Kort levnedsbeskrivelse

 Lidt om mig selv. 

Hej, mit navn er Olivia  og jeg bor i en by i provinsen.
Mit CV er omfattende, men det er ikke nødvendigvis en anbefaling i sig selv.
Nysproglig studentereksamen, lærervikar i ½ år, et år i huset, sygeplejeelev i 8 måneder, gift 2 gange, fået 4 børn, hjemmegående i mange år., udover et loppejob som altmuligkontordamme i Jørgens firma. Derefter skilsmisse og uddannelse som beskæftigelsesvejleder. Fungerede som sådan i 8 år. Sagde jobbet op ved en kollektiv opsigelse,
Har hele 12 børnebørn!
Var midt i halvfjerdserne med til at starte Ærøkoret, og har siden sunget i andre kor.
En periode øvede jeg hele salmebogen for at starte i et job som kirkesanger; men den varede kun een gudstjeneste. Jeg sang skam korrekt nok, fulgte liturgien til punkt og prikke; men jeg blev overdøvet af orglet, som Margrethe trakterede. Ingen havde kunnet høre mig, heller ikke jeg selv, så det var slut på den karriere. Senere:

Frivillig medarbejder i et dagplejecenter, startede litteraturgruppe og hjalp med at transponere melodier for pianisten i sanggruppen. Frivillig i en Røde Kors- butik, hvor jeg har haft forskellige dekoratøropgaver, + en butik med ulandsvarer. Med i Svendborg SeniorAkademi i næsten 9 år, medlem af bestyrelsen i 5 år, først 3 år som suppleant. Har ledet grupper i filosofi, litteratur, engelsk og nu i en årrække undervist i internet. Har sammen med Bent lavet et par sanghefter til akademiet,  som der desværre alt for sjældent er lejlighed til at bruge.  
Og så har jeg solgt køkken en hel dag, holdt op, fordi det lignede bondefangeri.
I akademiet har jeg været med til at starte  ny kulturgruppe og står også indtil videre i spidsen for ny litteraturgruppe. Desuden er jeg atter trådt ind i bestyrelsen - som suppleant.
I min fritid morer jeg mig med at sy patchwork, når jeg altså ikke læser! Der kan blive tale om en udstilling sammen med min malende veninde, Irene. Denne hobby kan dog kun kaldes hæderlig husflid.
Og her på mine gamle dage har jeg prøvet noget nyt, idet jeg læser korrektur på min datters debutroman.


 

 

September 2005
I år fyldte jeg 75, og det skulle fejres med den nærmeste familie. Vi var ialt 28, kun én meldte afbud pga. en rejse.

Festen gik over al forventning.
Bortset fra at taxaen ud til China House svigtede, så jeg kom et kvarter for sent, i stedet for ½ time for tidligt, så gik alt som det skulle, maden god, helt i top.
Bror Hans holdt en ikke alt for højtidelig tale, der mest handlede om den splittelse, der skete i familien, da vores forældre flyttede til Aalborg, hvor far havde fået jobbet som leder af region 1 inden for det nyoprettede hjemmeværn. 'De små' fulgte med. Vi 2 store, Kaj og jeg gjorde vores studentertid færdig i Horsens.

Folk syntes det var en god ide, at festen foregik 2 steder, og Margrethe sang smukt i kirken som hun havde lovet mig.
Derefter overdådigt kaffebord. Der var 2 smaddergode sange i den muntre genre, og seniorakademiets sanghefter kom også i brug. Vi sang de fleste af sangene. Min yngste svoger elsker at synge, og hans ildhu smittede os andre, så der blev en fantastisk stemning.
Til sidst hjalp gæsterne med at rydde op, og herhjemme fik vi et hyggeligt eftergilde, mine søskende, svogre og svigerinde og jeg, hvor vi fik rødvin og spiste ½delen af en kæmpeæske chokolade.
Forinden havde de fået boller med skinke og ost - før sangen.
Alt i alt en vellykket dag, som jeg ikke glemmer.
Den bedste gave? Uforglemmeligt, at Emil, mit yngste barnebarn på 10 år, brugte alle sine lommepenge på en kæmpebuket til mormor!


