, men derimod Hr. Madsen fra den anden stuelejlighed, der kommer frem. Han hedder naturligvis ikke Hr. Madsen, det er noget, jeg har døbt ham, fordi han minder mig lidt om min gamle chef fra kontoret, Hr. Madsen. Hyggelig og jovial. Og nok lidt for glad for de unge piger, når han havde drukket ved firmaets fester. Det hedder metoo nu, og det er godt, at det er kommet frem. Men dengang fniste man bare og sørgede for at holde sig væk.  Mig rørte han nu aldrig. En kørestol er som et stort kyskhedsbælte!

Jeg har aldrig set ’min’ Hr. Madsen være langfingret over for nogen piger, det er mere i det ydre, at Hr. Madsen ligner Hr. Madsen fra kontoret.

)Hr. Madsen, som jeg kalder ham, ser jeg ikke så tit. Han bor jo til venstre og jeg kan ikke se altanen, men kun skimte noget af et vindue. Det er derfor jeg ved at han bor i stuen, for lyset bliver tændt i det vindue når han kommer hjem. Hr. Madsen bor alene, tror jeg. Jeg ser ham i al fald ikke sammen med nogen. Indimellem går der faktisk flere dage hvor lyset i vinduet er slukket, så jeg tænker han måske har et andet sted han kommer, måske et sommerhus, måske har han en familie et sted eller en dame….I al fald har han en bil. En blå Opel som han indimellem stiller udenfor opgangen og slæber ting ud og ind af.                                            Hr. Madsen er altid vældig pæn i tøjet, men idag kommer han nærmest løbende ud af døren i en slags sportstøj, med en taske over skulderen. Han forsvinder ud af mit synsfelt og nu sidder jeg her og forestiller mig at han måske går til badminton, men hvorfor mon han har så travlt? Og hvorfor mon han ikke skal på arbejde i dag? Nå, nu må vi jo se om han kommer hjem senere.. Han skal måske også til at være mere hjemme nu…Jeg forestiller mig at han måske arbejder i en bank eller på et kontor. I al fald er det vist en ret fin og dyr bil han har- som han måske har en garageplads til for den holder jo ikke altid foran huset..Hvem ved….

Jeg er spændt på hvordan dagene bliver her i den næste tid. Normalt er der jo forskel på hverdage og weekender. Til hverdag ser jeg jo voksne og børn tage afsted på arbejde og i skole..også dem som bor i området og kommer forbi mine vinduer. Det er stort set det samme hver dag, lange dage hvor der ikke sker det store, og så weekenderne hvor folk er hjemme og har gæster, hvor børnene er lidt mere ude. Nu bliver det anderledes.. måske lidt mere liv dernede i forhaven, og på altanerne..

Hov, nu sker der et eller andet på 1.sal th. Altandøren bliver åbnet og en pige stiller en stol udenfor. Det er en yngre pige.. meget ung faktisk. Hun har et flot langt hår i en hestehale. Hun har en islandsk sweater på og et krus i hånden og sætter sig og kigger på sin telefon. Jeg synes ikke jeg har set hende før. Det ser ud som om der bliver bakset rundt med noget stort indenfor. 

 

 

3. kapitel

Det var sandelig hurtigt, boligforeningen fik den lejlighed lejet ud, men der står måske mange på venteliste. Håndværkerne må have skyndt sig med at gøre lejligheden i stand, siden den unge pige kunne flytte ind så hurtigt.

Ja, det er jo ikke sikkert, hun er alene. Det kan jo være, hun har en kæreste eller måske endda er gift? Det vil vise sig. Der går nok ikke lang tid, før en pige med det smukke udseende får fat i et stykke mandfolk, hvis hun da ikke allerede har haft heldet med sig, eller hvad man nu skal kalde de. Det rumsterer voldsomt inde i lejligheden, kan jeg se, men hun bliver bare siddende! Det kan jo selvfølgelig være, at det er flyttefolkene, der er ved at sætte hendes møbler på plads. Hun har nok givet dem besked om, hvor de forskellige ting skal stå, og så har hun villet fortrække til altanen. Her kan hun også få ro til at telefonere, for nu kan jeg se, at hun har sat headsettet i ørerne og ringer op. Hvornår har jeg mon sidst set en pige i den alder uden en mobiltelefon i hånden?

Jeg er såmænd heller ikke for god selv, for selv om jeg er 67, er telefonen aldrig langt væk. Det kunne jo være, at én af mine søskende kunne finde på at ringe til mig. Det sker desværre for sjældent, men jeg skal også være flinkere til selv at ringe op. Det skal være ét af mine forsætter. Her i en corona-tid er det vigtigt at holde kontakten til familien og de få venner, der er tilbage. I morgen vil jeg ringe til min ældste bror. Han har ikke haft det så let, efter han er blevet alene.

