Tømmerkoner

I dag, 26/9 fik jeg en dejlig gave af Agnete, en smuk kunstkalender fra Unicef. Den glæder jeg mig til at vise frem. Af Knud fik jeg en flaske portnervin.
I SÁ fik jeg godtgjort udgift til et engelskprogram for begyndere. Det kan fås for 80 kr. i Føtex. Pengene fik jeg for mit gode initiv. Og det var 'bare' fordi Vera alligevel ikke fik brug for det.
Marie er gået i gang med at omdanne sit kursus i kortdesign til et kombineret it-kursus, hvor hun kan bruge en del af Bittens og mit materiale. Håber det lykkes, men det tror jeg på.

80 årsdagen

Den 17. september skete så det 'fatale', at jeg trådte ind i et nyt årti, nemlig 80erne.
Pga. langvarige forberedelser havde jeg forlængst vænnet mig til at have et nyt tal foran, mente jeg, men . . . sært er det, når man bare føler sig et sted i 60erne.  Gode gener og det, at jeg ikke har haft op/nedslidende fysisk arbejde, og så en masse held har ført mig så langt.
Nå, først skulle jeg tage stilling til, om jeg overhovedet ville fejres, for det er jo ingen kunst at blive 80. (se ovenfor).
Efter en total aflysning, vendte jeg tilbage til, at det kun var folk over 46, jeg ville invitere.
Børnebørnene ville jeg gerne ha haft med, men de ville ha kedet sig i dette selskab, og jeg kunne ikke klare det i mit hode. Og der er jo altid det med pengene.
Så skulle der skrives en rigtigt original invitation, og det tog lange tider og mange forsøg. Til sidst blev den bare ganske almindelig og totalt uspændende. Da jeg sendte det bedste forsøg til min værste kritiker, Paul, fik jeg at vide, at det var en ommer.
En gaveliste blev også efterlyst, men jeg kunne i farten ikke komme på andet end en termokop, en bil, en stegepande, et klaver, en fugtpose til mit kælderrum og lignende, og derfor ønskede jeg mig en oplevelse.
Derefter skulle der bestilles mad et eller andet sted. Det blev Kjærs Køkken, her på Fyn, og det kan jeg godt anbefale. Det var nemlig nærmest et skud i tågen. Maden var perfekt, og der var nok af den. Barbecue kalder 'de' den menu.
Hvor skulle festen holdes? Kirkehuset kunne jeg låne, men den tanke forlod jeg igen, fordi jeg syntes, at mine eller Margrethes gæster havde vandret tilstrækkeligt mange gange rundt på kirkegården.
Så fik jeg den idé at spørge, om jeg kunne låne akademiet, og det fik jeg omgående lov til.
Så og så og så - kom spørgsmålet om duge. Nu blev tingene mere konkrete. Kunne bordet trækkes langt nok ud, var dugene lange nok og i en passende kulør. Mange duge blev slæbt frem og tilbage, valgt og siden kasseret. (Blomster i rosa farver dominerede i butikkerne, og så kunne jeg jo ikke dække med den orange dug, vel?)Endelig kom bordpladen i efter mange mislykkede forsøg,
Bitten og Margrethe hjalp mig med at købe og fragte vin og øl til huset.
Vera og jeg holdt vinsmagning en eftermiddag og fandt ud af, at den vin, italienske, som jeg havde købt i rigelige mængder, smagte overmodent, og derfor måtte der købes yderligere 4-5 flasker rødvin af andre mærker.  Men vi havde det sjovt den dag, hvor vi bare sad og nippede og ialt kun fik et enkelt glas (eller 2).
Bordkortene fik jeg dog lavet - i løbet af ganske kort tid, da jeg endelig havde fået inspirationen til at gøre dem personlige.

SELVE DAGEN
havde jeg inviteret et par naboer (Anna Marie, Inger Lis, Marie + Vera og Annelise) til dammekomsammen. Første gang i mit liv, men én gang osv. . . .Det var rigtig hyggeligt.
Kl. 12 blev jeg inviteret af bestyrelsen til en reception (?). Vi fik rejer og hvidvin og jeg en masse gaver. Det var jeg beæret over.
Om eftermiddagen hjalp Doris og Kirsten mig med at dække bord. Kirsten lånte mig en  masse grej, Doris lavede kønne blomsterdekorationer. Og Kirsten inviterede mig på mad i bistroen hos Føtex. Til slut en night cap sammen med Vera.

