Fredag den 27. marts 2015

Om Paul
Så skete det! Jeg havde ventet det længe, men så alligevel ikke. For et mere livsglad og positivt menneske skal man lede længe efter.
Paul blev bisat i Haderslev Domkirke. Det er altid betagende at befinde sig i en katedral, så det faldt i min smag.
Præsten var tysk, formodentlig mere efter Pauls afdøde kones ønske end fra ham selv. Så mindetalen blev holdt på tysk. (Desværre måtte jeg opgive at høre efter, selvom jeg prøvede både med og uden høreapparater. Musik lyder særlig smuk i sådan et højloftet rum, men tale bliver forstyrret af efterklangen)
Koret sang en motet overjordisk skønt.

Bagefter var der kaffe på Hotel Norden.
(Dette fejlhørte jeg som "Tenoren", og det syntes jeg var et fantastisk velvalgt sted for Paul, som selv var tenor, næsten, måske baryton.)
Her fik jeg lige en god snak med Ursula.
Nu har vi besluttet af holde kontakten vedlige.
Rejsen til og fra var lidt besværlig, men Ulla og Aase hentede mig i Kolding og bragte mig efter højtidelighederne til Vojens, (hvor jeg sad og frøs ½ time til togafgang). Men jeg fortrød ikke, at jeg var taget med trods genvordighederne.
Paul havde ellers skrevet til mig: "Du skal ikke komme til min begravelse. Jeg kommer heller ikke til din!"
Jeg savner allerede Paul, med hvem jeg havde daglig kontakt via mail. Det var imponerende, at han stadig kunne skrive, til trods for at han kun havde ca. 10% syn tilbage.
Hvis han ikke havde hørt fra mig en hel dag, greb han telefonen og spurgte, om der var noget i vejen. Det var en beroligende tanke for mig, at der dog var en i verden, der ville reagere, så jeg ikke skulle ligge, måske hjælpeløs, i flere dage!
Jeg har lært utrolig meget af Paul. Han førte mig ind i operaens verden. Opera havde jeg tidligere haft et meget lunkent forhold til. Men nu fik jeg en hel masse at vide, så jeg har turdet være medarrangør af operafilm i akademiet.
Desuden sendte Paul mig al Ulrichs musik, som jeg flittigt kopierede og brugte som gaver. Og har liggende her på pc'en, så jeg kan lytte til den rigtig tit.
På et tidspunkt opfordrede jeg Paul til at skrive sine erindringer, og dem har jeg liggende her på pc'en, hvis nogen skulle være interesseret.
Her mener jeg, han har glemt at fortælle, at han og Henny udgav en kassetteindspilning af italienskundervisning specielt rettet mod langturschauffører. Den modtog Paul stadig honorar for fra biblioteksvæsenet. Jeg lånte den selv hjem, og hver lektion startede med "O, mia bella Italia", som Paul har komponeret, og Henny skrevet teksten til. Den er fremragende. Det er en dialog mellem Paul og Henny. Og det er sjovt at høre deres stemmer. Så den kan jeg anbefale.
Han har desværre ikke skrevet ret meget fra tiden i Danmark og vist netop ikke om dette!














Det var vist et godt tidspunkt for mig at stikke af fra bestyrelsesarbejdet

8. marts, Kvindernes Internationale Kampdag
Nå, det var ikke spor slemt. Ved generalforsamlingen.
Der var mødt dobbelt så mange op som sidste år.
Om det så var, fordi folk ville se girafferne eller de gamle rotter, eller det var tydeligere annonceret, vides ikke.
Bent og jeg fik en samlet takketale, som var kort, men god.
Vi fik hver en flot kurv. Og vi blev minsandten inviteret med til mødet bagefter, hvor bestyrelsen skulle konstituere sig, og fik derved aftensmad i form af en lækker laksemad og en ostemad med hvidvin til.




18. januar i Haderslev

Paul og Margrethe diskuterer ivrigt kvintcirklen med alle dens krydser og b'er - før nedennævnte forrygende koncert med Ulrich.

