Index

David Kehlmann: "F"

Michel Houllebecq: "Kortet og landskabet"

Per-Olov Enquist: "Musikanternes rejse"

Per Olov Enquist: "Lewis rejse"

 

 

David Kehlmann: "F"

Denne bog virker let, men er en sværvægter.
Forfatteren berører så mange emner, at den skal læses flere gange, foreløbig 2 for mit vedkommende, og da der også er andet, der skal læses, kommer den nok at til hvile lidt. Han er endnu ung, se billedet, så hvad kan han ikke drive det til?
"F" handler om 3 brødre, Martin, som er præst uden tro, Iwan, som er maler uden talent? eller? og Eric, som er lidt for dygtig til at jonglere med andres penge. Altså 3 antihelte. Deres fælles far, Arthur forlader pludselig familien og bliver en anerkendt forfatter. Men han har måske mistet noget undervejs.
Den handler på et overordnet plan om dybe religiøse problemer og væsentlige filosofiske spørgsmål.
Her er nogle citater, som jeg må sortere i, da de ellers ville fylde flere sider:
Om Martin: En dreng spørger ham: . . .det drejede sig om Guds forudviden. At han ved, hvordan vi vil beslutte os, allerede inden vi har besluttet os. Hvordan kan vi så alligevel være frie?  - Martin: "Det er et mysterium" - Et svar han giver tit, fordi han så slipper for at forklare det uforklarlige. (s. 47)
"Troen er ikke så vigtig", . . ."Præsten har magten til at binde og løse. Ligegyldigt hvad han tænker imens. Han behøver ikke at tro på sakramenterne, for at sakramentet skal fuldbyrdes" - "Og det tror du på"? - "Det behøver jeg slet ikke at tro på, det passer under alle omstændigheder" (s. 61)
Martin beder Gud om at give ham et tegn, men siger så, da dette naturligvis udebliver "Eller endnu bedre. Giv mig ikke noget tegn, lad mig slet og ret tro." . . . "Skulle man vide, at man troede? Jeg lyttede ind i mig selv" . . . "Men intet havde ændret sig" . . . (s. 78)
Her er hvad vicedirektøren for Radio Vaticana siger, da Martin spørger ham, om han tror på Gud: "(Gud) er tænkelig, og derfor må han findes, alt andet ville være en selvmodsigelse, altså ved jeg, at han også findes i tilfælde af, at jeg ikke tror på ham" (S. 99)

På s. 244 møder vi Erics datter, Marie. Hun er videbegærlig og tumler med filosofiske spørgsmål i en alder af 8 år. Hendes mor er skuespiller og meget adspredt. Hun tænker næsten kun på at indstudere sin nyeste rolle. "Hvorfor findes verden" - "Gud har skabt den, men hvor kommer Gud fra? Har han skabt sig selv?" - "Når man siger, at Gud har skabt alt, er det overhovedet ikke nogen forklaring. Hvorfor findes der noget?" - Langt om længe svarer moren: "Man kan slet ikke sige, hvorfor verden findes, verden behøver ikke nogen grund."

Der er naturligvis meget, meget mere. Den kan absolut varmt anbefales. Den vil ikke forældes i vor tid.

Hvad i alverden skal jeg nu give mig i kast med at læse? Det ved jeg ikke, og det får mig til at konkludere, at en god bog karakteriseres ved, at man ikke har lyst til at læse nogen anden, fordi den næppe kan være på højde med den, man lige har lagt fra sig.

Her er et par anmeldelser:

http://politiken.dk/kultur/boger/skonlitteratur_boger/ECE2356689/tysk-stjerneforfatter-udgiver-overlegen-ambitioes-roman/

http://www.litteratursiden.dk/anmeldelser/f-af-daniel-kehlmann

http://www.information.dk/505969

http://www.nytimes.com/2014/11/02/books/review/daniel-kehlmanns-f.html?_r=0

http://www.theguardian.com/books/2014/nov/06/f-daniel-kehlmann-review-comic-novel-god

 

 

