En på skrinet

 

Dagmar Andersen bar æsken ud i haven. Violerne tittede frem under hækken. Omme på den anden side af den kunne hun høre naboen slås med sin græsplæne. Det var vist græsplænen, der tabte. Hun satte sig på hug ved de lilla violer og tog planten op. Hun havde løsnet jorden så mange gange, at det gik nemt. Ingen kunne vist heller se, at det var falske violer. Købt engang i Føtex. På afstand og under en hæk lignede de grangiveligt den ægte vare. Hun begravede æsken i det lille hul og satte de kunstige violer ovenpå, der oven i købet nikkede lidt i den bitre martsvind.

- Nååh, lød det fra naboen, der nu lænede sig ind over hækken. - Er du i gang med at luge? D

Det gav et sæt i Dagmar. Havde han set noget? Ingen måtte vide, hvad hun gemte på.

Hun brød sig ikke ret meget om den nabo. Svend Petersen hed han vist. Han var utrolig nysgerrig, spurgte hende altid ud om de underligste ting. Hun vidste ikke altid hvad hun skulle svare. Det værste var, at han vist var lidt lun på hende. Hun gøs ved tanken.

Enkemand var han, havde hun hørt hos frisøren, ”Gittes Hår-design”.

Nå, men han havde vist ikke nået at se, hvad hun var i gang med. Det havde været en katastrofe.

Ja, svarede Dagmar og prøvede at sætte et uskyldigt ansigt op. – Det var en snerle, som var ved at komme for tæt på.

Svend blinkede til hende. – Slyngplanter er jo nærgående af natur … jeg kan godt komme ind og hjælpe dig.

Dagmar rettede sig op. Hun måtte hurtigst muligt have Svend af vejen.

-Jeg står faktisk lige og skal have ringet til min søster, så jeg må ind, sagde hun.

- Misser?

- Hva’ behar’?

- Er det ikke Misser, din søster hedder?

Dagmar tog en dyb indånding. – Ja, egentlig hedder hun Mathilde, men … Dagmar fuldførte ikke sætningen. I stedet nikkede hun til Svend og gik ind i sit hus via terrassedøren.

- Ses, mumlede Svend og så tankefuldt efter hende.

Vel indenfor holdt Dagmar øje med Svend, godt gemt bag gardinet. Århh, hvor var den mand dog irriterende. Nu stod han stadig der og hang, mens han kiggede på violerne.
Egentlig var hun jo glad for at være flyttet tilbage til de kendte rammer efter de sidste temmelig omtumlede år, men når naboen sådan kom og henvendte sig på den måde og ovenikøbet kendte hendes familie blev det for meget. Det var jo rart at have naboer og gode venner men fred i sit eget hus og have ville hun have. Godt at hækken snart blev grøn og tæt.

Hun gik og ryddede op efter sit forehavende mens vandet kogte. Hun ville sætte sig ud i det gode vejr med sit arbejde og en gang for alle vise ham naboen at hun ikke agtede at snakke over hækken.Jeg skal jo også lige have tænkt igennem med hensyn til i morgen når pigerne kommer. Det bliver så spændende at se dem alle igen efter alle disse år. De har måske nok ikke haft samme liv som jeg, men de behøver jo heller ikke høre det hele, og i øvrigt er der jo heldigvis en hel del jeg ikke kan tale om.

Hun checkede sin mail og konstaterede at der endnu ikke var kommet svar, tog kaffen, avisen og papirerne under armen og satte sig ud i solen på terrassen.

Dagmar vågnede tidligt næste morgen efter en urolig nat. Ét eller andet i hendes baghoved sagde hende, at denne sammenkomst med de gamle studiekammerater kunne gå hen og blive en forfærdelig fiasko. Når hun tænkte tilbage på tiden på Åby Læreanstalt, havde den bestemt ikke altid være rosenrød. Ville de gamle venner kunne glemme det, der var sket dengang? Havde man tilgivet hinanden de fortrædeligheder, nogle i kredsen var blevet udsat for? Dagmar håbede det, for ellers kunne sammenkomsten gå hen at blive en grim affære. Og nu var der kun 10 timer, til de skulle komme. Hun havde en travl dag foran sig.