’Det er Lis’, tror jeg, hun siger, da hun får forbindelse. Jeg vil kalde hende Lis, for det er også et godt kort navn. Desværre kan jeg ikke høre, hvad hun siger, men jeg forestiller mig, at hun har ringet til sin bedste veninde. Lis vil sikkert gerne have veninden til at hjælpe sig med udpakningen af flyttekasserne. Det er altid fornøjeligt at gøre sammen med en god ven eller veninde. Det husker jeg, fra dengang jeg selv flyttede ind her. Det var hyggeligt og rart at pakke ud sammen med min kæreste Flemming, som jeg desværre har mistet. Jeg gad vide, hvor han er i dag.

Lis rejser sig og går ind i lejligheden. Der er stille bag ruderne, og kort efter kommer hun ud med tre pilsnere og to granvoksne mænd. Det ser ud til at være flyttefolkene, som nu er færdige, og som er budt på en flyttebajer på altanen. Der er ikke siddepladser til alle tre, så de står op, skåler, klinker og drikker. Det ser ud, som om de ønsker Lis alt godt i den nye lejlighed, for de viser begge Thumbs Up.

Det ser hyggeligt ud. I mit stille sind ønsker jeg også alt mulig held og lykke. Jeg går så højt op i situationen at jeg kører ud efter et glas portvin, så jeg kan skåle med.

Så er de nok flyttet ind, mens jeg var hos tandlægen. Jeg ved det godt, min tandlæge bor meget langt herfra, i min gamle bydel, men det er så svært at betro sine tænder til en ny person, når man er tryg ved ham jeg har.

De har ellers haft travlt derovre med at flytte for den unge pige, som jeg kalder Lis.              Men nu – hvad i alverden sker der? Ja, det kan jeg jo se og også høre, for en tydeligt beruset mandsperson kommer slingrende ud med en bajer (et ord jeg normalt ikke bruger!) i den ene hånd og et larmende apparat i den anden. Det lyder skrækkeligt. Og nu et par piger, der skråler med på den hæslige larm. Ja, det kan ikke kaldes musik, det ville være helligbrøde. Det er slet og ret infernalsk spektakel, om det så hedder hiphop eller tekno eller . . . . . . . .

(Jeg kan godt lide Beatles og også Benny Andersen og lignende, men jeg foretrækker de gamle komponister, Schubert og alle de andre.) Åh det bliver for langt at remse op, og jeg ved det jo så inderlig godt. Og jeg har jo ingen børn, der vil læse dether nogensinde.

Hvordan tør de for resten være så mange sammen på én gang? Nåeh, de skal allesammen flytte ind. De er formodentlig et kollektiv, som har fundet en mere rummelig bolig.

Nu flygter alle ind fra deres altaner og terrasser, selvom det er dejligt vejr.

Jeg smækker mit vindue i og triller ud i køkkenet. Det hjælper en smule. Hvor længe vil det mon blive ved? Åh sikken en start og så på vores fredelige lille vej.                                        Men da jeg jo alligevel er lidt (meget) nysgerrig triller jeg igen ind i stuen, og hvad nu? Er larmen holdt op? Nu ser jeg hr. Madsen stå med knyttet næve og råbe noget til de støjende unge mennesker. Jeg linder på vinduet og hører ham råbe”. . . eller jeg henter politiet!” Det virker, det larmende selskab lusker indenfor og - husker heldigvis at lukke alle vinduer.

Ole og Ida nedenfor var ellers begyndt på underlige kropsvridninger, som nok er en form for ’dans’. De så glade ud for en gangs skyld. Nu ser de ser ærgerligt på hr. Madsen og vrænger ad ham bag hans ryg.

Men hvor var det altså godt, at den mystiske hr. Madsen for en gangs skyld var hjemme. Han har reddet min dag.

I dag er det en helt utrolig dejlig forårsdag, som man ville nyde, hvis det ikke var for den ’Corona’.

Sært nok lyder der pludselig klavermusik fra førstesalen på den hvide villa lige overfor, som en slags svar på den infernalske larm fra nr. 27 for lidt siden. Døren må stå åben deroppe ved altanen, selvom jeg ikke kan se det. Markisen er som sædvanlig trukket lidt frem. Jeg kan genkende ’Für Elise’, selvom den bliver spillet med uøvede fingre. Måske er fru Holm, godt navn, som ikke er helt ung, spillelærer! Det er da lidt komisk. Skæbnens ironi for nu at bruge en kliché. Der er en vanskelig passage, som bliver spillet igen og igen, og det ville normalt irritere mig, men ikke i dag. Lidt efter tager den øvede musiker over og spiller hele sonaten smukt og inderligt. Det er også underligt, at fru Holm stadig har elever, men det kan jo være et barnebarn?

Her i aften vil jeg lægge noget af min yndlingsmusik på. Nånej, det er nemmere at finde den på YouTube, og der kan man fx tit nyde den sexede, dybt nedringede klaverdronning Natasha Buniatisvillie. Hendes navn er helt umuligt at huske, jeg må altid slå det op! Men spille, det kan hun, meget følsomt, men det er en smule forstyrrende for en gammel snerpe som mig at se bort fra de stramme, udfordrende kjoler hun har på, så jeg bliver nødt til at læse lidt imens, fx i Politiken på min iPad.

Hvad der mon vil ske i morgen? Og hvor?

. . . . .

