Min første erindring går helt tilbage til dengang, hvor jeg endnu boede i min mors mave. Der lød dejlig violinmusik ganske tæt ved.
Nej, naturligvis husker jeg ikke dette. men jeg har fået fortalt af min mor, at morbror Henning spillede violin for mig specielt, mens jeg endnu kun var et foster. Det må have været dengang Henning lærte klaverstemnig i København. Han lærte også at bygge klaverer, ved jeg, hos Andreas Christensen.
. . .Mor og jeg kommer gående, jeg med min hånd trygt i hendes. Pludselig står vejen lodret i vejret. Det kan jo kun have været Knippelsbro vi har gået på. . .
. . . Jeg sidder i et mørkt skab. Jeg kan ikke komme ud. Jeg græder så højt, at mor kommer til undsætning. Det var min drilagtige lillebror, Kaj, som havde lokket mig derind og derefter spærret døren.
. . .Vores lillesøster Herdis kom på hospitalet med en grim lungebetændelse. Hun kom aldrig hjem igen. Da mor grædende fortalte os det, sagde jeg ' Hvor var det godt, du ikke fik syet den nye kjole til Herdis!'
. . .Vi sidder i en bus, mor og jeg. Pludselig siger jeg med høj røst' Mor, har du set den dame med den røde hat? Den er rigtignok ikke pæn!' - - -
Engang jeg kom hjem fra skole, var trappegangen lige blevet malet. Det var For fristende. Jeg skrev tal og bogstaver hele vejen op. vi boede på tredje sal.
. . . Når vi skulle have gæster, og det skete tit, for vores forældre havde en stor bekendtskabskreds, så var der sang og musik til langt ud på aftenen. Min senere svigermor, Else Schmidt,  fortalte med stor forargelse, at det var lige så deres lysekrone dansede! De var så uheldige at bo lige nedenunder.
. . .Før gæsterne kom, blev Kaj og jeg sat til at pille tråde af det kokostæppe, som vi havde i stuen. Om man havde støvsuger dengang, ved jeg ikke, men det havde måske ikke den store virkning på netop et kokostæppe. Det må være sket tit, siden jeg kan huske det.
. . .Senere flyttede vi i eget hus i villa Fjordglimt (!) på Fjordglimtsvej. Her var der meget at gøre for en mor med efterhånden 5 børn. Engang ville vi glæde mor ekstra meget, Kaj og jeg, så derfor havde vi vasket alle dørene i entreen. Da mor kom hjem, fik vi slet ingen anerkendelse for vores indsats, men kun bebrejdelse for, at vi ikke havde taget opvasken.
. . .  Far var ikke meget hjemme, i begyndelsen var det mest fordi han var tropfører hos De grønne spejdere. Han spillede for resten også håndbold. Og gik i kirke mange søndage, hvor mor vel fik lov at komme med! Han tjente til familiens underhold ved at være kriminalbetjent. Så når nogen spurgte, hvad vores far var, sagde vi 'Soldat, politi og spejder'. Nåja han var også kaptajn af reserven!
Senere deltog han i modstandsbevægelsen, som Christian har fortalt udførligt om.
Engang, jeg var selvfølgelig også spejder, var jeg indkvarteret hos en familie i Silkeborg. Det var en lægefamilie, og de stod højt over os rent socialt dengang, og derfor undrede jeg mig særdeles over, at man satte kogte kartofler med pil på på bordet. Så sad hver især og pillede dem ved bordet. Jeg har vist gjort store øjne og huskede da i hvert tilfælde at fortælle om denne opsigtsvækkende skik, da jeg kom hjem til mor.
Siden skrev vi breve sammen, datteren Lily og jeg. Vi vidste, at breve blev censureret, især breve til en familie som vores. Så derfor skrev vi 'i kode'. Jeg husker endnu, at min far blev omtalt som Hanne, han hed Johannes i virkeligheden, og at vi omhyggeligt omtalte Gestapo som Kristoffer. Desværre er brevene gået tabt!
Det havde selvfølgelig nogle omkostninger for familien. Til min konmfirmation i 1944, hvor han var 'under jorden', var han dog alligevel med, han stod i pulpituret, mens nogle af hans folk i gruppen var posteret forskellige steder for at passe på, at Gestapo ikke havde fået nys om det og ville snappe ham.
. . .Til min konfirmation fik jeg for resten 8 sæt undertøj, vistnok alle laksefarvede, så alle har syntes de ville glæde med tøj, når der nu var tøjrationering.
Derudover fik jeg bibelen og 'Hjortens flugt'. Bibelen har jeg læst lidt i, og til tider streget bestemte steder under. men om jeg nogensinde fik læst 'Hjortens flugt' til ende, tvivler jeg lidt på.
. . .Da jeg skulle forberede mig til en eksamen i gymnasiet, læste jeg samtidig ivrigt i . . . ,  den med Scarlett o'Haratil faster Lis' store fortrydelse. Den var jeg ikke voksen nok til at læse (som 17-årig)!
Nogle af disse minder har jeg allerede skrevet om andetsteds, men nu lader jeg det stå her en gang til.



