Overskrift

Korrektioner          Jonathan Franzen

Solar                      Ian McEwan

Pianostemmeren    Daniel Mason

Den søde tand        Ian McEwan

Huskekunstnerne    Jeffrey Moore

Galápagos              Kurt Vonnegut

Halvbroderen         Jan Kjærstad

Love Anthony         Lisa Genova

 

Jonathan Franzen: Korrektioner


Denne bog forventede jeg meget af, men jeg må tilstå jeg blev skuffet. Den skulle være den store, amerikanske samtidsroman.
Stor er den i hvert fald, 608 sider.
Hvem har tid til at læse så meget, når der er lange, uvedkommende og derfor uinteressante passager? Dem sprang jeg efterhåneden over, for de havde ingen betydning for handlingen.
Når det er sagt, så er der rigtig meget godt i bogen.
Skildringen af faren Alfred fremadskridende Alzheimer virker meget ægte. Den typisk amerikanske husmor, Enid, som går op i en masse ligegyldige småting, indtil man næsten mod slutningen opdager, at hun 'ett er så ring' endda'. og at hun altid har haft problemer med sin knudemand. Der er også gode, indfølende portrætter af de 3 børn, datteren Denise, som vikler sig ind i en masse rod, broren, Chip, som altid er uheldig, både i jobs og kærlighed, og endelig den ældste, Gary, som ligner sin far, men alligevel modsat ham er 'under tøflen' Nogle af figurerne virker let karikerede, fx Enid. Så dum kan da næsten ingen voksen kvinde være.
Nå, men læs bogen og døm selv.
Hos mig får den kun 3 stjerner.
(100111)

Ian McEwan: Solar

Denne bog købte jeg, fordi den var billig, under 20 kr, og fordi jeg kender forfatteren i forvejen, troede jeg.
Men jeg blev overrasket. Det er en herlig satire over alt muligt, videnskabsfolks (mænds) forfængelighed, pressens uhyrlige magtmisbrug, m.m.m., klimaedebattens afsporing, fx.
Nå, jeg er kun ½vejs i bogen, men sidder her, mens indtrykkene er friske.
Fysikprofessor Michael Beard, som er blevet Nobelprismodtager, (nærmest ved en fejltagelse, antydes det i stedet for Michael Bird, hvis opdagelser var mere markante.) Dette er steget ham til hovedet, da han bliver udsat for en sand forgudelse pga. den pris. Han er også indblandet i en tvivlsomt projekt med en slags private husvindmøller, som forlængst har overskredet budgettet.  Så meget desto værre føles faldet fra piedestalen, da han ubetænksomt udtaler sig om kønnenes forskellige egnethed inden for fysik og humaniora, som noget naturgivent. Nu bliver der gravet i hans fortid, hvor han udover at ha været gift 5 gange, har haft en masse affærer.. Nå, dertil er jeg kommet.

Her er et par særlige steder: s. 64, hvor han funderer over,  at hans nuværende kone har ydmyget ham ekstra meget ved at gøre ham til hanrej med en simpel håndværker uden kultur og dannelse.
s. 198, hvor der bliver taget et billede af  ham, hvor det ligner et brutalt og blodigt overfald på en ældre kvinde. I virkeligheden har han bare smidt en tomat tilbage i hovedet på en demonstrant. Beard bliver betragtet som nynazist pga. de nævnte udtalelser, så . . .

Detteher kan jeg simpelthen ikke står for: Det er en opremsning af menneskets ufuldkomne skabelse. (s. 240) "Trods de insisterende argumenter for, at det måtte findes en Gud, brød argementet sammen, så snart man kiggede nærmere på homo sapiens.
Ingen Gud, som var noget værd, ville have værst så sjusket ved sit tegnebord."

Det ligefrem kriminelle, MB når at begå, er at lade en anden undgælde for en forbrydelse, som han selv er delvis skyld i, ligesom han stjæler denne afdøde superstudents ideer og tager patent på dem, somom de er hans egne.  

