Nadine Gordimer: 'Der er noget derude'


Hvor tit falder man over en læseværdig bog for en femmer?
Men mere gav jeg ikke for denne særlige bog om et vellykket angreb på et kraftværk i Sydafrika engang i 80'erne. Nadine Gordimers stil er helt speciel, og man nyder de enkelte sætninger. Desværre læste jeg alt for hurtigt pga. den spændende handling; men jeg vil genlæse bogen snarest. Man får en god indsigt i både frihedskæmperes hårde verden og nøjsomme levevis (eller terrorister, alt efter synsvinkel) og de hvides verden i deres afskærmede og sikre tilværelse. Som Rifbjerg siger: 'Med al den tørhed, der er så autoritativ og besættende hos Gordimer leveres den spændende historie . . .' Læs den! Den er kun på ca. 100 sider.

Fay Weldon: 'Store kvinder'


Når man har levet i 70'erne, måske lidt på sidelinjen i den danske provins, men alligevel levende optaget af rødstrømpebevægelsen og præget af den resten af sit liv, så er denne bog om kvindesag en åbenbaring. Hvor hun forstår at sætte tingene på plads og se både de uomtvistelige gevinster der blev opnået og de ofre der blev ydet, ikke mindst de særlige vilkår for børnene i de splitede familier. Den burde læses af alle, også eller måske især af mænd! Og hvad med alle de unge kvinder, som tror tingene bare er kommet af sig selv?


Per Olav Enquist: 'Musikanternes udtog'


Det lyder ikke særlig appetitvækkende ved? Også den bog reddede jeg for en femmer, og under en 'influenza' greb jeg i min bognød til den med meget stor skepsis. Og så viser den sig at være en åbenbaring, oplysende, absolut om den svenske arbejderbevægelses opståen, men også poetisk, indfølende og sine steder ligefrem ikke til at lade være med at grine højt ad, og for mit vedkommende skal der meget til. Skildringen af bønnemødet i Josefinas køkken med hende selv som prædikant/bønneleder over menigheden, hendes egen familie, er ubeskrivelig morsom, guddommeligt morsom for at bruge store ord.

Hovedpersonen er en helt efter Greene'sk mønster (Magten og æren), en fedladen, fej og forhutlet agitator for fagbevægelsen; men han brænder for socialismen, skønt han tit væmmes ved västerbottenske arbejderes uvilje mod de nye ideer. De er dybt missionske, så der går lang tid og nogle dramatiske begivenheder forud , før de indser at religionen ikke kan redde dem. Den bog er blandt de allerbedste jeg overhovedet har læst. (Josefinas møde: s. 79 - 83)


Per Olov Enquist: 'Lewis rejse'

 
En fabelagtig bog om den svenske pinsebevægelse. Den er mere spændende end en krimi. POE er selv vokset op i et sådant miljø, med forsagelse, missionshus og bøn, så derfor virker den meget stærkt på en. Den bog ville jeg gerne eje selv. De to markante ledere er skildret med deres dyder og skavanker. Takket være deres engagement voksede pinsebevægelsen sig særlig stor i Sverige. Der blev også oprettet menigheder rundt om i verden.
Læst i april 2006.

James McBride: 'Som vandets farve'

 

Denne bog, som jeg har læst sammen med min litteraturgruppe, fortjener en større udbredelse, end jeg tror den har. vi fik i hvert fald en livlig diskussion i gruppen.
Forfatteren skildrer på en meget smuk og varm måde sin mors liv. 
Selv er han nr. 8 i en børneflok på 12! Han og hans søskende er sorte i alle nuancer, hans egen far og hans senere stedfar ligeså; men moren er hvid.!
I jagten på sine rødder finder han ud af, at hun er ud af jødisk familie og har haft en ualmindelig hård opvækst. Da hun altid har følt sig udenfor og er blevet tilsidesat af sine omgivelser, fordi hun var jøde, tog hun det usædvanlige og drastiske skridt at gifte sig med en sort mand. Derved blev hun udstødt af familien, men var så heldig at blive grebet af det kristne budskab og finde et ståsted i den baptiskirke, som hendes mand grundlagde. Da David døde, giftede hun sig igen med en sort, og fik altså endnu 4 børn med ham. 
Så forfatteren har selv haft en hård barndom, kan man forstå. 

 

James fortæller skiftevis sin egen og morens historie, og det er der kommet en tankevækkende bog ud af, som jeg varmt kan anbefale. Der er både religiøse og politiske temaer i denne bog udover beretningen om de meget specielle personlige historier. Og selv om ortodokse jøder såvel som de sorte er minoriteter, som er udsat for diskrimination, så er der absolut ingen sympati imellem dem.

Thorkild Grosbøll: 'En sten i skoen'

 

Om denne bog  kan jeg sige, at den ikke var let for stå som lægkvinde. Man skal vist være teolog eller lignende for at få ret meget ud af den.
Her er dog en tankevækkende iagttagelse: Alle de mennesker som ikke bidrager til samfundets vækst og som ville være overflødige inden for en overskuelig fremtid. Det hed først 2/3-samfundet, senere 4/5-samfundet. Hvad skulle man stille op dem.? 'En så dundrende majoritet ville være en latent trussel mod samfundet og dets demokratiske institutioner. . .Brezinskys (Carters sikkerhedsrådgiver O's anm.) forslag hed med en sproglig nyskabelse tittitainments d. . . hvilket stod for en uophørlig overrisling af tv-soap, quizz-programmer, talk-shows, skæbner -for-livet-fiktioner og lignende pseudostof døgnet rundt. Dermed skulle deres virkelighedsopfattelse være tilstrækkelig dopet til,at de ville være ude af stand til at formulere et oprør.'Dette kan jeg desværre fuldt og helt tilslutte mig.

'I alt fald giver det ingen mening at forarges over tilværelsens grundvilkår i en verden uden gud . . .heller ingen . . . med gud.'

s. 124 'De klassiske operaers usandsynligt tåbelige historier taler åbenbart til noget i tiden. Figurerne er som skåret i pap med samme foldekniv, som Morten Korch benyttede, da han i sin tid skabte sine udødelige værker om det danske bondelands helte og skurke og det godes sejr..
Måske er det savnet af en gud for det jordiske kukkasseteater, der gør det tillokkende at sidde og glo på den slags. (Ja, hvor har han ret, og hvor er de skønne toner tit og ofte en bedre handling værdig.)

Om kirken (s. 134) 'Der er ikke nogen erkendelsesmæssig cirkulation,intet stofskifte. blot museale kulisser til brug ved højtidelige lejligheder . . .

Julian Barnes: En trekanthistorie


Efter den vellykkede læsning af 'verdenshistorien' gik jeg så i gang med denne, som jeg stort set er ret begejstret for.
Det er dog ligesom forfatteren ikke holder måde med løjerne. Pludselig er det hele nærmest en farce. Jeg læser den dog til ende, Og så med 'andre briller'.