Med indkøbstasken i hånden styrede hun med hurtige skridt hen mod carporten. Indkøbslisten! Åh! Den lå på køkkenbordet. Hurtigt vendte hun sig for at gå tilbage - men stivnede! Jorden langs hækken var revet fint! Og der var ikke et strå at se! Heller ikke en lilla viol! Hendes hjerte var røget op i halsen og sad nu og bankede vildt så hun knap kunne få vejret. Langsomt og som stivnet gik hun tilbage til huset. Mekanisk tog hun indkøbssedlen og stadig som i søvne gik hun ud til bilen. Pigerne skulle komme i eftermiddag. Det var på høje tid at få handlet ind. Og der skulle dækkes bord og - nej hvad skulle hun dog gøre? Hun følte sig som en lille lus mellem to uhyrlige negle.

Pludselig vældede et voldsom raseri op i hende. Fanden tage den nabo. Den forbande lurer. Luskerøv! Hun marcherede vredt op ad hans indkørsel hvor hun kunne se lidt ukrudt mellem fliserne. Hun ringede hidsigt på ved at lade sin pegefinger blive på dørklokken. Big Ben slog slag og at hendes finger blev på dørklokken havde ikke den tilsigtede effekt. Hun hørte langsomme skridt og naboen åbnede omsider døren. Svend Petersen tørrede sig om munden med bagsiden af hånden og bøvsede. "Goddag Dagmar" sagde Svend. "Du behøver ikke at takke mig" fortsatte han og holdt en flad hånd op. "Vi må hjælpe hinanden". "Takke" spruttede Dagmar. "Hjælpe". Jeg havde jo sagt nej til hjælp. Hun så på ham. Han smilede og blinkede med det ene øje. Ikke noget vellykket blink. Han så ud som om han havde tics. "Næh du sagde du skulle ind og ringe til Misser, og da jeg jo ved hun er død tænkte jeg at du ikke var helt dig selv endnu efter at du har været væk". Han lavede citationstegn med hænderne. "Pas dig selv" råbte Dagmar. Hun vendte om og nærmest løb ned ad indkørslen. "Hvad med at luge mellem dine fliser".

Dagmar blev mere og mere desperat. Hvad skulle hun stille op? Fremtiden forekom hende at være én kæmpestor trussel. Fortiden kan ikke ændres, det ved vi alle sammen.

Hvilke muligheder havde hun egentlig? Hun tvang sig til at tænke roligt og fornuftigt. Hun fandt en blok frem og skrev:

1. Tage på ferie. Hvorhen?

Hun behøvede ikke flere stikord. Hun skulle selvfølgelig rejse op til sin bror Julius i Norge.

Men hvad ville Julius tænke efter at de i 20 år ikke havde haft kontakt? Og hvad med hans ondskabsfulde kone Yrsa? Hun vidste ingenting om dem. Ikke engang om de endnu levede. Intet som helst!

Det kvikkede hende gevaldigt op at ha fået noget nyt at give sig i lag med. Hun Måtte af sted. Penge havde hun jo rigeligt af. Hun ville simpelthen ikke melde sin ankomst, men bare, ja simpelthen flygte, inden det ville være for sent.

Nu skulle mødet med pigerne lige overstås. Det var det vigtigste lige nu.

Pludselig blev Dagmar lidt bange. Hun følte sig alene og lidt usikker og bekymret. Hvad skete der med hende i disse dage? Hvorfor var hun så vred, mistænksom, så bekymret? Var det alderen eller det livsafsnit hun skulle begynde på?

Dagmar havde glædet sig til den rolige pensionisttilværelse, og nu følte hun sig forvirret. Hvorfor var hun så mistænksom og irriteret på naboen Svend? Han havde da altid været venlig og hjælpsom. Broderen Julius var også besværlig og tilmed hans kone, som hun bestemt ikke kunne lide. Veninderne på besøg. Det havde hun glædet sig til, men nu nu nu? Dagmar huskede, at hendes far blev mærkelig på sine gamle dage. Han blev sur og negativ og vranten. Ikke til at være sammen med. Åh Gud! Var det kommet til hende nu? Hun blev koldtsvedende med hjertebanken og angst. Hvad gør jeg? tænkte Dagmar. Hvem kan hjælpe mig? Hun følte sig tanketom og bange.

