Dostojevskij: Idioten

    Af Litteratursiden . Publiceret 01/09/2008. Opdateret 06/06/2012.

    Af bibliotekar Lise Lotte Larsen

    Egentlig er det besynderligt, at Dostojevskijs roman Idioten kan sættes ind under temaet ”Skæve eksistenser”, for hans hensigt med romanen var at beskrive ”det fuldkomment skønne menneske”. Men fyrst Mysjkin, der personificerer dette ideal, opfattes af sine omgivelser som idiot. Dels fordi han romanen igennem bruger den betegnelse om sig selv som barn, da han var handicappet af voldsom epilepsi, og dels fordi han opfører sig så ukonventionelt uegennyttigt og oprigtigt at det fra et konventionelt synspunkt ligner idioti.

    Handlingen
    Det særligt fascinerende ved romanen er ikke selve handlingen, men måden der fortælles på og troværdigheden i personskildringen. Et referat af handlingen bliver derfor helt utilstrækkeligt i forhold til den oplevelse, det er at læse bogen. 

    Den unge fyrst Mýsjkin sidder i toget til Skt. Petersborg på vej hjem fra flere års ophold i Schweiz, hvor han er blevet behandlet for sin epilepsi. Tilfældigvis (siger forfatteren) falder han i snak med en anden ung mand, Rogózjin. De beskrives som modsætninger: Hvor Mýsjkin er lys med fine træk, åben og blid, er den anden mørk, brednæset, uforskammet og lidenskabelig. I samtalens løb introduceres vi for Nastásja Filíppovna, fortællingens femme fatale, der selvdestruktivt genererer det trekantsdrama mellem hende, Rogózjin og Mýsjkin der ender med mord og sindssyge.

    Før det kommer så vidt introducerer Mýsjkin sig straks ved ankomsten til Skt. Petersborg hos familien Jepantjín, som han mener at være i familie med. Også her hører han om Nastásja Filíppovna, fordi familiens overhoved, general Jepantjín, er en af hendes beundrere. Hans ven, levemanden Tótskij, er skyld i Nastásja Filíppovnas ulykkelige situation. 

    Da hun var helt ung, forførte han hende og har siden holdt hende som sin elskerinde. Nu er han bange for, at hun i ulykkelig tørst efter hævn skal forpurre hans ønske om at gifte sig med en af generalens kønne døtre. Og sammen med generalen arbejder han derfor på en plan om at få hende gift med generalens sekretær Gavríla Ívolgin.

    Som et plaster på såret vil han skyde lidt penge i giftermålet. Gavríla er en ambitiøs ung mand fra en fattig, forsumpet familie, så han arbejder med på sagen, selvom han også samtidig sender hemmelige breve til generalens yngste og kønneste datter Aglája. Men de gør regning uden Rogózjin, der er besat af tanken om at vinde den smukke Nastásja Filíppovna og parat til at bruge sin millionformue – og sin kniv – på at vinde hende og skaffe rivaler af vejen.
    Ind i denne giftige blanding af stærke følelser, ambitioner og pengebegær træder den uskyldige, godhjertede fyrst Mýsjkin.

    Parti fra St. Petersborg fra http://z.about.com
    Han gribes umiddelbart af medfølelse med Nastásjas ulykke og forurettelse, og efter at hun flere gange i sidste minut aflyser det planlagte ægteskab med Rogózjin (og efter sigende én af gangene løber væk med Mýsjkin), forstår han som den eneste, at hun er blevet sindssyg af den uret, der er overgået hende.

    Nastásja på sin side er overbevist om, at hun kun vil betyde ulykke for Mýsjkin og arbejder derfor i det skjulte på at få ham gift med Aglája. Af denne og andre grunde nærmest snubler Mýsjkin til sidst ind i en forlovelse med Aglája. Og herfra går det i eskalerende tempo mod det ovenfor lovede mord og sindssyge.

    Trods sine udelukkende gode og ideale egenskaber, ærlighed, gavmildhed, empati og medfølelse evner Mýsjkin ikke at handle hensigtsmæssigt i forhold til det kogende kaos af modstridende følelser og motiver der behersker hans omgangskreds. Han bliver derfor snarere en katalysator for sammenstød og katastrofer, en ”idiot” der uforskyldt og uafvidende kommer til at ophæve dagliglivets konventioner og radikalisere forholdet mellem mennesker i et dramatisk univers med kronisk liminale træk.

