David Foenkinos "Delikatesse"

Denne bog er svær at beskrive. Det er en let sag, men fuld af charme og livsvisdom.
Igen et tilfældigt valg. Handlingen kort fortalt: En kvinde mister sin eneste ene. Hun går i hi, men efterstræbes af 2 mænd. Den tilsyneladende svage, kejtede og ubetydelige mand, Markus, vinder hende. Hans kvaliteter er ærlighed og en god portion humor.
Her er nogle citater: "Dette kys var som et moderne kunstværk" (uforklarligt min kommentar, s. 127) og derefter (s. 128) Titel på et værk af Kazimir Valevitj: Hvid på hvid
Markus har forladt kontoret "så diskret som et semikolon i en roman på 800 sider" (s. 131)
"Han gik hen til hende med faste skridt. . .han satte farten ned, efterhånden som han kom nærmere. Hans hjerte hamrede i brystet på ham som et helt fagforeningsorkester" (147)
"De var som to slagtere, som skulle mødes til en vegetarkongres" Markus er inviteret på middag af Nathalie (155) Han forestiller sig, hvad de skal snakke om, da der er en hel masse emner, som er forbudt. Han plumper selvfølgelig i.
Om en af kontordamerne siger forfatteren "Chloé var ret dygtige til at arrangere tilfældige møder. Hun vandrede derfor frem og tilbage i gangene i håb om . . . (192)
Det må være nok.
Bogen kan absolut anbefales. Sproget er super, og oversættelsen er fremragende.
Læst december 2013

Mine møder med de danske forfattere af Claus Beck-Nielsen

Denne bog kan stærkt anbefales.
Den er en satire over danske forfattere og deres selvhøjtidelighed.
Møderne er fiktive. Portrætterne er måske en smule ondskabsfulde.
Den eneste, der skildres med sympati er Inger Christensen, hvis "Det" har gjort et dybt indtryk på B-N.
Især Poul Borum, Grøndahl, Michael og Leth kommer under kniven.
Hans tekster er meget vittigt og elegant formulerede. B-N er selv digter, helt afgjort. Han har vist ikke skrevet så meget og han indtager i bogen en position som ydmyg, overset forfatter, men altså med en skarp pen.
Her er et par citater:
". . .Centre Pompidou, som i det forblæste vintermørke lignede et overjordisk kloaksystem, et kolossalt, havareret handicaptoilet . . ." s. 66
Om Henrik Nordbrandt "Så vidt jeg forstod, så vidste han ikke noget bedre end at være et sted, han hadede at være, og så skrive om det, hvor forfærdeligt det var, det hele, ikke blot stedet, også menneskene. . . og kvinderne han havde forladt, og som i særligt lykkelige tilfælde endda pludselig var døde, selv ham selv, han var næsten det værste (det var han) . . . s. 109
". . . og da de fleste forfattere efterhånden skriver deres bøger på computer , så er selv deres digtsamlinger så tykke, at de ikke kan komme igennem brevsprækken . . . s. 140
Om Ib Michael. Hans tekster sammenlignes med en buffet, hvor . . . "retterne ligesom skrider og blander sig imellem hinanden . . .kartoffelsalaten skrider ned i thaisuppen, de dybstegte, kinesiske rejer svømmer rundt ovre i bearnaisesaucen  . . ." s. 181.
Læs den! Jeg var den første låner på mit bibliotek,  (hvis ikke bibliotekarerne har smuglæst den først?)

Da jeg er en flittig læser, vil jeg her fortælle om nogle læseværdige bøger



Margrethe Schmidt: 'Ham'

Christians liv er ved at gå i opløsning. Han bliver 40 år lige om lidt, og pludselig er der nogle spørgsmål, han er nødt til at have svar på: Hvorfor faldt hans mor ned ad en trappe, da han var seksten år? Hvorfor blev hans ene tvillingesøster sindssyg, mens den anden blev berømt? Hvorfor kan han elske Ida, der elsker alle, men ikke Alice, der kun elsker ham? Hvorfor har Leas liv optaget ham så intenst, siden han fandt hendes dagbog i det lille sandhus ved gavlen af Vaskepulverhuset? Hvorfor kan han ikke forlade Øen, når han ind i mellem hader at være der? Men det største spørgsmål af alle: Hvorfor kan han ikke bare sige til sin datter, at han er hendes far?

I et langt brev til sin ukendte datter, prøver Christian at skrælle lagene af sig selv og se livet i øjnene.

En roman om at finde sig selv ved at gå ud af sig selv. En roman om at være tilflytter. En roman om druk, fortvivlelse og ensomhed. Men først og fremmest en roman om at genfinde håbet.

