Marilynne Robinson "Lila"

Robinson skriver guddommeligt, og hendes bøger handler om guddommelige emner.
Denne bog er i virkeligheden begyndelsen på en trilogi, men den er først udkommet i 2015.
Der kan skrives alenlangt om denne bog, men jeg vil indskrænke mig til at nævne et af bogens temaer.
Præsten John Ames gifter sig i en sen alder uventet med en ukendt kvinde med en tvivlsom baggrund. Dette fik en af deltagerne i gruppen til at tænke på Lila som Maria Magdalena og Ames som Jesus, som tilgiver alt.
De har mange gode og oplysende samtaler, og jeg vælger som sædvanlig at henvise til nogle sider, hvor jeg har fundet noget, der har ramt mig særligt. S. 79. Her skriver Ames et brev til Lila som svar på hendes indirekte spørgsmål, s. 62: "Jeg har tænkt på, hvorfor jeg overhovedet gider? Der må være en grund, men jeg kender den ikke?"  Ames taler om Forsyn, og han siger bl.a. om Gud, hvis veje, som vi ikke kender til, og om Gud som Fader, "Jeg ved det ville være overmodigt at tale , som om den lidelse, som folk føler på vej gennem verden, ikke er alvorlig nok til at gøre dit spørgsmål meget stærkere end noget svar, jeg kunne give". Men han erkender ærligt, at han ikke har besvaret hendes spørgsmål.
På et tidspunkt ønsker Lila at blive døbt, fordi hun kan mærke, at det er så vigtigt (for Ames og ligesindede), men hun fortryder, da hun finder ud af, at hendes kære plejemor så er udelukket fra at komme i himlen, da hun er død udøbt.
Ames eller den gamle mand, som Lila kalder ham i tankerne, mener, at det er mere uacceptabelt at tro, der ikke er andet end det, vi kan se. Der må være mere i det altsammen, siger han.
Der er også et par dunkle steder, fx. s. 224 "Her siger han, tingene sker af grunde, der er skjult for os, fuldstændig skjult, så længe vi tænker, at de må være kommet af det, der er gået forud, vores skyld eller vores fortjeneste, snarere end af en fremtid, som Gud frit tilbyder os . . . . ." (???)Længere nede på siden "Når jeg siger, at langt størstedelen af vores eksistens er uerkendelig for os, fordi den hviler hos en uerkendelig Gud, anerkender jeg Hans nåde, som tillader os at føle, at vi erkende selv den allermindste del af den . . ." (???)

Efterfølgende har jeg genlæst "Gilead", som jeg nu værdsætter langt mere end første gang, hvor jeg nærmest følte mig stødt over den alt for megen fromhed.

Og nu er jeg i gang med "Hjemme", som viser begivenhederne fra en ny synsvinkel.
Jack har begået større og mindre forseelser, mange nok til at han er blevet betragtet som familiens sorte får. Men han er også den fortabte søn, som faderen elsker højst af alle af sine børn.
Jack er desuden agnostikeren eller ligefrem ateisten i modsætning til søsteren Glory, som er vanekristen, andet udtryk kan jeg ikke komme på lige nu, og så er der faderen, som er meget bibeltro lige til det sidste.
S. 237 spørger Jack pastor Ames om hans mening om prædestinationen. Dette kan Ames kun svare svævende og undvigende på. Gamle Boughton blander sig i samtalen og siger noget om nåden, som er Guds kærlighed. Forinden: "Religion er menneskers opførsel". (238) Med prædestination mener Jack skæbnebestemt. Hertil svarer Boughton "Jeg har aldrig syntes, at ordet skæbne var brugbart." Jack: "Så er det altså ikke det samme som prædestination"?"
"Som nat og dag" svarer faderen

Der er mange ting, jeg ikke helt forstår, men jeg har først og fremmest nydt disse bøger for det smukke sprog og de indfølende portrætter.

Læs denne trilogi, det er umagen værd, også for en agnostiker som mig.

260416

Alice Munro "Too Much Happiness"

Mesterlige noveller som altid fra AM's hånd.
Især novellen om enken, der er faldet hen i sløvhed og tristesse, men som får energi og mod, da hun overraskes af en tredobbelt morder. Den var svær at få fat i, så den kan anbefales på originalsproget. Oversættelsen er i øvrigt af Ida Jessen.

Paul Auster: Brooklyn Dårskab

Trænger du til en underholdende, intelligent og morsom roman med indhold, så vælg denne! Den handler om skæve eksistenser og deres forunderlige liv. Jeg vil fristes til at sammenligne med Wilhelm Heinesen og hans fortabte spillemænd.  Her udspiller handlingen sig dog mestendels i NY.   Blandt personerne er religiøse fanatikere, svindlere, biseksuelle, jaloux ægtemænd, umulige teenagers,  mislykkede studerende. 
Psykologien er i orden, ligegyldigt hvor fantastiske hændelser Auster udsætter sine personer for.
100713
Jeg bliver nødt til at læse den igen. For hvad med handlingen?

