En beslutning

Jeg nåede aldrig at blive bloddonor, og det er for sent at blive organdonor, men jeg har alligevel planer om at melde mig som donor. Det er dog slet ikke sikkert jeg får mig taget mig sammen til at få det gjort i tide, mens jeg endnu er åndsfrisk, mener jeg.
Derfor vil jeg her meddele familien, at det er mit ønske , at min krop bliver doneret til videnskaben.
Mine organer er rimeligvis til sin tid så nedslidte, at ingen vil have dem, så derfor er der tale om, at det er kroppen, hylsteret, som alligevel skal brændes, jeg forærer.
Som Poul Henningsen sagde: "Der skal danske lig på danske borde."
Kirurgerne på Panum Instituttet skal have kroppen senest 4 dage efter, at personen har trukket vejret for sidste gang.
Det er ikke så slemt, som det lyder.
Citat: "Når kroppen har tjent sit formål, tager vi kontakt til den bedemand, som bragte den afdøde til instituttet. Han er af de pårørende instrueret i, hvad der skal ske med den afdøde, når instituttet har afsluttet sine undersøgelser. Langt de fleste bliver kremeret og får urnen nedsat enten på et familiegravsted eller en anonym fællesgrav. - - -
Ens for dem alle er, at de forlader instituttet i præcis den samme kiste, som de ankom i."
Altså burde ingen have noget imod det.
Jeg har taget beslutningen efter at have læst en artikel i 'Ideer' fra Weekendavisen 8. oktober 2010.
"De døde kroppe redder andre folks liv"
Da jeg bor på Fyn, er det sandsynligvis kirurgerne i Odense, der skal skære i mig.

(Skrevet af mig, Olga, den 20 oktober 2010)






























I Weekendavisen finder man mange guldkorn.
Her er et citat fra en artikel af Johannes Værge:
'Mange kan fortælle, at de nærmest er blevet vaccineret mod religion ved at være vokset op i et stramt, indremissionsk miljø med en kristendomsopfattelse præget af trusler om fortabelse og med låg på livsudfoldelsen.'