Nå skidt med violerne, tænkte Dagmar, bare mærkeligt! Hvad har Svend gjort ved dem, de er jo ikke just et bevismateriale på hvad jeg har gemt i jorden. Bare han ikke har rodet der, men det er der ikke tid til at undersøge nu, da studiekammeraterne er på vej til min fest, og derefter tar jeg væk et stykke tid. Nu dukkede de første biler op på gaden udenfor. Dagmar gik ud og tog imod, men havde svært ved at samle tankerne omkring besøget. Ialt blev de 9, Per kom ikke og havde heller ikke meldt afbud, meget mærkeligt, men Sussie sagde at det måske skyldtes at han fik skyld for at have stjålet den flotte pokal skolen havde mistet, han bedyrede sin uskyld, men ingen troede vist på ham. Dagmar blev både hvid og rød i hovedet og hendes blik stift.

Men så tog hun en dyb indånding og tvang et smil frem. - Velkommen, sagde hun, mens hun tænkte, at nu måtte hun se at komme igennem de næste timer.

Da hun endelig var kommet i gang med at give de første gæster et glas vin eller en kop kaffe, gik det egentlig udmærket.

Sussie hjalp til ude i køkkenet. De havde bestemt, at det skulle være et sammenskudsgilde, og alle havde lagt sig i selen for at komme med noget lækkert.

- Hvordan har du det egentlig, Dagmar? spurgte Sussie, mens hun tog Vita Wrappen af en lakserilette og et fad med kartofler stegt med æbler og løg. – Du ser lidt anspændt ud.

Dagmar så et øjeblik væk. – Det er jeg også. I morgen skal jeg rejse til Norge for at besøge min bror.

- Julius? Han er da så flink, sagde Sussie. – Og charmerende.

Dagmar havde helt glemt, at Sussie i sin tid havde haft et godt øje til Julius, og kunne ikke lade være med at trække på smilebåndet. – Jeg glæder mig også til at se Julius igen, men Yrsa er lidt af en prøvelse.

- Ja, jeg fatter heller ikke, hvordan det lykkedes den stramtandede mokke at rende af med ham, grinede Sussie. – Men hvad har du ellers gang i? Savner du Misser?

- Ja, sagde Dagmar og følte et stik af dårlig samvittighed.

Sussie misforstod Dagmars plagede blik og lagde armen om hende. – Var der ikke også noget med, at jeres moster døde kort tid i forvejen? Det må have været svært …

- Ja, mumlede Dagmar. – En ulykke kommer sjældent alene.

Hun følte, hun fik et kølleslag i maven, da Sussie omtalte Missers og moster Ingeborgs død. Det sortnede for hendes øjne, så hun måtte holde fast i bordkanten. Vidste hun noget? Var det mon hende, der havde sendt de anonyme breve? For det var da besynderligt, at hun skulle bringe de to på bane. Hun kendte dem jo ikke særlig godt.

Sussie havde allerede vendt ryggen til for at gå ind til de andre med sin medbragte lakseret og bemærkede ikke, at Dagmar blev kridhvid i ansigtet. Hun fik derfor et øjeblik til at komme til sig selv, trak vejret dybt, kneb sig i kinderne for at få farve i ansigtet og fik ro på sine nerver, inden hun med et påtaget smil på læben gik ind med glarmestersildene, som hendes vennekreds fra klubben altid roste hende for. Nu var al glæden ved at holde selskab borte. Tilbage var kun frygten for, at Sussie vidste noget, som hun for alt i verden ikke måtte ‘komme til’ at afsløre i løbet af dagen. Bag ved sit søde ydre og varme smil gemte sig en pokkers beregnende kvinde. Det havde Dagmar erfaret, da de i deres unge dage havde kæmpet om den samme mands opmærksomhed.

Hvad skulle hun gøre? Lade som ingenting og blot håbe på, det ikke var Sussie, der havde sendt de breve? Dagmar indså, at hun intet kunne gøre lige nu, men hun måtte holde øje med, om hendes gæst ville føre samtalen i en bestemt retning. Sussie havde i deres ungdom været godt skåret for tungebåndet og var ikke den type, der kunne holde på en hemmelighed.