Min hjemmehjælper har hjulpet mig på toilettet og i bad. Det er irriterende, at jeg nu er nødt til at have hjælp til det også. Men jeg bliver svagere i mine arme og kan ikke selv flytte mig fra kørestolen længere, og der er meget lidt plads på badeværelset. Hjemmehjælpen klager over pladsmangel derude. Måske kan jeg ikke blive boende her ret meget længere?                        Nå, ikke tænke på det, jeg skal have varmet noget mad – gudskelov for mikroen ved siden af min lille spiseplads i køkkenet.

- Men hvad er nu det? Hvem er det der larmer ude på gaden?                                                 Jeg kører ind i stuen til mit vindue, som står på klem.

Der er nogen der klapper. Hvorfra? Det må være i lejligheden over mig – og nu også ved siden af mig – jamen hvorfor nu det? Hvem er det, der skal klappes ad? Det bliver ved i nogle minutter, så dør det hen. Jeg forstår ingenting. Normalt hører jeg stort set ingenting til mine egne naboer, i hvert fald ikke nok til at jeg bemærker noget. Men de er jo sikkert også på arbejde det meste af dagen.

Men jeg forstår lidt af klapperiet, da jeg senere ser tv-avis – igen har de en masse om Corona.mNu er man begyndt at klappe i Italien og Spanien, fra altaner og åbne vinduer – som en hyldest og anerkendelse af det personale, der kæmper en kamp mod Coronavirussen. Jeg får helt tårer i øjnene – skikken må også være kommet til Danmark.

Jeg søger på Facebook, selvom jeg er nybegynder, har ikke rigtig haft grund til at opstøve en masse venner. Mine venner er jo på alder med mig, og vi kommunikerer pr mail eller telefon – engang imellem…                                                                                                                  Men jeg hørte, mens mine naboer klappede, noget om at de havde set det i den lokale Facebook-gruppe. Hvad kan den mon hedde? Jeg prøver at skrive bydelsnavnet i søgefeltet. Der kommer et par grupper op – og jeg finder ud af at søge om at blive medlem. Det kan være at jeg kan få mere at vide på den måde.

Hvor er det spændende. Både genboerne som jeg kan se og digte noget om, men også mine egne naboer og overboere, som jeg jo aldrig ser og normalt ikke hører noget til.

Der sker nye ting i mit liv. Og nu vover jeg mig ud i Facebook-grupper også.

I morgen, hvis der er nogen som klapper, vil jeg også åbne mit vindue og klappe med. Det har været et par dage med mange følelser, både forfærdelsen over den larmende musik hos den unge nye pige Lis, og Für Elise (ja, både den ubehjælpsomme og den efterfølgende sikre, smukke version) – og nu klapsalverne. Jeg begynder at føle mig som en lille del af et større hele på min vej, ikke føle mig så ensom længere.

Jeg vil spørge aftenhjemmehjælpen, som hjælper mig i seng om et par timer, hvor meget hun ved.

. . . . .

Det er morgen og solen skinner ind gennem vinduerne. Fuglene synger, det er den bedste tid på året. I lærketræet der står lige uden for mit vindue sidder der en lille sangfugl, en munk. Den synger så dejligt. Og så har Vorherre også udstyret den med den fineste fjerdragt. Lys musegrå på maven, og med den sødeste sorte kalot på hovedet. Hvad kan man ønske sig mere end forår, sol og fuglesang?

I går aftes kom aftenhjemmehjælpen som sædvanlig. Jeg havde jo tænkt mig at ville snakke med hende om klapperiet. Hun giver sig altid tid til at snakke lidt med mig. Men i går var helt anderledes. Hun plejer at være så rolig og munter. Men ikke i går. Og tænk, så pegede hun hen på den hvidkalkede villa og fortalte at hendes søster boede der med mand og børn. Og nu var manden blevet syg af corona, og hendes søster var så fortvivlet. Så der blev ingen snak om klapperiet, men jeg gjorde hvad jeg kunne for at trøste hende.

Det er helt anderledes at kigge hen på det hvidkalkede hus i dag da jeg nu ved noget om familien, der bor i stuen, hvor der have til. Jeg ved at familien har to drenge som er i skolealderen. Jeg trøster mig ved tanken om at de stadig går i en slags skole hos deres moster, som underviser dem sammen med deres kusiner. Det kan ikke være nemt at være tvunget til at være uden klassekammeraterne i så lang tid. Jeg så moderen, hjemmehjælpens søster, gå af sted i morges med drengene med deres skoletasker på ryggen. Det så så hyggeligt ud, men jeg ved jo at de er tunge om hjertet, fordi deres far ligger på sygehuset.

I går læste jeg om det forskerhold der befinder sig på øverste etage i Mærsktårnet. De er i gang med at fremstille en vaccine mod coronavirussen. De udtaler sig optimistisk til pressen. Hvor ville det være skønt hvis de virkelig kunne fremstille en vaccine så hurtigt som de håber på. Midt i det hele fornemmer jeg en optimisme. Så mange forskere over hele verden arbejder på at overvinde denne farlige gæst, som virussen bliver kaldt af vores dronning. Griner lidt ved tanken. Altså dronning og de hårdt arbejdende forskere, som jeg pludselig ser som trofaste bier. Dejligt at mit humør kan svinge fra sørgmodighed og så pludselig til grin.