Weekend den 16. - 17. januar 2010
Igen i Padborg-efter mange aftaler.
Det var atter en god oplevelse og ikke spor akavet, at være så mange timer sammen med Paul, hvad jeg ellers frygtede en smule. Vi er ikke bare i familie, men venner.
Margrethe har skrevet i sin særlige stil på
www.123hjemmeside.dk/margretheschmidt .
Derfor kun et par kommentarer.
Nå, også det er svært, da jeg desværre nåede at læse Margrethes version før jeg selv fik skrevet, og hende kan jeg ikke hamle op med.
Koncerten med Ulrich (Stærk) var forrygende, og jeg nød den, selv om jeg måtte uden for døren under sidste ½del af Brahms, som jeg blev lige så begejstret for som Margrethe.
Nu glæder jeg mig til koncerten i Aalborg den 11. marts.
Sømdag den 28. juni 2009
Var i Padborg med min mor, som havde fået kontakt med sin granfætter, som hun ikke har set i 60 år. Han havde til gengæld ikke set hende i 70 år. Det beror på, at den ene kan huske den anden som 19-årig, den anden husker den ene som 9-årig!
Jeg var hyret som chauffør og vi tog overfarten Bøjden - Fyens Hav og over Als. Det viste sig, førgen var halvanden time forsinket på grund af blæst og søgang. Men mor og jeg fandt en dejlig krog ved stranden, hvor vi spiste en ostemad, og sad og læste, mens solen skinnede og bølgerne viste tænder. Mens vi sad og ventede blev jeg ringet op af en lærer fra Løgumkloster Musikskole som fortalte, at holdet i Fredericia bliver til noget, og, at jeg får Povl Balslev som lærer i orgelspil.
Jubel
Det var en sjov oplevelse af møde Paul. Dog blev han en anelse fornærmet, da jeg spurgte, om han var sønderjyde! Det er han ikke - han er esbjergenser. Ved ikke, hvorfor det er sådan et skældsord at blive kaldt sønderjyde. 
Det fløj i luften med moster Grethe og moster Thea... og jeg fattede ikke en lyd. Paul ved også en masse om musik, så det fløj også med komponistnavne og navne på musikere, som jeg heller ikke kendte. Paul har et vist nok tjekkisk flygel stående i stuen. Først turde jeg ikke røre det, for Pauls søn er koncertpianist og meget dygtig. Til sidst overvandt jeg mig selv til at spille lidt. Paul har en flot stemme trods sin høje alder og jeg fik hakket mig igennem lidt af en Mozartarie.

...
Næste dag mødte vi Pauls søn og svigerinde og deres tvillinger. Søde mennesker.
...