Da alle gæsterne var kørt åndede Dagmar lettet op. Oprydningen og opvasken måtte vente. Hun gik ud i bryggerset og fandt en lygte og en planteske frem. Der var bælgravende mørkt udenfor og hun lyste med lygten mod sine fødder så hun kunne se hvor hun trådte. Hun nærmede sig hækken hvor der var revet og nøgent på jorden. Dagmar begyndte at grave med planteskeen i den ene hånd og lygten i den anden. Hun måtte have fat i den lille æske. Det var ikke nemt kun at have en hånd at grave med. Hun kunne mærke jorden var løs og porøs men der var ingen æske. Panikken greb hende som et sus gennem kroppen. Hvor var den? Naboen Svend havde fundet den. Ingen tvivl om det. Hvorfor? Hvordan. Hun rejste sig langsomt op og børstede sine hænder og knæ af for græs og jord. Hun kunne ikke tage til Norge før hun havde fundet æsken. Brevene der beskrev hendes udåd. Medaljonen med billedet af den lille dreng med krøller og manden i ternet skjorte. Udklippene fra en landsdækkende avis og udskrivelsespapirerne fra anstalten. Gode gud! Hun måtte have den tilbage. Hun kiggede ind mod naboens hus. Der var lys. Han sad som en edderkop i sit spind og ventede. Dagmar gik langsomt ind i huset og spekulerede på hvordan hun skulle gribe det an. Hun tog en flaske rødvin og lygten og gik ud af bagdøren.

Dagmar bed tænderne sammen. Den pokkers Svend Petersen – hvad skulle han dog blande sig i hendes have for? Mon det var tilstrækkeligt at smøre ham med en flaske rødvin? – Nej, hun vendte om, hentede sovepilleglasset som hun gemte fra den tid hvor hun havde det slemt og ikke kunne sove for alle tankerne.

Hvordan mon man skulle gøre det? Hun tog nogle piller, knuste dem og blandede dem i lidt af vinen som hun hældte op i et glas. Det gik ikke an, at han anede uråd, han måtte ikke kunne smage det eller se pulveret… Hun måtte forsigtigt smage på blandingen. Nej, det var vist ok med smag og udseende.

Men var der nok sovemiddel i flasken? Nå, hvad, Svend var vist i forvejen lidt vel glad for de våde varer, så det kunne jo blive vinen og pillerne i kombination, der fik ham til at falde i søvn. Det gik jo ikke an at han blev værre ramt. Slet ikke nu, hvor hun havde fortiden og beviserne..

Dagmar sank spyttet, tog sig sammen, hældte blandingen tilbage i flasken, skruede låget på og gik målbevidst over og ringede på naboens dør – igen Big Ben – hvor ideforladt!

Da Svend Petersen åbnede døren satte hun sit allermest flirtende smil på sit ansigt, og holdt flasken op: Denne her var til overs efter mine gæsters besøg, og jeg kan jo ikke bare drikke den selv, smigrede hun. Og du havde jo hjulpet mig her i formiddags…….

Svends ansigtsudtryk ændrede sig mens han stod der i døråbningen og stirrede på Dagmar. En sky gled hen over hans ansigt og langsom listede et beregnende smil frem: kom indenfor søde Dagmar! hvislede han og gjorde en bevægelse i retning af stuen. Drejningen af hans krop afslørede en æske, der lå på bordet.

Dagmars flirtende smil stivnede og koldsved piblede frem. Æsken! Var det hendes æske? Havde han gravet den op? Tankerne hvirvlede rundt i hovedet på hende og kvalmen væltede op. Hun vaklede.

Hun lod, som om hun ikke så æsken, men skænkede i stedet gavmildt op i Svends glas. Selv om han plirrede lidt mistænksomt mod vinen, fik hans naturlige tørst alligevel overtaget, og med let rystende hånd, førte han glasset til munden og drak. Først lidt prøvende, som om han lige lod vinen cirkulere rundt i mundhulen for at tjekke, at der ikke var noget i vejen, men da hans receptorer i mundhulen og på tungen ikke udsendte nogle faresignaler, skyllede han hele glasset i sig.

Dagmar iagttog ham spændt og skænkede mere vin i glasset. Også dette blev skyllet ned i en slurk, og om det nu var vinen eller sovepillerne, så begyndte Svend faktisk at lyde temmelig snalret.

- D-det er jo din æsche!