I dag kommer Vera. Vi har været venner i mange år. Så skal vi ud på en lille tur. Hun har heldigvis kræfter til at trille af sted med mig. Jeg vil foreslå hende at vi går forbi det hvidkalkede hus. Det må give lidt til fantasien at komme tæt på huset.

 

. . . . .

 

 

4. kapitel

 

I er så lige nødt til at høre om Vera. Hun er en meget spændende pige som jeg har kendt lige siden vi var 12. Hun boede på samme vej som jeg og havde den grimmeste hund i byen som bare var så elskelig og sød. 
Vera og hendes hund Molly var uadskillige og gik evig og altid rundt i kvarteret. Derfor kom vi i snak og vi blev venner. Hun var vist lidt af en drømmer og fandt på alle mulige sjove historier og digtede og forestillede sig ting om folk. Hun var nok det man dengang kaldte en drengepige. Hun klatrede i træer og lavede huler. 
En dag hjalp hun mig op på sin cykel og vi kørte ned i skoven hvor hun havde bygget den hyggeligste hule som blev vores helt private sted i mange år. Vera gik i klassen over mig men derfor var vi alligevel venner. 
Veras far arbejdede for noget der hed Danida og det betød at hun var væk i nogle år. Men alligevel skrev vi lange breve og hun sendte billeder fra Mali hvor hun gik i skole og hjalp sine forældre med at passe geder og høns. 
Indimellem kom hun hjem og holdt ferie hos sine bedsteforældre og da hun skulle i gymnasiet kom hun tilbage til Danmark og boede hos dem. 
Selvom jeg var så dårligt gående fandt Vera altid ud af at få mig med rundt. Dels på cykel, senere på knallert og senere igen i hendes gamle Renault 4 med en stor dør bagi til kørestolen. Hun var en rigtig hippiepige med stort vildt hår som gik i overalls og røde træsko, læste antropologi og boede i kollektiv ude på Østerbro. Heldigvis var der elevator for de boede på 4 sal. 6 mennesker. 
Det var en herlig tid. Senere flyttede hun sammen med en mand fra England og gik i sin fars fodspor. I mange år boede hun i Nepal. De flyttede tilbage til Danmark og Vera blev ansat i Mellemfolkelig Samvirke og blev en meget engageret samfundsdebattør.

Hun er på mange måder stadig gode gamle Vera med fuld fart på. De bor uden for byen og har fritidslandbrug og indimellem kommer hun og henter mig. Så holder jeg weekend sammen med hende og familien som jeg jo har kendt altid. Vera og Tim har et atelier hvor de går og laver alverdens sjove ting. De maler, drejer ting i træ og laver bistader. Så sidder jeg med strikketøj mens Vera går og sysler og vi skvadrer løs som i gamle dage, vi to gamle tøser.

En af de ting vi begge holder af er musik. Og netop idag skulle vi have været i Operaen men, det bliver ikke til noget, så Vera kommer og kører tur i det fine vejr. Så laver vi kaffe og kører ned i mosen og finder et godt sted. Måske er der allerede nu kommet gang i frøerne.

Jeg tænker at Vera nok vil synes om min ide med at skrive om mine genboer og hvad der ellers sker udenfor. Måske kan hun komme med lidt indspark, hun har jo også den nysgerrige side og er jo iøvrigt en rigtig menneskekender

. . . . 

Vera kommer ind ad døren.
-Hej Helga råber hun allerede ude på gangen. Vi plejer at give hinanden et kram, men det er jo forbudt nu. Det virker lidt akavet, men sådan er det. Nå skal vi se at komme en tur ud i det fine vejr, siger Vera
-Ja men du skal lige høre om mit nye projekt, og så fortæller jeg om naboerne og de problemer jeg har tillagt dem
Helga kigger længe på mig før hun svarer-Helt ærligt så tror jeg du er mere ensom end godt er, det er da ok at kigge på sine naboer, men jeg tror ikke det er sundt at gå så meget op i det, som du gør, og at gå langsomt forbi det hvide hus og glo bryder jeg mig ikke om. Nu er det jo umuligt at komme ud blandt andre mennesker for tiden, men når denne Corona er overstået, synes jeg du skal finde en aktivitet du kan deltage i. Der er masser af tilbud til handicappede, fx kørsel.
Jeg bliver meget overrasket over Veras svar, det havde jeg ikke ventet, og jeg forstår hende godt, men så meget synes jeg nu ikke jeg er gået op i det. Jeg prøver at finde på gode undskyldninger for mit forehavende. Fortæller hende ting hun godt ved i forvejen, men jeg kan se der ikke er meget at hente hos Vera.
-Hvad med ham Flemming, du aner ikke om han er levende eller død, siger Vera så. Var det ikke mere naturligt om du ville undersøge det i stedet for, plus at du gør lidt mere ud af din Facebook-profil? Selvom du siger du ikke er god til det, bliver verden jo ikke bedre af ikke at bruge det.
Nå ikke mere snak lige nu. Vi skal ud i det fine vejr, og med disse ord tager Vera fat i kørestolen og begynder at trille.