MIchael er gennemført usympatisk, en decideret antihelt. Der er absolut intet forsonende ved ham.
Hvad det videnskabelige og tekniske angår, er researchen gennemført fuldendt.

http://www.nytimes.com/2010/03/30/books/30book.html?_r=0

Denne engelske kritiker beklager sig over de sidste 2 tredjele af bogen.
Også jeg synes historien fuser ud i den sidste tredjedel.
Her føles forfatteren uoplagt og gentager nærmest sine pointer, og det er synd i en ellers virkelig læseværdig og morsom bog.

Læst oktober 2013

Mason, Daniel: Pianostemmeren

En bog med sådan en titel måtte jeg simpelthen købe - til en tier.
Det er en underholdende og også tankevækkende bog om koloninalisme. Handling skal der selvfølgelig være. Så en klaverstemmer sendes afsted for at stemme et flygel, som er fragtet ud til en agtet britisk stabsoverlæge i det krigshærgede Burma. Bogen har noget eventyragtigt over sig, og jeg kunne næsten ikke lægge den fra mig. Edgar Drake drages fra det kendte ind i det ukendte. I Burma møder han den ekscentriske Anthony Carroll, en karismatisk personlighed, som har "skabt en paradisisk verden, hvor det lykkes ham at pacificere den lokale befolkning med poesi, musik og gratis lægebehandling" (fra tekst på bagsiden). 
I bogen er der skønne kvinder, intriger, eksotiske landskaber, sære tildragelser, mystik, og så i tilgift masser af refleksioner over tilværelsen, som hæver den over almindelige eventyrromaner.

Der er kommet en film ud af den eventyrlige handling, men den er umulig at finde. Måske blev den en fiasko. Jeg er glad for at eje denne bog, som jeg nok vil læse igen, når jeg bliver gammel!
111013.

Ian Mac Ewan: Den søde tand

Velskrevet spionroman. Jeg læste den, dels fordi jeg synes om andre bøger af IE, dels fordi jeg troede, den var baseret på virkelige hændelser. Den er alligevel læseværdig. Man føler med personerne, både jeg-personen, Serena, en lidt mislykket matematisk studerende, som ved et tilfælde bliver rekrutteret efterretningsvæsenet. Også med den forfatter, Tom, der modtager penge fra en kulturfond, som er en dækorganisation under samme væsen. De to forelsker sig i hinanden, under falske forudsætninger, må man sige. Slutningen er meget overraskende. 
100713

Jeffrey Moore: Huskekunstnerne

Imod sædvane bringer jeg her en anmeldelse, som dækker min egen vurdering af denne fremragende og usædvanlige bog. Pga. personlige oplevelser med en veninde berører den mig meget dybt.

Læs den. Den er ikke svær at komme i gang med, og man bliver hurtigt indfanget i det bizarre univers.

Enestående og tragikomisk roman om at huske og glemme.

"Noel Burun er synæstetiker – i hans tilfælde betyder det først og fremmest, at når han hører lyd, oplever han det også som farver. Det lyder måske vældigt underholdende, men for Noel har det voldsom betydning, da det gør det meget svært for ham at omgås med og forstå andre mennesker. Som største konsekvens har hans farverige lydoplevelse også givet ham en fænomenal hukommelse; helt enkelt kan Noel ikke glemme noget som helst.

I den stikmodsatte ende af hukommelsesskalaen finder vi Noels mor, en tidligere lærer, som befinder sig i de ulykkelige indledende stadier af Alzheimers. Al hendes intelligens og skarphed forsvinder hurtigere og hurtigere ned i et sort hul, og Noel dedikerer sit liv til at finde en kur mod sygdommen – en mission, han hen ad vejen får hjælp til af en række meget forskellige venner.