    Polyfoni og dialog
    Der er mange flere personer i romanen end de ovenfor nævnte, og alle er de tegnet med uhørt psykologisk dybde. De føles under læsningen som absolut troværdige subjekter i deres egen ret, bl.a. fordi de er selvmodsigende og gådefulde og umulige at dømme om – lige som mennesker i virkeligheden.

    Der er ingen romanfigurer, der kan være så irriterende som Dostojevskijs, fordi han ikke holder med nogen eller tager afstand fra nogen uanset deres karakteregenskaber. Romanens handling og temaer bæres først fremmest af alle disse personers stemmer i samtaler, dialoger og indre monologer.

    Den russiske kritiker og litterat Mikhail Bakhtin (1895-1975 ) var den første til at definere de særlige stiltræk i Dostojevskijs realisme og døbte det polyfoni, mangestemmighed. Ingen stemme taler fuldt ud på forfatterens vegne. De sættes op mod hinanden i en dialektisk dialog uden facit eller konklusion. Efter endt læsning er det derfor faktisk svært at føle sig sikker på hvad, der er bogens tema og budskab, ja, selv handlingen kan stå lidt uklart for én. Man må nøjes med at udsætte sig for kunstværket og forundret konstatere at livet ikke kunne have gjort det bedre.

    Forfatteren Dostojevskij fra www.lyngby-kirke.com
    Fortællerstemmen 
    Indimellem personernes dialoger, tanker og enetaler høres fortællerstemmen. Den har mest af alt travlt med at fralægge sig ansvaret og understrege sin afmagt som alvidende fortæller, især henimod slutningen af bogen hvor man kan finde flg passus:

    ”Lad os ikke glemme, at motiverne til menneskers handlinger som regel er uendeligt meget mere komplicerede og mangfoldige, end vi bagefter opfatter dem som, og kun sjældent kan skitseres helt præcist.”

    Men samtidig kan stemmen også skifte mellem at opkaste sig selv til at være den, der styrer og har kontrol som i flg. citat: ”Lad os altså opgive at søge efter en forklaring på katastrofen med generalen og blot fortsætte referatet af hvad der skete” – til at være en stemme der er underlagt kræfter, der ligger gemt i selve fortællingen, dens begivenheder og personer som i dette citat: ”hvor nødig vi end ville, har vi i forvejen viet denne biperson i vores fortælling langt mere plads og opmærksomhed end oprindeligt beregnet”.

    Det får én til som læser at føle sig voldsomt manipuleret med. For selvfølgelig styrer forfatteren sin fortælling, og det så fantastisk at læserens oplevelse af univers og personer får en troværdighed, der føles uhyggelig ægte. Når forfatterne fralægger sig ansvaret, føler læseren sig på ligeså gyngende grund, som når man forsøger at fortolke personer og hændelser i virkeligheden.

    Kort efter det ovenfor citerede imødekommer forfatteren læserens skepsis overfor hans erklærede mangel på evne til at forklare og begrunde sine personers motiver og handlinger: ”Hvordan kan man fortælle en historie, hvis man hverken har en klar forståelse af, hvad der foregår, eller har dannet sig sin egen mening om det?” 

    Ja tak, lige præcis det vil den manipulerede læser gerne have en forklaring på. Forfatteren forklarer sin fortællerafmagt med et eksempel på, hvad der skete med historien om Mýsjkins forhold til familien Jepantjín efter det selskab, hvor han skal introduceres i det gode selskab inden forlovelsen med Aglája, men ender med at gøre skandale.

    Parti fra St. Petersborg fra www.bestvaluetour.co.uk
    Forfatteren beskriver hvordan, det i folkemunde bliver til en helt fordrejet version af det, som læseren indtil da er blevet præsenteret for. Og herefter giver fortælleren decideret op overfor det selvmodsigende i de oplysninger om Mýsjkins forberedelser til brylluppet med Nastásja Filíppovna, som han sidder inde med: ”efter vor mening belyser de ikke blot ikke sagen men forplumrer endda de fortolkninger, man måtte forsøge at anlægge”.

