London the american way

 

 

HER ER EN LILLE SANDFÆRDIG BERETNING FRA DET VIRKELIGE LIV OM 3 GENERATIONERS 3-DAGES DISCOUNT-TRIP TIL LONDON

 

De tre personer er:

mormor 87,

datter 53

og datterdatter 24.

 

På turen herfra og til Kastrup skulle mormoren dele bagsædet med 3 store kufferter og diverse tasker.

(Det værste ved at bo i en kuffert er, at man aldrig rigtigt ved, hvor tingene er.
Og som dagene skrider frem, bliver det ikke spor lettere.)
Langt om længe lykkedes mormoren med at sidde sidelæns og få det ene ben klemt ind mellem 2 kufferter. For at tage sin power nap, I ved.

Det blev det nu ikke rigtigt til, men pyt, så var der måske andre muligheder

Bureauet kalder denne slags ture for 5 dages-ture, men der går en dag fra i begge ender. Sent afsted, ankomst om aftenen i Heathrow. Afgang sammesteds fra kl. 6.30 om morgenen, dvs. være der en time før, beregne en time til transport fra hotel til lufthavn, beregne en time til at fare vild i. Så stille vækkeuret til kl. 02! Nå nu foregriber jeg begivenhedernes gang, som de gamle skrev.


 

 

 

 

 

 

 

 

 

Datteren og datterdatter har en ret barsk omgangstone. Det var indimellem temmelig exhausting at overvære.

Mormor og mor har en ironisk-sarkastisk tone. Måske snarere galgenhumoristisk. De jokede med spidse genstande, som ikke måtte være i håndbagagen. Jo, for man kunne begå terror med dem. Barnebarnet bremsede dem kontant og konstant. Det var Absolut forbudt at nævne sådanne ord. Der var eksempler på folk, som var blevet nægtet at rejse pga. letsindig omgang med disse ’hverdagslige begreber’ som terror, muslim osv.

Af og til syntes barnebarnet, at både mor og mormor var temmelig embarrassing. Hvad er nu lige det danske ord for det?

 

 

 

 

De så en smule af det, man absolut skal se, når man aldrig har været i London før.

 

Det er simpelthen umuligt at overkomme mere end en brøkdel på så få dage.

M en Victoria & Albert imponerede dem virkelig meget.
Og Saint Paul’s Cathedral ligeså. De asede op ad 237 trin rundt og rundt, til de nåede Whispering Gallery ad stadig smallere ’trapper’

Dette billede er forbudt, men mormoren var nødt til at tage det for at bevare sin selvrespekt, så . . .
Gæt, hvad det forestiller!

 

 

 

Barnebarnet nåede helt op oven på kuplen. Det var storslået, fortalte hun. ½Vejs oppe fortrød hun, men det var komplet umuligt at vende om.

Et regnvejr gjorde hende så gennemblødt, at hun blev rigtig syg og fik ondt i halsen, fordi de andre delte den eneste paraply, de havde taget med. Alligevel beså hun tappert diverse krigsmuseer. Dem havde mormoren på det bestemteste nægtet at tage med på.

Også Museum of London + National Gallery og et museum(?) mere nåede de.

. Mormoren fik den geniale ide at spørge efter wheelchairs! Det reddede hende, så hun kunne klare de sidste 3 attractions.

Her viste det forkølede barenebarn sig at være en glimrende chauffør.

 

På hjemturen blev datteren kropsvisiteret, det samme gjorde mormoren på udturen. Hun har nok set lidt for mystisk ud, eller? Måske er det netop midaldrende og gamle koner, der er perfekte muslimske selvmordsbombere?

Mormoren kunne ikke huske, hvor hun havde lagt en lillebitte tube creme, så hele taskens indhold kom op på båndet.

I det hele taget begik mormoren alle de dumheder, man overhovedet kan tænke sig.

Et af turens højdepunkter var at kigge på street dancers. Hvor var de dygtige. Mormor var fuldstændig betaget, og det rykkede lidt i det gamle skelet, så barnebarnet frygtede, at mormoren ville blive rigtig embarrassing og begynde at spjætte.

De nåede aldrig at spise fish and chips, men ellers alt mulig junk food. Dog takket være mormorens søsters gavmildhed nåede de alligevel at spise god mad et enkelt sted.

Soho var for stærk kost for barnebarnet, Det var fyldt med fulde folk. Det var mormor noget uforstående overfor. Hun så kun folkeliv, det gamle troskyldige væsen.

Mormoren syntes i det hele taget, at londonerne var rare og flinke!

 

Hotellet var vist ikke engang 7 meter bredt. (De målte det.) Men 4 etager højt! Hele den bydel vrimlede med disse diminutive hoteller, som fint kan overleve, fordi det er nær Paddington Station.

Th ses udsigten

 

De tre damer boede på allerøverste etage, Der var 69 trin op, så mormoren gik nødigt ud mere end højst én gang om dagen.

 

Morgenmaden på hotellet var et kapitel for sig. Der var plads til måske 15-16 personer på én gang. Så selvom det lyder utroligt, var der alligevel færre pladser end gæster på det smalle hotel. Så man måtte vente, hvis man var uheldig. Nogle af pladserne var i øvrigt utilgængelige, hvis man ikke ville nedlade sig til at kravle. Når man først sad, var det igen svært at rejse sig for at hente noget spiseligt.

Mormor var noget fortørnet over, at hendes æg var, ikke blødt, men hårdkogt med sørgerand! Juice og kaffe var henholdsvis koldt og varmt farvet vand

 

 

D ette billede taler for sig selv, ikke?

 

 

 

 

 

 

Sengene var et kapitel for sig. I begyndelsen delte mor og mo9rmor en 1½ mands seng. Det medførste deling af uldtæppe (alt vor varmt) og tilhørende overlagen Den allerførste nat huggede datteren puden fra sin mor. Den var gjort lidt blødere vha. en nakkepude og en ulden trøje, så det var forståeligt nok, men mormor blev vækket og snuppede puden tilbage, temmelig gal var hun.

 

 

 

 

Fortsættelse følger

 

måske?

 

KOMMENTARER OG BETRAGTNINGER

Mormoren lærte aldrig at forstå fordelene ved at tage the tube i stedet for busser.

Man skulle studere kort for at nå derhen, studere endnu mere for at vælge den rigtige forbindelse, Central Line, Bakerloo Line osv.

Så skulle man gå ad uendelige gange og op, ned og op igen ad uendelige trapper. Det var very exhausting i ordets rette betydning.

Så det var ikke så sært, at der ikke var mere energi tilbage til at trave rundt på museer ad uendelige gange og uendelige trapper.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Trafalgar Square, Piccadilly Circus og ?