Juni 2006
I en ugestid eller mere har jeg arbejdet på at læse korrektur på Margrethes roman 'Ham'. Den slags arbejde gør jeg ikke ret gerne en anden gang. Det kræver meget mere end at kunne stave. Man skal have god tid og læse omhyggeligt, flere gange. Og så har jeg set helt bort fra forkerte eller glemte kommaer, fordi jeg regner det for en biting, hvor vi har haft så mange kommateringssystemer, at ingen - næsten - kan finde ud af at sætte tegn korrekt. Jeg havde overset, at semikolon foran MEN ikke bruges mere. Dem har jeg ladet stå. (min egen gammeldags lærdom!).
Og hvor er det meget lettere at overse fejl på skærmen end på print!!! -
Jeg håber ikke de fejl der endnu måtte være, overskygger bogens kvaliteter.


170706
Idag fik jeg et smukt armbånd af Sigrid. Det bliver mit yndlings-!

140806
Denne sommer er gået med især 3 ting:
a. at male hos Margrethe
b. at lave nørklerier til et kunsthåndværkermarked
c. at læse korrektur på Margrethes debutroman.
(Lige nu har jeg læst om det at blogge, som jeg ikke vidste hvad var, og så viser det sig nærmest at være en offentligt tilgængelig dagbog, hvor læserne selvfølgelig kan komme med indlæg.
Så blev jeg så klog, og jeg foretrækker foreløbig at blive ved med min dagbog her på siden, hvor kun nogle ganske få går ind og læser, fx jeg selv - om nogle år!
)
a. Det blev nu ikke til så meget, så der er også arbejde til efteråret. Denne sommer var nemlig usædvanlig varm.
b. at lave disse småtterier gik der en masse god tid med.
Selve markedet var ikke den store succes, for der havde været for lidt PR omkring det. Men jeg tror Sigrid og Emily morede sig lidt og følte sig betydningsfulde, når Irene og jeg ikke lige var der.
Ideen med at deltage var bestemt ikke min egen. Jeg kan nok se forskel på kunsthåndværk og husflid. Hæderlig husflid, ganske vist, synes jeg selv. Men alligevel!
Restpartiet har Inger været så sød at overtage. Tak for det!
c. Korrekturlæsningen var et enormt arbejde, også mere end jeg tror M. er klar over.
Første gang læste jeg på skærmen. Det viste sig, at jeg havde overset mange temmelig grove fejl.
2. gang var det på print, og her måtte jeg så rette alle de glemte fejl, og de løb desværre op i et antal, så der skulle betales ekstra for det.
3. gang havde vi ikke forudset, M og jeg; men det viser sig at trykkeriet er så omhyggeligt, at de sender en eksemplar for at man kan tjekke om alle fejl nu også ER rettet. Det havde jeg ikke taget højde for. Jeg havde ikke noteret fejlene nogen steder. Der for måtte jeg til det igen. Suk!
Og jeg læste 1. del, derefter 3. del, og først til sidst 2. del, Leas dagbog, som skulle skrives i den retskrivning vi brugte før 1947. Det var utroligt, hvor godt bolle-åerne kunne gemme sig. Selv sidste gang, og dagbogen havde også Inger korrekturlæst, dvs. den var blevet gennemtygget 6-7 gange alt i alt, fandtjeg 3 eksemplarer af dette forkerte 'å'.
Mit barnebarn, Mark, fortalte senere, at jeg havde kunnet indstille computeren til at fange de famøse å'er. Ak, for sent!

Det har virkelig fyldt meget i min tilværelse, da jeg kan se, at jeg allerede har udbredt mig om besværlighederne.
 
Bagefter føles det alligevel sært tomt!