”Huskekunstnerne” fortælles gennem en lang række fragmenter – noget af det er skrevet af en ghostwriter ansat af neuropsykologen Emile Vorta (som selv kommenterer handlingen gennem en række fodnoter sidst i bogen), der bringes uddrag fra nogle af personernes dagbøger og avisartikler. Man skal altså ikke bare forvente en fortælling, der bevæger sig fra A til Z, men snarere en kalejdoskopisk indgangsvinkel til historien. Der springes frem og tilbage, hændelserne ses fra flere vinkler, og ens opfattelse af tingenes tilstand skifter hele tiden.

Fortællingens lidt pudsige konstruktion kravler under huden på læseren pga forfatterens evner til at beskrive sine personer på godt og ondt. Han rækker fra moderens smertefuldt beskrevne nedtur mod glemsomheden til vennen JJ, der beskrives som et legesygt barn – og samtlige mennesker i romanen vokser subtilt i læserens bevidsthed. Indrømmet, det kræver en smule indsats, men gør man den, venter der en eminent læseoplevelse. Som man husker".

Citater: Om Mensa (s. 112)
"Mensa? Du må være gal. En selvtilfreds klub af narrøve, der ikke er intelligente nok, til ikke at være medlemmer" Dette siges af Norval, kyniker, grænsende til det psykopatiske, men mange af hans meninger rammer alligevel plet. Der er i hvert fald et gran af sandhed i dem.
Her er en anden replik af Norval "Vor tids sundhedsfanatikere. ernæringsapostle og tugtemennesker - de styrer folks liv året rundt. I stedet for at spise og drikke skal vi fornægte os selv ... få "et godt liv" ... en verden af bekymrede mennesker... (317)
"Vi har brug for en risikofyldt tilværelse. Ved du hvorfor? For med alle de store årgange der går på pension, har staten ikke råd til at betale alle disse mennesker for ingenting at lave bortset fra at løfte vægte og springe rundt i gymnastiksale. Vi har brug for konvojer af varevogne, der kører rundt dagen lang og samler joggere op og bringer dem hjem - de er alle i fin form, men kan ikke huske, hvor de bor" (319)
Her må jeg give Norval ret :"...Da Norval var yngre, troede han, at kunst kunne udfylde det vakuum, det tomrum, som ... religionens forfald har efterladt. At verden kunne kureres eller lindres af af kunst - den "store udogmatiske kirke" kaldte han den. Men når han nu ser betragter den moderne kunst, musik og film, har han mistet håbet om, at det nogensinde sker. Han siger, at nutidens kunst ikke drejer sig om andet end forfængelighed og ego. At berømthed betyder mere end sandhed; reklame og succes mere end fortjeneste." (s. 200)
En af de morsomme episoder er skildringen af en aften hos JJ, som nærmest lider af ADHD.
Han vil fejre øjeblikket 20:02, 20/02, 2002. Dette kalder JJ et palindromisk øjeblik. Norval fortæller ham, at datoen ikke er korrekt, at den først indtræffer 18 dage senere, altså ikke 2. feb., men 20 feb. Samira, kvinden i Noels liv, udbryder "Åh, hvor er det synd". JJ er fortvivlet. (134)

Læst i august 2013. (358 sider + noter, som også bør læses)