10/8 2009
Og så i går skulle det længe omtalte møde med Paul og hans datter, Ursula og svigersønnen Renato foregå. På forhånd var jeg kommet med nogle indsigelser, fordi jeg ikke bryder mig om, at fremmede skal se mit beskedne, kulørte og skrammede hjem. Det syntes både Paul og Margrethe var noget pjat. Så . . . og jeg ville også meget gerne se familien - og Paul, endnu engang.
Men jeg ville da gerne have haft et hjem med skønne antikviteter (de få gamle ting, jeg havde, fik børnene som 'arveforskud', fordi jeg ikke gad gå og pudse og polere). Men de ville nu have pyntet.
Nå, men jeg gjorde rent, pudsede et par vinduer, arrangerede rundt på billeder og blomster, fjernede spindelvæv, osv. osv, så 'my humble abode' kunne præsentere sig bedst muligt, . . Måtte ud og købe et par dagligglas, men heldigvis kunne jeg tage Veras gave frem, 4 kønne krystalglas, som jeg aldrig troede jeg ville kunne bruge. Hvorfor jeg, dengang jeg flyttede ind her, troede jeg kunne nøjes med '4 af hvert' synes jeg nu var en meget besynderlige holdning, lidt opgivende, måske.  Jeg nåede også at skifte kluns 5 gange. Det var næsten som at skulle præsenteres for sin kærestes familie, en slags eksamen.
Nu kunne jeg ikke gøre mere, udover at købe ind til drinks og snacks. Margrethe var her heldigvis det meste af tiden. Det tog den værste nervøsitet. Og ved bordet i 'La pupa' var hun meget underholdende og charmerende. Jeg er stolt af min datter, selv om jeg følte mig lidt i samme situation, som da mor fuldstændig overstrålede mig ved Pauls og mit første møde for 60 år siden. (Paul kan ikke engang huske mig fra dengang). Som jeg skrev, var min egen mor min værste konkurrent, dennegang var min datter det. Men nu kunne jeg  bedre bære det. Ursula viste sig at være ligetil, sød, køn, klog og charmerende. Hun betalte oven i købet for traktementet. Ikke alle morede sig, men hvem der kedede sig mest, Emil, som var sammen med en flok 'gamle' mennesker eller Renato, som ikke forstår andet end italiensk, ved jeg ikke? De tog det dog begge meget pænt. Renato var i øvrigt en nydelig og meget tiltalende mand. Men jeg kunne ikke engang hitte en eneste engelsk glose frem fra 'harddisken'. Også danske ord glemte jeg. Nå, men jeg gjorde mit bedste, og Paul ringede for at sige godmorgen, så han har ikke været skuffet over vort andet møde.
Alt i alt dog en vellykket aften, tror jeg.
Jeg er hver gang bange for, at det bliver det sidste møde, men Paul lød glad og udhvilet. (Jeg kan jo stadig blive kørt over,  få en tagsten i hovedet! eller myrdet, fordi en forvildet person tror jeg har en formue gemt i madrassen, eller simpelthen få konstateret en dødelig sygdom, som jeg ikke anede jeg led af.)


22. september
I dag er der gået nøjagtigt 4 måneder siden Pauls og mit første møde på facebook. Jeg har skrevet til ham lige så meget, som jeg normalt når på 4 år! Og vice versa!
I dag skulle Paul have indsat ny pace maker, men desværre havde han det ikke godt nok til det. Jeg ville inderlig gerne have besøgt ham, men det er jo umuligt med den afstand. 
Desuden har jeg influenza, som forkølelse heldigvis hedder nuomdage. Så kan man bedre tillade sig at forkæle sig selv lidt. Herregud. Der er jo ikke andre til det.






 

juni 2009

Så har Margrethe og jeg besøgt Paul i Padborg, og det var virkelig en oplevelse af de gode.
Et dejlig varmt menneske, begavet og med vestjysk lune, og fuldstændig åndsfrisk, ligesom jeg selv, håber jeg, Han og Margrethe musicerede sammen. Det var smukt at lytte til. Jeg måtte nøjes med rollen som fotograf
Velkomstmåltidet havde Paul selv fremtryllet, dejlig pastaret med frisk parmesan.
Også morgenmad sørgede Paul for, friskristede rundstykker. Og kaffe - masser af kaffe.
Med Margrethe ved rattet kørte vi i Pauls bil til Harrislee, hvor vi traf Ulrich, som er meget tiltalende og hans charmerende kone, Anna + deres velopdragne børn.
Hjemturen blev overstået på 1½ time, selv om det var den lange vej over Kolding. På udturen brugte vi ca. 3½time. fordi færgen, Bøjden-Fynshav var forsinket 1½ time pga. storm. Det skulle ellers være en smutvej!