Hvad kan jeg ellers huske om besættelsestiden? Hvordan prægede den dagligdagen for os børn?
Jo, da det var svært at skaffe kød nok til den store familie, blev der anskaffet kaniner. Dem skulle vi børn passe. Det gik måske godt i 14 dage, for mælkebøter var kaninernes livret, og der var masser af dem både i haven og i nabolaget,  på marker og i enge. Derefter blev det mor, som måtte tage sig af dyreholdet. De formerede sig lystigt, og pladsen må have været for trang, for Minka (eller hvad hed hun nu?) gnavede sig ustandselig ud af buret og gnaskede løs af naboens grønsager. Siden spiste vi kaninsteg temmelig tit, og jeg mener ikke jeg havde noget imod at spise kæledyrene, men Gudrun var oprigtig ked af det og lod maden stå. Engang serverede mor kanin for faster Lis. Hun syntes det smagte himmelsk, men var ved at brække sig, da hun fik at vide, at det var kanin hun havde spist - og ikke kylling!
Da det var svært at skaffe brændsel til at varme et helt hus op, var det kun den fælles spisestue, som også fungerede som systue, lektielæsningsrum og sågar soverum med håndvask i det ene hjørne, der kunne bruges. Det var under isvintrene, som forsynet meget praktisk havde anbragt netop under krigen. Her stod en brændeovn, som ustandselig skulle fodres. Temmelig tit, sådan forekommer det mig, skulle vi have en ny forsyning af brænde. Så skulle alle børn også i sving med at bære brændet ned i kælderen. Så vidt jeg husker, stod vi på en slags samlebånd og rakte knuderne fra den ene til den anden under fars strenge opsyn. Han var stærk som en okse og så ikke med milde øjne på os, hvis vi satte tempoet ned.
Desværre stod klaveret i den kolde dagligstue, som man kaldte det rum hvor man modtog sine gæster, dengang, og hvor man bestemt ikke kom til daglig. (Da Hans engang havde gulsot, fik han lov til at ligge i denne stue. Vores mor var meget glad for, at Kaj og jeg så tit gik ind og så til den syge lillebror. Hun blev mildt sagt mindre glad, da hun opdagede, at vores egentlige formål var at snuppe et par julesmåkager fra dåserne, der var gemt af vejen herinde. Sidenhen lærte hun at forsegle dåserne.) -
Som sagt var der isvintre i de år. Sjovt var det at hoppe  af sted på snebunkerne langs skolevejen. Knap så sjovt var det, at ligegyldigt hvor meget tøj man var hyllet ind i, så frøs man gudsjammerligt. Jeg husker endnu, at jeg faktisk gik og græd pga. mine kolde hænder, som ellers var iført hjemmestrikkede vanter. Skibukser havde selv pigerne på, det var et brud med en århundredgammel tradition, hvor man ellers strengt havde holdt på, at piger skam ikke gik i andet end kjoler. 
(Mormor ville nødigt opleve den dag, hvor jeg gik i lange bukser og brugte læbestift! Om den indre kristelighed blev der ikke snakket så meget. Måske gik hun ud fra den som en selvfølge). -
Vi nød dog også sneen og var hver dag ovre på kælkebakken i nærheden. Der var en mindre skibakke for begyndere, og en med hop for de mere dristige. Selv holdt jeg mig til begynderbakken, til min egen store fortrydelse, og jeg er nok også blevet drillet for det. Men en tidlig morgen gik jeg alene derover, og med hjertet i halsen tog jeg den farlige bakke. Jeg kom heldigt ned ad den, men vovede det aldrig siden, så drillerierne fortsatte. Jeg har nok bedyret, at jeg skam havde prøvet den, men der var jo lige netop ingen vidner. Hvordan far og mor fik råd til ski til os, ved jeg ikke, men de var nok ikke rationeret, Tøjet sad mor og syede, også om natten.
Et andet sted har jeg nok fortalt, at mor stoppede strømper, mens far læste op af især Kipling. Vi andre lyttede med. - Lørdag aften var det anderledes. Da spillede vi diverse spil, især ordlege, og sang, mens mor spillede til. -
 4. og 5. maj var ikke den fest og glæde, som andre har skrevet om, og som billeder fra dengang tydeligt viser. For mor lå i sengen efter endnu en abort. Hun fik 2, så vidt jeg husker! -  
Jeg håber der dukker mere op hen ad vejen.