Kim Leine "Profeterne i Evighedsfjorden"

Da jeg havde læst 50 sider, ville jeg lægge bogen fra mig. De sider føltes lange, alt for lange.
Men dels skulle jeg diskutere bogen i litt.gruppen, dels havde jeg lovet Margrethe at give hende et fyldigt referat, så jeg fortsatte (u)fortrødent.
O)g jeg må sige, at det var umagen værd.
Jeg ville ikke selv have valgt den bog, for jeg læser ikke længere ret gerne lange bøger og måske foretrækker jeg også at læse faglitteratur eller biografier, dog ikke alle, ikke så nær. En enkelt krimi smutter der nu også med Ha ha
En gennemgang af handlingen kan man læse andre steder, så her er kun spredte notater. 
Der er smukke, lyriske passager. 
Skildringerne af livet til havs er særligt vellykkede. Man er simpelthen med ombord. Det gælder også i mange ,andre scener, fx besøg i grønlændernes fælleshus.
Man mærker tydeligt, at forfatteren ved, hvad han skriver om. Indimellem tager fantasien dog overhånd, fx i scenen om branden i købmandsgården. (Den sprængte latrin)
Efter min mening er der også lidt for meget for "husarerne". Voldshandlinger er skildret i alle væmmelige detaljer. Intime scener er lidt for intime, vi hører om en masse ulækre ting, som ganske vist hører med til tilværelsen, men ikke er opløftende at læse om for en bedaget læser. Syg
Overordnet mener jeg dog, at KL er en
fantastisk veloplagt fortæller. At bogen er skrevet i nutid er her oplagt, for begivenheder er beskrevet meget intenst, så man næsten er med selv.
Foreløbig er jeg "strandet" under sejladsen i storm i et isfyldt farvand.
Her er et citat 
"Tiden folder sig ud som en orm. Den pisker med halen, den ruller sig sammen som en kat, afstande ophæves, verdensrummet opsluger sig selv, men genopstår hele tiden, drømme gentager sig i uendelige sløjfer, hurtigt-langsomt-hurtigt, de blander sig med krystalklar vågenhed til en bevidsthedssuppe, der skvulper frem og tilbage i kahytten." (s. )
"Han er er ikke engang rigtigt troende, frelsen og friheden gennem Jesu Kristi lidelser er i bedste fald metaforer for ham, i værste fald kun tomme fraser" (107)
"Latteren tilhørte hedningelivet, gråden det kristne liv". (167)
"Didrik småsynger das ist in Jesu Blut schwimmen und baden.
Hvilken hæslig pietisme, siger Falck og ler" 239)

Påskeøen af Jennifer Vanderbes

Hvor har jeg været heldig igen en gang. At falde over en dejlig bog, som jeg aldrig har hørt om.
Denne bog er alt, hvad man kan ønske sig, når man interesserer sig for naturvidenskab og fjerne steder.
Den er utrolig velskrevet, og den fortjener 5 stjerner.
Det grundlæggende i historien er sandt, og selv om personerne er fiktive, er de bygget over og inspireret af virkelige personer.
Forfatteren skriver 2 historier om videnskabsfolk, dels en om et ægtepar, der er på øen under første verdenskrig.
Den anden foregår i 70'erne, hvor en kvindelig botaniker er hovedpersonen. Det er jo noget jeg sætter stor pris på, at kvinder udmærker sig på lidt usædvanlige områder.
Bogen rummer kærlighed, venskab, svigt, videnskabeligt bedrageri, omsorg for en søster, som lider af en sjælden psykisk sygdom. Nej, det er umuligt at få det hele med, og dette er  jo heller ikke en anmeldelse, kun en en anbefaling.
Men læs den! Du vil ikke fortryde det. Jeg vil læse den senere igen.
Læst 2012. Den er på 363 sider, og det er ikke én for mange.

Siri Hustvedt "En amerikaners lidelser"

Hvad skal jeg dog sige om denne bog?
At det er en lidelse at læse den?
Jeg har læst den 2 gange, og den første gang var jeg ret begejstret, hvis man kan gradbøje begejstring.
Men nu synes jeg det er en gang egocentreret sniksnak.
Hovedpersonen, Erik, psykiater, forelsker sig i en skøn kvinde, som tilfældigvis flytter ind i hans eget hus. Men Miranda har en speciel fortid og jagtes af sin forsmåede elsker, som er far til Eggy.
Eggy er for resten en sjov pige, som dog er ret usandsynlig. M's kæreste Lane chikanerer Miranda, som tager det meget roligt, men derpå også Erik på det groveste.

Først det positive:
Her er en god konstatering: s. 125
"Ingen ved hvorfor vi sover, eller hvorfor vi drømmer".
På s. 134 begræder Inga, Eriks søster, at folk, som burde kende hende, ikke genkender hende, nu hvor hendes berømte forfattermand, Max, er død. "Han var den eneste kontekst, de kunne opfatte mig i".
På s. 177 en sætning, der fryder mig. "Han led af den sygdom, der plager alle intellektuelle, (? også andre, fx mig, min tilføjelse) :en utrættelig vilje til at forstå. Kronisk og uhelbredelig rammer den mennesker, der higer efter en verden, som giver mening"
På s. 250 henvises der til Kierkegaard.

Men
Når jeg nævner, at der dukker glemte breve op, at der er pengeafpresning, at der er en ven, der forklæder sig som en gammel kone for at spille amatørdetektiv, at en mystisk person findes i sære omgivelserr, og jeg stopper her, så vil man nok undskylde, at jeg kalder bogen en smule kulørt. Efter alle disse hektiske begivenheder fuser bogen lige så stille ud. Ingen får hinanden, og til slut opsummeres der på alle disse utrolige begivenheder, som naturligvis har sat sig spor i Eriks følsomme psykiatersind.
I litteraturgruppen var vi delt fifty fifty i vores syn på bogen. Karen F mente, at der var mange fine, psykologiske betragtninger. Sproget er ualmindelig smukt, og det gav vi alle hende ret i. KF har været sygeplejerske på psykatriske afdelinger og været inden for fængselsvæsenet, hvor der var mange psykiatriske tilfælde.