maj 2009

250609
Her på mine gamle dage er der hændt mig noget, som jeg er rigtig glad for, og som jeg føler er dejligt livsbekræftende. Så jeg hænger ved - livet altså.
En grandonkel på min egen alder, en, jeg ikke har set i ca. 60 år, er dukket op, nærmest ved et tilfælde. Aase ledte efter oplysninger om Georg Stærk, som havde været i gruppe med hendes far, Henning, under besættelsen. Dette havde faren aldrig talt om, så Aase henvendte sig først til mig for at høre noget. Desværre kunne jeg ikke hjælpe hende. Så fandt hun på at kontakte Georgs bror, Paul, som hun også besøgte. Endnu har jeg ikke hørt mere om det. Men Aase har samtidig nævnt, at mine 2 søstre og jeg var på facebook, og da facebook ikke altid er lige let at finde ud af, og det mest er anstrengt morsomme ligegyldigheder, der udveksles der, fandt Paul på, at vi kunne maile, og det har vi gjort nu i ca. 1½ måned. Det er blevet til en ½ roman. Indholdet er nu nærmest omkring, Ulrich, Pauls søn, klavervirtuosen, som jeg sandt at sige, ikke kendte, selv om han debuterede i 89. Siden har jeg hørt ham flere gange, dels på cd'er, Paul har sendt mig, dels nogle fra bib. Og han er simpelthen fremragende. Nu har jeg kopieret 10 cd'er af Ulrich, som min svoger, Ole, bliver begavet med til sin 70 års fødselsdag.
Margrethe og jeg besøger ham snarest. Ja, for det har jeg overtalt M til, altså at køre mig. Jeg spillede kortet 'Din gamle mor' og 'P og jeg ses kun denne ene gang'. Og det virkede. Vi får også lejlighed til at træffe Ulrich og hans kone, Anna, som er på vej til deres sommerresidens i Italien sammen med deres tvillinger, Barbara, som danser ballet, og Gabriel, der spiller fodbold, til Pauls store fortrydelse, da han ikke er nogen ynder af sport overhovedet. Deri ligner vi hinanden, næppe i ret meget derudover. Bortset fra vores glæde ved musik. Jeg er dog en slem amatør!
Siden har det vist sig, at vi politisk begge er til venstre for midten, synes at kongehuset bør afskaffes, at vi begge er sprogmennesker og at vi afskyr speakernes ilde anbragte og overflødige kommentarer i musikudsendelserne på P2.
Men om disse fælles synspunkter skyldes slægtskabet, det er dog nok tvivlsomt.

Paul husker min livlige mor, men hende ligner jeg ikke ret meget. Hun kunne både snakke og skrive, jeg er absolut bedst til det sidste, og jeg fortæller aldrig historier, fordi jeg er bange for at glemme pointen. Jeg kan heller ikke huske ret mange.
Så jeg skriver mere, når besøget er - forhåbentlig vel overstået.
I sin tid, altså for ca. 60 år siden, faldt jeg pladask for Paul, fordi han kunne spille fantastisk på klaver. Dette skrev jeg på facebook, og mange har moret sig over det.
Paul har set mig for 70 år siden, og det er da lidt morsomt. men jeg forstår godt, at han fuldstændig overså den unge, forskræmte pige med de tilbedende øjne. Min egen mor var min værste konkurrent ved den lejlighed.
Nu føler P. og jeg os som fætter og kusine, fordi vi jo er jævnaldrende.



Paul og jeg har bevaret forbindelsen, og vi håber vi lever rigtigt længe!

2009

Spredte erindringer

Vera og jeg var på højskole på Bornholm, det var
vel i sluthalvfemserne.
Det var lærerige 14 dage. Vi så en masse af den
dejlige natur. Det ER en skøn ø, så ulig det øvrige
Danmark. Ikke så sært, da den ligger nærmere
Sverige end Danmark.
Der var ca. 85 kvinder, næsten alle i 70erne, og
2 mænd. Den ene var gift med en af konerne. Den
anden en flot, attraktiv ungkarl med en smart bil.
Af alle kvinderne valgte han at lægge an på Vera,
som også så utrolig godt ud og mindst 20 år yngre,
end hun er/var.
Dette opdagede jeg først bagefter. Da havde Vera skippet ham. Hvornår de har haft stævnemøder, ved jeg ikke! Men Vera fortalte, at hun ikke kunne tænke sig at flytte til Sjælland, så derfor blev det ikke til mere. En af de andre kvinder, moren til Michael Falch, advarede Vera med den begrundelse, at så ville jeg rejse hjem! Hm! Det ved jeg af gode grunde ikke. Jeg fik jo ingenting at vide, mens affæren stod på.