 

. . . . 


Vi gik helt ud i byens østlige ende, og ikke hen i mosen, som vi ellers plejede.

Derude har man har en fin udsigt over bugten og indsejlingen til byen. Der kommer jeg sjældent, for det er for langt, både for hjælperne og Vera. Men i dag var hun fuld af energi Der var ikke så mange på stierne trods det fine vejr. Men det var dejligt at have det hele lidt for sig selv. Ude i bugten, hvor der ellers plejer at være hvidt af sejl fra lystsejlerne, var der nu kommet huller, så man kunne se over på øen i det fjerne. 

Og oppe i himlen var der blåt og ikke zigzaghvide flystriber, som altid får mig til attænke på, om man kan lyne dem op.
Måske komme et skridt nærmere Gud, hvis ellers han fandtes. Eller Gudinde?! Ja, det var noget, jeg så på facebook, da jeg kiggede mig omkring derinde. En mor skrev, at hun altid sagde til sine børn, at Gud var en afrikansk dronning!

Selv om jeg har en lille hjælpemotor på kørestolen, så man kan få lidt ekstra motorkraft op ad bakkerne, ville Vera ikke bruge den, men insisterede på at skubbe selv hele vejen. Vera er ikke tyk, men hun er velbygget, stærk, kraftig. Og energisk. Og mens hun gik og skubbede mig, gik det op for mig, at Vera var forelsket. Ja altså ikke forelsket forelsket, men betaget i hvert fald. Hun og Tim havde fået nye naboer på gården ved siden af. Britt og Martin. De havde økolandbrug. Økokøer. De ville dyrke økohvede og måske starte deres produktion af økomel. Det var øko mig hist op og kom her herned. Og Britt var såååå dygtig til alt muligt, og Martin så fantastisk godt ud og blablabla.

På et tidspunkt tabte hun alligevel pusten, og jeg kunne ikke lade være med at indskyde, om hun havde overvejet at få en ny hobby, når alt det her med coronaen var overstået.
-Ny hobby?”
-Nu tror jeg nok, jeg har hørt alt om Britt og Martin.

Først trillede hun mig videre i tavshed, og jeg vidste, jeg nok var kommet til at fornærme hende lidt. Men pludselig brast hun i latter. -Touché, ma chere! Ja, måske har du ret. Men det er så spændende, at der endelig kommer nogen nye mennesker til nabolaget. Man kan næsten ikke lade være med at gå og tænke på dem og tale om dem.

-Nej, vel? sagde jeg og smilede. Og fra da af blev turen temmelig meget hyggeligere, og pludselig gad Vera alligevel godt høre om naboerne og mine tanker om dem.

 . . . . .

 

Da jeg er hjemme igen efter den ualmindeligt dejlige tur, sætter jeg mig til at grunde over mit projekt.

Skal jeg gå videre med at skrive med en blanding af fiktion og virkelighed, skrive kontrafaktisk, et fint ord, som jeg lige har lært?
Det skader jo ikke nogen, og selv bruger jeg ikke for meget tid på det, eller gør jeg? Lever jeg som Vera sagde i en skadelig fantasiverden? Nej, bestemt ikke, jeg kan godt skelne mellem fiktion og fakta.
Men der er en masse spørgsmål. Er Hans stadig borte fra hjemmet? Det må han være. Desværre Og hvad med den mystiske hr. Madsen? Ham har jeg ikke set længe.
Derimod er de unge kollektivister tit ude på deres terrasse. De sendte for resten en stor buket blomster til os alle sammen med mange undskyldninger, det var bare så skønt at ha fået en større bolig, de plejede aldrig at lave ballade, de skulle nok holde deres fester for lukkede døre i fremtiden osv osv. Jeg - i hvert fald - blev meget rørt og tilgav dem med det samme. Herregud, de er jo så unge. Og tiden og musikken er jo så anderledes.

Når de er derude, læser de, og det hele ser fredeligt ud, og jeg dyr mig for at begynde på nogle indviklede jalousihistorier, for det ville ikke ha hold i virkeligheden overhovedet. Jeg bebrejder mig selv, at den tanke overhovedet har strejfet mig. Men man er vel ikke altid herre over sine tanker, mange af mine kan jeg overhovedet ikke lufte over for andre. Måske skyldes det, at jeg altid har haft en livlig fantasi.

Jeg har allerede for længst skrevet om min egen familie. Det var et større projekt, da beretningen også skulle forsynes med billeder. Men resultatet blev godt. Min egen historie fletter jeg jo ind i denne, så den også fungerer som en slags dagbog.

Men hvad ser jeg? Er det ikke Hans, der kommer cyklende? Det lover da vist godt!

. . . .