Michel Houellebecq: Kortet og landskabet

Og hvad skal jeg så skrive? Det er ikke en bog, der gør mig optimistisk på menneskers vegne, og det er bestemt heller ikke forfatterens mening. Den er utrolig velskrevet, og jeg ofrede en hel søndag på de 306 sider, men syntes ikke, jeg spildte tiden.
Forfatteren spidder bl.a. kunstsnobberne. Fx kan jeg godt lide, at han ikke bryder sig spor om Picasso.
Lidt om handlingen. En fotograf, Jed, møder en smuk, russisk kvinde, og igennem hende bliver han kendt og senere maler med efterhånden verdensberømmelse. (Hvordan udtales mon Jed på fransk? Nærmest som je (jeg) gætter jeg). Jed er meget sympatisk, hele vejen igennem. Et forbillede, han maler af indre nødvendighed, ikke for at blive berømt eller rig, det overrasker ham nærmest, at han får så mange penge, han bliver boende i sin beskedne lejlighed. Han er lidt af en enspænder, som dog overtales til at opsøge forfatteren, ja rigtigt, Houllebecq. Og dennes selvprotræt er bestemt ikke flatterende, en særling og drukkenbolt, som er hadet af sine kritikere.
Sent i bogen sker et mord, og opklaringen af det vil jeg naturligvis ikke røbe. . .
Jeg vil prøve at læse Elementarpartikler, også af Houllebecq. De øvrige er vist for viderekomne for mig. . .

Her er så, hvad en rigtig kritiker kan sige af kloge ord om bogen:
"Romanen berører så mange vedkommende samfundsaktuelle, kunstneriske og eksistentielle problemstillinger, så denne læser blev helt stakåndet. Ganske vist foregår romanen i nutiden. Men den strejfer også science fiction-universet, idet den kaster det kritiske blik på forandringens vilkår, hvor russere og kinesere dominerer og provokerer det franske kulturelle selvbillede. Alt er tilsyneladende underlagt markedsvilkårene, og pengestrømmen styrer alt. Fremtiden formes nu, men hvilken fremtid?

På en sær måde er det alligevel en livsbekræftende roman. Her er mennesker af kød og blod, de mødes, handler, vælger, lever og dør eller vælger at dø. Det menneskelige og kunstens uomgængelighed er der, men kan det gribes?

Houllebecq er en nådesløs og suveræn iagttager af samfundet. Alt er på hans sigtekorn. Som en anden Balzac, Dickens eller nøgtern krigskorrespondent rapporterer han fra samtidens brændpunkter. Han er intellektuel, filosofisk, poetisk og provokerende, og han skriver let og ubesværet om det hele."

’Kortet og landskabet’, som han i 2010 modtog den største franske litteraturpris, Goncourtprisen, for, er blevet kaldt hans hidtil bedste roman.

 

Per Olav Enquist: 'Musikanternes udtog'
Det lyder ikke særlig appetitvækkende ved? Også den bog reddede jeg for en femmer, og under en 'influenza' greb jeg i min bognød til den med meget stor skepsis. Og så viser den sig at være en åbenbaring, oplysende, absolut om den svenske arbejderbevægelses opståen, men også poetisk, indfølende og sine steder ligefrem ikke til at lade være med at grine højt ad, og for mit vedkommende skal der meget til. Skildringen af bønnemødet i Josefinas køkken med hende selv som prædikant/bønneleder over menigheden, hendes egen familie, er ubeskrivelig morsom, guddommeligt morsom for at bruge store ord.

Hovedpersonen er en helt efter Greene'sk mønster (Magten og æren), en fedladen, fej og forhutlet agitator for fagbevægelsen; men han brænder for socialismen, skønt han tit væmmes ved västerbottenske arbejderes uvilje mod de nye ideer. De er dybt missionske, så der går lang tid og nogle dramatiske begivenheder forud , før de indser at religionen ikke kan redde dem. Den bog er blandt de allerbedste jeg overhovedet har læst. (Josefinas møde: s. 79 - 83)

Per Olov Enquist: 'Lewis rejse'
En fabelagtig bog om den svenske pinsebevægelse. Den er mere spændende end en krimi. POE er selv vokset op i et sådant miljø, med forsagelse, missionshus og bøn, så derfor virker den meget stærkt på en. Den bog ville jeg gerne eje selv. De to markante ledere er skildret med deres dyder og skavanker. Takket være deres engagement voksede pinsebevægelsen sig særlig stor i Sverige. Der blev også oprettet menigheder rundt om i verden.
Læst i april 2006.