begyndelse af juli 2009

Mit liv som kustode

foregik i Levins Hus i Faaborg, hvor min veninde, Irene, udstillede malerier, collager, akvareller og art money.
Jeg ankom mandag aften til hektisk aktivitet. Irene og sønnen Kåre fór omkring i stuerne. Der skulle ordnes en masse detaljer, for selve udstillingen var tilsyneladende færdig. Jeg slog mig derfor ned i haven for ikke at være i vejen og nød den milde aften i stedet.
Næste dag skulle flere ting alligevel rettes, og desuden skulle ferniseringen forberedes, vin skænkes, snacks stilles frem osv. osv.
Jeg var den, der sørgede for musikken, og til det formål havde jeg medbragt min ghettoblaster, som ellers står i skammekrogen herhjemme. Men her var den nærmest uundværlig. Og vigtigst af alt, jeg havde medbragt en masse dejlig musik med vores slægtning, Ulrich Stærk. Det slægtskab er jeg meget stolt af, skønt det er en smule langt ude.
Et par venner, som jeg havde inviteret dukkede heldigvis op, men pressen udeblev. Jeg tror dog ikke det havde nyttet, for er man ikke et navn, så får man det ikke sådan overnight. og Irene når det desværre ikke i dette liv, skønt hun ihærdigt prøver, sin høje alder til trods, og skønt det er ved at tage livet af hende med al den nærmest forcerede, utrættelige 'flittighed'.
Næste dag kom Ole og Inger, hidkaldt af mig. Det var et sjovt og hyggeligt besøg. De havde masser af mad med, og vi nåede både en aftentur i gaderne, hvor vi troligt traskede i vægterens fodspor, skønt jeg ville ha forsvoret, at jeg ville hoppe på en sådan gang forloren turistlefleri, og desuden at bese museet, hvor billederne af den driftige Jørgen Ploug m/ frue var det mest interessante, igen pga. slægtskab. (Og jeg som ikke er særlig interesseret i slægt!),
Alle dage havde Irene og jeg travlt med besøgende og med at flytte rundt med småbillederne. Til sidst, da udstillingen var ovre, havde vi fundet frem til den ideelle ophængning. - - -
Jeg havde ingen udgifter i denne 'ferie', fik oven i købet penge for de kort, der blev solgt og en art money i tilgift.
Alligevel undrer jeg mig en smule over, at Irene bliver ved med at udstille de samme billeder igen og igen. At hun ikke hellere vil forære dem til nogle, som hun ved vil blive glad for dem. Fx mig
En malerkollega, som besøgte os, havde netop den indstilling, at glæde andre med sine billeder!
Irenes sønner gider alligevel ikke arve billederne.
Nå, jeg har nu (held i uheld) besvær med at få flere billeder op, da mine vægge kræver en særlig slags bor, for at det kan lade sig gøre. Desuden har jeg så mange farver på mine møbler, tæpper og puder, at der skal tages meget hensyn til, at det ikke bliver for kulørt, så . . .
Men - Det var en spændende oplevelse for mig, jeg blev dog utrolig træt og var et par dage om at blive mig selv igen. Da jeg kom her tilbage, syntes mit hjem tomt og trist.
Nu glæder jeg mig til vinteren og dens aktiviteter.
Lige nu farer jeg vild i dagene

juni 2009


Om Mogens, min gode ven
vil jeg ikke skrive så meget. Han var bare et dejligt menneske. Varm og venlig, troede på det bedste i mennesker. Vi mødtes flere steder, også uden for akademiet. Det var dog rent platonisk, og jeg lagde bestemt ikke op til noget nogensinde.
Engang kørte han mig til Odense, hvor en bekendt af ham havde et brugt elorgel til salg. Der var også et elklaver, men det var for dyrt, syntes jeg.
Hvor dumt! (Det elorgel brugte vi i SA, det har også stået hos Margrethe og nu hos en veninde, og nu er det hos en anden veninde.)
Da Mogens blev meget syg, nåede jeg heldigvis at besøge ham en enkelt gang på hospitalet. En måned efter var han død. Hans kone mente, han var blevet fejlbehandlet. Jeg var ikke med til begravelsen, kunne simpelthen ikke.
Jeg har ikke engang et billede af ham!