Dagmar nikkede opmuntrende. Hun var ikke langt fra målet nu. Pupillerne i Svends øjne var blevet store og dybe som svenske skovsøer, og han havde svært ved at fokusere.

- Jeg v-ved altszing om dig n-nu, vrøvlede han videre, mens han sank dybere ned i sin lænestol.

- Ja, det gør du vel så, sagde Dagmar opmuntrende og skænkede for tredje gang i glasset. Denne gang havde Svend problemer både med at løfte det og føre det op til munden. Meget af det gled ved siden af og lavede en stor plamage af rødvin på skjorten. Det så næsten ud, som om Svend var iført en af de der spøg- og skæm-hagesmække, man brugte til nytår. Der manglede bare en sang.

- Jeg f-forlanger hundredzzstuzind kroner, nej sccchludder f-femhundredsztusind, lallede Svend og gled så fra stolen ned på gulvet. Dagmar gik over til ham, og lagde en rutineret finger bag hans øre for at måle pulsen.

Stendød.

Nu var der kun tilbage at rydde op i Svends hus, så politiet ikke kunne bevise, at hun havde slået Svend ihjel, og så bortføre æsken og finde et bedre gemmested, inden hun drog til Norge. Hvis hun altså stadig ville af sted.

Hun tog sig god tid til at fjerne alle spor, især fingeraftryk, og hun børstede lidt jord væk de steder, hun havde sat fødderne. Hun så sig tilfreds omkring.

At Svend kunne ha spurgt, om hun ikke selv ville ha et glas med, havde været en risiko, men gudskelov var han så selvoptaget, at det ikke var faldet ham ind..

Dether havde hun jo prøvet før, men først lige gemme æsken - hvor?

Mens hun grundede over det, fandt hun lidt tøj sammen, puttede det i sin kuffert, vaskede op, vandede blomster. Nu bestille billet, en taxa og så af sted.

Æv, der var stadig det med gemmested. Haven havde forekommet hende så sikker. Måske i cisternen ude på toilettet? Under en tagsten på loftet?

Desværre var politifolk bare så snedige. De fik sikkert mange ideer fra krimiserier- ligesom hun selv! Det kom hun til at grine af midt i alt det kaotiske, hun var rendt ind i til trods for, at hun regnede sig selv for at være særdeles godt begavet og opfindsom.

Hun plejede at smyge sig uden om alle farer og trusler. Bortset fra måske et par gange. Det havde været fatalt, men hun ville ikke bøde for det resten af livet.

Hendes munterhed forsvandt, og hun blev igen opslugt af ødelæggende tanker om den dystre fortid hun bar rundt på.

Men pludselig blev hun grebet af rædsel. Hun var nødt til at gå over til gerningsstedet igen, for hun havde glemt det glad han drak af. Der ville være rester af den forgiftede vin. Men det ville være at løbe en risiko at gå ind i huset igen. Hvad nu?

Så kom Dagmar i tanker om en anden have, som hun kunne grave æsken ned – den lille have, som hendes mand og søn lå i på Bispebjerg kirkegård. Hvis ikke æsken med artikler og billeder og medaljonen skulle ligge hos dem, hvor i alverden skulle den ellers ligge? – Det varede vist nogle måneder endnu før kirkegårdspersonalet kom og ordnede gravstedet igen. Hun havde næsten lige fået regningen. Og i mellemtiden kunne hun jo rejse – til Julius i Norge – selvom Yrsa godt nok var en sur krampe. Men…. Måske rejse et helt andet sted hen? Nå, ja, det pokkers glas. Hun måtte ind i huset og få det fjernet – eller skulle man bare se at få fjernet selve huset??

Nej nu må jeg vist hellere lige tænke mig ordenligt om og få dette ud af verden på en ordentlig måde. Det vil nok ikke gøre sagen mindre kompliceret hvis jeg sådan rejser igen lige samtidig med at min nabo er død. Det varer nok ikke længe inden nogen undrer sig og jeg vil nok blive involveret under alle omstændigheder. Måske er det oven i købet nok mest smart at det er mig, der kontakter politiet hvis der går mere end et par dage.. Og med min tilknytning til udenrigsministeriet og de hemmelige missioner til Grønland er der nok ikke chance for at der foretages yderligere efterforskning.