(300 sider, genlæst i litt.gruppen november 2011)
 

Emma Donaghue: "Rum"

"Rum" er en fantastisk bog.
som jeg burde ha fortalt om, da jeg lige havde læst den.
Den er en skrækkelig, men alligevel livsbekræftende historie om menneskets vilje til at overleve. Baggrunden for historien afsløres gradvis, så man er i begyndelsen totalt forvirret over, at 2 mennesker vælger at leve så isoleret og næsten uden kontakt til andre mennesker. Den 5-årige søn lever i en uvirkelig verden af tv-udsendelser, som han tror er den virkelige verden.
Nå, den skal læses, for mere kan jeg ikke afsløre uden at ødelægge andres oplevelse af bogen,
men den kan varmt anbefales, især pga. forfatterens psykologiske indlevelsesevne i dette sære univers.
(ca. 200 sider)

Leif Davidsen: "Dostojevskijs sidste rejse"

Dette er en rejsebog, men en særlig slags.
Davidsen formår at skrive om både det nuværende russiske styre og det forgangne sovjettiske på en spændende måde.
Selv om det var pligtlæsning, var det en kær pligt. (litteraturgruppen)
Skal jeg indvende en smule mod noget af indholdet, så er det det, at Davidsen skriver for meget om, hvad der har inspireret ham til sine af mange yndede krimier. Jeg har læst nogle, men synes ikke, det falder naturligt for læserne  at forfatteren på denne måde reklamerer for sine egne værker.
LD har selvfølgelig ikke den mindste smule tilovers for sovjettiden. Han fortæller levende, hvor umenneskeligt og grusomt systemet var.

Her er et par citater:
Om dødsofrenes antal i Tjetjenien. "Var det 34.000? Hvorfor ikke 33.999 eller 34.116? Der er noget forrående over tallenes abstrakte kølighed. Hvordan skal man forholde sig til dem?" (s. 115)
Om det russiske begreb Vranjo: "Vranjo er nemlig hverken løgn eller sandhed. Vranjo er en videreformidling af halve sandheder, kvarte løgne, opdigtede begivenheder og virkelige hændelser- - -".
"
Officielt fik man hele tiden at vide, at kun gamle mennesker gik i kirke...hvis man talte om sin tro gik vejen direkte ud i det udstrakte Gulag . . .
"Det var forbløffende mange, der under skjorten inde mod huden havde båret dåbskorset, selv om de i inderlommen på jakken havde haft medlemskortet til partiet." (s. 160)
Om Gorkij (som jeg læste som ung)," Gorkij førte som Stalin krig mod sin egen befolkning. Han var ligeglad med, at andre forfattere enten måtte gå i eksil, i indre eksil eller ende deres dage i Gulag." s. 194
Om moderne arkitektur:
"Ind imellem de klassicistiske palæer er bygget monstrøse sovjetiske betonhuse. Hvad tænkte de sovjetiske planlæggere på? Hvad tænker moderne planlæggere overalt i verden?
Har de ikke øjne i hovedet?, eller er de reelt ligeglade med at producere grimhed?
s. 198
"Normaliteten gør sig ikke i medier, hvilket jeg jo selv  ved alt om"
s.217
Man bruger stadigvæk kuglerammer i supermarkeder! fortæller han om på s. 236
". . .hvis man endelig fandt en café, blev man behandlet som om man var til allerstørste besvær. . ."
s.243
"Splinternye vinduesløse, firkantede fabriksbygninger står som lysende klatter i det gråbrune, industrielle ødeland. (Leif D. sammenligner med Ballerups udkant, Köln, Edinburgh eller et hvilketsomhelst land i Vesteuropa.)
Der er penge i skidtet.
Jeg væmmes ved miljøsvineriet og
jeg tænker på, at miljø ofte er den rige mands privilegium" -
Det har jeg selv (OS) oplevet i Warschwava (stavning ?)
s. 256.

Der er selvfølgelig meget mere, men jeg kan ikke så godt skrive hele bogen af. Det ville være uoverkommeligt og sikkert osse ulovligt Blinker

Pagan Kennedy: Sorte Livingstone

Denne bog handler om en mand, som vist de færreste europæere kander, nemlig William Sheppard.
Han var sort, elendig barndom, var heldig at få en uddannelse inden for den presbyterianske kirke. Han var heldig at blive missionær til trods for den betænkelige hudfarve. Sammen med en hvid missionær, som heller ikke blev regnet for meget, fordi han var født det forkerte sted, blev han sendt til Belgisk Congo for at omvende hedningene der. Det viste sig dog hurtigt, at dette var nærmest umuligt. I stedet optrådte de to som læger, opdagelsesrejsende og de udførte en masse humanitært arbejde for de udstødte i det nye samfund. De gennemgik et utal af trængsler, sygdomme med høj feber, og den ene; Lapsley bukkede under i en alder af 35 (?). Sheppard hentede sin kone til dette land, selv om mange andre missionærkoner var døde i de barske omgivelser.
Selv blev han en kendt foredragsholder, nærmest entertainer, som kunne skrabe mange penge ind til arbejdet i Congo. Hans kone, Mary, arbejdede også hårdt, 2 børn døde kort efter fødslen. Derfor blev de 2 næste sendt til USA, og blev opforstret der hos noget familie.
Det er en tankevækkende bog, der går dybt ind i tingene.

Jeg købte den på bib for en 10-er. Den ser næsten ulæst ud. Jeg kan varmt anbefale den til dem, der søger mere viden og ikke bare vil underholdes.
Nu vil jeg lige læse slutningen.