Uddrag af bogen:
- Erna spørger, hvorfor du egentlig valgte at slå dig ned herovre. Alice lagde en blid hånd over min venstre, der lå med gulduret om håndledet på den blomstrede dug. Kendte Erna virkelig ikke den  historie?

- Jeg boede her som ung, sagde jeg og skyndte mig at hæve glasset og skåle; men så lidt ville Erna ikke nøjes med. Hendes øjne blev helt violette af alvor, Alices hånd lå stadig buttet og varm over min.

- Min mor flyttede hertil, da jeg var en stor knægt. Hun vandt et hus i en konkurrence, sagde jeg.

- Gjorde hun?

- Mmm, sagde jeg og drak lidt mere.

- Så kender du måske Hans og Alice helt fra dengang?

Jeg nikkede. Hans greb efter flasken og fyldte i glassene med løse bevægelser.

- Men alligevel, sagde Erna. - Hvorfor vendte du tilbage hertil? Du var jo godt på vej til at blive et navn. Jeg kan tydeligt huske dine historier dengang. Vi var mange, der syntes, det havde været bedre, om du havde ladet alt det hvile. Men der var også noget godt i det, Christian.

Erna huskede altså mine artikler om tyskerpigerne og Besættelsen? Det var begyndt på Journalisthøjskolen, hvor jeg forsøgte at nå til bunds i Leas historie. Den nåede jeg aldrig, som du véd; men i stedet fandt jeg alle mulige andre kvinders historier. Jeg skrev hovedopgave om Besættelsen, de tyske soldater og deres danske kærester, og hvordan pigerne efter krigen blev ugleset, og deres unger ligesådan. Det gav Bibelens ord om arvesynd fornyet mening. Børnene havde ingenting gjort, andet end at komme til verden; men der var ingen overbærenhed. Ingen sentimental kristen næstekærlighed. Mødrenes synder nedarvet. Jeg sendte opgaven til en række aviser, hvoraf Venstrebladet havde modet til at trykke den. De tilbød mig ansættelse, og det blev til en lang serie artikler, der fik rejst en debat, som historikerne havde ønsket sig i mange år, men politikere og modstandsfolk havde lukket hermetisk af for. Og vel også den almindelige befolkning? For så måtte de jo pludselig også se på, hvad deres andel havde været. Eller om de overhovedet havde spillet nogen rolle. Og først og fremmest måtte de se på, om det der var så rigtigt, i virkeligheden kunne være ravende forkert. Sandhedsbegreber er fluktuerende. Fik jeg ikke andet ud af det, så havde jeg i hvert fald givet folk noget at tænke over.

Erna havde ret. Jeg havde noget nær en karriere, Men jeg brød den lige så gerne af, da chefredaktøren på Avisen i sin tid ringede og spurgte, om jeg kunne tænke mig at arbejde for dem i stedet. Huset på Øen havde jeg beholdt. Ikke at jeg kom der særlig ofte; men jeg overvejede aldrig at sælge det. Det var en slags pant på, at jeg engang ville vende tilbage. Og selv om jeg så ikke havde haft huset, havde jeg stadig haft Hans og Alice. Hans, der ind i mellem ringede til mig midt om natten. Fuld, men aldrig sentimental. Og Alice, der trofast besøgte mig, både mens jeg læste i Århus og senere, da jeg flyttede til København. De var mine livliner. Eller fangliner? På den måde glemte jeg aldrig Øen. Eller dig, som var der vedholdende som en smerte.

Men dig kunne jeg da slet ikke fortælle om. Jeg har end ikke nævnt dig for Alice og Hans. De er mine venner, men nogle ting er man nødt til at være alene med. Hvor meget eller hvor lidt de i virkeligheden aner, har jeg ikke lyst til at finde ud af. Jeg kunne ikke sidde og tale om dig her ved bordet. "Nu skal I bare høre! Jeg fik jo det her barn med en af mine klassekammerater. Altså, jeg er far til ungen, men moderen giftede sig med en anden, og det giver jo lidt forviklinger, ikke; men jeg vil jo gerne være i nærheden. Bare fysisk i nærheden, selv om jeg ikke synes, jeg har lov til at blande mig i pigens liv, vel? Så derfor, Erna Svendsen, derfor er jeg her."


(Da jeg er i familie med forfatteren, kan jeg desværre ikke anmelde bogen, men den er spændende og medrivende synes jeg. Især Leas dagbog kan jeg rigtig godt lide. Den giver et genkendeligt billede af besættelsestiden og åbner for nye synsvinkler)





Julian Barnes: En trekanthistorie
Efter den vellykkede læsning af 'verdenshistorien' gik jeg så i gang med denne, som jeg stort set er ret begejstret for.
Det er dog ligesom forfatteren ikke holder måde med løjerne. Pludselig er det hele nærmest en farce. Jeg læser den dog til ende, Og så med 'andre briller'.