Efter krigen var det bedste der kunne ske, at man fik en pakke med aflagt tøj fra slægtninge i Amerika. Vi fik en vidunderlig pakke fra en kusine til min mor, som for resten også hed Olga. Den indeholdt bl.a. en smuk kjole, som stadig var moderne, og den fik jeg. Desuden var der nylonstrømper, noget aldrig før set på disse kanter. De var ikke uden fejl, men dog flotte nok, så dem fik jeg også. De blev omhyggeligt stoppet af vores flittige mor.
Det minder mig om, at silkestrømper, som var en luksus vi nok aldrig kunne tillade os,  og hvor der var rendemasker, de blev sendt til opmaskning!
En anden stor ting var, da far kom hjem med en flot faldskærm. Den var turkis, og mor syede bl.a. en elegant selskabskjole til mig, som jeg muligvis bar til en skolefest. Der var dog alligevel ingen, der bød mig op. Jeg var  for genert og aparte til at tiltrække drenge.


Somrene ved Lild Strand husker jeg som noget ganske særligt. Det var efter krigen, i hvert fald, måske i 1954, for Christian var med som baby.
Sammen med vores far tog vi ud at fiske, jeg mener nu nok vi som regel købte fiskene, men billigt, af de lokale fiskere, som sikkert har moret sig over vores amatørfiskeri.
Andre gange var vi ved Bulbjerg for at finde oldsager oppe på selve bjerget. Det var vist kun Kaj og måske vores far der var heldige med at finde spydspidser og skrabere. Det jeg fandt blev som regel ikke godkendt af 'eksperterne'.
Atter andre gange var vi allesammen ude for at finde kantareller. Vi havde fået anvist nogle særligt gode steder af strandfogeden. Han havde nok ikke forestillet sig, at vi nærmest plyndrede stederne. Om aftenen fik vi dem til stegt torsk eller lignende. De knasede noget mellem tænderne, men vi nød dem alligevel. Blåbær samlede vi også. De og svampene var et nødvendigt kosttilskud, for pengene var små. (Huset i Horsens var solgt alt for billigt, hvad  mor tit bebrejdede far.) Det var altid mor, der kokkererede. Vi andre tog på ture, men hun blev hjemme og forberedte enten frokost eller middag til den store familie. Så fik hun sig vist altid en kop formiddagskaffe sammen med fiskerkonen, Jenny Roed.
Har jeg fortalt, at de gange hvor Jenny og og Jens + Jennys søster og mand, inviterede os til middag eller kaffe, så var der dækket til alle, undtagen Jenny og søsteren, som havde travlt med at servere for os andre og nok spiste resterne ude i køkkenet. Sådan gjorde man bare dengang på de kanter, når man havde gæster.  Vi sad ved de lejligheder i spisestuen, som vi ikke engang brugte hver dag, selv om  den var med i lejemålet.

 

ERINDRINGSBROKKER

 Annemarie skriver:

Jeg kommer i tanker om, at på et tidspunkt omkring 1964-65 havde I fået klaver, og du spillede og sang for Margrethe. Hun insisterede på, at høre ”lille egern sad på en gren så glad” osv., hvorpå tårerne sprøjtede (fra Margrethe altså), og du forstod ikke rigtigt, hvorfor hun ville høre den igen og igen.

Anders fortæller, at han nød at lytte, når jeg spillede klassiske stykker (det har absolut været lettere klassiske ).
Tænk engang. Det husker jeg ikke noget om.

Jeg har altid følt, at jeg ikke kunne spille, fordi jeg sammenlignede mig med min virtuose mor. Og senere min datter

 Så disse 2 minder varmer mit gamle hjerte

 

Og så er der sejlturen, som ingen af os, der var med, nogensinde glemmer.

Vi var startet fra København med Ann Maj og var nået til Sprogø eller deromkring. Der drak vi eftermiddagskaffe. Og da vejrmeldingen var god, sejlede vi videre i retning af Aalborg. Vi ville overraske familien, og det kunne vi jo sagtens gøre, når vi havde egen bolig med til far, mor og alle fire børn.