Scarlett Thomas

ScarlettThomas: Vores tragiske univers
At give et referat af handlingen i denne bog, vil være komplet umuligt.
Den handler dog først og fremmest om en forfatter, der lider af skriveblokering. Hun bliver i hvert fald ved med at rette i sit manuskript, sletter hele passager. Til sidst når hun dertil, hvor det hele er slettet. Syg
Hun har en kæreste, Christopher, som er noget af det mest misantropiske, man kan forestille sig, han hader også hende, men er alligevel dybt afhængig af hende.
Hans bror, Tim, er dybt  neurotisk. Skal tælle alting, og det får indimellem fatale konsekvenser for ham.
Bogen er utrolig morsom, men det jeg nok falder for, er visse passager, hvor forfatteren diskuterer tilværelsens absurditet med sin nye kæreste in spe, en mand, dobbelt så gammel som hun. (hende?). Rowan hedder han.

Hvis noget skal kritiseres, må det være at dcn første, umulige og jaloux kæreste forsvinder ud af bogen, og at slutningen er alt for langtrukken .

Her er et par citater:
s. 305
"Aquinas spekulerede på, hvad der ville ske, hvis Gud rent faktisk ønskede at fremkalde en universel genopstandelse. Med andre ord: bringe alle, der nogensinde havde levet, til live igen på én gang. Hvad ville der ske med kannibaler og dem, der var blevet spist af dem? Man ville aldrig kunne bringe dem allesammen til live på én gang, fordi kannibalerne bl.a. består af de mennesker, de har spist. Man ville kun få enten den ene eller de andre."
Rowan svarer, at alt i verden jo består af alt andet. . .
side 421
"Men er hele pointen ikke at forsøge at besvare de store spørgsmål?
Bogens jeg, Meg,  svarer "For mig handler det bare om at forsøge at finde ud af, hvad der er spørgsmålene"
Dette får mig til at mindes titlen på en bog i min reol af Jo Hermann: "Hvis Gud er svaret, hvad er så spørgsmålet" JH er ikke selv troende!
Som man vil kunne se af citaterne, er det en bog i et lettilgængeligt sprog, også når filosofiske emner berøres.
I bogen forekommer også hunden "B", og der er en masse dyrepsykologi i den.



Barbara Kingsolver: Lakunen

 

Lakunen:
Denne bog har det taget mig 3 uger at læse. Den er også på 600 sider (præcis), og det er for meget,
Men hvor er det alligevel en smuk og læseværdig roman.
Det var en sjældent god oplevelse at være i dens univers. Referatet kan ikke gengives kort, det tror pokker, når den fylder det ovennævnte antal sider.
I bogen forekommer historiske personer, såsom Frieda Kahlo, Diego Rivera og Lev Trotskij. Det gør den særligt interessant for mig, da jeg i forvejen  er glad for Kahlos billeder, som jeg så på en udstilling engang. De var forbavsende små, men er også malet i sengen, mange af dem. I dag er hun mere berømt end sin mand, men det er jo heller ikke muligt at flytte store vægmalerier.
De to var kommunister, i den gode forstand, ikke Stalinister, så absolut snarere tværtimod, hvis det kan udtrykkes på den måde, og det var grunden til, at de tog den landflygtige Trotskij i huset.
I dette hus boede hovedpersonen Leonard Shephard som dreng, inden han rejste til USA, hvor han skrev bøger, som blev meget folkekære, indtil - McCarthy begyndte sin hetz mod kommunister og så dem alle vegne. Shephard stod foran en dom for landsskadelig virksomhed, da han forsvandt på mystisk vis.
Jeg kan ikke anbefale bogen varmt nok.
Det var en læseoplevelse af de helt store.
Skulle bogen have været kortere, kunne måske det indledende afsnit, på små 100 sider, have været undværet. Men det skaber den nødvendige baggrund for at forstå Shephards seksuelle orientering. Husk det var i en tid, i 40erne og 50erne, hvor homoseksualitet var tabu.

 

 

Desværre er coveret på den danske udgave meget kedeligt og fantasiforladt

Jared Diamond: Den tredje chimpanse
Denne bog burde jeg læse igen. Jeg var ret optaget af den, men den er alligevel en tand for videnskabelig. Hans sprog er ikke så letflydende som Dawkins', men han har mange originale tanker. Ikke altid var jeg enig med ham. Han har mange 'dommedagsprofetier'. Verden er helt af lave, og han har jo desværre ret.
Ligesom Dawkins undrer han sig over, at fx en fjerdedel af alle collegeuddannede i Ameriak stadig stædigt fastholder deres tro på kreationismen.
Kun et enkelt citat: En nyguineaner fra bjergene berettede om sit liv før de hvides ankomst i 1930: "Vi havde aldrig set fjerne steder. Vi kendte kun denne side af bjergene. Og vi troede, at vi var de eneste levende mennesker" s. 247.
Et sted siger han, at det ikke er rigtigt at almindelige mennesker står magtesløse over for udryddelse af dyrearter. Grupper af borgere har været med til at bremse fx kommerciel hvalfangst, jegt på verdens store katte for pelsens skyld og import af chimpåanser indfanget i naturen.
Diamond bidrager selv til 'forståelse af fortiden og vejledning for fremtiden'.

