Ian McEwan: "Barnets tarv"

Denne bog er lille af omfang, men stor hvad indholdet angår.
Der er 2 hovedemner. Hovedpersonens Fionas private forhold, hvor hendes ægteskab er i en alvorlig krise.
Og hendes rolle som højesteretsdommer, i dette tilfælde i en sag om en 17-årig dreng, som nægter at modtage blodtransfusion, selvom han derved underskriver sin egen dødsdom. Han er ligesom forældrene medlem af Jehovas vidner. Hvis han går med til transfusionen, risikerer han at blive udstødt af sekten. I denne sag går Fiona så vidt, at hun højst utraditionelt besøger drengen på hospitalet. Dette besøg bliver afgørende for hendes dom, der består i, at hospitalet får tilladelse til at give transfusionen.
Drengen opsøger hende senere, og det vækker følelser til live i hende, som hun som rationelt menneske ikke kan acceptere.
Dette resumé er lidt ubehjælpsomt, må jeg indrømme. Det værste var at opdage, at jeg har læst bogen før. Denne roman, som har gjort et dybt indtryk på, opdager jeg først at ha læst tidligere 3/4 henne i bogen. Det foruroliger mig dybt.
Skal jeg virkelig læse alle de gode bøger en gang til?
Måske skal jeg finde en omtale af bogen på nettet

 

Fornuften og følelserne står som stejle konkurrenter på hver sin side i Ian McEwans seneste roman, som sætter moralske dilemmaer i spil: At gå i døden for sin religiøse overbevisning eller at forkaste sin tro for at redde sit liv. At acceptere sin mands affære for at redde sit ægteskab eller smide ham på porten og holde fast i sin tro på det hellige ægteskab. Hvad er mest værd? Og hvad er mest etisk? Både religion og jura dikterer rigtigt og forkert. Men ikke alt er sort og hvidt, som dilemmaerne i denne roman viser os. I sidste ende er det menneskets egen tro og morale, der tolker lovene og fælder dommen. Ian McEwan skriver om et svært emne på en let spiselig måde, og han skal især have ros for at gøre juraen til spændende, autentisk læsning. 

 Originally published by Line Hoffgaard, Litteratursiden.


"Jeg er blevet kritiseret for at have støttet venner, der har skrevet kritisk om islam, og er blevet kaldt racist for det. Men man kan ikke vælge en race, så jeg kritiserer selvfølgelig ikke folks etniske herkomst, men man kan vælge en religion, og det er en vital forskel. Religion er et tankesystem, noget, man kan bifalde eller forlade, og som kan kritiseres. Så jo, der er faktisk mange ting, man ikke kan tale om,"
siger McEwan, der betegner sig selv som ateist.

Det er en tankevækkende bog, som vil egne sig glimrende til en litteraturgruppe.