Hun listede lige så stille ind i Svends hus. Han lå stadig krøllet sammen på gulvet som hun efterlod ham. Hun snuppede glasset og lod blikket vandre rundt i rummet for at sikre sig at alt var OK. Hun kom i tanke om violerne.. Hvor mon de var? hun kunne ikke få øje på dem. Hun kiggede ud af havedøren...Der stod de, under hans hæk.Tænk at ham Svend egentlig nok bare var gået ind i hendes have for at stjæle blomsterne. Hvor idiotisk. Nå der stod de jo fint. Hun listede ud og gik ind og vaskede glasset, snuppede den lille æske og sin taske og satte sig ud i bilen. Inden hun startede checkede hun lige sin mail igen.. Nej ingen svar endnu. Hvad pokker mon de lavede. Hun håbede ikke der var sket noget. Jeg må nok hellere lige kontakte gruppen i København senere....Hun tændte for radioen og satte GPS'en på Bispebjerg kirkegård.....

Der var heldigvis mange ledige parkeringspladser ved kirkegården, så nu var det bare om at komme hen til graven uden alt for mange så hun havde æsken med. Gravstedet så fint ud og hun satte sig på hug for at grave, men så fik hun øje på en lille viol, kunstig, lignede en fra hækken, men hun havde ikke talt dem og havde ikke opdaget at der manglede en i dem Svend havde taget. Skrækken krøb ind over hende, var det Svend eller var det en eller nogle fra gruppen der var efter hende. Da hun stoppede eller rettere blev smidt ud af gruppen, havde hun nok en del uvenner der. Den eneste fordel hun havde fået ud af det var en stor bonus, så hun kunne leve godt af det resten af sit liv, og vidste Svend det mon, siden han havde krævet så stort et beløb for at tie med sin viden.
Åh nej stopper det her da ikke, jeg tør ikke gemme æsken her, hvis gruppen holder øje med stedet, ja for Svend kan jo af gode grunde ikke komme her mere, men jeg tør ikke rejse til Norge lige nu. Jeg må hellere holde øje med stedet, og æsken kommer med hjem
Men så fik hun en ny ide: Hvad med Misses gravsted på Assistenskirkegården .

Dagmar skyndte sig ud til sin bil og rystede så meget at hun tabte nøglerne. Hun samlede dem op og trykkede på autolåsen men den virkede ikke. Åh forkert bil. Det var den grønne. Ind i bilen og køre. Det lykkedes hende at låse op og sætte sig ind i bilen. Hun svingede ud fra Kirkegården og kørte mod Nørrebro. Trafikken var tæt og hun kunne godt mærke at hun ikke var i træning med at køre i Kbh. Nu blev det gult igen. Åhr for pokker hvor irriterende. Hvis jeg speeder lidt op kan jeg godt nå det tænkte Dagmar. Hun trådte på speederen og pludselig mærkede hun et ordentligt brag og alt blev sort. Da Dagmar vågnede lå hun i en hospitalsseng. Hendes ene håndled var i gips. En mand i hvid kittel kom ind og sagde" du er vågen Dagmar". Det lød som om de kendte hinanden. "ja jeg er vågen. Hvad er der sket?". "vidner sagde du kørte over for rødt og en bil kørte ind i siden på dig med høj fart". En sygeplejerske fra P2 genkendte dit navn ved en tilfældighed og sendte mig en sms. Var det med vilje du kørte over for rødt i mylretiden Dagmar"?. Dagmar så overrasket på den hvidkitlede mand. "Hvorfor spørger du om det?" "Joh øh vi kender dig jo godt på psykiatrisk afd. og du har jo været inde og ude i mange år". "Har jeg det sagde Dagmar målløs. Jeg kan slet ikke huske det". Manden rømmede sig. "Du lider af paranoid skizofreni og har gjort det i mange år.

 

Dagmar stirrede på lægen med en blanding af rædsel og lettelse malet i ansigtet. Lægen kiggede undrende på hende.

‘Hvad tænker du på, Dagmar? Du ser så underlig ud, så jeg dårligt kan kende dig igen.’