Åh, heldigvis, det endte godt! Ungerne legede ude i haven, og da de så Hans komme, SPRANG de simpelthen ud af lågen og kastede sig om halsen på ham. Han knugede dem, og så kom Lise ud i døråbningen. Hun stod og smilede, så de havde jo nok aftalt at han skulle komme nu. De gik heldigvis sammen ind med armen om hinandens liv.

Men nu er jeg spændt, for det er fredag aften, og jeg har fået at vide fra hjemmehjælperen og af Vera, at jeg er nødt til at se DR1 kl. 19. Der kommer Danmark synger fællessang – hver for sig. Med Mads Steffensen fra bl.a. Mads og Monopolet og med Phillip Faber ved klaveret. Han har spillet hver morgen nu i 1½ uge i et kvarter hvor folk har kunnet synge med. Jeg har ikke oplevet morgensangen, for det er lige på det tidspunkt hvor jeg bliver hjulpet op af min hjemmehjælper. Men det skulle være meget hyggeligt – også selvom man ikke kan synge. Og det kan jeg i hvert fald ikke!

Men jeg har nærmest fået ordre på at se tv og også gerne synge med her til aften.

 

. . . . .

 

Sikken en dejlig oplevelse jeg fik i aftes! En hel time med dejlige sange – og Phillip Faber er da en sød fyr med blink i øjet. Og Mads er jo herlig, men ham kendte jeg jo i forvejen. Og så alle de kendte og ukendte, der sang så mange forskellige sange. Men det allermest rørende var dog, at hele kollektivet stod ude på deres altan og sang med – de havde hængt Dannebrogsflag ud og tændt lys. Og nedenunder kom den forenede familie Hans, Lise, Ole og Ida sad også udenfor og hyggede og sang med, selvom jeg ikke tror at børnene kendte alle de mere klassiske af sangene.

Inde i den hvide villa stod ægteparret Holm med armene om hinanden og lys tændt på altanen. De skålede i et glas vin efter hver sang – både med hinanden, men da også med de unge fra kollektivet, som dog skålede i øl.

Min aftenhjemmehjælpers søster, som bor i stueetagen i den hvide villa kom ud og begyndte at græde, da hun hørte sangen, som kom fra både hendes egen side af gaden, men også fra flere af mine egne naboer i min egen bygning. Jeg kunne høre dem, men jo ikke se dem. Stakkels hende og de to drenge, deres far er jo indlagt med corona, har min aftenhjælper sagt. Åh, hvor jeg håber at han kommer over det.

Men så kom hr Madsen ud fra opgangen – helt ud på vejen – hvor han tydeligt gik rundt og lyttede og hilste på alle på begge sider af vejen – også på mig, da han opdagede mig i vinduet. Åh, hvor ville jeg dog gerne have kunnet læne mig ud af vinduet – men så kom jeg i tanker om at jeg jo har en fransk altandør inde i soveværelset, så jeg skyndte mig at køre derind og åbne så jeg kunne sidde i ”fuld figur” og opleve noget mere. Så fik de øje på mig fra den anden side af gaden og vinkede ekstra meget og hilste. Hr Madsen kom hen under min franske altan og spurgte om der var noget han kunne gøre for mig en af dagene, f.eks. handle ind. Hvor var det sødt af ham. Måske vil jeg gøre brug af hans tilbud, hvis denne her situation varer for længe ved.

Ja, jeg blev helt høj, kunne slet ikke vente med at snakke med min aftenhjælper om det – og heldigvis kunne hun fortælle, at svogeren i det hvide hus er sluppet for respirator, han har kunnet nøjes med at ligge med ilt. Det skulle være et godt tegn på at han kan komme sig.

 . . . .

 Det er morgen og jeg sidder ved min computer og tænker over hvad jeg skrev i går. Tænk hvis alt det jeg skrev, var sket i virkeligheden? Så ville verden virkelig være på vej i den retning vi alle drømmer om, men har så svært ved at realisere. 

