Jussi Adler-Olsen: Kvinden i buret
Som det vil fremgå af mine skriverier, så er jeg ikke kender inden for krimilitteraturen.
Nu har Jussi-feberen åbenbart ramt landet, så jeg blev nysgerrig efter at se, hvorved han gør sig fortjent til at udnævnes som en fornyer inden for genren.
Der er undervejs nogle samfundskritiske betragtninger, men er der ikke også det i andre nutidige krimier? Der er en nær medarbejder af hovedpesonen selv, der har indvandrerbaggrund, men er det heller ikke set før? Hovedpersonen selv er en utilpasset, selvfølgelig fraskilt mand med hjerteproblemer af begge slags, han er ret ubehagelig at omgås osv., en tro pendant til hovedpersoner i de krimier, jeg har læst hidtil.
Min største anke, hvad angår krimilitteratur generelt, er at forbryderne får alt for mange gode tips, i denne krimi til raffinerede torturmetoder. At holde en kvinde indespærret i 5-6 år på vand og brød, uden lys i ét år, med konstant lys et andet. Uden formildende omstændigheder, med trist mad, kun vand og et stinkende toilet. Det grænser heldigvis til det usandsynlige, og det ville bestemt være svært at gennemføre i virkeligheden, heldigvis. Hvad tænker denne forfatter på?
Gysser og gys er mit umiddelbare svar.
Jeg bliver ikke fan af ham Jussi.
(231210)




I sin tid, dvs. da jeg var i tyverne, tredverne og måske fyrrerne, var jeg en ivrig krimilæser. Jeg nåede dog aldrig længere end til de hyggelige mord, som Agathe og Sayers skriver om. Jo, Sjövall og Wahlö og Mankell har jeg også kunnet lide at være i selskab med. Der er da lidt samfundskritik i deres bøger.
Nærværende krimi er ikke den værste af slagsen, men jeg undrer mig over, at der er så mange læsere til den slags. Hvis alle de mord var begået i virkeligheden, som er beskrevet i alle krimier, så ville der næppe være mennesker tilbage på denne jord.
Ondskaben og mærkværdige afvigelser hober sig op, for der skal stadigvæk findes på nyt. Forhåbentlig læser lystmordere ikke disse bøger, for de kunne ellers få mange gode ideer. Jeg springer nu vistnok frem til slutningen for at finde ud af, hvem der er den bestialske gerningsmand/kvinde. Og så må jeg atter i gang med rigtige bøger, som man bliver klogere af at læse. Det andet er i bedste fald - tidsspilde.

I nærværende bog er der en psykopat, en person med Aspergers syndrom, en, der lider af fødselsdepression, en pædofil, for nu blot at nævne nogle af de mistænkte, en hustrumishandler og en mordbrænderske er der også ( hun brænder huset ned med mand og 2 børn). Det er bare for meget. Så er de mere almindelige problemer som nabostridigheder og konflikter med svigermor. Bogen er i starten velskrevet, men hvad skal man med den? Blive godt underholdt ?, for man lærer ikke noget af den, man kan bruge, synes jeg.  

Stieg Larsson: 'Mænd, der hader kvinder'
Ja, det skal jeg love for, at han gør, forfatteren. Der er ikke den grusomhed, han ikke lader en eller flere af de kvindelige ofre udsættes for. Og med mange detaljer. Jeg læste tappert ca. 2 tredjedele, før jeg lagde bogen fra mig i væmmelse. Hvordan kan den dog blive så berømmet! Jeg var oven i købet skrevet op til den i temmelig lang tid, så den bliver meget læst. Forfatteren er død, så der kommer ikke mere fra hans hånd, heldigvis.
For en tid er jeg færdig med krimier. Det er ofte rent tidsspilde. I nogle tilfælde kan man selvfølgelig bruge det som virkelighedsflugt, når ens egen hverdag er for trist og kedelig; men der er altså grænser, i hvert fald for mig.


Håkan Nesser: 'Kvinde med modermærke'

Hvor tit læser man en krimi, hvor man holder med morderen, selv om vedkommende ikke er specielt sympatisk
Da jeg ikke læser så mange, kan jeg ikke påstå at jeg har været ude for det før.
Spændingen fastholdes lige til det sidste.
Heldigvis er kriminalfolkene heller ikke særlig tiltalende, men bare ganske almindeligt menneskelige.
Som sædvanlig gætter man gåden før opdagerne; men de har selvfølgelig heller ikke adgang til alle de afslørende detaljer.
Men nogle gådefulde mord, uden motiv og med eneste forbindelsesled nogle opringninger, hvor en bestemt melodi bliver spillet hver gang.
                                    *****
Jeg kan derimod ikke anbefale 'Carambole', hvor der var alt for usandsynlige tilfældigheder, og den har HN ellers fået en pris for.
                                    *****
Han har også skrevet 'Skyggerne og regnen.', som jeg har anmeldt under 'Nyere bøger'.



Vil man læse en forfatter, der både er spændende og som man kan lære noget af, måske nok i reglen lidt skæve eksistenser, i lidt specielle miljøer, så er Barbara Vine alias Ruth Rendell ikke til at komme udenom. Jeg har læst alt af hende. Tror jeg nok. Nogle af bøgerne flere gange. Der er uhygge, spænding, gode personskildringer, samfundsproblemer og masser af gode psykologiske iagttagelser. Særlig læseværdige bøger af hende er fx: 'Nøglerne til gaden'. den kan jeg stærkt anbefale, selv om jeg aldrig fandt ud af, hvorfor de stakkels fyre på samfundets bund skulle myrdes. Der er en smuk kærlighedshistorie, som, nej det vil jeg ikke røbe her.

Se særlig side


Kate Atkinson: 'Hvornår kommer der en god nyhed' er også i en klasse for sig. Ganske vist sker der en masse uforklarlige mord og bloddryppende katastrofer, men  personskildringen virker troværdig, fine psykologiske protrætter. Og så er den noget så usædvanligt som en morsom krimi, trods alle de makabre detaljer. KA er en forfatter af guds nåde, og hun kunne skrive mere seriøse romaner, men i denne tid, hvor krimier er det eneste saliggørende, må hun nødvendigvis også skrive sådån nogle. Og det har hun gjort på mesterlig vis.