Dagmar spekulerede på, om alt det, der var sket det sidste døgn, var sket i virkeligheden, eller om hendes syge sind havde spillet sit sidste, frygtelige puds med hende? Havde hun overhovedet haft gæster? Havde hun og Svend talt med hinanden i morges? Havde hun slået ham ihjel, som hun havde slået sin søster Misser og moster Ingeborg ihjel? Eller var det også noget, der kun var sket inde i hendes hoved? Hun måtte på en eller anden måde have vished for, hvad der virkelig var sket, men hvem kunne hjælpe hende med at finde ud af det?

Inden Dagmar var nået så langt som til at finde svar på alle de spørgsmål, der tumlede rundt i hovedet på hende, afbrød lægen hendes tanker.

‘Tror du, du vil kunne være derhjemme alene, hvis der kommer én fra kommunen hver dag, som hjælper dig med de ting, du ikke selv kan klare og ikke mindst sørger for, du ta’r din medicin? Den har du vist slækket lidt på i den sidste tid, mon ikke? Nogle af vores patienter med paranoid skizofreni tror faktisk, de kan klare sig uden medicin, men den går ikke, Dagmar. Heller ikke for dig. Du SKAL tage den, hver dag, resten af dit liv!’

Dagmar ville gå ind på hvad som helst, bare hun kunne slippe ud af hospitalet, og det kunne kun gå for langsomt. Men så let skulle hun ikke slippe.

‘Men nu bli’r du her i hvert fald til i morgen. Vi kan jo ikke sende dig hjem så sent på aftenen, og så bli’r du nok udskrevet ved stuegang. Nu får du lidt at sove på, og så ses vi i morgen. Godnat.’

Sygeplejersken kom ind med to små piller, én til at falde i søvn på og én, som hun kun kendte alt for godt af udseende. Lægen havde jo ret, hun havde ikke taget sin medicin regelmæssigt, og nu hævnede det sig ved, at hun ikke kendte forskel på virkelighed og fantasi.

Da sygeplejersken var gået, lå Dagmar og stirrede op i loftet, men kunne ikke holde øjnene åbne ret længe. Kort efter faldt hun i en drømmeløs søvn.

Efter stuegang næste formiddag fik Dagmar endelig lov til at tage hjem. Hospitalet ville give hjemmeplejen besked, og alt så ud til at være i den skønneste orden. Men inde i Dagmars hoved var der alt andet end fred og ro. Det eneste, hun fokuserede på var at finde ud af, hvad der var op og ned i hendes verden.

En sygetransport kørte hende hjem, for bilen var blevet fjernet og kørt til en mekaniker. Den blev måske aldrig til bil igen, og Dagmar var i grunden også ligeglad. Der var andre og vigtigere ting at få styr på nu.

Endelig indenfor og alene så Dagmar sig om i stuen. Det første, hun fik øje på, var æsken! Dén, som hun havde været på vej med til Missers gravsted, men hvorfor stod den så her? Der var intet tegn på, at hun havde haft gæster dagen før. Intet tegn på, at hun og Sussie havde stået i køkkenet og snakket, mens de anrettede deres mad. Ingen Vita Wrap i skraldespanden.

Dagmar blev lidt uhyggelig til mode. Hvad ville hun mon finde i haven? Og i huset ved siden af? Hun tvang sig til at gå ud på terrassen og skelede over mod Svends hus. Hun hørte en lyd som af én, der fejede fliser, og ved lyden af hendes egen havedørs knirken løftede naboen hovedet og sagde ‘Goddag, Dagmar. Jamen, hvad er der dog sket, siden du har din hånd i gips?’

‘Jeg kørte galt i et kryds og havnede på hospitalet med et brækket håndled, men husker ærlig talt ikke rigtig, hvorfor jeg kørte afsted midt i myldretiden. Jeg er jo slet ikke vant til at køre i bil i København.’

‘Nej, jeg undrede mig også over, at du kørte ud på det tidspunkt. Du har jo ellers aldrig vovet dig ud i tæt trafik. Godt, der ikke skete mere med dig. Men var der ikke noget med, at din søster og moster ville komme på besøg her i weekenden? Jeg skal nok komme over og hjælpe dig med at lave mad, for det kan du da ikke selv med den hånd.’

‘TAK’, nærmest råbte Dagmar, synligt lettet, hentede et par kolde øl i køleskabet og gik ind til naboen. Livet var nu alligevel dejligt, og frem for alt ville hun huske at tage sine piller, og i morgen ville hun bestille en billet til Norge.

 

 

 

Maskebal