Lars Saabye Christensen: 'Halvbroderen'
Om denne bog er der allerede skrevet så meget, at jeg bare vil fortælle, at det har været den bedste læseoplevelse i mange år. Man skal have god tid, men så må man springe over nogle indholdsløse tv-programmer måske i stedet. Egentlig føles den ikke for lang. Det er en bog man fordyber sig i og lever med i. Den må efter min mening være et eksempel på magisk realisme. Den er smuk, grotesk, beskidt, munter, bare det altsammen, ligesom livet.







 








Morten Ramsland: 'Hundehoved'
Alle er vilde med at læse den, og den har vundet vistnok 'De gyldne laurbær'.
Ærligt talt synes jeg den er vildt overvurderet. Det er en række spændende fortællinger kædet sammen til en slags slægtskrønike. Men den dybere mening er gået hen over hovedet på mig. Jeg vil kalde den god underholdning, velegnet som mandegave, hvis ellers mænd læser bøger. Jo, lige netop. Med  alle sine pubertetsfantasier, som bogen vrimler med, er den i hvert fald mindre interessant for mig gamle kone.

Alice Munro: 'Pigeliv & kvindeliv'
Denne roman er ubeskrivelig. Den er i særklasse. Munros sprog er uforligneligt. Bogen kaldes en roman, men er i virkeligheden en samling noveller efter min mening, hver med sin særlige pointe.
AM har sin force i novellen, og det mærkes også tydeligt i denne roman; men det forringer den ikke. Man ønsker bare at få mere. Jeg mangler ord for min fascination af Alice Munro. Denne bog og de andre, hun har skrevet, kan varmt anbefales. En sådan indsigt i menneskelivet er det kun få der besidder. Scenen er en lille by i Canada; men de begivenheder, der berettes om, er, hvor små de end kan synes, noget der  kunne foregå  hvorsomhelst. Et spejl af verden i en 'vandpyt'.


Torgny Lindgren: 'Pölsa'.
Hvem ville læse en bog med så mærkelig en titel, hvis man ikke havde fået den anbefalet?
Den er helt speciel, vidunderlig med sin sammenblanding af hverdagsrealisme og fantasi.
Og så falder jeg for, at TL skriver så udførligt om forskellige opskrifter på pölsa (en slags sylte og altså fattigmandskort) i en tid, hvor man ustandselig bliver overdænget af udspekuleret kogekunst for gourmeter og velhavere.
Jeg vil også købe denne bog engang.


Lars Saabye Christensen: 'Oscar Wildes elevator'
Hvis man ikke overkommer de store romaner af denne forfatter, så er det anbefalelsesværdigt at læse disse underfundige noveller. Der skal meget til, før jeg griner højt; men det gjorde jeg, da jeg læste 'Hvilestedet', om en tale der ikke bliver holdt, og en stol, der er besværlig at samle, især fordi der mangler en helt original skrue.
Læs den, hvis du er til afslapning samtidig med at du bliver klogere på mennesker og livet!




Thorstein Thomsen: 'En lille lejlighed i Nice.'
En let sag, men den er ganske vidunderlig. Mange dybe tanker med udgangspunkt i forskellen mellem Danmark og Frankrig. Charme, vid, humor er ord jeg må bruge om denne.
Den kan minde om Henrik V. Ringsted: 'En have i London', og det er ment som en kompliment.




Joanna Trollope: 'En sydstatspige'
JT har skrevet en serie damebla
dsromaner, men denne gang har hun skrevet en god bog, der skildrer forskellene på amerikansk og engelsk levevis.  I nutiden. Det er fremragende gjort, og man lever i den grad ind i miljøet og handlingen, selv om man (jeg) er en ældre læser. Jeg lånte den ved en tilfældighed, men er blevet glædelig overrasket over den indgående skildring af især sydstatsmentaliteten. Man bliver lidt klogere og samtidig godt underholdt. - Desværre er min begejstring dalet, efter at jeg har læst den færdig. Men jeg lader ovenstående stå lidt endnu.


Anders Bodelsen: 'Borte, borte'
En slags psykologisk thriller om en hæderlig mand, der bliver fristet over evne og lader sig lokke til forsikringssvindel. Det får katastrofale følger, og han slås derefter med sin dårlige samvittighed. Hans bestræbelser på at gøre bod får uventede konsekvenser. Bogen kunne egne sig til en litteraturgruppe.  Den er på 230 sider ca. Fra 80erne.