- Du må ikke tro, vi har glemt dig

 

 

 

 

 

 

Hvor tit har jeg ikke hørt dig sige de ord, Inge?
Og så var der måske kun gået ganske få dage, siden vi sidst var sammen.
Du har ellers haft nok andet at gøre.
De sidste 17 år af dit liv har du passet Kai hjemme, så han ikke behøvede at komme på plejehjem. Vi andre prøvede at overtale dig. Husk du skal passe på dig selv. (Få dig et liv)

- Husk du skal overleve mig (sagde Olga)

- Du kan besøge ham hver dag, både formiddag og eftermiddag.

  - Jamen, Kai bliver så ulykkelig. Han vil ikke på plejehjem.

 

Der var ikke noget at stille op. Du var ubøjelig.

Det liv, du så ikke fik, Inge, ja, du havde såmænd bare igen fundet nogle trængende mennesker at være noget for. . . .

Trods den daglige arbejdsbyrde påtog du dig gerne endnu mere. Der var først og fremmest Jørn, hvis kone var død efter længe at have været afhængig af hans pleje. Nu var han selv ret hjælpeløs, så derfor så du til ham hver dag, købte ind for ham og ordnede mange ting for ham, (jeg husker ham som en gnavpot) inviterede ham ind. Osv. Senere var der Inger Lis, og der var Harald,

og der var Anna Marie.

Hende besøgte du flere gange end jeg, som dog var nærmeste nabo.

Besøgte ja, og vandede blomster, ordnede sengen, rystede puder. Af og til havde du en Baileys med til hende. Og når vi var der sammen, en flaske rødvin til os andre. Anna Marie var i det mindste taknemmelig og inviterede os på en uforglemmelig tur til Randis (AM’s datter) og Sørens sommerhus. Her tilbragte vi en glad og dejlig dag.

 

 

 

 

Vi var også til Anna Maries fødselsdag sammen. Var det dengang vi fik kærnemælkssuppe, Anna Maries yndlingsspise?
Det morede vi os meget over bagefter.

Da Anna Marie døde, fik du mere tid til mig. Du fik en nøgle, så du kunne gå ind og tjekke, omjeg stadig var i live, hvis jeg havde gardinerne trukket for eller havde lys tændt på mærkelige tidspunkter. Sidst var for en uges tid siden, hvor du gik ind og fandt ud af, at jeg såmænd lå og sov.
Bageft
er ringede
du og undskyldte. . .
- Det skal du da ikke gøre, jeg er kun glad for din omsorg.

 

 

Alle de ting du har gjort for mig i tidens løb. Hentet en ny persienne, hængt den op, ordnet køkkenvask, lavet mad, som du bragte ind til mig. Vartet mig op, så jeg ikke skulle falde i mine egne tæpper.

 

 


Også religion talte vi om. Du mistede troen, da Kai blev syg.
Og jeres kroppe skulle gives til videnskaben. -Hvis der ellers er noget, der kan bruges! Begraves uden præst og ligge i
de ukendtes grav. Alt blev det skrevet ned.

 

 

 

                   

 Alt det kommer jeg til at savne.

Men først og fremmest dit glade væsen, dine kvikke bemærkninger, nej det hele, også din tristhed, hvor det altid hjalp at sætte ord på. Dit gåpåmod.

Nu kan vi ikke mere dele en formiddagsøl eller få et glas rødvin en kedelig søndag eftermiddag.
Alt blev ændret, da din datter, Annette, ringede og fortalte, at hun havde noget, hun ville fortælle.

- Er din far død?

- Nej, det er mor!

Inge, du må ikke tro, vi har glemt dig!