    Forfatteren lader så én af sine andre romanpersoner fortolke – og dømme – Mýsjkin. Arbejdet overlades til Radómskij, en person, som vi som læsere udmærket ved, ikke forstår nuancerne i fyrstens forfinede, medfølende sjæl – og det uanset at forfatteren fortæller, at Radómskij fortolker fyrstens forhold til Nastásja Filíppovna ”klart og intelligent og endda – det vil vi godt have lov at gentage – med en vis psykologisk sans…” Hvor ironisk og polyfonisk kan det blive?

    Til sidst sidder man tilbage med en meget utryg fornemmelse af, at man ikke har nogen anelse om hvad, der er blevet gjort med én. For man har jo dannet sig sin opfattelse af romanens personer og lever med i deres kampe og katastrofer – men hvem eller hvilket synspunkt er ansvarlig for den opfattelse? Hvilket fodfæste har man at danne sig sin mening ud fra? Ikke noget, siger forfatteren. Med Mýsjkin som talerør ville han sikkert anbefale medfølelse frem for meninger, men forfatteren Dostojevskij sørger for at forblive ligeså gådefuld som sine romanpersoner, en stemme blandt andre.

    Forfatteren og romanen
    Dostojevskij levede fra 1821-81. Idioten blev udgivet i 1868, i perioden efter Dostojevskijs 10 års forvisning til Sibirien fra 1849-59. Den findes som russisk indspillet tv-serie fra 2003, meget tro mod forlægget rent handlingsmæssigt, god casting, fint skuespil. Men fortællerens ironiske spil med læseren går tabt og de dystre toner slår stærkere igennem. Ses ikke på de mest kendte net-dvd-butikker, men kan købes i Rusland med engelske undertekster.

    Kurosawas filmatisering afIdioten fra 1951 kan findes i netbutikker.

    Mere om Dostojevskij og hans romaner kan findes i:
    Steffensen, Eigil: Dostojevskij og hans store romaner. Gyldendal, 1971
    Hansen, Knud: Dostojevskij. Gyldendal, 1973
    Bachtin, Michael: Problems of Dostoevskys poetics. London, 1997


    Oversættelserne
    Idioten findes pt. i tre oversættelser til dansk:
    Ved Ejnar Thomassen. Udgivet første gang i 1926, senest på forlaget Peoples Press, 2006. Sprogligt præget af sin alder. 
    Ved Georg Sarauw. Gyldendal, udgivet første gang i 1954 og senere bl.a. i 2004. Fint flydende, mere nutidigt sprog.
    Ved Jan Hansen. Rosinante, 2006. Udmærker sig ved gode noter og er bl.a derfor anbefalelsesværdig.

    Iflg. seneste oversætter Jan Hansen er Sarauws oversættelse præget af ”en del småfejl og først og fremmest utallige forsøg på at forbedre Dostojevskij ved at digte til eller forkorte ned”. 
    Jan Hansen gør opmærksom på, at han selv i forhold til de to tidligere oversættere har haft fordelen af en større forståelse af ”det strukturskabende element i Dostojevskijs værker” ved kendskabet til Mikhail Bakhtins teori om det polyfone i forfatterens skrivemåde. Og i Jan Hansens oversættelse kommer de glidende synsvinkler og den deraf følgende ironi også bedre til udtryk. Man bliver i langt højere grad opmærksom på det spil, forfatteren har for med sin læser.
    I romanens 2. del, kapitel 5, hvor Mýsjkin i en lang indre monolog tænker over sit forhold til Nastásja og Rogózjin, findes et centralt citat for forståelsen af Mýsjkins figur. Hvis man sammenligner de tre oversættelser af dette citat er det et godt eksempel på hvilken åben og uafgjort proces det er at oversætte:

    ”Er ikke medfølelsen den menneskelige tilværelses første, ja – eneste lov?” (Ejnar Thomassen)

    ”Medfølelsen er det vigtigste, ja, måske det eneste bud i menneskelivet” (Georg Sarauw)

    ”Medfølelsen er den største og måske eneste lovmæssighed i menneskehedens eksistens” (Jan Hansen)

    Alle tre er de enige om medfølelsen, men om den er størst, først eller vigtigst og om den er et bud, en lov eller en lovmæssighed, har de hver deres idé om.

    Del denne side