juli 2009

At skrive om Mariane falder mig lidt svært, men hun skal med, da hun i flere år betød meget i mit liv.
Hun har altid været på barrikaderne, især i kvindebevægelsen, hvor hun mødtes med de førende på møder i København. Hun var selvfølgelig også på ølejr.
Hendes ægteskab var dårligt, så til sidst valgte hun at lade sig skille fra 'skurken'. Så vi mødtes på lige fod, var begge enlige, ½gamle, fattige og kvinder, et handicap i sig selv, som vi på bedste måde søgte at overvinde.
Hvor har vi snakket om alvorlige sager, livet og døden, M var/er ateist ligesom jeg selv, så vi var næsten for enige.
Og hvor har vi grinet!
Det gik ned ad bakke med M efterhånden, fra at have en frisørsalon, skiftede hun til at drive et værtshus. Hun havde skam højtflyvende planer om at omdanne det til en slags musikcafé, men virkeligheden bestod i at slæve øl og skrubbe toiletter, høre på de samme fuldemandshistorier aften efter aften. Hun blev også bedraget af ægtemand nr. 2, vist ikke med piger, men i hvert fald med penge, så hun endte med et gevaldigt underskud og måtte en overgang på bistand og har sågar boet på et slags herberg for ubemidlede. siden flyttede hun et par gange.
Selv mener jeg, at jeg var en stor støtte for hende i disse vanskelige tider.
M havde et spiritusproblem og det har nok ikke gjort tilværelsen nemmere. Tit kom hun fuld i frisørsalonen. Det kunne bedre gå an på værtshuset, men der skete det aldrig.
Som altid gik hun også i senere år til yderligheder. Hun blev optaget af dyreværnssager. Da hun ikke syntes der blev gjort nok fra officielt hold, gik hun ind i en gruppe, der var ekstremt aktive over for dyremishandlere. Tog ud tidligt om morgenen til en eller anden, der ikke behandlede sine dyr ordentligt og skældte ham huden fuld, truede med repressalier osv.
Jeg tror det var det, der skilte os. Hun erklærede for nogle år siden, at hun ikke kunne fordrage mig og ikke havde kunnet i flere år.
Jeg tænkte på hende hver dag i nogle år, men nu hvor jeg har fået det hele på afstand, begynder jeg at spekuler på, om hun lever stadig. Hun mente altid, at hun ville dø tidligt, men hun levede da i forholdsvis velgående mange år efter, at hun bestemt havde forudsagt sin egen død.