September 2007
Nu er et livsfsnit slut. Det lyder højtideligt Men! Nu flytter jeg hen til sidste stop før plejehjemmet. Og det får jeg selvfølgelig det bedste ud af.
Her har jeg boet i næsten 20 år. Ubegribeligt! Flere gange har jeg haft planer om at flytte, fx sammen med en veninde eller bare nogle jævnaldrende; men da alle vist bliver mere kantede med alderen, så kan jeg godt indse, at det var godt det ikke blev til noget. Så skulle jeg måske ret snart være flyttet igen. Før jeg kom hertil, havde jeg på 10 år flyttet ½ snes gange, og det er noget af forklaringen på, at jeg er blevet hængende her så længe. Selv om jeg for laaang tid siden erklærede, 'at jeg ikke ville sidde og rådne op på denne kvist'. Ja, man må æde mange af sine ugennemtænkte ord i sig igen.
Hvis jeg ikke havde mit arbejde i akademiet, ville jeg være lost. Jeg håber jeg kan gøre gavn der til langt op i firserne. Noget af arbejdet der er dødkedsommeligt, men at få en gruppe op at stå - og overleve, det morer mig stadig. Finde egnede folk, være en slags headhunter. Det er der, jeg har mit netværk. Nogle kolleger har tilbudt at hjælpe med private lån til den dyre bolig!
Så gør det knap så meget, at mit netværk i familien efterhånden er ikke-eksisterende. Alligevel tropper alle op og hjælper med flytningen. Jeg spurgte selvfølgelig pænt om det.
Hvad mit øvrige netværk angår, er der flere grunde til, at det ikke er særlig stort. Det hænger sammen med, at jeg altid har været en elendig kok. Men det er ikke det alene. Jeg interesserer mig ikke for småsnak, som jeg har udbredt mig om andetsteds, Når man er sær, så må man tage konsekvenserne, og være alene det meste af tiden.
Nå, men jeg tager et tag i mig selv og prøver på at overleve lidt endnu - bedst muligt.


12. september
Uden projekter er livet for kedeligt. Nu hedder projektet simpelthen: Flytning. Det går der en masse tid med, hvoraf det meste er ventetid. Mit nye sted har jeg ikke noget skriftligt på, og jeg kan ikke forestille mig nogen, der styrter hurtigere ned ad trappen for at flå en kontrakt ud af hænderne på postbudet. Nå, heller ikke i dag, så sendes det nok anbefalet, og hvornår bringes anbefalet post ud??? Skal jeg blive hjemme på ubestemt tid igen i dag for at vente på noget, der alligevel ikke kommer. Men hvad med pengene, jeg ikke kan søge. Og hvad med lejligheden her? Hvad skal jeg hæfte for her? Dukker husværten op, når jeg endelig har taget mod til mig og er gået til socialforvaltningen med de papirer jeg ikke har? Så det er et spændende projekt med mange ubekendte.
Forleden klippede jeg mine møbler ud i mm-papir og satte dem på en ikke helt nøjagtig tegning, men næsten. Et dobbeltskab kan ikke være der, kun næsten, så det er vist ønsketænkning. Mange af mine bøger har jeg skilt mig af med, men der er alligevel plads til de fleste, så det er godt nok, det går lidt sløvt med at folk overtager dem jeg har stillet i vindueskarmene i akademiet. Nå, jeg regner med, at jeg er en såkaldt uforbederlig bogsamler, og så er det godt med lidt plads i reolen.


Midt i november 2007 - efter valget.
Kære Gudrun
At falde til!
Det kan jeg huske du nævnte noget om engang, og det har jeg da lyst til at sige lidt om.
Her har jeg været så usandsynlig heldig at få denne eftertragtede lejlighed, ved families og venners hjælp, og jeg burde være jordens taknemmeligste menneske.
Og det er jeg også - men
det med at falde til, hvordan gør man lige det? Er det noget der sker, eller skal man arbejde aktivt på det.
Det var i mange år mit ønske at leve i et slags bofællesskab. Egentlig havde jeg aldrig ønsket mig at sidde alene til mine dages ende. Hvem har nogensinde det?
Og jeg har allerede været alene i 27 år mindst.
Parforhold har jeg aldrig været heldig med. Ægteskabet varede i 24 år, når man regner det hele med.
Og så et par affærer sidenhen, som ikke førte til noget.
I mange år har jeg prist mig lykkelig for at være alene og selv kunne bestemme. Ikke skulle spørge nogen, om jeg måtte dit eller dat, ejheller fortælle hvor jeg var henne.