Kurt Vonnegut: Galápagos

Om menneskehedens fremtid.
Meget morsom, så man sidder ikke og fortvivler.
Baseret på historiske kendsgerninger, men ellers fri fantasi.
Nogle mennesker strander på en af Galapagosøerne, som hovedpersonen, Mary, identificerer som Santa Rosalia, fordi hun genkender vampyrfinkerne. Hun er lærer og har i forvejen en grundig viden om selektionen, Darwin og alt det der. Med sig har hun en slags computer, Mandarax, som kan oversætte, oplagre samtaler og meget andet nyttigt. Også en masse, som ikke kan bruges i de skibbrudnes situation. Mary er næsten den eneste, som er positivt beskrevet. Alle mændene - så godt som  - er svindlere, løgnagtige og kujonagtige og ikke til nogen nytte. Bogen rummer en masse citater af berømte forfattere. Bogens fortællerjeg har levet samtidig med disse mennesker, men lever nu igen 1 million år senere, som KV flot lader ham gøre. På dette tidspunkt har menneskene tilpasset sig livet i havet, er pelsklædte og har luffer. Deres hjerner er skrumpet ind, for det var fortidens store hjerner, som ledte menneskeheden på afveje og var skyld i, at den udryddede sig selv. Kun denne lille håndfuld mennesker overlevede og formerede sig på en måde, som Mary fandt på. Bogen er fuld af barokke indfald, men også yderst menneskelige og genkendelige reaktioner på disse ekstreme udfordringer.
En morsom detalje er, at forfatteren bruger en stjerne * foran de personer, som dør kort efter.

Et par citater:
"Den ganske verden er
en skueplads og alle, mænd og kvinder
blot aktører. Hver har sin sortie
og sin entré, og hver har mange roller
at spille . . . ?"
(Shakespeare)

Et citat mere:
"Fremskridtet har været mere almindeligt end tilbageskridt" (Darwin himself)
(Citaterne er oversat. De lyder nok bedre på engelsk)

Læs bogen. Den er fra 1985, og den er kun på 259 sider. (Læst 120813)

Jan Kjærstad: Halvbroren

'Halvbroderen' af Jan Kjærstad har jeg også læst i sommer. De nordmænd er fremragende fortællere. Også anmeldt andetsteds. Hvem gider læse krimier, når der findes sådanne fortællinger?
Nu er jeg i gang med 'Forføreren' af Jan Kjærstad, og jeg er allerede helt opslugt af den. Den skal læses til en litteraturgruppe om en 14 dagestid, men inden jeg ser mig om, har jeg læst den færdig. Den er fantastisk, sikken en spontan fortælleglæde, og jeg som var ret skeptisk på forhånd!

Harper Lee: Sæt en vagtpost ud

Efter et par forvirrende kapitler begynder bogen at blive højst læseværdig og medrivende.

Den er en fortsætelse af "Dræb ikke en sangfugl".
Den bliver absolut mere tilgængelig, hvis man har læst denne først, skønt Lee skrev Vagtposten først. Den fik hun afslag på, eftersom den gav et alt for sandfærdigt billede af tilstandene i Sydstaterne i 50'erne. I Sangfuglen er hovedpersonens, Scout, en stor beundrer af sin far, advokaten Atticus Finch. Særligt da han forsvarer en sort mand,hvis mor er deres sorte hushjælp, Calpurnia. Sønnen er uretmæssigt anklaget i en voldtægtsssag, og Finch forsvarer ham så overbevisende, at sønnen går fri.
Dette og Atticus' standpunkter i øvrigt sætter dybe spor i Scout.
Bogen er i øvrigt fuld af charme og vid.

I Vagtposten oplever Scout, som nu er 28 år og som nu kaldes ved sit egentlige navn, Jean Louise, at Atticus deltager i et møde, hvor de fleste af deltagerne er racistiske, en af dem i en sådan grad, at det vælter ud med alle de værste skældsord om de sorte, som han selvfølgelig konsekvent kalder niggere. Atticus kommer ikke med nogen indvendinger, samtykker tilsyneladende.
Dette opleves så forfærdeligt for Jean Louise, at det kommer til et voldsomt opgør med faren.
Dog ender bogen alligevel med forsoning.

Selv har jeg vanskeligt ved at tro på denne happy end, som kan være digtet til sidenhen af andre.