Blomsterne jeg skrev om forleden som var sendt af kollektivet som undskyldning for deres larmende indflytning, var noget jeg forestillede mig. Ligesom alt det hyggelige der hændte i går aftes. Det meste af det var noget jeg forestillede mig. Der kom godt nok nogle ud på altanen ovre i kollektivet, men de vinkede ikke, og sang ikke med på fællessangene. Der kom bare et par derinde fra ud på altanen og stod og røg cigaretter og så gik de ind igen. Den genetablerede familie var min drøm. Hvor trist når en familie går i opløsning. Jeg håber at de finder ud af det men det går nok ikke så hurtigt som i min drømmeversion i går.
Og hr. Madsen…. Nej, han kom ikke hen under mit vindue i virkeligheden. Ville måske nok også have været lidt mærkeligt. Vi kender overhovedet ikke hinanden, så hvorfra skulle han have fået den ide at jeg trængte til hjælp. Vi lever – stadig – i et velfærdssamfund, så alle går ud fra at kommunen sørger for at de handicappede får hjælp. Det er både godt og ondt at vi har sådan et velfungerende samfund, for det kobler jo folks initiativ til at hjælpe fra. Men – suk – kommende tider vil måske ændre på det. 
Det er lidt underligt at tænke frem i tiden og overveje hvad der mon vil ske med vores samfund. Al den hjælp vi handicappede får koster penge, og de penge forsvinder jo, corona-krisen æder dem. Og det gælder ikke kun de penge der bliver anvendt nu til handicappede, men også til støtte til kulturen, museerne, initiativer, offentlige nybyggerier, og tusind andre ting. Vi bliver bombet tilbage til, ja jeg ved ikke rigtig tilbage til hvilken tid. Men fattigfirserne? Eller længere tilbage? 
Jeg er født i 1952. Jeg husker fra min barndom at folk som flest ikke havde ret meget. Det var jo efterkrigstid. Men jeg var jo født i den tid og havde jo ikke noget at sammenligne med så jeg savnede ikke noget. Og som jeg voksede op steg velstanden, og vi fik det økonomisk bedre og bedre. Det er ikke svært at vænne sig til når det går i den retning. Det bliver så meget sværere når vi nu fremover skal spænde livremmen ind. Vil jeg fortsat få så meget hjælp som jeg får nu? Og min dejlige lejlighed? Får jeg råd til at blive her? Og alle køreturene som jeg får tilskud til? Uuh! I dag er jeg kommet helt væk fra min fantasihistorie, som i går var så sprudlende og lykkefyldt. I dag er jeg nede på jorden igen. Jeg skal vist køre lidt rundt i min lejlighed nu og rydde lidt op, være lidt praktisk. Så kan det være jeg kommer på andre tanker, og når eftermiddagen kommer, vil jeg se om min fantasi kan bringe mig nye steder hen.

 

5. kapitel

I dag til morgen vågnede jeg tidligt. Nu er det jo også lyst om morgenen og fuglene synger så dejligt. Jeg lå og nød stilheden, og her i weekenden er lydene fra mennesker der kommer ud ligesom anderledes. Først og fremmest senere, og aktiviteterne andre.
Folk går og kommer hjem igen, mere snakken, løber i sko med bløde såler ikke de hårde lyde o I g hektiske skridt…og børnene leger udenfor. Jeg kom til at ligge og spekulere på det Vera havde sagt med at komme lidt igang med det sociale. Der jo ikke noget i vejen for at jeg kommer lidt mere uden for matriklen, jeg har jo den nye kørestol som kan bringe mig temmelig langt væk på en opladning... ikke ligesom den gamle der var helt upålidelig. Jeg tror jeg vil køre mig en tur senere, ikke kun til Rema men måske forbi mosen og se hvordan det går med anemonerne og jeg kunne tage en termokande med. 

Jeg skal jo også se om ikke jeg kan komme igang med det facebook halløj og se om jeg måske kan finde ud af om der findes nogle lokale grupper. 
Nå, nu sidder jeg her og spiser morgenmad efter at hjælperen er gået. Idag var det en ung fyr med hestehale. Han er vist afløser og har arbejde i weekenden mens han læser. Han var noget så sød. Snakkede løs og spurgte mig ud om mit liv. Vi nåede faktisk også at tale lidt om ham. Han fortalte om sine gamle bedsteforældre, hvordan han havde elsket sine ferier hos dem og hvordan de havde det nu med at være flyttet i seniorbolig. Det er vist ikke så nemt at tilpasse sig nye forhold i den alder når man har været vant til meget plads. Ham håber jeg at møde igen. 

