Uddrag af mors breve

15/9-82
. . .Hvor er der løbet meget vand i stranden, i de 52 år, siden jeg holdt dig, min førstefødte, i mine arme, og hvad har du ikke måttet igennem for at blive til dig!!
Jeg kunne have ønsket dig en lykkeligere lod, men jeg håber du må glide ind i smult vande og finde glæde ved livet. - Børnene skal man ikke forvente noget af - de lever deres eget liv - og det er ofte bedre at være noget for andre end at være sig selv nok . . .


Nr. Tranders 22. feb 1983

. . .jeg blev så distraheret af, at Far hostede så voldsomt. Nu har jeg været inde hos ham - han ringede med vores 'udvendige' klokke- og efter at han havde fået et termometer, blev han straks i lidt bedre humør, for det viste 38,2 - så var der en naturlig forklaring på træthed og og appetitløshed m.m. i flere dage. Mænd! Mænd! Du ved jo, at han er næsten så klog som en doktor, og derfor har han eksperimenteret med mad og drikke og tabletter, ov jeg ved ikke hvad , uden at han dog har fået det bedre. . . .og han har fået havresuppe og isvand og givet mig ro til at skrive videre.
. . . Jeg synes, det går så hurtigt ned ad bakke, når man har passeret de 75! for 3 år siden havde jeg det så godt, som jeg vist aldrig har haft det, men nu er jeg ved at blive en gammel kone, synes jeg. Nå - dette emne
 er ikke lige det, jeg skal kaste mig over. 

. . . Når folk taler om, hvor god jeg er til at skrive breve, må det være , fordi de ikke er bedre vant eller fordi det er usædvanligt, at nogle meddeler sig skriftligt, når de fleste lige tager telefonen!

22. juni 1983
. . . Men har de gæster eller evt. er bortrejst, er der da hotelværelser at få, men far lød helt forfærdet, da jeg antydede dette - 'du ved da, at jeg er en stærk modstander af at give penge ud til ingenting' sagde han . . .



Nr. Tranders, 25. februar 1986

Min lange tavshed er ikke tilsigtet, men dette at være fuldtidshusmor, når man er 81 år gl. betyder faktisk, at jeg ikke når ret meget andet, selv om jeg styrter ud af sengen, når vækkeuret ringer kl. 7, og jeg sjældent er i seng, før klokken er over 11.
Og hvad skrivemaskinen angår, synes jeg ikke at gøre synderlige fremskridt - trods al min umage er det mærkelige ting, jeg bagefter kan/ eller ikke kan læse. Udråbstegn skal konstrueres, men glemmer jeg det, bliver jeg forvirret og trykker på diverse taster, osv. . . .
. . . Da det allerede så småt begynder at mørkne, og jeg ikke så nær er færdig, bliver jeg nervøs og skriver fejl ustandseligt, undskyld!
Nej, det er ikke så nemt i min alder at lære noget nyt - men jeg 'gamle dame' er nødt til at indrømme, at jeg altså ikke kan skrive breve i hånden! . . .

. . Mormor . . . var først blevet så glad for brevet, men derefter så bedrøvet og såret over det- hun forstod slet ikke, hvorfor jeg var så uretfærdig! Hun havde tudet over det! Ak, hvor tit har hun ikke såret mig og fået mig til at tude og først 'tilgivet' mig, når jeg ikke kunne holde hendes vrede ud længere, men ydmygt bad hende om forladelse. Der er intet at stille op. Hun har altid ret! Men denne gang beder jeg ikke om forladelse. Men jeg vil heller ikke være uvenner med en anden gammel kone. Derfor skrev jeg at enhver sag havde mindst 2 sider - som oftest endnu flere,  og spurgte, om vi ikke skulle finde en 'fælles side'! Vi i vores alder må jo erkende, at vi tit er offer for erindringsforskydninger. Jeg ser tit i mit eget hjem eksempler derpå. Selv om vi har en mængde fælles oplevelser m.m.m. husker vi rigtignok MEGET forskelligt, og det er jo aldeles nytteløst at finde ud af, hvem der har ret og videre af samme skuffe. Jeg gik meget let hen over vores seneste korrespondance . . .

Nej, som jeg stadig siger: den ER nu uintelligent, denne maskine. Den kan hverken tænke eller stave! Man kan tydeligt se, at tiden er løbet fra mig! Jeg kan bare ikke se, hvordan jeg ellers skal bære mig ad, for jeg vil gerne have brev af og til  . . .