Bill Bryson I

'Fra en lille ø'
er en rejsebog fra England.
BB rejser mange kendte og ukendte steder og oplever tingene med friske øjne.
Han er så morsom, at selv en dødbider som jeg griner højt flere gange.
Og alligevel får man en masse nyttig viden.
Om landet, meneskene, god og dårlig udvikling, særegenheder, forskelligheder.
Bogen udkom i 1995 og blev en bestseller.
Hans bøger er oversat til 16 sprog, så jeg burde ha fundet ham for længe siden, men først for nylig har jeg droppet romanerne - næsten.
s. 48: "Man kører mkring i et par menneskealdre og bruger dernæst en lille evighed på at presse sin bil ind i en parkeringsbås, der er præcis 15 cm bredere end en gennemsnitsbi. Dernæst bliver man, fordi man parkerer ved siden af en pille, nødt til at klatre over sæderne. Og man ender med at presse sig ud i passagersiden med numsen først.". . . snavset jakke, fjern automat osv. jo han kan spoinde en ende. . .
"Jeg tog min stav og begyndte den lange proces med at hakke mig vej tilbage til det mærkelige og ufølsomme sted, som er det 20. århundrede." (s. 136)
Om at rejse med bus: "Der var hverken bænk eller læskur ved stoppestedet, inbgen steder at søge ly for regnen. - - man kommer hurtigt til at følse sig som medlem af en uønsket underklasse, som de handicappede eller de arbejdsløse . . ."
(s. 198)
om at indse sin egen begrænsning, her som bilist "For første gang i årevis følte jeg mig tryg bag et rat. Der var absolut intet, jeg kunne køre ind"
Sådan kunne jeg blive ved, men det vil føre for vidt og være trættende også for mig selv, men har det givet dig, som læser dette, appetit på bogen, så er min hensigt nået-
260511
 

Bill Bryson

'Fra et solbagt kontinent'
er en charmerende række skildringer af rejser i Australien.
Det er næsten som at være med selv, så skønt skriver han. Sjovt og medrivende. Humor og selvironi har han i massevis.
Man får selvfølgelig også en masse facts, men på en måde, som ikke virker skolemesteragtig.
Han, BB, sætter sig for at gennemtrawle dette kontinent, men må indse, at det ikke er muligt inden for den ellers rigelige tid han har til sine ture. En stor del af af denne verdens største ø er endnu uudforsket.
Vi hører om det fantastiske dyreliv, alle de giftige væsener, der er på jord, i luft og i havet.
Aboriginernes skæbne behandler BB meget indgående. Skildringen er megel lidt flatterende for de hvide bosættere, (Indianerne, negrene)
I parentes bemærket bliver australierne, som ellers er venlige mennesker, straks meget tavse eller snakker om noget andet, hvis man kommer til at nævne, at deres forfædre var straffefanger. Det var dog for det meste småtyverier, der medførte forvisning til Australien, Så Bryson synes, efterkommerne i virkeligheden skulle være stolte.
Da jeg ikke rejser meget selv, dels pga. ret stram økonomi, dels pga. fremskreden alder, så er dette det næstbedste, eller faktisk simpelthen det bedste, for normalt kommer man ikke til mange af de steder, som Bryson når frem til.
Han er oversat til en lang række sprog, 
Udkom i 2000.
Her er et par smagsprøver:
s. 198: De fleste europæere betragtede aboriginerne, som noget, der bare var i vejen. - 'et af naturens luner'- som forskeren - - - udtrykte det.. I en bog , der undervistes i så sent som i 60erne, karakteriseres aboriginerne som 'vilde urskovsvæsener'.
s. 288 Om smagløst kvarter for nyrige (Perth). 'Det var en interessant bekræftelse af påstanden om, at der ikke altid, faktisk ikke engang særlig hyppigt, er overensstemmelse mellem penge og smag'. - - - der var inddraget elementer fra drive-in-banker, casinoer, dyre plejehjem, og skihytter.'

Om opdagelsen af stromalitter (s. 305).
"Du står og kigger på nogle levende sten, - stille og roligt levende kopier af de allerførste strukturer, der har optrådt her på jorden. du står og oplever verden, som den var for 3.4 milliarder år siden.- mere end en fjerdedel af den tid, den har været til".. . ." hvis der var retfærdighed til, ville synet af dette være lige så berømt som pyramiderne i Giza," citerer BB.
I 2 milliarder var det alt det liv, der var på jorden.
Disse mikroskopiske 'planter' sørgede i løbet af den tid for at producere tilstrækkelig ilt, 20 %, til at andet liv kunne opstå og eksistere.
En kvindelig turist bebrejdede sin mand, at han havde slæbt hende tværs over et kontinent blot for at se dette, disse grå grimme vækster. Men Bryson siger til sine læsere: Denne oplevelse er sandelig en rejse værd, tværs over et kontinent.
Læs dette selv, forundringen er så tydelig hos denne all round forsker, som Bryson må siges at være. Hans interesser er vidtspændende, og han er værd at stifte bekendtskab med. Og han er en fantastisk formidler at svært tilgængeligt stof, så man tryllebindes. Bedre kan det ikke gøres.
Læs ham!