Nu kan jeg se at der sker noget ovre hos genboerne. De er begyndt at åbne vinduerne, vågne. Pigen Lis, idag med fletning, kommer ud. Hun har stramt iøjnefaldende tøj på og store høretelefoner om hovedet. Hun skal vist ud og løbe. Hun står længe og kigger på sin mobiltelefon. Måske er hun ved at finde noget musik. 
I det samme kommer moderen til de små børn ud af opgangen. Hun har også løbetøj på, men vist ikke noget i ørerne. Det har jeg aldrig set før, måske er hun begyndt på noget nyt. De hilser da på hinanden. Det ser lidt akavet ud, de kan jo ikke give hånd eller noget, men de ser ud til at grine og sludre. De begynder at gå sammen hen ad vejen. 
Oppe i Lis’ lejlighed stikker en søvndrukken fyr hovedet ud ad terrassedøren. Han har noget ret sjovt hår, nærmest en masse totter der er samlet i en knude i nakken. Han går ind igen, og nu kommer han ud med et tørrestativ som han slår op og en balje som han sætter på stolen og forsvinder ind igen.. Der går lang tid inden han kommer ud igen. Han har vådt hår og shorts på, det må da være koldt. Han har en kop i hånden som han stiller på rækværket og begynder at hænge tøj op og sætter sig med koppen og den uundværlige mobil. Nu er det lige lidt mærkeligt.. 
Ud af opgangen kommer de små børn ud ..sammen med deres far! Her troede jeg min fantasi var løbet af med mig, men faktisk er det det der sker. Drengen har en fodbold under armen og pigen har et løbehjul med. De går over den lille vej og ind på det grønne område som ligger mellem min ejendom og deres. 
Jeg må vist lige forklare hvordan området ser ud. Min ejendom og den med nr 27 ligger i en vinkel med en vej langs den anden ejendom og et grønt område på min side med buske og nogle bænke. Længere til venstre, ude af mit synsfelt ligger et legeområde og nogle tørrestativer. Til den anden side ligger det hvide hus på en mindre villavej som ligger som en vinkel på vores ejendomme så det tilsammen danner en trekant. Villavejen er ikke særlig trafikeret, men der ligger flere ejendomme bag nr 27 ejendommen, som allesammen har udkørsler til vejen. Villaerne har haver ud til vejen, men udkørsler til den anden side tror jeg.. Nu kommer de to piger hjem. De har været væk i over en time. De ser friske ud, og mon ikke de har været ude og løbe sammen. Det kunne være hyggeligt, hvis de kunne få noget med hinanden.. De har begge bagerposer i hånden. De råber et eller andet til hinanden inden pigen forsvinder ind i opgangen, og moren går ind igennem forhaven og ind i lejligheden. 
Jeg kommer lige fra at “udspionere” mine genboer, da mobilen pludselig ringer og min søster er i røret. Vi snakker tit sammen i weekenden og det kan sommetider godt blive længe. Jeg nyder at mobilen kan sættes på højtaler eller vi kan skype, så kan hun føjte rundt og lave ting imens vi snakker. Hun bor i Vejle og er sygeplejerske. Hendes mand der var læge døde for et par år siden, men hun klarer det nu fint trods alt og har sine børn og børnebørn i Århus. Lige for tiden er det bare ikke sagen at være sygeplejerske på intensiv. Det er både lidt farligt, hun er trods alt ved at nærme sig de tres, og arbejdspresset er voldsomt. 
Hun og jeg har ikke været så flinke til at holde kontakt. Vi har altid været meget forskellige, men her de sidste år er vi blevet ret tætte og hygger os i hinandens selskab.

 . . . . .

Det er hyggeligt at få en snak med Fine, hun hedder Josefine, men jeg har altid kaldt hende Fine. Jeg kan huske da hun blev født, jeg var 7 år, og hun var så den sidste i børneflokken på os 5 . Mine 2 brødre Poul og Hans er ældre end mig, men heldigvis i live, og jeg har da en rimelig kontakt med dem. Min anden lillesøster hedder Bente, hun har det også godt. Fine er hende jeg har mest kontakt med selvom vi er meget forskellige. I vores lange snak kommer vi selvfølgelig ind på mine mere eller mindre skøre projekter, Fine synes jeg skal skrive noget mere, hun hentyder også til den bog jeg har lavet om familien, og som hun siger - Du har så gode skriveevner, så det vil være synd ikke at bruge dem. 

Det tænker jeg så over mens jeg triller rundt og rydder lidt op. Gad vidst hvem der har lavet det roderi i mit hus, Nissen måske. Nej Helga, nu må du tage dig sammen og få lidt skik på det siger jeg så højt i luften til mig selv, jeg kommer til at grine højt. Ja nu vil jeg ordne huset, og derefter vil jeg skrive alt det der falder mig ind og håbe at nogen engang vil læse det og glæde sig over det. Det kan vel kaldes en form for evigt liv at efterlade noget på skrift. Mange forfattere er først blevet berømte efter deres død. Så alle jer der nu læser dette, en form for dagbog, glæd jer for der er mere på vej, og hvis I synes personerne ligner nogle I kender, kan det godt være I har ret.

 . . . . .

 Så nu har jeg endeligt bestemt mig, jeg vil afslutte dette projekt. Vera har ret. Det er ikke spor nødvendigt at kigge på (udspionere) andre for at få inspiration til at skrive.

Jeg kan bare bruge min fantasi, og det har jo også vist sig, at jeg digtede for vildt på nogle af historierne, og at de så ikke kom til at stemme med virkeligheden.

Men dether har været gavnligt, selvom det måske fra starten var lidt skørt. Da der pludselig var krise i hele verden, med det uhyggelige navn PANDEMI, som også ramte os herhjemme, og skabte en slags undtagelsestilstand, så har det gavnet på den måde, at lille jeg ikke har haft så mange dystre tanker, ikke hele tiden i hvert fald. Selvfølgelig har jeg fulgt med til husbehov, men er ikke havnet i depression sådan som mange er, efter hvad man hører.

Beboerne her på vejen klarer sig forhåbentlig godt, men alle menneskeliv er fyldt med glæder og sorger, og nogen får for meget af det sidste. Det er uretfærdigt. Livet er uretfærdigt. Meningsløst vil jeg ikke sige, man skal bare selv finde meningen. Det klarer ikke alle lige godt.

Vi har næsten ikke lov til at beklage os herhjemme. De fleste synes vores landsmoder har klaret tingene godt, og de forskellige meninger om det, vil jeg ikke komme ind på her.

Så farvel til alle mine flinke naboer, som jeg tror de er.
Når det hele er blevet mere normalt, får jeg måske kontakt til nogle af dem. Hvem ved?

Nu fik jeg lige en ide til en ny roman. Så har jeg ikke skrevet dether forgæves.

Jeg må i gang snarest.