Jeg har haft et spændende frivilligt job i seniorakademiet som lidt af hvert, og det kunne da være interessant at remse op:
Først ledede jeg en filosofigruppe i 1½ års tid, og den var da rimelig god. Kontaktpersonen skal jo nu engang ikke lave alt arbejdet.
Men det blev alligevel for svært, efterhånden som vi bevægede os væk fra oldtiden, og så stoppede jeg.
I engelsk stod man så og manglede en underviser, og det var mere krævende, især da jeg aldrig har været specielt god til at tale sproget. Men det gik da, og jeg tør sige, at jeg lagde et stort arbejde i det. Lavede spørgsmål, konkurrencer, butikssituationer og meget mere. Men da det blev for meget med ustandselig at skulle finde på nyt, så kunne jeg hvile på laurbærrene,(!) 
 men så var jeg blevet fanget af nettet og arbejdede på, at vi skulle tilsluttes nettet i akademiet. Det blev vi så, og vi startede en netcafe, hvor jeg var den der sørgede for kaffe, men senere var decideret leder af cafeen, uden at vide ret meget om hvad man kunne bruge det til udover at maile og søge en lille smule. Det udvidede sig til rigtig undervisning med nedskrevet materiale, og det gik der en masse gode timer med. Både forberedelse og det at være en slags lærer. Nå, det kunne jeg heller ikke fortsætte med, var heller ikke her dygtig nok, så nu er jeg blot medhjælper engang imellem.
Mine litteraturgrupper kører da heldigvis videre, den ene leder jeg stadig, og det er da lidt af en fornøjelse at erfare, at de mange års læsning ikke har været forgæves. Jeg nyder af og til at finde dybder i en tekst, som de andre har overset.
-
Det her udvikler sig til at blive en lang retfærdiggørelse af, at jeg alligevel ikke har spildt alle disse år.
Så er der arbejdet i bestyrelsen, hvor jeg var lige ved at stoppe under en depression sidste vinter, men heldigvis ikke gjorde det. Så nu må de sørme se, hvordan de slipper af med mig igen!
Jeg blander mig i alt, og det kan jeg gøre med en vis vægt, fordi jeg er så gammel i gårde og har beskæftiget mig med så forskellige ting.
Oprettet en kulturgruppe har jeg da også været med til og reddet en kunstgruppe i land med møje og besvær.
Nå, det hjalp på mit humør at skrive dette. Selv om noget af det er en gentagelse, og det ikke kan være af interesse for andre end mig selv.
Når jeg gemmer det her, så forsvinder det ikke, den dag min pc måske går i sort, det ske sent!

100308
Jeg har meldt mig til et kursus hos Frank i dias show. Det er det sjoveste jeg længe har prøvet. Jeg glæder mig til at vise mit første resultat til Sigrid. og hendes familie.
Senere laver jeg et fra Stines konfirmation og fra Sunes 14 års fest, men der var for mange billeder, så det er lidt sværere at vælge fra end til.



Gamle breve

Horsens d. 8.7.42.

 

Kære Far.

Til Lykke med Fødselsdagen. Kaj og jeg købte denne Papirkniv el. Bogmærke, det kan bruges til begge Dele, i Herning; vi kunde ikke staa for den, Vi haaber ogsaa, du maa bryde dig om den. Det har været Regnvejr, næsten lige fra vi kom, undtagen Lørdag (det er et skidt Viskelæder, jeg har; det gør alting sort)og jeg er bange for, det bliver saadan ved indtil Sommerferien er forbi, og naar vi saa skal i Skole igen, saa skal Solen nok begynde at skinne, saadan at vi rigtig kan gaa og ærgre os. Baade i Forgaars og i Gaar var jeg i Plantagen, og i Dag skal jeg ogsaa, fordi Mormor skal i Byen. Det havde været (uh, de Møglinier, de er ikke til at se) meget rart, hvis ikke Vejret var saa kedeligt, uf. Naa, men nu kan jeg ikke finde paa mere, saa nu maa jeg slutte. Hils Mor, Hans, Gudrun, Inger, Ove, Faster Lene fra mig.

 

                                                                                       Kærlig

                                                                                       Hilsen       

                                                                                                        Olga

 

P.S. Næste Gang I sender brev, vil Mor saa ikke sende mit Brevpapir herover: Helst begge to.

P.S. – P.S. Mor, du kan jo sende nogle løse Ark en tre-fire Stykker med Konvolut. Gid jeg havde en Royal Air Force-Hue. Her er de saa moderne og ikke forbudt; men Mormor har ikke Garn i de Farver.