040511


Jonathan Franzen: Korrektioner
Denne bog forventede jeg meget af, men jeg må tilstå jeg blev skuffet. Den skulle være den store, amerikanske samtidsroman.
Stor er den i hvert fald, 608 sider.
Hvem har tid til at læse så meget, når der er lange, uvedkommende og derfor uinteressante passager? Dem sprang jeg efterhåneden over, for de havde ingen betydning for handlingen.
Når det er sagt, så er der rigtig meget godt i bogen.
Skildringen af faren Alfred fremadskridende Alzheimer virker meget ægte. Den typisk amerikanske husmor, Enid, som går op i en masse ligegyldige småting, indtil man næsten mod slutningen opdager, at hun 'ett er så ring' endda'. og at hun altid har haft problemer med sin knudemand. Der er også gode, indfølende portrætter af de 3 børn, datteren Denise, som vikler sig ind i en masse rod, broren, Chip, som altid er uheldig, både i jobs og kærlighed, og endelig den ældste, Gary, som ligner sin far, men alligevel modsat ham er 'under tøflen' Nogle af figurerne virker let karikerede, fx Enid. Så dum kan da næsten ingen voksen kvinde være.
Nå, men læs bogen og døm selv.
Hos mig får den kun 3 stjerner.
(100111)


Richard Russo: Empire Falls

Da jeg nåede til sidste side, var jeg ked af, at bogen var slut, selv om der var tider, hvor den føltes lidt lang. Jeg læste den på engelsk, og der var kun få gloser jeg nødvendigvis måtte slå op for at få det fulde udbytte af teksten.
Handlingen udspiller sig i en by i midtvesten, USA. Blandt almindelige mennesker, hvor vi hører om intriger, mærkelige skæbner, mobning, mord og uforløst kærlighed.
Personerne føles meget levende. Nigel, som altid vil gøre det så godt for andre mennesker, med større eller mindre held. Hans far, Max, som er en superegoist, lidt karikeret?, men måske findes denne type så rendyrket som her. Janine, Nigels x-kone, som oplever sexuel nydelse for første gang med charlatanen Walt. Og der er den excentriske og intrigante millionærfrue, mrs. Whiting, som styrer næsten alt i den lille by, hendes invalide datter Cindy og faren, og den mærkelig og mutte dreng, John Voss.
Og mange flere.
Det er en skildring af hverdagsliv i en lilleby. Bogen er både rørende og fuld af humor.

Bogen er på 482 sider!
110810

Nick Hornby: Langt nede.
I denne roman møder 4 selvmordskandidater hinanden på toppen af et højhus i London. De er meget forskellige, men mødet forårsager, at ingen af dem alligevel hopper ud. De mødes flere gange i den kommende tid, og selv om de ikke direkte kan hjælpe hinanden, så er der ingen af dem, der gentager sit selvmordsforsøg.
Personerne er: en mor, der har ofret sig for sin handicappede søn, en tv-producer, som har siddet i fængsel for at have haft sex med en 15-årig og derfor har mistet sin familie, sin omgangskreds + job. Så er der teenageren, som lægger sig ud med alle pga. sit sprog og sin ubetænksomme opførsel. Og endelig den amerikanske student og musiker, som må ernære sig som pizzabud.
Bogen er tankevækkende, men humoristisk og indimellem ustyrligt morsom.

Dette forstår jeg ikke, at jeg har skrevet, for nu synes jeg den nærmest er kedelig. En medvirkende faktor er, at vi nu læser den i gruppen på Min anbefaling.
Ganske vist har jeg ment, at den ville være god til privat læsning, men i enm gruppe er der ikke meget at snakke om
Og det sprog, personerne taler i! Jeg må ha været i selvmordshumør, da jeg skrev det?!?
041114

Nick Hornby: Hvordan man er et godt menneske'
Forfatteren er et nyt bekendtskab for mig, men efter at have læst 'About a Boy' kastede jeg mig over denne og blev begejstret. Den handler om et ægteskab, der knager i fugerne og er nærved at ende med skilsmisse. Undervejs sker der mange, sære ting, også helt usandsynlige, men NH's måde at fortælle på er med megen humor. Han beskriver svære problemer på en måde, så man bestemt ikke keder sig. Han kan sammenlignes lidt med Julian Barnes og især David Lodge (Bytte plads).

Nick Hornby: About a Boy
Denne bog har mange kvaliteter. Den handler mest om en mand, Will, der er tilskuer til livet, indtil han indser, at han selv er skyld i, at han holdes udenfor. Han har en behagelig tilværelse, men dybt kedsommelig.
Hovedpersonen, drengen Marcus, bliver mobbet i skolen, fordi han er anderledes end de andre, både i opførsel, interesser og tøj.
Hans mor, Fiona, en tidligere hippie, gør ikke livert lettere for Marcus trods sine gode intentioner. Han skal leve op til hendes idealer og ikke følge 'flokken' af kammerater.
På et tidspunkt forsøger hun selvmord, og det gør at Marcus må påtage sig en beskytterrolle over for hende. Han er kun 12 år!
Derefter knytter Marcus sig meget tæt til Will, som aldeles ikke er interesseret, men efterhånden får de begge brug for hinanden.
Will møder Rachel, som er meget anderledes end ham, men som han føler er kvinden i hans liv. (Han har naturligvis haft utallige kortvarige, uforpligtende affærer). Rachels søn, Ali, er med til at komplicere tingene.
Det er næsten nemmere at remse op, hvad denne bog ikke handler om; men læs den, den er meget anderledes end noget andet, jeg har læst.
Og så er den fuld af humor!
På engelsk er den rimeligt let at læse. Det valgte jeg 'to brush up my English.'

 Trisse Gejl: Patriarken
En overraskende god bog, overraskende, fordi jeg ikke plejer at synes særligt om yngre danske forfatteres udgydelser.
Personerne virker ægte.
En absolut læseværdig bog om 'fortielser og løgne'.