SELVE FESTEN
var en succes. Dejligt oven på alle anstrengelserne.
Og der var god underholdning. Paul holdt en tale, ikke til mig, men til familien, og det var helt ok. Bagefter sang han smukt, og til sidst spillede han Happy Birthday indflettet i alle mulige musikstykker.
Så kom 'Linje 4' og optrådte, hvor jeg især vil fremhæve 'Musens sang', sunget meget smukt af Margrethe.
Derefter havde Inger og Gudrun et morsomt indslag, der hed' Hvor godt kender du Olga?' Især jeg morede mig gevaldigt, og det var ikke engang mig, der vandt i de 10 spørgsmål. (3 muligheder i hvert).
Inger havde også et nummer, hvor jeg skulle svare på spørgsmål, om hvad der var det værste, der skete i forskellige gamle grumme børnesange.
Jeg fik aldrig samlet mig sammen til at holde tale af forskellige grunde, men pyt.
Jeg havde udtrykkelig frabedt mig taler og sange, så det var min egen skyld, at der ikke kom nogen udover Irenes sang, som da ikke var særligt personlig, eller var den?
Det skulle først og fremmest være en hyggelig fest for venner og familie, og der skulle ikke være nogen hovedperson (det kan nemt blive enormt kedeligt, synes jeg).
Christian var en udmærket toastmaster.
Alle havde derefter lyst til at strække benene, og selskabet gik lidt i opløsning. Margrethes kage blev nydt forinden. Og efter motionsturene fik vi skrub-a-maden, som Jette havde smurt.
De fleste tog hjem samme dag.
Gudrun blev her heldigvis, og vi havde en hyggelig afslutning hjemme hos mig til slut.
Desværre kunne Hans og Jytte + Lars Peter ikke være med, ejheller Birgit og Rosa.

DAGEN DERPÅ: reste- og rivegilde hos Margrethe. Hvor fik vi grinet. Ikke af de andre, men af os selv.


GAVER fik jeg mange af, blomster, vin og chokolade, det sidste tager jeg med forskellige steder, så jeg ikke fristes af at ha det herhjemme (åbnet).
også penge fik jeg, et sjovt pengetræ, diverse gavekort, især et til Operaen. Der var også penge til rejsen. Bøger, toilettaske, kosmetikpung. Breve, mails og hilsener på facebook.

Det bedste var - næsten - at Irene forærede mig det smukke billede, der hedder 'Romerbrevet'. Det kan ses et andet sted, så hudt jeg visker på siden med 'Umalede billeder'. Havde hun solgt det uden om mig, havde jeg afbrudt venskabet, truede jeg med, så det - - -
Alt i alt en dejlig og uforglemmelig  oplevelse.
En stor TAK til alle!

Et udsnit af gavebordet

Hvad der videre skete

I dag, 25/9, har jeg brugt 30 kr. af fødselsdagspengene på en forholdsvis pæn og rummelig rygsæk. Der står ganske vist Danske Bank på den, men jeg har ikke tænkt mig at skifte bank af den grund!

Fødselsdagsforberedelser var ikke det eneste, jeg havde travlt  med i disse måneder. Også bestyrelsesarbejdet var krævende. En masse papirarbejde, blev af forskellige grunde først lavet i sidste øjeblik. Det var ret enerverende.
Konsekvensen var, at jeg ret resolut besluttede at gå af. Jeg har mere eller mindre også været i bestyrelsen (i SA) i ca. 15 år. Det er således ikke spor for tidligt. Der skal yngre folk til. Dog føler jeg ikke, at jeg blev for længe. Jeg kunne stadig bidrage med nye ideer og forslag, så vi har været i stadig udvikling og fornyelse. Nå, men never mind. Det har været en god tid.

I et par måneder havde jeg også arbejdet på vores allersidste internethold. Det går ikke at stå i stampe og undervise i det samme og det samme hver gang. Så vi, Bitten og jeg, fik også nye ideer. Det er man simpelthen nødt til inden for netop det fag. Og det er da stadig en succes, og et par stykker har allerede beklaget, at vi ikke tager et hold ekstra. Men også det er slut. Og uden beklagelse. Vi har stadig vores åbne it-søndage og for mit vedkommende også filmgruppe og sang-ditto. Desuden er jeg med i Doris' operaaftener. Og laver plakater til det hele. Det er nemt, men alligevel sjovt.
250910

Fra venstre: Bent, Lis, Lisbeth, ego, Hans, Ole, Kurt (disse 2 er delvis skjult) og Asra.

Dagene derpå

Allerede om tirsdagen skulle Gudrun og jeg på en udflugt, som blev særdeles vellykket. Den gik til Planetariet på Stenomuseet i Århus. Det var da bestemt en  oplevelse, selv om den ikke helt indfriede mine forventninger. Frokost, meget lækker, ved Skanderborg Sø. Videre til Dansk Sygeplejehistorisk Museum i Kolding. Her var herlige  og livagtige tableauer. Her fik vi automatkaffe og akademiske småkager (som Jette har døbt dem, de smager bare af sukker). Også Irene var med, ligeså Vera. Men jeg var sidekammerat til Jean Arnoldi, en sød, men meget dårligt seende engelsk dame, hvis dansk ikke er bedre end prins Henriks. Vi førte dog en god samtale, men englændere er som bekendt ikke de mest meddelsomme, og det passede mig egentlig fint. Hun er 88, men fuldstændig åndsfrisk, og jeg håber, jeg vil være ligesådan til den tid.
Onsdag tog Gudrun hjem igen til Lars Peter.
Forinden nåede vi at se 'Fru Olsens stuer', hvor der var mange skønne ting, kunsthåndværk fra den tredje verden, så jeg var lige ved at formøble alle gavepengene på én gang, men besindede mig.

Ketty og Vera på Planetariet 2010