Vera, min bedste veninde

6. august

I går døde Vera

Hun led af knoglecancer, som havde bredt sig. Hun led meget af smerter det sidste halve år, men fik en masse morfin, så hun blev træt i stedet. Godt, at hun endelig fik fred. Men jeg savner hende, og ingen kan træde i stedet for en veninde, som man har haft i mange år, 30 ca.

Vores skæbner mindede om hinanden. Det var bestemt det, der har gjort, at vi har holdt sammen så længe. Vi havde begge boet i store huse, haft mange gæster og "levet livet", og så bum bliver man alene, som 45-50-årig og skal klare sig selv, fordi der ingen penge var mere.
Vera havde oven i købet en 10-årig søn boende stadigvæk. Hun måtte tage et job som hjemmehjælper, og jeg er sikker på, at mange af dem hun besøgte mindes hende med særlig glæde, for Vera lod hånt om reglerne for, hvad man måtte og ikke måtte i hendes job, så hun har hentet øl og cigaretter til trængende klienter. Hun gav sig også tid til at snakke og lytte.

Som pensionist arbejdede Vera igen for andre. Hun har været frivillig hjælper i Dagcentret Byparken, ligeså i pensionistklubben OK-klubben og arbejdet i Røde Kors' genbrugsbutik.

Vera vidste godt, at hendes skolelærdom ikke rakte særlig langt.
En stor del af året gik hun kun i skole hver anden dag. Og meget af skoletiden gik med at passe lærerens have. Hun kom ud af 7. klasse.
Derfor meldte hun sig til nogle kurser på VUC, da h
un blev pensionist, nemlig dansk og psykologi. Senere kastede hun sig også over at lære at begå sig på en computer, og hun skrev en del mails, bl.a. til et par venner, hun fandt på nettet. Den ene blev forelsket i hendes billede og vel også i hendes måde at skrive på, så han friede ligefrem til hende. Han nåede at sende hende en masse blomster, indtil han endelig opgav sin forgæves bejlen.

Der er mange gode minder.
Vi har taget til stranden sammen, på udflugter, været på højskole, lavet mad sammen, været på slankekur sammen,  holdt nytår sammen og trøstet hinanden mange kedelige søndage.

Engang deltog vi i et kursus i folkedans. Jeg var selvskreven til at danse som herre, mens herrerne sloges om at komme til at danse med holdets smukkeste dame, Vera.

På en rejse med "de gamle" fra Byparkens dagcenter, delte vi værelse. Sidste aften var en såkaldt festaften. Da vi havde lagt de gamle i seng, fandt vi ud af, at vi trængte til noget sjov oven på den kedelige fest. Vi gik da på et dansested, hvilket land og hvilken by?, men der blev Vera straks budt op af en nydelig herre. Den fornøjelse skulle hun ikke ha alene, så jeg dansede med sammen med de to. Jeg var nok altid lidt jaloux . . .

En anden gang var vi på højskole. Eleverne var ca  80 kvinder og 2-3 mænd. En af dem var en attraktiv "ungkarl" sidst i 50-erne. Som en ekstra attraktion ejede han en smart hvid sportsvogn. Ud af alle disse enlige damer valgte han at kaste sine øjne på Vera. Jeg opdagede intet, selvom vi delte værelse, så de må have været meget diskrete. Bagefter fortalte Vera, at hun havde sagt nej til ham, fordi hun ikke ville flytte væk fra Svendborg og sin familie der. Da har Vera været først i 70-erne.

De sidste måneder boede Vera på plejehjem lige her i nærheden Her besøgte jeg hende i hendes hyggelige stue der. Det lurede selvfølgelig i baghovedet, at dether slap hun ikke godt fra. Men vi havde nogle sjove ture hen i Det nærmestliggende supermarked, og næppe var vi kommet indenfor, før vi skulle stoppe og kigge på tøj. Så vi drog hjem med vores bytte. Der skulle tøjet prøves og næste dag - byttes. Dagen efter var der nye fristende klude, som absolut skulle med hjem. Og så fremdeles. Det fik vi mange gode timer til at gå med. Vera kunne for en kort stund glemme, at hun var dødeligt syg. Det virkede så livsbekræftende på mig. En dag kom vi helt ned i byen og nåede hele 3 butikker. Alle vegne kom venlige personaler hen for at hjælpe med at få kørestolen sikkert ind og ud.

Vera ville være blevet 88 år i december.
Der skal ingen annonce i avisen, har hun selv bestemt for længe siden, og det ønske respekterer familien. Det skal man jo nok, selvom jeg tror, rigtigt mange vil være kede af først at få det at vide bagefter ved et tilfælde.

Hun kommer til at ligge på Thurø Kirkegård ved siden af Kent, den yngste søn, som kun blev 49 år. Det var et hårdt slag for hende, da han døde. Det er jo imod naturens orden.
Men heldigvis har Vera en enstående omsorgsfuld familie, som har været der for hende, også i vanskelige tider.

Nu bagefter funderer jeg over, om jeg fik sagt det rigtige i den sidste tid? Det må jeg håbe, andre har gjort, for som ikke-særligt-troende kunne jeg ikke begynde at give hende falske forsikringer eller håb om efterlivet. 

Om bisættelsen kan jeg kun citere, hvad jeg har skrevet på Facebook:

HJERTESUK ! ! !
Hvorfor bruger organister næsten aldrig Melodibogen med nedsatte salmer? De fleste salmer ligger i et toneleje, som passer til heltetenorer og sopraner. Og når man nu får chancen for at synge, i dette tilfælde til ære for min veninde ved hendes bisættelse.
Og hvorfor bruger præster næsten aldrig mikrofoner? Af de smukke ord i går hørte 2 andre gæster og jeg kun nogle halve sætninger.
Hensigten var måske, at vi skulle lade lommetørklæderne blive liggende i lommerne?
Nej, jeg blev ikke rørt, selvom det altid er højtideligt at komme i kirke i sådan en anledning