Pia Fris Laneth: Lilys danmarkshistorie
(læst jul 2009 og januar 2010)
Vi læste denne bog i gruppen, på min anbefaling. Som sædvanlig var jeg gået i stå ½vejs, men denne gang havde jeg 6 uger til den, og derfor lykkedes det at få den læst til ende. Den kan varmt anbefales alle kvinder - og mænd!
Den handler om kvinders liv i 4 generationer med masser af eksempler, måske lidt for mange, fra Laneths egen slægt.
Hun har en fantastisk skrivestil, meget personlig. Desuden har hun humor, og det værdsætter vi særlig på disse breddegrader, mener jeg.
Alle i gruppen var begejstrede. Jeg blev spurgt, hvordan jeg havde fundet frem til den, for de havde aldrig hørt om den, og jeg måtte tilstå, at det var ved en tilfældighed. Der er masser af illustrationer, men den er altså på 600 sider.
Kildematerialet er omfattende. Det tog forfatteren 6 år at skrive den.
På baggrund af artikler i 'Information' blev hun opfordret til at skrive denne bog.


Pascal Mercier: Nattog til Lissabon
(læst januar 2010)
Desværre har jeg læst denne bog i småbidder, så jeg kan ikke yde den retfærdighed.
Så jeg må genlæse den til sommer, hvor jeg ikke skal læse bøger på omkring 600 sider i min litteraturgruppe hver 14. dag.

Her er dog et par citater, som rammer mig:
'Jeg ville ikke kunne leve i en verden uden katedraler. Jeg har brug for deres skønhed og ophøjethed. Jeg har brug for dem som en modvægt mod verdens banalitet. ---Jeg vil høre orglets brusende klange, denne oversvømmelse af overjordiske toner.' - - -
'Dette bud, dette vanvittige, abnorme bud, at man skal elske sine fjender, er udtænkt med det formål at knække mennesker, berøve dem ethvert mod og enhver selvtillid og gøre dem føjelige i tyrannernes hænder, for at de ikke skal finde styrke til at sætte sig op mod dem, om nødvendigt med våben'.

Og mange andre gode citater kunne jeg nævne, men læs selv og giv dig god tid!


Steve Toltz: A Fraction of the Whole
(læst i sommeren 2009)   (700 sider!)
Dvs. læst er så meget sagt. Jeg har læst 1/3 af den, men er allerede nu overbevist om, at den er et mesterværk. Sædvanligvis går jeg ikke i gang med bøger af det omfang, men jeg fik den ufrivilligt igennem en bogklub, hvor jeg ikke havde nået at afbestille månedens tilbud, 3 bøger for ca. 300 kr. i en lousy indbinding. Nå, jeg skulle have noget for de surt udgivne kroner, så da jeg skulle have læsestof med i mit job som kustode på Irenes udstilling i Levins Hus, så valgte jeg denne.
Og det fortrød jeg ikke. Og der er læsning nok til resten af sommeren.
Handlingen er umulig at gengive uden at genfortælle næsten hele bogen; måske gør jeg et forsøg senere.
Men bogen er en alvorlig satire, en bog med masser af filosofiske betragtninger, som sættes i gang af de mest dagligdags hændelser. Den er samfundsrevsende og menneskeklog, den er alt, hvad man kan sig ønske af en bog.
Hvis du kun må ha én bog med på en øde ø, i fængsel eller hvor man nu tilbringer rigtig lang tid, så vælg denne. Den er bedre end biblen og Shakespeare.
Læs den. Og den er læsbar også på engelsk, selv om det nok nedsætter læsetempoet. Des mere tid er der til at nyde alle forfatterens finurligheder.



Yasmina Khadra: Attentatet
(læst i december 2008)
Denne bog er rystende læsning og desværre så aktuel som nogensinde. Den handler om en palæstinensisk selvmordsbomber, som har holdt fast ved sin tro på, at hendes folk har lov til at være i Gaza og på Vestbredden, fordi de simpelthen har en lige så stor historisk ret til landet som israelerne. Og at de pga. disses ustandselige overgreb må tage alle midler i brug. De føler sig selvfølgelig som frihedskæmpere og ikke som terrorister. Hendes mand er også palæstinenser, men arbejder i Israel og er blevet særdeles velintegreret. Han har ikke bevaret kontakten til sine rødder. Tværtimod. Man kan måske indvende, at det lyder lidt usandsylingt, at 2 ægtefæller lever side om side, elsker hinanden og dog ser så forskelligt på væsentlige områder  af livet. Lægen aner absolut ingenting, men til slut, efter en ihærdig undersøgelse af motiverne til hustruens desperate handling, forstår han hende, selv om han ville have handlet anderledes selv.
Man er ikke i tvivl om, hvor forfatterens sympati ligger. Det er måske lidt for sort/hvidt.
Desværre ! viser det sig, at forfatteren er en mand, der har brugt et kvindenavn som pseudonym

Kate Atkinson: En god gerning
Jeg kastede mig over denne bog med stor forventning, fordi jeg stadig mindes, ikke husker: 'Bag kulisserne', som en læseværdig og morsom bog.
Her starter forfatteren ganske vist veloplagt. Man griner højt flere steder, men - som sideantallet forøges, gribes man af kedsomhed og skuffelse. For hvad vil KA egentlig, bare underholde?, hvad der er godt nok, men altså, man gaber og lægger bogen fra sig mange gange. Hun bruger mange slangudtryk og kender alt inden for afvigende sex, og det KAN skrives, så det stadig er morsomt, men her føles det snarere pinligt. Også det, at forfatterne således lefler for den dårlige smag, når hun nu kan skrive så godt. Jeg stopper, skønt jeg ikke engang er ½vejs. A chacun son goût! Ærgerligt!

'Familiebilleder' har jeg lige læst - på anbefaling. Men hvad jeg har sagt om ovenstående, gælder også for denne. Der er mange sidespring, vidtløftigheder og svinkeærinder, så jeg er stadig ærgerlig over, at en forfatter, der virkelig kan skrive, bruger sit talent på noget så ligegyldigt som denne bog. Jeg læste den dog færdig, men er meget skuffet. Uden illusioner eller visioner. Måske er jeg bare blevet for gammel!