Ret snart begyndte vejret dog at skifte, og det blev regulært stormvejr. På et tidspunkt blev Jørgen slynget væk fra roret og stødte mod en kant, så han fik bøjet et par ribben og derfor var ude af stand til at gøre nogetsom helst et stykke tid. Søsyg som jeg var, sprang jeg hen til roret og fik slået mo0toren fra.
"
Det var det eneste fornuftige, der var at gøre”, har Anders sagt
Du reddede vores liv, mor!” sagde Christian engang.
Det lykkjedes dog Jørgen at få os i land i Grenaa.
Det var en slukøret flok, der omsider nåede frem til Aalborg. Bedstemor reagerede meget kraftigt. Hun var vågnet om natten og havde frydet sig over, at ingen af hendes kære var på havet den nat.
Hun vidste jo ikke bedre.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Dagbogsnotater




















Blogging

har jeg lige lært, at der er noget der hedder. Det er en slags offentlig dagbog, og da jeg interesserer mig for alt nyt, der kan bruges i fornuftigt øjemed, så er jeg 'hoppet på vognen'.

På marked
var jeg for nylig. Jeg var deltager i et kunsthåndværkermarked. Jeg var blevet overtalt, skønt jeg ikke betragter de småtterier, jeg laver, som noget der tangerer kunsthåndværk. Men Irene, min malerveninde, ville gerne have mig med.
Det var lærerigt. Man sidder der, folk kommer, kigger interesseret på tingene i ens bod og . . . går videre.
Det er noget af en kunst at lade, som om man er ligeglad med, at de ikke køber noget, ret mange af dem. Og de, der gjorde, var for det meste familie eller venner.
Markedet strakte sig over 2 dage, og anden dag var jeg bedre rustet. Jeg havde taget et strikketøj med, noget med et sjal med perler, og det blev der spurgt meget til, skønt det ikke havde noget med selve udstillingen at gøre.
Det var selvfølgelig betydeligt værre for de tilstedeværende kunstnere, som mere eller mindre lever af deres kunst.
Det var økonomisk set rent underskud. Hvad havde jeg ikke investeret i stoffer, ting og sager? for slet ikke at tale om arbejdet.
Men det var det med at sidde med et cool udtryk der vil være det, jeg husker længst.
Bortset fra det var det såmænd meget sjovt. Så har jeg også prøvet det, for første gang, i en alder af næsten 76.

Mandag den 4. september 2006
Ønsketænkning?
Mon der ikke er andre, der ligesom jeg har lyst til at være sammen med mennesker, der læser populære fagbøger omkring filosofi, astronomi, psykologi, menneskets udvikling og lignende emner.
Når jeg kigger i min reol, ser jeg mange spændende titler omkring emner, som har optaget mig i vekslende perioder af mit liv.
Jeg er medlem af Svendborg Seniorakademi og kunne tænke mig, at der blev oprettet en gruppe, som beskæftigede sig med disse emner.
Det er dog risikabelt at foreslå, at sådan en gruppe bliver oprettet, for man bliver meget nemt den, der så skal stå som leder af gruppen. Og det er forpligtende, som enhver kan tænke sig.
Og hvad har lille jeg at tilbyde udover en kæmpestor interesse for disse emner?
Måske skal jeg alligevel gøre forsøget?
Lige nu har jeg fået fat i en bog af Jared Diamond, der hedder 'Den tredje chimpanse'. Det lyder spændende, ikke sandt? Måske læser jeg den til ende; men hvad så? Hvem vil være med til at diskutere de interessante aspekter, den rummer?. Og hvis ikke man får lejlighed til at snakke om sådan en bog med andre, så ender den i 'glemselens tåger'.

Selskabelighed
14. september
Sommetider bliver jeg lidt misundelig, når jeg høre om andres selskabelighed.
Og herregud, det er da så nemt, ikke? Man inviterer nogle mennesker, og så? . . .
De(m), jeg kender, er alt for forskellige til, at jeg ville kunne have dem samtidig, og så ender det nemt i ren overfladesnak.
Og det må jeg se i øjnene, at jeg ikke gider. Det har jeg vel også lov til i min høje alder.
Jeg er glad for at være i et par litteraturgrupper. Vi har læst den samme bog, som vi så har at snakke om. Det kan føre vidt omkring. Sommetider kan det være svært at få samtalen tilbage til relevante emner. Men det har ikke bare været småsnak. Og det foregår på neutral grund, så man ikke forfalder til at kommentere de ydre rammer, som sikkert er ret forskellige. Jeg behøver bare at sammenligne min nuværende ydmyge bolig med tidligere 'stort hus'. 
I en kulturgruppe er det, som man oplever sammen, det man snakker om. Og jeg har været heldig at komme i sådan en, for ellers kom jeg næppe ud at se noget. Der mangler jeg - også - initiativ. Nå, jeg var med til at oprette gruppen og ligeså sanggruppen, men jeg trives åbenbart bedst inden for seniorakademiets rammer!