august 2009

I dag var en ganske særlig dag.
I dag blev Louise, Gudruns yngste barnebarn, begravet.
Hun blev offer for en bilulykke, hvor en ung mand, der lige havde fået kørekort, overvurderede sine evner som chauffør og formodentlig kørte for hurtigt, med det resultat, at bilen blev totalt smadret, og de 2 piger, som sad på bagsædet blev dræbt på stedet.
I alt 250 var mødt op til begravelsen i dag, onsdag den 5. august 2009. Kun ca. 100 af dem kunne finde plads i kirken.
Vi sad først og ventede ½ time, fordi alle var kommet i alt for god tid. Der blev sunget et par ret ukendte salmer, som jeg ikke nåede at lære, men det mest mindeværdige var præstens tale om Louise. Den var så god, at vi alle var dybt rørte. Han skildrede Louise som et rigtigt menneske med fortrin og fejl. At hun var en ener. At ulykken var meningsløs, og ikke en helt masse gudeligt præk. Og på en måde, som havde han kendt Louise personligt. Da kisten blev båret ud, stod alle de unge venner, som ikke kunne være inde i kirken som en slags spalier udenfor. En efter en kom de gående med en rose, som de lagde på kisten, før rustvognen kørte væk. Det musikalske indslag bestod af et Michael Jackson-nummer. 'Too soon' eller noget i den retning. Det var de unge vist meget berørt af.
Da orglet til sidst spillede 'Om lidt bli'r her stille', kunne selv jeg ikke lade være med at få våde øjne.
Hermann især var helt knust.
Bagefter en komsammen i kirkehuset.
Udenfor takkede jeg præsten for den personlige tale og bad om en kopi. Det blev han vist lidt overrasket over, men lovede at sende et redigeret eksemplar til Hermann, som så kunne sende det videre. 'Ja, men du skal have det hele med, du må ikke udelade noget!, sagde jeg, og det ville han godt gå med til.
Takket være den smukke kirkelige handling blev en tragisk hændelse vendt til en smuk begivenhed, som vil blive stående i ens erindring. - - -
Vi tog dog hurtigt videre, Kunne ikke klare mere, især børnene.
På vejen hjem jokede vi lidt i bilen, og det ville have været helt i Louises ånd. Efter et besøg hos Margrethes veninde, Mette, i Aarhus, kørte vi videre og var hjemme mindre end 12 timer, efter at vi var startet hemmefra.
En begravelse har betydning for de efterladte, det stod mig særlig klart i dag. Hermann gav mig 3 knus, så rørt var han over, at vi kom den lange vej for hans skyld (især).
Og familiebåndene bliver styrket efter en sådan oplevelse. Det er noget meget positivt, som jeg ikke tidligere har været opmærksom på. Også Aase var taget dertil med Ulla og Per hele vejen fra Ringkøbing. Vi nåede naturligvis ikke at tale meget med nogen overhovedet, men det vigtigste var også at vi havde været der.
Jeg gav Gudrun diverse cd'er med Ulrichs vidunderlige musik til trøst. Også Hans havde jeg nogle med til.
Ole får et helt cd-album, som jeg har kopieret til hans fødselsdagsfest på lørdag.

Mandag d. 5/4-2004

Mandag d. 5/4-2004


(denne lille 'tale' skulle jeg have holdt for Kirsten ved generalforsamlingen februar 2006)
Kære Kirsten

I dag tager vi afsked med dig som formand for seniorakademiet. Du har været med lige fra start, dengang det hele kun var et forsøgsprojekt under socialministeriet ligesom 10 andre i landet. Senere blev det en forening, og den har du været formand for i 8 år. I den tid er seniorakademiet vokset fra at have ganske få medlemmer til omkring 250.

De andre projekter i landet er for længst borte.

Kirsten, du er en ildsjæl, og uden dig havde seniorakademiet ikke eksisteret i dag.

Dit motto for akademiet har været: Positiv og engageret medvirken forøger alles livskvalitet.

Seniorakademiet er dit livsværk, og det kan du være stolt af.

Vi håber fremgangen vil fortsætte med en ny formand, og at vi kan være her i mange år endnu. Til glæde for seniorer, der vil udvikle sig hele livet.

Du har nu lov til at nyde dit otium, (eller din ’opium’, som du selv engang sagde), men jeg er sikker på, at du vil stå til rådighed som supporter i de kommende år.

Jeg siger tak på foreningens vegne for din enestående indsats, og vi håber alle du vil fortsætte med at komme her, så vi ikke behøver at sige farvel og tak til dig. Men alene: TAK!

(Grunden til, at jeg brændte inde med denne lille speech, er den, at Birtha holdt en spontan tale for Kirsten, og da hun fik sagt det samme med sine egne ord, så forholdt jeg mig tavs selvfølgelig. Sendte i stedet for manuskriptet til Kirsten, som blev meget glad).

Mandag d. 5/4-2004