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 


 

Erik Fosnes Hansen: Beretninger om beskyttelse

Denne forfatter skriver, så man hører englene synge. Det er dejlige fortællinger, som man bliver lidt klogere af at læse. Og så er sproget altså nærmest guddommeligt. Hvis en bog skulle læses igen, så bliver det denne. En gennemgang af handlingerne vil ikke yde bogen retfærdighed. Der er 3-4 fortællinger, som alle fanger en ind. Senere vil jeg udbrede mig lidt mere om denne forfatter, som ikke altid finder et egnet emne. Fx var jeg ikke speceilt begejstret for 'Løvekvinden', da den er meget speciel. Lidt for særpræget til rigtigt at at virke troværdig.
Mere om alt dette senere.

Hanne-Vibeke Holst: "Kongemordet"

Denne bog fik jeg læst for sent, skønt den først udkom i 2005. Det er en døgnflue, som bliver mindre og mindre aktuel med tiden.
Dog er temaet med hustruvold og temaet omkring unge indvandrerkvinders liv og fremtid formodentlig desværre aktuelle nogle år endnu.
Det er fint, at HVH tager disse emner op, og det skal hun roses for.
Jeg ved dog ikke rigtigt, om det ikke er synd for Poul Nyrup, at han bliver latterliggjort så ubarmhjertigt. Og hvem ser ikke Mogens Lykketoft for sig som hustrumishandler, da de øvrige karaktertræk er særdeles rammende beskrevet? Lynende intelligent, akademisk, en anelse dæmonisk, det hele er med. Men heldigvis er han ikke rødhåret og har ikke giftet sig med en miss Danmark.
Det forekommer mig betænkeligt at blande virkelighed og fiktion på denne måde, om det så også sker for at tydeliggøre pointerne. I hvert fald kan denne bog ikke have gavnet socialdemokratiet.
Sproget er journalistisk, til tider på ekstrablads-niveau. Alle de moderne udtryk, også på 'nydansk' er der.
Alligevel: Hatten for Hanne-Vibeke!
Bogen slugte jeg, ganske vist disse par år for sent, men vi husker alle mange detaljer omkring formandsskiftet. Og en utrolig insider-viden er HVH i besiddelse af.
Bogen burde nok være delt i 2 bøger, men dygtigt gjort, det er det, men det er trods alt en noget utiltalende blanding af fiktion og fakta.
Egentlig sært, at der ikke er rejst sag for bagvaskelse. Måske bliver bogen, sin polularitet til trods, ikke betragtet som noget, men skal tage alvorligt.



Kristín Marja Baldursdóttir: 'Karitas uden titel'
Superlativerne rækker ikke til for at rose denne bog.
Forfatteren kan et eller andet med sproget, som er helt uimodståeligt. Hvis jeg havde studeret litteratur, ville jeg kunne fortælle om det. Nu kan jeg bare sige, at man får en fornemmelse af at læse en moderne islandsk saga. Barske ting sker fortalt i et enkelt sprog. Og så er der et godt indhold, svære valg og en overraskende slutning. Bogen er på sin vis enfoldig, men det gør den samtidig hjertegribende. Den har været nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris.
Bogen vil være særdeles velegnet til at blive indlæst for svagtseende.
Den kan på det varmeste anbefales.
Den er på 456 sider, men det er ikke én for mange.

Dette skrev jeg første gang, for 4-5 år siden. Længere tid er det ikke siden.
Desværre lader det til, at jeg har skiftet smag, for denne gang syntes jeg den var sej at komme igennem
Første del kunne endda gå an, man anden og tredje føles nu for lange. 
Det er spændende, hvad man mener om den i gruppen.

 

 

 

 

 

110111

Carsten Jensen : 'Vi, de druknede'

Nu er jeg nået til side 150, og jeg glæder mig til de næste 500 sider.
Det er en fantastisk bog, som slet ikke kan anmeldes retfærdigt. Den rummer det hele, men med hovedvægten på de forliste søfolks historie, de folk, hvis historie ikke før er blevet skrevet.
Senere vil jeg anmelde bogen mere fyldestgørende.
Tænk, at nogle kritikere ikke er begejstrede. Jeg tror de simpelthen er misundelige over, at de ikke selv har skrevet bogen!!!

Bogen er forlængst læst færdig, og jeg håber at få den til en rund fødselsdag. Vinker Det må være en anbefaling i sig selv.


 

Frank McCourt: 'Hr. lærer'

Da jeg havde læst de første 4 kapitler, lagde jeg bogen fra mig. Den syntes at være et kedeligt opkog af 'Lykkens land', som jeg var glad for at læse, selv om den ikke nåede op på siden af 'Angelas aske'. Nå, men jeg tog fat igen i mangel af bedre, og så viste det sig, at jeg blev så grebet, at jeg var ligefrem ked af det, da bogen var slut. Også denne bog vil jeg gerne begaves med. Alle lærere, både afgåede og kommende burde læse den! Og alle elever, dvs. os allesammen. Man får et fantastisk indblik i, hvad det vil sige at være - lærer. Læs den! Den er klog, selvransagende, morsom, ja, bare det hele. Og tænk, at en forfatter kan debutere som 65-årig!

Ja, man bliver klogere på livet og menneskene ved at læse den.
(Nu er jeg i gang med 'Vindens skygge', som jeg har fået varmt anbefalet, men det er vist rent tidsfordriv eller tidsspilde.)