Indtryk fra en narkosag

VI MØDES I RETTEN!                    

Indtryk fra en retssag.

En gruppe fra kulturhold 3 i Seniorakademiet var blevet indbudt til at overvære en retssag, som var offentlig,

Vi blev vist ind i retssalen, efter at Ulla Storm kort havde fortalt os en smule om skik og brug.
Jeg havde som sædvanlig taget min mobil med mig, og det kriblede i fingrene på mig efter at knipse et par billeder. Men det MÅ MAN JO IKKE!

Det var nogle hårde, ubekvemme stole, der var til tilhørerne.  (Vores gruppe på 12 var de eneste tilhørere)
Der var højt til loftet, hvidmalede vægge, med høje smalle vinduer, 7 i alt, ingen billeder på væggene. Smukke arkitekttegnede lamper. Det var næsten som i en protestantisk kirke.
Lidt efter vi var kommet, ankom forsvareren med den unge mand, der var tiltalt. De satte sig til højre for dommersædet. Og umiddelbart efter kom en bistert udseende dame, der kastede vrede blikke til os. Det var som i skolen. Jeg følte mig straks skyldig i jeg ved ikke hvad. 
Vi var dog ikke så andægtige, at det afholdt os fra at snakke og endda grine. Flere vrede blikke, og jeg følte mig lidt flov.
Til sidst ankom dommeren, ’vores’ Ulla, i sin dommerkappe og med de to domsmænd, en mand og en kvinde.  Og vi rejste os alle op.

Der var lige nogle indledende forhandlinger mellem parterne, men så gik det ellers i gang. Lad os kalde ham Jens, fra Faaborg, tog plads i den anklagedes stol. Den frygtindgydende dame rejste sig i sin egenskab af anklager og begyndte at (det hedder vist) procedere, gør det ikke? Og så - viste hun sig at være rigtig menneskelig og venlig, stillede sine spørgsmål til den unge mand, som var anklaget for narkotikahandel, på en yderst empatisk måde. Og med klar og tydelig stemme.  Jens var knap så klar i sine svar, men han havde i hvert fald haft ’en dårlig dag’, den dag, han blev stoppet pga. spirituskørsel. Narkopåvirket havde han også været, så politiet havde rodet (ransaget rettede anklager det til. ’Det var dig der rodede’) i hans bagagerum. Der havde de fundet diverse grej til videresalg, for meget hash og amfetamin til eget brug, et bundt sedler 2200 kr. i forskellig valuta, ’dem havde Jens hævet i banken’, men den hoppede anklager ikke på.
Det var tydeligt, at Jens, som dagligt brugte 1 gram hash og en pæn mængde amfetamin ikke kunne få råd til det forbrug af sin løn, selvom han fik gratis kost og logi derhjemme. Anklagerdamen endte med at kræve 60 dages betinget fængsel, eller samfundstjeneste i vistnok et år.

Efter en nøje gennemgang af sagens akter, fik forsvareren ordet. Da mistede jeg interessen, for det var umuligt for mig at opsnappe andet end enkelte ord. Hun ville selvfølgelig ha sin klient frifundet. Da tumlede jeg med planer om at falde på knæ, liste mobilen frem, slå blitzen fra  Og  . . ., men jeg gjorde det ikke. Jeg holdt mig - om end med besvær - i skindet.

Nu forlod dommeren og de 2 domsmænd lokalet, og alle rejste sig lydigt igen.      Efter ca. 10 minutters voteren (hedder det ikke sådan i jura-sprog?) vendte de tre tilbage. Alle rejste sig igen, men da vi uvidende tilhørere ville sætte os, blev vi bremset, for alle skulle høre dommen stående.

Dommen lød på 40 dages betinget fængsel, mod at anklagede ville godtage samfundstjeneste under straffemyndighederne.  Desuden skulle Jens gå med til behandling for sit alkoholproblem og sit narkomisbrug.
Det gik han klogelig ind på. Han skulle også betale sagsomkostningerne, som (heldigvis) kunne dækkes af de konfiskerede penge.
Da han med bøjet hoved havde forladt retssalen, var der en lille spørgerunde til ære for os.

Jeg kunne ikke lade være med at ha lidt ondt af Jens, som blev grundigt gransket af 12 nysgerrige tilhørere. Vi så ham dog mest fra ryggen.
Som Jette sagde bagefter, ”Stakkels unge mand. Han trænger kraftigt til hjælp.”

Efter den séance kunne man kun føle stor respekt for det danske retsvæsen.
Og stolthed. Om indespærring af småforbrydere overhovedet giver mening er en anden snak.