Et par citater. s. 112 Gud skabte racerne . . ., fundamental underlegenhed . . .stadig i træerne . . . osv i den dur

s. 106 Her håner Jean Louise sin tante og vrænger ad ord i en pamflet, som tanten billiger, "hvor de sorte, Gud bevare dem, ikke kan undsige sig at være den hvide race underlegen, fordi deres hovedskal er tykkere, og det hulrum, hvor hjernen ligger, er mindre . . ."

s. 249 Atticus siger "Jean Louise. Har du nogensinde tænkt på, at man ikke kan sætte en gruppe tilbagestående mennesker til at leve mellem mere højtudviklede mennesker i den samme type cicilisation og samtidig have et et socialt Arkadien?"

s. 226 Onklen. dr. Finch "Herregud min pige, folk er ikke enige med Klanen, men de forsøger ikke at forhindre dem i at iføre sig lagener og gøre sig selv offentligt til grin"

Et par muntre citater:
s. 64. JL tænker tilbage på barndommen og deres opfindsomme lege, hvor Scout sammen med kammeraterne en dag finder på at lege vækkelsesmøde.
Nej, der er for mange, men det er ligefrem grinagtigt.

Det kunne være interessant at få fat i originalmanuskriptet til Vagtposten, som en forlægger fik narret fra Lee, da hun var på plejehjem og halvdement.

Men læs begge bøger! De kan varmt anbefales.
Velegnet til litteraturgrupper!!!

 

 

Lisa Genova: "Love Anthony"


Til en miniferie på gården ved Skive medbragte jeg denne bog, fordi jeg var blevet så betaget af Stadig Alice, Genovas bestseller. Desuden er det altid godt at forbedre sit engelsk.

Lisa Genova er neurolog og ved, hvad hun skriver om. Desuden laver hun en masse research. Og så har hun hjertet med i det, hun skriver, så man næsten føler, man som læser ER disse personer.

Anthony er autist og kan desuden ikke tale. Det er meget svært for hans forældre, skønt moren gør sit yderste for at forstå sin søn. Hun elsker ham, men savner kontakt med ham, som hun kun momentvis får. Han lever i sin egen verden, som man på forunderlig vis får et større indblik i, gennem Beths bog om en autistisk dreng.

Anthony dør efter et voldsomt epileptisk anfald som 10-årig, og Olivia vælger at bo alene på øen Nantucket. 
Her møder hun Beth, og de to kvinder bliver tæt forbundne. Jeg mangler lige slutningen, som jeg dog alligevel ikke ville røbe her.
Man må være forberedt på at sluge et par kameler undervejs. Anthony har en form for efterliv, som Beth mirakuløst bliver inspireret af til sin bog.

Den lære, forfatteren vil ha os til at finde i bogen, er at kærlighed kun er ægte, hvis den er betingelsesløs.

Nogle få citater:

Olivia er opdraget i et katolsk miljø - og skiftevis tror og tvivler.
". . . What kind of horrible God would give a boy autism? What kind of god would afflict a small boy this kind of suffering? Why? Why can't Anthony talk to us? Why can't he look at me and say 'Mom!' ? and come running into my arms like other little boys? Why does he have to live like this? What did he do to deserve this kind of life? What did I do to deserve this? Why? " (117)

Olivia drikker en hel flaske vin til trøst og vågner næste dag med forfærdelig hovedpine.
"We have pills for headaches. We have antidepressants for sadness. We have God for believers.
We have nothing for autism." (138)

Olivia søger altid ensomhed og finder hvile ved havet og stranden.
"She stares at the starry sky, at its vast, complicated, unfathomtable enormity but at its simple, accessible beauty, its existence explained by the logical laws of physics and, at the same time, ultimately, utterly unexplainable." ((246)

Veninden, den alternative Petra, mener, at Beth skal lære noget gennem sit skriveri om Anthony, som hun jo aldrig har kendt. Beth tvivler, og det gør vi andre ærligt talt også.
". . . sometimes she'd (Beth) read back and think How did I come up with this! How did I know to write this? "
Og man må indrømme, at der skal mere end almindelig inspiration til !
Genova uddyber dog ikke dette, men lader Petra stå alene med dette synspunkt.

Denne bog er yderst læseværdig. Kunne godt bruges i en litteraturgruppe.

(læst i sommeren 2016)