. . . Jeg har nu holdt en længere pause, og jeg må indrømme, at jeg ikke altid kan finde ud af, hvad jeg i grunden har ment. Mon du kan? Jeg bliver nemlig nødt til at sende mit 'halvfuldendte'. Har slet ingen mulighed for at lave det om og prøve på at lave det bedre.
Nu er der stadigvæk 10 breve at besvare, og desuden er der en del julebreve, som er blevet gemt, til jeg fik tid 'efter jul'. Plus de mange fødselsdage, som kommer i marts. . . .




Ernas sang til Johs på hans 60 års dag

Engang kok

Aalborg, d. 8. august 1949
Kære mor!
. . . jeg synes det er mægtig morsomt at føre hus, og jeg tror det er, fordi jeg dels har tid til det nu, og dels at jeg selv må bestemme det hele. Men jeg må sige med det samme, at jeg er skrækkelig uøkonomisk, ikke sådan at forstå, at vi ikke får brugt det, jeg køber ind; men jeg synes der går en forfærdelig masse penge, selvpm jeg ikke køber særlig flot ind.
Middagsmaden gør jeg mest ud af, for det er det sjoveste. Her har du middagsplanen: . . .
lørdag: bayerske pølser med hvid sauce, mælk og cornflakes (den dag kom jeg hjem fra Blokhus, så det skulle være let).
søndag: risengrød, frikadeller og blomkål ., . .
mandag: skrupper og hindbærsuppe (det skulle have været grød, men det blev ikke særlig vellykket).
tirsdag: sødgrød, kartoffelfrikadeller + spidskål (det smagte vældig godt).
onsdag: øllebrød (den var for tyk efter den opskrift, men den smagte godt)
torsdag: øllebrød, medisterpølse m. grønærter og gulerødder (stuvet) (det var alt for flot, det ved jeg godt, men det var fordi fru Glæsner var her)
fredag; øllebrød for sidste gang og æggekage med flæsk og purløg. (Jeg havde læst forkert i opskriften, der stod vist 5-6 spiseskefulde mælk og 1½ teskef. mel (4 personer), og jeg kom de omvendte mål i, først melet, men jeg studsede lidt over mælken og opdagede fejltagelsen. Konsistensen var ikke så god, men smagen god nok).
lørdag:  semuljevælling (som selvfølgelig brændte på, men heldigvis kunne det ikke smages) og kartoffelmos med flæsketerninger (den var ellers lavet efter alle kunstens regler; men smagte alligevel ikke så godt som den, faster Lis engang lavede. Den var helt gul, så hun ,må have kommet en masse æg i.
. . .
søndag:  karbonader m. grøntsager, budding med ribs (højfin middag, som vi fik ros for. Kaj hjælper jo)
mandag:  spinatgratin med smør (dvs. margarine-) sovs, kærnemælkskoldskål med tvebakker. (Gratinen blev ikke helt stiv, men smagte godt alligevel. . .

Resten af brevet mangler, men i dag forstår jeg bedre, hvorfor Jørgen ikke brød sig om min mad. Hvor har vi dog været nøjeomme i mit barndomshjem!
Så godt som ingen af ovennævnte retter har jeg lavet i rigtig mange år. 
Men jeg kunne godt lide at lave mad dengang, og det har jeg ikke kunnet i de sidste mange år.
Hurra for mikroen! 


Esbjerg
. . .Jeg kommer lige fra husholdningsskolen . . .Der er en ung pige i min 'familje', Helga hedder hun, som jeg synes særlig godt om. Hun er på min alder, så vi er blevet enige om at være Dus!
. . .Nu bliver det ikke til mere, for jeg væltede blækflasken før, og skal dyppe så tit.  . . .

. . . En dag da vi snakkede om Tage (moster G og jeg) sae hun: 'jeg vil ikke ha, at Birgit skal have ham, når vi er døde. Nu har han taget mit liv. Han skal ikke osse tage hendes'

. . . Hun (moster Grethe) vasker sin storvask selv, fordi hun ikke synes andre gør det, som hun vil ha det. Men nu hjalp jeg selvfølgelig med at fylde vand i karrene, vride tøjet, hænge det op, for jeg skal jo lære det . . .

. . . Jeg sagde alligevel De til hele familien; men næste dag sagde moster, at jeg skulle sige du til hende og også til onkel Johannes, men det gør jeg nu ikke, for han siger De til mig, og Tage er jo Des med alle mennesker,(Tage havde fået en hjerneskade efter en sygdom som ganske lille. Moster pointerede altid meget kraftigt, at han ikke var født åndssvag), så ham siger jeg osse De til, selv om det falder mig svært at sige De til et barn, for han er jo ikke andet. (Tage var vist i 30-erne dengang).
. . .



Overskrift 1